De små og de store

Min datter og jeg sidder i metroen. Ind ruller en barnevogn kørt af en far med pjusket fuldskæg og rygdaskende fjeldræv. Vognen kommer til at stå med siden tæt til os. Lunt omsluttet af en god dyne sidder en storkindet baby med sut, strikket hjelm og store øjne, der omgående stirrer på os. Vi bliver betragtet som om vi er marsmænd. Blikket er dog helt roligt og åbent. Måske en anelse benovet. Vi kommer til at smile, fordi babyen bare glor og glor. Vi ser på hinanden og smiler endnu mere. Babyens åbenlyse beskuelse er så skøn. Faderen prøver forgæves at få kontakt med sit eget barn. Men sigtekornet er låst fast. Det lille barn kan ikke komme sig over synet af disse mennesker i undergrunden. Da vognen rulles ud er analysen stadig i gang. Min datter og jeg smiler hele vejen til Flintholm. Intet kan gøre mig mere glad i låget end mødet med et lille menneske, der ikke ejer fornemmelse for social omgang i kollektiv transport, men uden videre kigger på hvad der nu sådan lige falder for. Øjenkontakt i bredbåndskvalitet.   

Min datter og jeg kører i bus. Foran os sidder fire drenge på de fire pladser lige bag væggen til chaufførens plads, hvor man kan sidde to og to over for hinanden med en gul stang med stopknap imellem. Drengene pjatter og fjoller højlydt. De er vel tolv-fjorten år og kører hinanden op ved at sige provokerende ting om ting og emner. Der er en leder med et egentlig kønt ansigt, pæne tænder og smart garn. Ved hans side en tro væbner og overfor to menige. De skal alle til noget sport i idrætscenteret. Ind ad døren kommer nu en meget overvægtig nervøs ung mand med tykke briller. Ham vil drengegruppen filme, så han kan skamme sig over hvor grim han er, og de lægger ikke nogen form for skjul på deres ondskabsfulde hensigt. Jeg koger af vrede. Jeg beslutter mig for at det skal være løgn. Hver gang gruppelederen afsikrer kameraet i sin dyre mobiltelefon, rejser jeg mig demonstrativt og blokerer udsigten. Han resignerer, tydeligt irriteret og forvirret. På resten af turen nidstirrer jeg ham og de andre alt hvad jeg kan. Væbneren prøver forgæves at stirre tilbage. Da de står af, er gruppens akkumulerede ondskab fuset ud. De finder desværre nok hurtigt et nyt offer. Hævnen. Min datter siger at hun havde lyst til at tæve alle fire lige på stedet. Jeg er enig. Desværre.

8 kommentarer til “De små og de store

  1. Som barn gik jeg rundt og tævede alle de onde, hvis jeg kunne komme til det uden at komme til skade selv – det havde nok været bedre bare at stille sig i vejen.
    Vi har vel alle lyst til at fare ud med bål og brand, kors hvor er det uhelligt.

  2. Donald…jeg synes ikke det er forkert at blande sig. Det, jeg udførte, var jo en form for ikke-voldelig blokade. Gruppens ondskab blev bygget op i gruppens interaktion og blev til et samlet ønske om at more sig på et andet enkeltindivids bekostning. Et individ, der var langt, langt svagere og skrøbeligere end de fire drenge.
    Selvforsvar på andres vegne (Libyen?) er vel heller ikke forkert. Der findes et begreb kaldet nødværge, og det er der en grund til. At standse ondskab er i orden.
    Hævn…er ikke rigtigt (dødsstraf?). Men man kan jo reagere, hvis man selv er offer. Det værste er afmagten.

  3. Beologine burde have konverteret de fire teenagedrenge til hakket kalv/flæsk i små terninger, inden du med din voluminøse dommeranciennitet med fint moduleret Ottoman(d)-stemme havde skreget “b-r-e-a-k” i de samme nanosekunder, hvor drengenes fine garn blev konverteret til garnnøgler!
    Måske møder Beologine dem senere i livet, når de er folkeregistertilmeldt i den lokale rockerborg, eller måske som el-montører, når din datter skal have etableret sit “intelligente hjem”.
    Den første historie er en nuttet “Jeg-historie”. Den sidste er – måske – forlængelse på Jeg-generationen rullet ud i bredbåndsformat, der konstant downloader deres behov og oploader deres egoer.

  4. Erik…min datter var rasende på de fire mobbedrenge. Hun kunne sikkert have givet dem en dragt prygl, og jeg ville i givet fald have vendt min blinde sjæl til det.
    Jeg har selv været gennem et skoleforløb som mobbeoffer, og når jeg oplever det IRL, kan jeg ikke holde mig tilbage for at blande mig. Det ligner fanme ikke noget at fire gutter skal nedgøre en tyk ung mand. Det værste er, at lederen af gruppen har alle forudsætninger for at få et godt liv. Jeg brænder af misundelse mod ham, og får de mest modbydelige modbilleder til hans pæne ydre.
    Gys.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s