Monthly Archives: april 2011

Forførelsens Grundlov (3)

»Middelklassekvinder kan det hele og er på alle måder ligestillede; i skolen, socialt, fagligt og professionelt og ofte også seksuelt. Det er helt rimeligt, at mændene antager, at de kvinder, de møder i en bar, på en cafe eller i et fitnesscenter er ude efter det samme, som de selv er: økonomisk uafhængighed, en karriere, en veltrænet krop og sex. Men så kommer overraskelsen. Den unge kvinde vil have at manden skal lege gentleman. Jo, han skal betale for middagen, åbne døren, invitere hende ud, og hun forventer også, at det er manden, der tager initiativet og kontakter hende. Det kan da ikke undre, at mændene tænker what the fuck? Hvorfor skal jeg betale? Hvorfor er det mig, der skal tage initiativet hver gang? Og især da det er ret sandsynligt, at den yngre veluddannede kvinde faktisk tjener flest penge. Og jovist, der findes da kvinder, som vælger at betale eller at invitere manden ud. Det er et valg, kvinder har. Men mændene har det ikke. Det værste er, at den officielle og accepterede præference for kvinderne er den »pæne og ordentlige mand«, mens en stor gruppe kvinder samtidig er seksuelt tiltrukket af ‘den slemme dreng´.«

                     Kay S. Hymowitz, kvindelig amerikansk forfatter i Information

Forførelsens Grundlov (2)

»At digte sig ind i en Pige er en Kunst, at digte sig ud af hende er et Mesterstykke. Det er ingen Kunst at forføre en Pige, men en Lykke at finde Én, der er værd at forføre.«

                                                 Søren Kierkegaard, single med tænkehat 

Forførelsens Grundlov

»Vær nærværende. Brug veninderne. Find det svage punkt. Hold fokus på processen. Overrask. Dating-forførelsen er meget umaskulin. Man spiller på de sikre kort. Uden risiko. Men kvinder forføres netop af mandens mod. Den maskuline forfører går ud på gaden, får øje på hende, han vil have, og så går han efter hende. Også selvom han har fået nej første gang. Kvinden forføres i sidste ende af mandens mod og vildskab«.

                                                         Jacob Olrik, sexekspert i Information

 

nævenyttig og trættekær

når man er en gammel nar
så er nok ikke nok
men man passer sig selv
som en muggen gokkesok

mavesur og kedelig
overfølsom og uredelig 
trættekær
nævenyttig og trættekær

kvinder er forbrugelige
børn er umulige
mænd ret uduelige
ukurante ukuelige

la’ dem være
hold dem væk
jeg er trættekær
nævenyttig og trættekær

ja, jeg er trættekær
nævenyttig og træt især
overflødig og malplaceret
som en taber i Tranekær

som der står i Politiken
så det bare frem med pikken
men det gælder lissom ikke
hvis man ikke selv vil slikke

trættekær
nævenyttig og trættekær
nævenyttig og trættekær
trættekær
trættekær

som en fimset frikadelle
der misunder Helle Helle
tørre tårer kan man fælde
mens man pisser i en nælde

trættekær
nævenyttig og trættekær
sexet som et gammelt viskelæ’r
dårlig ånde og svampetæer

og hva’ så hvis der er valg
alle holdninger til salg
grin på vejen til din bank
stem på hjernen som er blank

trættekær
jeg er for gammel til alt det der
store patter gi’r kun besvær
ingen tilgiver det som ingen ser

trættekær
nævenyttig og trættekær
nævenyttig og trættekær
trættekær
trættekær

sortseer
stiller kun op som blind passager
på Morads Bar med lidt af hvert
indebrændt og indstuderet

jeg er færdig med det hele
jeg er færdig med at dele
og trættekær
nævenyttig og trættekær

trættekær
nævenyttig og trættekær
nævenyttig og trættekær
trættekær
trættekær

fler’ og fler’
mer’ og mer’
lige meget hva’ der sker
her og der

jeg gider ikke mer’ 

så bid skeer

Calcutta Knud

Knud bor i Calcutta, og det har han gjort siden 1906. Der er ingen farver i den by, hvilket undrer mig meget, men jeg er jo også farveblind. Han er svensker. Mager. Tynde arme i hvid ærmeløs bomuldstrøje.

Han kører rundt i en Fiat 514 med 12 HK, og han siger med sin tyndslidte stemme at han købte den i 1930, altså for 37 år siden, og at det venstre fordæk er 22 år gammelt.

Vent nu lige lidt her.

Jeg har lige spist to hjemmestegte sandwich – og ja, jeg har drukket halvandet glas rødvin til – men der er noget her som ikke stemmer.

Øjeblik.

Hvis han kom til Indien i 1906, og købte en bil i 1930 som han påstår er 37 år gammel, så er jeg ti år og det var jeg senest i 1967. Mystisk.

Knud (eller Knut, som er hans rigtige navn) er sømand og har været påmønstret en del skibe, også med sejl, som fragtede fosfat og sukker og mennesker til og fra Drogheda, Newport, Glasgow, Liverpool, Algier, Cape Town, Demerara og Calcutta. Når han ikke lige havde hyre, så boede han på et boarding house, si’r han.

Jeg er stadigvæk forvirret. Er det fordi jeg er midt i en bog om fysikkens måde at betragte tiden på? Kan jeg ikke tåle rødvin længere? Eller er det en gammel svensk sort/hvid tv-dokumentar, som de tilfædigvis sender lige nu på SVT1?

Knud blev i Calcutta, fordi en af hans bekendtes kone var svensk, og hendes mand skaffede ham job på en fabrik. Han skulle ellers læse til styrmand, men det skete ikke. Fabrikken lukkede. Så fik han et nyt job. Og endnu et. Men han har ikke arbejdet i nogle år, efterhånden. Siger han, og stryger det tilbageblevne hår endnu længere tilbage. 

Hov.

Hvis han er 82 år i 1967, og det er han, så kan han umuligt være i live nu. Det er svært at tygge knækbrød, siger han. Og han har aldrig haft en rigtig indisk ven. I 62 år. Ind i mellem tager han sin pæne kortærmede skjorte på og besøger byens SAS-kontor. Så læser han Dagens Nyheter.

Nu siger han, at han altid har været ungkarl og aldrig har følt sig fristet til at blive gift. At han ikke har haft råd til både en bil og en kone. Det tror jeg ikke en skid på.

Knud siger at han har haft en ung tjener i flere omgange, men at han fyrede ham, da denne gentagne gange forlangte tre ugers ferie. Det forstår jeg godt. Det eneste selskab han har nu, er hans tre-fire katte. Der kommer også nogle hunde ind og hilser på, men de er ikke hans, siger han. Katte er bedst, for så kan man læse i fred og ro.   

Han har boet i den samme lille støvede stuelejlighed i 30 år. Når de svenske fragtskibe lægger til i havnen, så opsøger han dem og får en god snak om det gamle land. Og mad. Pandekager om fredagen. Selv om Knud har boet i Indien i 62 år, så ved han ikke meget om landet som sådan. Ifølge ham selv.

Den hæse stemme stammer fra den elektriske behandling på 1 million volt han fik på sygehuset i 1953. I Calcutta. Kræft i halsen. Der åbnedes et stort sår udenpå, men det er væk igen nu. Knud træner tre gange om ugen. Så går det.

Sådan nogenlunde.

Siger Knud og spiller du gamle, du frie på en stor mundharmonika.

Stjernestund uden bukser

Når man lige har afleveret sine bukser på en gammel scene og ikke får dem tilbage før på fredag, så er man langt mere agtpågivende end normalt.

Og jeg nåede da heller ikke længere end til Højbro Plads, før jeg blev antastet af en mand med smalle øjne, som med fagter og omvendt engelsk spurgte om jeg ville fotografere ham og hans medfølgende kvindemenneske? Både i bred- og højformat?

Det ville jeg da. 

Nu kunne han selvfølgelig ikke vide at jeg er ret god til billedkomposition, uanset hvilke bukser jeg så ellers og i givet fald har på. Men han gav mig meget bestemte og overdrevent tydelige instrukser om hvor i billedet han og hun skulle være og hvor Absalon skulle være.

Og hesten.

Men ikke nok med det. Han ville også ganske nøje bestemme hvor jeg skulle stå, når jeg trykkede på knappen.

Det var et ret dyrt Canon-kamera, tror jeg nok, så der gik laaaang tid fra jeg trykkede på knappen til billedet besluttede sig for at stå stille inde i kassen. Og det var pløkumuligt at lave et ordentligt billede når parret stod så langt væk. Det blev et typisk kikset opstillingsbillede af ingenting og en hest.

De var fra Singapore, sagde han. Jeg var nødt til at spørge.

Lidt længere henne sagde en mand inde i hovedet på mig at der er 100 milliarder stjerner i vores galakse. Mælkevejen. Og at der er 100 milliarder galakser i Universet, sidst man kiggede efter.

Ganger man de to tal, så man kan finde ud af hvor mange stjerner der sådan i det hele taget er, får man et nærmest ubegribeligt tal.

Men hvis man tager alle disse stjerner, og lægger dem på rad og række, således at der i en enkelt milimeter er hundrede stjerner, så vil den lange linje nå helt op til Solen. Sagde han. 

Så slukkede jeg.

tanker fra blød sort stol

de tuller hjemad allesammen
lang slange blinker til sig selv
midt i vippen hører jeg vejret
min del hænger stadig på den
lille drømmerest fra forleden
hvor hun rytmisk gik min vej 
lod som om jeg lod som om
den smukkest mulige kvinde
uimodholdelig med andre ord
kun lejlighedsvis med frit lejde
til spørgsmål direkte i fjæset
om en bydende nødvendighed
med gennemtræk i dåsemad
efter alle de andre på udflugt

Øget forbrug redder verden?

Først skal du lige vide en vigtig ting om mig.

Jeg har nogle gange meget svært ved at overskue talmængder. Det er egentlig ikke fordi jeg er dårlig til at regne, men jeg mangler en eller anden hjerneoptimering, som finder sted i de sidste uger inden man fødes.

Da var jeg lige halvanden måned for hurtigt ude af startblokken

Når mit handicap sætter ind, så kan jeg gå i stå på en måde som minder om de situationer, hvor en ordblind stirrer panisk på ordet ‘fleksrum’.

I aftes sad jeg så i et ret flot hus med tusind værelser og tre pæne lamper.

Femtenhundrede gæster deltog i en slags alvorlig selskabsleg, der handlede om hvem der på kommando kunne have flest mulige følelser i forhold til sin elskede. I pausen kølig hvidvin og pænt tøj.

Mens de havde gang i sommerfuglefruen inde i den bløde ahornkerne, sad jeg udenfor ved et lille sort bord og bladrede i nogle tilbudsaviser. Livet har jo også sine jordiske behov, når vi skal have en hverdag til at hænge sammen. Hjemme i daglighuset, ikke?

Jeg nåede til side ni i SPAR’s glittede ugeavis, og faldt over et tilbud på nogle DVD’er til børn. Tegnefilm. 49 kroner pr. stk. Hallo. Øjne, der sidder fast. Jeg har jo selv et barn med nok DVD’er til at lave en konkurrent til sneglehuset i Thyborøn.

Men nu kommer vi så til de hersens tal.

SPAR har nemlig indgået et samarbejde med Red Barnet. Tre kroner af hver solgt DVD går til Red Barnet, og jeg går ud fra at broderparten af beløbet når uskadt frem til de børn, som har hjælp behov. Men der er en liste, som skal hjælpe mig lidt på vej, og den liste forvirrer mig:

For 1 DVD kan et barn blive mæslingevaccineret
For 10 DVD’er kan et barn få en basismedicinpakke
For 100 DVD’er kan et barn få en fyldt skoletaske
For 250 DVD’er kan et barn komme et døgn på ferielejr
For 1000 DVD’er kan en ung somalier få en uddannelse

Det, som forvirrer mig, er hvilke beløb der er tale om.

Er det de tre kroner som skal ganges op med 1, 10, 100, 250 eller 1000?
Eller er de 49,95 kr som skal ganges op med 1, 10, 100, 250 eller 1000?

Det er jo nok de tre kroner. Et døgn på ferielejr koster nok ikke 12.500 kr. og en fyldt skoletaske koster nok ikke 5000 kr, selv om mange danske børns tasker indeholder iPhones og økologisk make up og notepads og kreditkort.

Så langt tror jeg at min indre lommeregner kan følge med. Men jeg har også en lommefilosofiregner. Og den er så glohed, at jeg danser rundt og råber av, av, av.

Der er noget helt galt med den tankegang dér. Prøver man at få forbrugeren til at købe den tankegang, at for at hjælpe børn i nød, så skal man først forbi et forbrug af spillefilm på flere tusind kroner, før man får givet et nødlidende barn så meget som et håb om overlevelse?

At der først skal 1000 solgte DVD’er til at rejse de tre tusind kroner, der giver en somalisk pige en hel uddannelse, er en grotesk form for omvej i mit hoved. Hvorfor så ikke bare give pengene direkte? Det tager jo fanme næsten halvanden måned at se de fågging film! Men man behøvs nok ikke engang pakke dem ud af folien, før skoleklokken lyder i Puntland.

Man kunne jo også overveje lidt mere godnatlæsning med sin mund via en biblioteksbog. På den måde kunne man droppe at købe en DVD for 49,95 kr. – og så har man allerede givet fem børn en basismedicinpakke.

Jeg vil nødigt pege fingre af en sikkert livsvigtig hjælpeorganisation, og heller ikke af et supermarked, som vil købe sig til en bedre samvittighed. Men jeg synes det er dårlig tal-kommunikation.

Så dårlig, at selv en talblind som jeg kan regne det ud.

Søndagstur

Regnvejr. Jeg skal på arbejde. På søndage kan jeg let komme for sent, fordi bus og tog og den slags kører sjældnere end normalt. Ude på Dokøen løfter dirigenten taktstokken uden hensyn til min private tidsplan.

Jeg vælger den ene af to mulige buslinjer. Den, der kommer først. Denne søndag er det den tværgående, som skal føre mig til det store skinnende trafikale knudepunkt på grænsen mellem byen i byen.

Vi er vel tre-fire passagerer på fortovskanten, men nu kommer turens hovedperson væltende og vaklende henne fra trappeopgangen. Han er stor. Meget stor. Ikke fed, men alt for stor, hvis du spørger diverse sundhedseksperter med gardinhår og forsøgskittel.

Desuden er han påvirket. Så påvirket, at han ikke lige ser den gule stang, som adskiller bussens klippekorts- og betalingsindgang. Han knalder panden ind i denne solide stang. Knæene giver et øjeblik efter.

Jeg kan nu se, at han allerede har været en tur i gulvet, idet hans venstre side er fyldt med væde og rendestensrester. Han går i sutsko uden strømper. På hans skaldede hoved bærer en slags strikket kalot, som må være limet fast.

Han genvinder brugen af benene og sejler ind i bussen. Chaufføren ryster på hovedet, men lader ham passere. Manden må have vist et kort eller billet. En efter omstændighederne fantastisk præstation.

Jeg er meget, meget bange for denne mand. Ikke fordi han vil gøre mig noget. Det er han alt for rorløs til, og han har rigeligt at se til med at bevare hovedet opad og begge øjne åbne. Han dejser straks ned på det første og bedste sæde lige bag chaufførkabinen, hvor der i forvejen sidder et ungt par som har en barnevogn stående på modsat side.

Han optager begge sæder og kører med ryggen mod køreretningen. Det unge par stirrer på ham. Det er et firedobbelt sæde, hvor man kan sidde to og to og se på hinanden. Jeg er forlængst søgt dybt ned i bussen for at opnå en tryg distance.

Mandens hjælpeløse tilstand skræmmer mig. Det minder for meget om for mange stunder med min mor, som jeg kun kom igennem med det yderste af sjælen. Jeg kan mærke smerten nedenunder smerten, og jeg kan mærke min og de øvrige tilstedeværendes væmmelse ved hans væmmelighed.

Han sidder nu, halvvejs ligger ned, og kan hverken sove eller være vågen. Hans beruselse, som er meget stor i betragtning af at vi kun lige har sluppet kirketiden på denne våde søndag, tvinger ham til at opholde sig i denne lidelsesfulde mellemtilstand.

Jeg hader mig selv, fordi jeg kun tænker på om jeg nu når frem til arbejdet i tide. Om chaufføren vælger at stoppe og tage sig af manden. Ringe til politi eller ambulance. Manden er så høj og så tung, at man ikke uden videre kan bakse rundt med ham.

Et højresving sender manden i gulvet med et gigantisk drøn. Jeg tænker kraniebrud først, men dernæst omgående: at jeg ikke når metroen i tide. Alle ser på hinanden. Tænker sit. Tør næsten ikke reagere. Nu ligger han jo dernede. Kun de to sutsko kan ses i midtergangen.

Chaufføren speeder op, og snart er vi ved Flintholm. Jeg har flere modstridende følelser. Ville os i bussen have reageret anderledes hvis manden havde haft samme farve som os? Ville man have udvist mere praktisk næstekærlighed hvis mandens havde haft en anden etnisk oprindelse end afrikansk?

Den tanke er næsten den værste. I mig.

Da metroen kommer kan jeg se at chaufføren nu har afbrudt turen. Ingen lukkes ind. Han kører ikke videre før problemet med den væltede kolos er løst. Jeg håber at der er ringet efter hjælp. At manden ikke bare losses ind i venteburet, hvor et par andre med kronisk tørst havde søgt ly for søndagsregnen.

Jeg kom ikke for sent, men det var jeg ikke specielt stolt over.