De danser på Torvet

Op kommer jeg fra undergrunden.

Nu står jeg og venter på operabussen. Christianshavn er kendt for sin brogede befolkning. Stoppestedet ved metrostationen på torvet er måske det travleste i hele byen. Der er en vrimmel af mennesker og en strøm af cykler på vej udad mod Amager på sådan en torsdag ved 18-tiden.

Jeg står her bare og hører taleradio. P1. Bus 66 lader vente på sig. På torvearealet mellem stoppestedet og Brugsen har en gruppe af herboende grønlændere gang i en slags leg, der indbefatter slåskamp på skrømt mellem to mænd. De øvrige deltagere danser rundt om dem og prøver med skiftende held at holde balancen.

Alle virker som om de har fået slukket enhver form for tørst i flere omgange.

En af kvinderne genkender jeg fra i søndags, hvor hun på vej fremad i en slags rasende spurt fik overbalance, hamrede hårdt ned i asfalten og kurede fremad, hvorved hun fik armene i klemme mellem krop og underlag.

Jeg væmmedes ved synet, fordi faldet var så voldsomt. Hendes udfald havde virket som om hun var vred på mig, men jeg havde virkelig ikke gjort andet end at gå fra stoppestedet og hen mod Brugsens indgang. 

Hun brækkede ikke armene, tror jeg, men hun slog sig. Det ville hun ikke vise, så hun lagde sig lynhurtigt på ryggen med armene under nakken, som om hun tog solbad, og smilede falsk til hele verden.

Til venstre for Brugsen, ved døren til en trappeopgang, får jeg øje på en anden grønlandsk kvinde med hjemløseaviser. Hun står helt stille. Vi får øjenkontakt. Hun ryster på hovedet, vender sig og snupper en tår øl fra flasken med sølvpapirkrave, som står ovenpå de opsatte postkasser. 

Nu, fire dage senere, danser den faldne kvinde smilende rundt og virker som om hun er i mægtigt humør. En discount guldøl i den ene hånd. Fagter og vinkebevægelser med den anden. Hun er med i gruppen, som har et fint sammenhold, i hvert fald sålænge alle har noget at slukke tørsten med.

Jeg står på buspassagerernes helle mellem cykelstien og vejen. På cykelstien standser en high tech street machine op for rødt. I liggende position kører en mand på en herresmart to-hjulet sofacykel. Kontrasten mellem grønlændergruppen og den futuristiske jernhest er så stor, at jeg har svært ved at rumme den.

Cyklisten er slank, veltrænet og har rødt skæg. Smart grøn cykelhjelm. Hans taske ligger mellem nakken og baghjulet på en lillebitte bagagebærer. Han bliver våd hvis det regner. Det er ikke en af de modeller, hvor den cyklende er omsluttet af en plastickapsel, så cyklen ligner en ubåd på land.   

Manden ser på mig. Hvad ser han? En let overvægtig mand med poset bomuldstøj i ikke-matchende farver, slidt mørkt lærredsnet og sort kasket. Hovedtelefoner. I hans ansigt ser jeg ingen reaktion på det, han har set på.

Bag ham danser gruppen fra menneskenes land stadig glad ølpolka. Manden har sat den ene fod ned på cykelstien mens han venter, Nu kører han afsted igen. Romeo og Julie venter på mig ude på Dokøen. Tusind gæster er på vej. I mit net har jeg en plasticboks med to ostemadder i.

Jeg er 53 år og ædru.

Nu kommer bussen.

2 kommentarer til “De danser på Torvet

  1. Jeg er 46 år og jeg er ved gud ikke broget. Jeg er pæn med pæn på. Jeg er hende, der er ved at få sig et Svanekøkken med højglansskabe og granitvask…og og og…
    Forstår godt, hvad du mener. Men det er jo præcis derfor, vi elsker at bo, hvor vi gør…Køkken eller ej, ville kvalme til i klaustrofobi, hvis det ikke var en del i mit hood.
    PS. Vi har også de pæne grønlændere.

  2. Susling…jeg er med. Helt med. Det er et skønno hood. Menneskenes Land. Og en Stad. Tillykke med det nye køkken 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s