Vejen ind på vej videre

Jeg var tidligt på den, fordi jeg har det bedst med at ankomme i god tid. Min opgave var at fortælle, og selvom jeg har optrådt med det før, så er det noget jeg tager alvorligt og sætter mig op til. Nervøsiteten er uundværlig for koncentration og fokusering.

På vej hen til den gamle bygning i det nedlagte industriområde, hvor arrangementet skal foregå, hører jeg en lav skurrende stemme. Det er en mandestemme, og han brokker sig over et eller andet. Jeg vender blikket hen imod stedet hvor lyden kommer fra.

Han er hjemløs og misbruger. Sidder på et tæppe under en af de få gadelygter. En hund ligger og sover ved hans side. Manden har langt fedtet hår og krøllet mørkt tøj på. Jeg fatter ikke hvordan han kan holde varmen. Han ligner en på tres, men kan sagtens være midt i trediverne

Jeg får den følelse at det jo er pisseligemeget om jeg klarer aftenens oplæsning godt eller skidt. Det truer hverken min dagligdag eller liv som sådan. Pludselig bliver jeg lidt flov over at gå så meget op i det. Jeg går ind i lokalet, hvor der næsten ikke er kommet nogen endnu. Der rodes med et kabelproblem på scenen.

På vej hjem igen er han der ikke længere. Jeg læste godt op og fik en fin modtagelse. Blandt publikum var der en høj mand med briller, som har meget at skulle have sagt og som kan gøre meget for mig. Det sker ikke, og jeg tænker over det hele tiden.

Dette foregik for nogle uger siden. Jeg ved intet om hvordan manden på tæppet har det. Jeg har det som jeg plejer. Måske lidt flere problemer med afkølingssystemet. En iboende frygt for at kernen brister, så mit nærmiljø tager skade af mine usynlige stråler.

Symptomerne er at man brækker sig en times tid efter at være blevet udsat for strålingen. Balanceproblemer. Ondt alle vegne. Bare så du ved det.

Men der er opstået et trick, så jeg i det mindste kan holde hovedet koldt. På vej hjem fra oplæsningsarrangementet gik det op for mig at den magtfulde mand i lokalet og den brokkende mand udenfor ligner hinanden, i hvert fald i ansigtet. På en eller anden måde beroliger det mig.

Måske burde jeg have sagt noget til den hjemløse. Bare hilst på ham, i stedet for at gå forbi. Men han så jo ikke hen på mig. Han bøvlede med et eller andet praktisk problem som irriterede ham.

Jeg hilste jo heller ikke på ham i lokalet med brillerne og magten eller så direkte på ham. Jeg bøvlede med mikrofonen og kunne i øvrigt ikke se publikum, fordi jeg havde læsebriller på. 

Og han hilste ikke på mig, hverken før eller efter.

Men hunden virkede tryg og velnæret.

2 kommentarer til “Vejen ind på vej videre

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s