Monthly Archives: marts 2011

selskabsmanden

Han var under middelhøjde. Han havde et rundt, fedladent ansigt, en kort hals og en ikke særlig høj pande. Han havde tykt, brunt krøllet hår. Hans ryg og skuldre var fyldige, hans arme og hænder buttede, hans fingre korte. Han havde gråblå øjne, buskede øjenbryn og stumpnæse. Hans hud må beskrives som lys, skønt en tendens til hudorme og filipenser fik den til at virke noget mørkere. Hans hoved sad presset ned mellem skuldrene og stak frem, som om det sad fast og prøvede at bane sig vej frem. Han gik altid med briller. Når hans ansigt var i ro, var dets udtryk sløvt, snarere end det var livfuldt. Og kun den opmærksomme iagttager kunne opleve, hvordan hans ansigt lyste en smule op, når han lyttede til interessant musik eller deltog i en berigende samtale. Hans mundvige vendte da opad, hans øjne strålede, og der kom liv i hele hans krop. Men han livede kun virkelig op blandt nære venner.

Reklamer

På tæerne i syngehuset

På sådan en livsvigtig landskamplørdag er det sin sag at skulle servicere 1300 gæster kl. 12.00 til klassisk ballet i Operaen.

Omvendt er det dejligt at møde de forventningsfulde mennesker, der skal ind og se et folkesagn med trolde og andet godtfolk på tæerne.

Men først mister jeg min taske fra en bænk i servicekontoret. I tasken er min bærbare computer, min tegnebog, mit buskort, mine briller, min radio…min kasket! 

Efter at have spænet rundt i fem vilde minutter får jeg øje på den, og den kvindelige gæst udlever den omgående med mange smil, undskyldninger og gensidige tillidserklæringer. Tasken lignede hendes datters.

Så følger jeg en anden gæst på plads på første række på første balkon, og da hun fortæller at hun er J.P.E Hartmanns oldebarn, forærer jeg hende et gratis program med tak for musikken. Brudevals!

Med det tidlige spilletidspunkt er der mange børn blandt publikum.

Flere har taget bamser og dukker med for at have lidt tryghed parat når troldene på scenen bliver lidt for uhyggelige. Med meget officiel mine henvender jeg mig til bamserne, og beder om at måtte få lov til at se deres billet. Børnene måber, forældrene morer sig. Bamserne synes jeg er totalt retardo.

Dernæst må jeg ned i forsalen hvor en større gruppe turister er kommet ind ad de tre svingdøre, for lige at få et lille kig på Operaen. Jeg opfanger at flere af dem taler nordisk, og beslutter mig for at lave lidt lørdagssjov med dem.

Jeg hæver stemmen og spørger om der er nogle nordmænd? Jo, det er der da. En halv snes rækker hånden op.

”Ud!” kommanderer jeg med streng mine og smæld i stemmen og peger ud mod havneløbet. Heldigvis er de helt med på spøgen og siger, at nu må vi jo lige vente og se hvem der har mest grund til at knejse med nakken.

Ja, det har de sandelig ret i…gys.

Vejen ind på vej videre

Jeg var tidligt på den, fordi jeg har det bedst med at ankomme i god tid. Min opgave var at fortælle, og selvom jeg har optrådt med det før, så er det noget jeg tager alvorligt og sætter mig op til. Nervøsiteten er uundværlig for koncentration og fokusering.

På vej hen til den gamle bygning i det nedlagte industriområde, hvor arrangementet skal foregå, hører jeg en lav skurrende stemme. Det er en mandestemme, og han brokker sig over et eller andet. Jeg vender blikket hen imod stedet hvor lyden kommer fra.

Han er hjemløs og misbruger. Sidder på et tæppe under en af de få gadelygter. En hund ligger og sover ved hans side. Manden har langt fedtet hår og krøllet mørkt tøj på. Jeg fatter ikke hvordan han kan holde varmen. Han ligner en på tres, men kan sagtens være midt i trediverne

Jeg får den følelse at det jo er pisseligemeget om jeg klarer aftenens oplæsning godt eller skidt. Det truer hverken min dagligdag eller liv som sådan. Pludselig bliver jeg lidt flov over at gå så meget op i det. Jeg går ind i lokalet, hvor der næsten ikke er kommet nogen endnu. Der rodes med et kabelproblem på scenen.

På vej hjem igen er han der ikke længere. Jeg læste godt op og fik en fin modtagelse. Blandt publikum var der en høj mand med briller, som har meget at skulle have sagt og som kan gøre meget for mig. Det sker ikke, og jeg tænker over det hele tiden.

Dette foregik for nogle uger siden. Jeg ved intet om hvordan manden på tæppet har det. Jeg har det som jeg plejer. Måske lidt flere problemer med afkølingssystemet. En iboende frygt for at kernen brister, så mit nærmiljø tager skade af mine usynlige stråler.

Symptomerne er at man brækker sig en times tid efter at være blevet udsat for strålingen. Balanceproblemer. Ondt alle vegne. Bare så du ved det.

Men der er opstået et trick, så jeg i det mindste kan holde hovedet koldt. På vej hjem fra oplæsningsarrangementet gik det op for mig at den magtfulde mand i lokalet og den brokkende mand udenfor ligner hinanden, i hvert fald i ansigtet. På en eller anden måde beroliger det mig.

Måske burde jeg have sagt noget til den hjemløse. Bare hilst på ham, i stedet for at gå forbi. Men han så jo ikke hen på mig. Han bøvlede med et eller andet praktisk problem som irriterede ham.

Jeg hilste jo heller ikke på ham i lokalet med brillerne og magten eller så direkte på ham. Jeg bøvlede med mikrofonen og kunne i øvrigt ikke se publikum, fordi jeg havde læsebriller på. 

Og han hilste ikke på mig, hverken før eller efter.

Men hunden virkede tryg og velnæret.

De små og de store

Min datter og jeg sidder i metroen. Ind ruller en barnevogn kørt af en far med pjusket fuldskæg og rygdaskende fjeldræv. Vognen kommer til at stå med siden tæt til os. Lunt omsluttet af en god dyne sidder en storkindet baby med sut, strikket hjelm og store øjne, der omgående stirrer på os. Vi bliver betragtet som om vi er marsmænd. Blikket er dog helt roligt og åbent. Måske en anelse benovet. Vi kommer til at smile, fordi babyen bare glor og glor. Vi ser på hinanden og smiler endnu mere. Babyens åbenlyse beskuelse er så skøn. Faderen prøver forgæves at få kontakt med sit eget barn. Men sigtekornet er låst fast. Det lille barn kan ikke komme sig over synet af disse mennesker i undergrunden. Da vognen rulles ud er analysen stadig i gang. Min datter og jeg smiler hele vejen til Flintholm. Intet kan gøre mig mere glad i låget end mødet med et lille menneske, der ikke ejer fornemmelse for social omgang i kollektiv transport, men uden videre kigger på hvad der nu sådan lige falder for. Øjenkontakt i bredbåndskvalitet.   

Min datter og jeg kører i bus. Foran os sidder fire drenge på de fire pladser lige bag væggen til chaufførens plads, hvor man kan sidde to og to over for hinanden med en gul stang med stopknap imellem. Drengene pjatter og fjoller højlydt. De er vel tolv-fjorten år og kører hinanden op ved at sige provokerende ting om ting og emner. Der er en leder med et egentlig kønt ansigt, pæne tænder og smart garn. Ved hans side en tro væbner og overfor to menige. De skal alle til noget sport i idrætscenteret. Ind ad døren kommer nu en meget overvægtig nervøs ung mand med tykke briller. Ham vil drengegruppen filme, så han kan skamme sig over hvor grim han er, og de lægger ikke nogen form for skjul på deres ondskabsfulde hensigt. Jeg koger af vrede. Jeg beslutter mig for at det skal være løgn. Hver gang gruppelederen afsikrer kameraet i sin dyre mobiltelefon, rejser jeg mig demonstrativt og blokerer udsigten. Han resignerer, tydeligt irriteret og forvirret. På resten af turen nidstirrer jeg ham og de andre alt hvad jeg kan. Væbneren prøver forgæves at stirre tilbage. Da de står af, er gruppens akkumulerede ondskab fuset ud. De finder desværre nok hurtigt et nyt offer. Hævnen. Min datter siger at hun havde lyst til at tæve alle fire lige på stedet. Jeg er enig. Desværre.

Mandagstrøje

Jeg kom i tvivl, da jeg stod med den stadig varme trøje i tørrekælderen. Der var bogstaver på forsiden, men det lukkede sig sammen på midten bag to folder, så man ikke kunne se dem. 

Måske havde trøjen limet sig sammen med sig selv, tænkte jeg. Men da det var en beige pigemodel, blev jeg usikker. Kvindetøj har fald og flæser og folder de mærkeligste steder. Jeg kunne ikke finde ud af det.

Så trak jeg trøjens forside og teksten fri. Alt kunne nu ses i ét hele. Det var forkert. Den skulle være sådan, fik jeg besked på. At den med vilje var syet ind bag sig selv. Forvent det uventede.

Derfor skal nu jeg ud i den ulovlige kæmpebutik i ørefladen for at lede efter en replikant, der hænger sammen med sig selv. Jeg synes ellers at  trøjen er pæn, når den er foldet ud.

Jeg trækker alting fra sig selv i øjeblikket og folder bogstaver ud. Det går bare ikke. Deri ligger snittet, og det gør mig så vred, så vred. Snart er jeg så sammenspændt at andre kan komme på den idé at hive i mig, så jeg bliver foldet helt ud og alt kommer for en dag.

Gør det ikke.

Ikke nu.

Mærkeligt

Jeg hørte i går, at der er tre ting som uden videre får hormonerne til at danse lambada fra den ene pandelap til den anden.

Sex, vold, og mad.

Måske burde man overfalde en culotte, banke den mør og lyksaliggøre den i en grad, så der kommer små kødboller ud af det. Så kan man spise dem og få mere dopamin på humørkontoen.

Desværre duer jeg ikke til så udfarende ekcesser, og i det hele taget er jeg ikke god til slå mig løs, fyre den af og banke den op. Jeg går underfundige omveje for at have et bare nogenlunde levbart forhold til mig selv og verden.

Netop nu kan jeg mærke noget. Det er positivt, for jeg har det ellers med at bedøve mig selv med en overdosis af helt lovlige stoffer. Følelser er alt for farlige at lufte uden snor.

Men der er gang i noget lige nu. Hvis der kommer en sag ud af det, hvad der ikke gør, så ville man ikke kunne finde ud af hvad der er sket. Der er ingen synlig forandring.

Jeg er bare glad. Der er så mange ting i mit liv som mange ville give deres reservecykel for. I disse timer og i disse dage siger jeg tak for at være mig min lykke bevidst.

Der er ikke sket noget som sådan og ingen andre er indblandet i det. Det burde ikke være sådan. Alligevel er der så mange ting, der uforandret fylder mit liv med…liv.

Tak.

Fejlfrie kommentatorer på 3+HD

I aftes optog jeg Champions League-kampene Chelsea-FCK og Real Madrid-Lyon, så jeg kunne se dem efter endt arbejdstid i Operaen.

FCK-kampen blev kommenteret af det fodboldkyndige og kompetente komikerpar Werge & Frimann. TV2 Sport sendte Madrid-kampen direkte, men jeg optog 3+HD’s forskudte udgave.

3+HD’s kommentatorpar var Jonas Alexander Larsen og den gamle målmand Peter Kjær, som er en dygtig fodboldanalytiker. I min tid som tv-kommentator havde jeg selv fornøjelsen af Kjær som medkommentator i 1996, da Silkeborg gæstede Spartak Moskva i UEFA-cup’en og tabte 3-2.

Larsen og Kjær var også sat til at kommentere for en uge siden, da jeg fra 3+HD optog Schalke 04-Valencia, og lissom dengang lavede de i aftes ikke en eneste fejl.

Det er en sjælden oplevelse.

Man kan jo nå at sige en utrolig bunke sludder på 90 minutter, men i samfulde 180 minutter + optakt og tillægstid fangede jeg ikke Jonas Alexander i en eneste unøjagtighed eller upassende bemærkning.

Peter Kjærs analyse i de to kampe var også lydefri. Faktisk så fri for lyd at man godt kan påstå at den var mangelfuld.

Kritiske tv-seere har i årenes løb sukket efter at kunne skrue ned for kommentatorlyden, og her blev deres ønsker opfyldt helt automatisk.

Det er meget specielt at se en hel kamp på tv, hvor man kun hører spark, tacklinger, smerteråb, brok, jubelbrøl, tilskuersange, dommerfløjt og info fra stadionhøjttalerne.

D’herrer Larsen og Kjær sagde ikke noget i begge kampe. Der kom skilte op med deres navne før og under og imens, men de sagde ikke et muk.

Intet.

Fik de mon løn for de to fejlfrie præstationer?

Mikro-makro hår

Først rystelsen. Hvad nu? Se klart, handle hurtigt. Ikke stivne. Bølgen kan være på vej. Den tager alt og forvandler alting på få minutter. 

På tryg afstand af katastrofen ser jeg paniske mennesker med skæbnesvangre valg. Og så kommer Ib på skærmen.

Pæn mand. Fredsommeligt navn. Stille jakkesæt. Roligt slips. Klare kantede brilleglas. Han arbejder i en jysk bank, men det er ikke økonomien i en mulig ny Ferguson, han tager sig af.

Ib er intet mindre end Global Makroanalytiker. Hans ansigt er tillidsvækkende. Powernappende. Hans udseende ville som sådan kunne give ham og hans kunder et trygt liv i en mellemstor købstad.

Men på toppen af Ib’s hoved står det mørke hår i vejret, som om det vil op til Gud i en helvedes fart. Det stritter med vilje og voks. Jeg kan ikke få øjnene fra kontrasten mellem redelighed og dramatik. Var han blond ville issen stå i flammer.

Han siger at aktiekurserne…nå, det fik jeg ikke fat i. Og så klippes der til brændende olieraffinaderier og den ufølsomme japanske flodbølge. Store fisketrawlere danser på kolbøttende villaer. I billedkanten flygter små tændstikmennesker for livet.

Et liv på pladens kant omkranset af hav. Hvor aktier og følelser har deres udsving. Hvor man overvejer at skifte job. Tænker på den man hellere ville køre hjem til hver aften. Efter at man har været hos frisøren.

Indtil ens bil kommer sejlende ovenpå resterne af frisørbutikken, der følger bølgens lov. Man oversvømmes af vand og følelser, hvis man slipper med livet i behold.

Jeg følger med. På afstand. Skaldet. Bevæget uden at skulle røre mig. Rystet bare ved at blinke med øjnene. Lokal mikrobølgeanalyse.

God weekend, Ib. Pas godt på dig selv og håret. 

Den lille abes selvbiografi

Først skal jeg vokse op, spille fodbold og køre i radiobil. Så skal jeg lige prøve at ryge og drikke kirsebærvin. Jeg har hele tiden lektier for, men det har de andre også.

Pludselig er jeg mandshøj og har kærestesorg.

En forårsdag med skarp sol dør min far. Dagen efter er jeg dommer i en old boys-fodboldkamp. Spillerne er infantile og affældige på samme tid. Så synger jeg en sang og har igen kærestesorg. Min mor drikker og sørger i flere år. Jeg har halvlangt hår og næsten ikke tykke lår. 

For det meste har jeg det som en lille mekanisk abe, der først hamrer to minibækkener sammen, men dernæst står stille, dirrende og vibrerende, inden den slår en vild baglæns kolbøtte, lander på begge ben og venter på at nogen trækker fjederen i ryggen op igen.

Jeg får et job med en chef, jeg hader så meget, at jeg fantaserer om retfærdig hævn, men han dør jo af sig selv nogle år senere. Hvor frydefuldt.  Så får jeg et nyt arbejde og har igen kærestesorg.

Der sker ikke noget særligt i de næste tyve år, bortset fra at jeg får mit livs drømmejob, bliver gift og far og skilt og skaldet og fyret. Og forældreløs. 

Pludselig er det så onsdag og jeg har glemt at købe ost. Det kan jeg næsten ikke klare. Tiden er nådesløs. Jeg kan have en kæreste og alligevel have hjertesorg. Det kan jeg så skrive om, men det hjælper jo ikke.

Så hellere en baglæns kolbøtte. Jeg er en stor abe nu. 

Hopla!

100 om dig

  1. Du har mellemlangt hår der i øjeblikket er mørkt
  2. Din mor sov med hårnet om natten
  3. Du hvisker af og til i mit øre at du er slem
  4. Da du var otte havde du en frø der hed Per
  5. Du brænder dig tit på strygejernet
  6. Du er lisså vild med George Clooney som med Liam Neeson
  7. Du nægter at putte hvidløg i fiskefrikadeller
  8. Din søster og dig kan gætte hvad den anden vil sige
  9. Du rokker med overkroppen når du cykler i for højt gear
10. Dit yndlingsprogram på radioen er trafikmeldingerne
11. Du har et bestemt blik der overvejer at afhøvle gulve
12. Du hader at få gaver uden gavebånd med sløjfer
13. Du spiser skinkesalatmadder i smug
14. Du hiver snærende undertøj på plads og tror jeg ikke ser det
15. Du bliver hidsig hvis jeg børster tænder mens vandet løber
16. Du beder om sennep og ketchup men spiser kun ketchuppen
17. Du har aldrig været i Hobro
18. Din far undgår øjenkontakt med mig
19. Du har sagt hej til Kronprinsen og påstår han rødmede
20. Du fjerner hår med voks og vil have jeg går tur imens 
21. Du bestiller aldrig dessert men skal altid smage min
22. Du si’r teknik er svært, men styrer let fire samtidige samtaler IRL 
23. Du staver ordet terapi uden bogstavet r i midten
24. Du kan lave Creme Brulée med bind for øjnene
25. Du har haft sex med tre forskellige belgiske sømænd indenfor 24 timer
26. Din hadefarve er gul
27. Du ved jeg gemmer mine gule yndlingsbadebukser et sted
28. Da vores ældste blev født tissede han dig i det ene øre
29. Dit kælenavn i skolen var Kviks
30. Du sagde engang samlejekøkken i en HTH-køkkenbutik
31. Du synes fodboldspilleres shorts er for store
32. Du tror ikke på at badevandet løber omvendt ud i Chile
33. Du hader edderkopper og håber de ikke tager det personligt 
34. Du har sendt en mand på skadestue med bid i lyskeområdet
35. Du tabte engang fire kilo ved at spise bulgur i to uger
36. Du synes statsministeren er for lille
37. Du synes mænd bør tænke sig om før de bliver naturister
38. Du nynner den samme sang i badet
39. Du synes jeg bruger for meget salt
40. Du sagde engang til en julefrokost at chefer burde brændes
41. Du er hemmeligt forelsket i en buschauffør i Vanløse
42. Du tror at en fodbolddommer kan stå offside
43. Du smadrede engang samtlige vinduer på en efterskole
44. Du siger at hende fra Enhedslisten er for køn til en revolution
45. Du har engang genkendt en røver i Station 2 på TV 2
46. Du hælder mælk i teen først og så sukker bagefter
47. Du er allergisk overfor klovdyr og hindbær
48. Du drømmer om at komme ud i rummet før du dør
49. Du mener at du er for tyk lige meget hvad du vejer
50. Du kan blive så vred at du opfinder helt nye bandeord
51. Din første kæreste hed Niels og var landbrugselev på Als
52. Du fik grineflip i kirken da vores næstældste blev døbt
53. Du fik det fordi præsten havde et langt hår på oversiden af øret
54. Du tisser i bukserne af grin cirka en gang i kvartalet
55. Du har et ar et hemmeligt sted efter et fald på cyklen
56. Du er en pokerhaj på nettet, siger du 
57. Du trådte mig på tåen i brudevalsen så jeg fik tårer i øjnene
58. Du synes at terrorister/pædofile/voldtægtsmænd skal henrettes
59. Du synes at Frank Jensen burde optræde i dragkostume
60. Du synes Dronningen skal på efterløn, skilles og flytte i oldekolle
61. Du elsker at hade de kongelige men ser hvert eneste sekund på tv
62. Du synes at mænd burde mande sig op, mens jeg bare skal slappe af
63. Du vil ikke på vilkår op i den der dobbelflyver i Tivoli
64. Du spørger tjenere om så meget at de overvejer et karriereskift
65. Du elsker at fortælle om forskellen på knödel og gnocchi
66. Du synes at spisefisk burde bedøves inden de slås ihjel
67. Du overvejer en hadeside for hundeejere der ikke samler lort op
68. Du har væddemål i gang om tv-meteorologers seksuelle observans
69. Du kan ikke kende forskel på ordene vende og vænne
70. Du blev engang jagtet af en butiksdetektiv ved Nørreport
71. Du havde stjålet en bakke økologisk skinkesalat i delikatessen
72. Du mener at muslimer bede bønner i en meget høj toneart
73. Du mener at sydlandske mænd er romantiske men elendige elskere
74. Du har fløjet med næsten alle danske charterflyvemaskiner
75. Du ville gerne være dyrlæge som ganske ung
76. Du tabte engang et egetræsskærebræt ned på din hamster
77. Du mener at Rødovre og Hvidovre burde være lagt sammen
78. Du synes det er synd for ham den lille nørd med ørene i Liberal Alliance
79. Du har købt flere kaffemaskiner end du nogensinde vil indrømme
80. Du skifter sengetøj dagligt på grund af noget med din barndom
81. Du gemmer Nutella for børnene
82. Du har købt et par forede håndjern og siger at jeg selv må finde dem
83. Du beder mig altid om at skrue ned for lyden på tv
84. Du skruer med det samme helt op for Robbie Williams
85. Du elsker at skændes om reglerne i alle former for spil
86. Du mener jeg spiller hasard med helbredet ved at bestille rød bøf
87. Du udtaler Belgien som om det hed Beldjen.
88. Du svor ved din 30 års dag at du vil åbne en tøjbutik før du bli’r 40
89. Du brændte den mindstes sut da han fandt den i skraldespanden
90. Du har en særlig rynke som betyder at nu er det bedst du får ret
91. Du fatter ikke at Thomas Helmig og Søs Fenger blev skilt
92. Du købte et golfsæt i 2002 for en arv og har kun brugt det én gang
93. Du mener B.S. Christiansen er overvurderet
94. Du vandt engang en opskriftkonkurrence i Holbæk Bladet
95. Din opskrift var på citronkylling med vilde ris
96. Du har to ekstra fornavne på din dåbsattest som kun få kender
97. Du vil fryses ned når du dør hvis det ikke er for dyrt
98. Du fatter ikke at nogen kan bo i byer som Horbelev og Kregme
99. Din ene ankel giver tit en knæklyd når du går op af trapper
100.Du og veninderne er uenige om Hella Joofs efternavns