Søndagstur

Regnvejr. Jeg skal på arbejde. På søndage kan jeg let komme for sent, fordi bus og tog og den slags kører sjældnere end normalt. Ude på Dokøen løfter dirigenten taktstokken uden hensyn til min private tidsplan.

Jeg vælger den ene af to mulige buslinjer. Den, der kommer først. Denne søndag er det den tværgående, som skal føre mig til det store skinnende trafikale knudepunkt på grænsen mellem byen i byen.

Vi er vel tre-fire passagerer på fortovskanten, men nu kommer turens hovedperson væltende og vaklende henne fra trappeopgangen. Han er stor. Meget stor. Ikke fed, men alt for stor, hvis du spørger diverse sundhedseksperter med gardinhår og forsøgskittel.

Desuden er han påvirket. Så påvirket, at han ikke lige ser den gule stang, som adskiller bussens klippekorts- og betalingsindgang. Han knalder panden ind i denne solide stang. Knæene giver et øjeblik efter.

Jeg kan nu se, at han allerede har været en tur i gulvet, idet hans venstre side er fyldt med væde og rendestensrester. Han går i sutsko uden strømper. På hans skaldede hoved bærer en slags strikket kalot, som må være limet fast.

Han genvinder brugen af benene og sejler ind i bussen. Chaufføren ryster på hovedet, men lader ham passere. Manden må have vist et kort eller billet. En efter omstændighederne fantastisk præstation.

Jeg er meget, meget bange for denne mand. Ikke fordi han vil gøre mig noget. Det er han alt for rorløs til, og han har rigeligt at se til med at bevare hovedet opad og begge øjne åbne. Han dejser straks ned på det første og bedste sæde lige bag chaufførkabinen, hvor der i forvejen sidder et ungt par som har en barnevogn stående på modsat side.

Han optager begge sæder og kører med ryggen mod køreretningen. Det unge par stirrer på ham. Det er et firedobbelt sæde, hvor man kan sidde to og to og se på hinanden. Jeg er forlængst søgt dybt ned i bussen for at opnå en tryg distance.

Mandens hjælpeløse tilstand skræmmer mig. Det minder for meget om for mange stunder med min mor, som jeg kun kom igennem med det yderste af sjælen. Jeg kan mærke smerten nedenunder smerten, og jeg kan mærke min og de øvrige tilstedeværendes væmmelse ved hans væmmelighed.

Han sidder nu, halvvejs ligger ned, og kan hverken sove eller være vågen. Hans beruselse, som er meget stor i betragtning af at vi kun lige har sluppet kirketiden på denne våde søndag, tvinger ham til at opholde sig i denne lidelsesfulde mellemtilstand.

Jeg hader mig selv, fordi jeg kun tænker på om jeg nu når frem til arbejdet i tide. Om chaufføren vælger at stoppe og tage sig af manden. Ringe til politi eller ambulance. Manden er så høj og så tung, at man ikke uden videre kan bakse rundt med ham.

Et højresving sender manden i gulvet med et gigantisk drøn. Jeg tænker kraniebrud først, men dernæst omgående: at jeg ikke når metroen i tide. Alle ser på hinanden. Tænker sit. Tør næsten ikke reagere. Nu ligger han jo dernede. Kun de to sutsko kan ses i midtergangen.

Chaufføren speeder op, og snart er vi ved Flintholm. Jeg har flere modstridende følelser. Ville os i bussen have reageret anderledes hvis manden havde haft samme farve som os? Ville man have udvist mere praktisk næstekærlighed hvis mandens havde haft en anden etnisk oprindelse end afrikansk?

Den tanke er næsten den værste. I mig.

Da metroen kommer kan jeg se at chaufføren nu har afbrudt turen. Ingen lukkes ind. Han kører ikke videre før problemet med den væltede kolos er løst. Jeg håber at der er ringet efter hjælp. At manden ikke bare losses ind i venteburet, hvor et par andre med kronisk tørst havde søgt ly for søndagsregnen.

Jeg kom ikke for sent, men det var jeg ikke specielt stolt over.

2 kommentarer til “Søndagstur

  1. Erindringshistorie som fungerer, men efterlader mig i tomrum, som jeg udfylder uden licens: Manden blev liggende på gulvet indtil chauffeuren fik ham losset ud af bussen og over under halvtaget ved et stoppested på Grøndals Parkvej, og du benyttede den åbne dør til at komme ud og løbe de sidste 200 meter til Flintholm, som du kalder det store skinnende knudepunkt mellem byen i byen (det havde jeg gættet, men det udløste dog lidt læserforvirring af en eller anden grund).
    Du føler dig som en flugtbilist, tror jeg.

  2. Hov, Donald: jeg skriver da, at vi ER kommet til Flintholm? At det er dér at chaufføren handler. Jeg ved ikke om manden bare blev lagt på fortovet (tvivler på om chaufføren kunne flytte ham alene) – eller om politi/ambulance blev tilkaldt. Jeg håber det sidste.
    Min følelse af at have prioriteret min rettidighed ift en mands liv gør ondt på mig. Jeg kunne have ringet og sagt hvorfor jeg kom for sent, og mine chefer ville have rost mig for det.
    Suk.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s