Det jeg ikke vil skrive

Drømmelandet udspiller sig foran mig.

Jeg kan se det mens jeg hører det.
Der er trommer.

Jeg vil ikke skrive det jeg ikke vil.

Nu er der flere trommer.
En kvinde prøver at fortælle mig noget.
Det er ikke første gang.
En gruppe mennesker råber i baggrunden.

Bag ørerne, siger kvinden.

Jeg kunne godt finde på at gøre noget jeg ikke vil.
I går var det tæt på.
Et kvantespring.
Hjortespring.

Meget nervøst.
Jeg ved jo godt hvad der sker.
Der sker ingenting.
Det er derfor jeg ikke skal give efter.

Mundstykke,
siger hun nu.

Gruppen råber igen.
Det lyder som om de bifalder det hun siger.
Nu skifter det igen.
De river hovedgaden ned.
Den med den lille hvide kirke jeg blev konfirmeret i.

Alt skal væk.

Mundspil.
Supermarkedets lys.
Om aftenen var hele hovedgaden blå.
Sådan går det med de mindre byer.

Det kan jeg godt skrive.
Der sker ikke noget ved det.

Man kan blive syg af stress.
Lige foran øjnene.
Lige før hørte jeg noget med en mand hvis underansigt bevæger sig voldsomt når han koncentrerer sig.
Så meget at det ser ganske påfaldende ud.

Man kan hurtigt komme til at se lidt for koncentreret ud.
Det kan man blive syg af.

Jeg kan ikke lide dig,
siger kvinden, nu med falsk dyb stemme.

Eller rettere, hun synger det.

Hun har meget på hjerte.
Der er noget med at hun fik et barn som ganske ung.
For lidt siden hørte jeg en mand sige at man skulle gøre alt for at holde det middelmådige fra livet – eller rettere: han sang det.
Han ser næsten altid sur ud.

Min sofa er blå.
Lige nu står den langs den ene væg.
Engang stod den nærmest på tværs i stuen.
Der sad een i den og læste avis.
Men det vil jeg ikke skrive om.
Jeg vil ikke ind i det.

Man kan blive syg af det.
Jeg vil hellere høre hende foran synge om en veninde hun vil opmuntre.
Så skal det nok gå.

Kom ud af buret, synger hun med klingende stemme.

Hun er fra det samme land som en anden kvinde jeg engang kendte.
Hende kan jeg godt skrive om.
Ingen problemer der.
Heller ikke selv om hun engang kom til at fnise af mig mens jeg koncentrerede mig.
Det må have været noget med mit underansigt.
Hun holdt sig for munden, kan jeg huske, medens hun grinede.

Det kan jeg skrive uden videre.
Hun var jo både sød og kærlig.
Meget endda.
Pyt med det fnis.

Lige nu griner hende der synger foran mig.
Mærkeligt.
Hun sang ellers om at Paradis blev revet ned og erstattet af en parkeringsplads.
Det lød som om hun var meget yngre end lige for lidt siden.

Jeg ved hun maler oliemalerier når hun ikke synger.
Det kan man godt.
Det er helt fint.

Det kan jeg skrive om.

Hvis jeg bare skriver om alt andet end det jeg ikke vil skrive går det helt fint.
Det blinker efter det sidste punktum.
Det holder aldrig op.

Vil du tage mig som jeg er, lyder det.
Den sang har tredive år på bagen.
Mindst.
Jeg er vist ved at blive syg.

Nothing can be done

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s