Monthly Archives: april 2011

Karrig karrykok

Jeg har en livslang svaghed for indisk mad.

Den slags med nykogte langkornede dufteris med noget kød- eller grøntsagssovs krydret på den dér helt særlige måde, hvor man bliver helt tavs og salig og sveder lykke.

På Hovedbanen er der en lille glad karrypusherbutik, hvor man enten kan sidde og spise, eller tage maden med i formstøbte tykbundede bakker i sort plastic med ris i det ene rum og sovs i det andet. 

Skal man have maden med, så kommer der lige en fastsiddende plasticfilm over, og så hanker man ellers op i sin fine papirspose med stærk og dejlig karrymams i. Lige hjem til mikrobølgeovnen. Sådan en har jeg dog ikke, så maden forsvinder inden S-toget når til Svanemøllen.

Nu har jeg to-tre gange købt noget lammenoget med ris til i butikken, og har været smileglad hver gang. Men i dag fik jeg to ting at tænke på. Da jeg fik plasticbakken med sovs og ris, så var risene ikke varme, ikke lune, men kolde. Det går ikke.

Jeg spurgte om jeg kunne få nogle varme ris, og fik det, med beklagelse – men også med en anelse intern “aj, der er jo varm sovs ved siden af…”-snak på udenlandsk fagsprog.

Næste tanke kom mens jeg ventede på de varme ris. På store tavler var der tilbud på nogle menuer, hvor jeg for det samme beløb (89 kr) som jeg havde givet for ris + sovs + en lille dåse hummus, kunne have fået ris + sovs + samosa eller pappadum + en dåsecola.

Okay. Skiltene er så store, at man skal være meget introvert og genert for ikke at få øje på dem. Eller pukkelrygget. Alligevel nager det mig, at de søde ekspedienter ikke tilbød det de første to gange, eller bare nævnte det, måske for at forvandle mig til evighedskarryman.

Nu er jeg sådan lidt mavesyrisk over det.

Men jeg kommer såmænd nok tilbage. Jeg kan ikke undvære den postkarrytale fornemmelse. Eftersmagen af Kashmir. Længslen efter mangojuice. Følelsen af at rive et nybagt chapatibrød i store bløde stykker.

Chilipanikken….”noget koldt at drikke…NU!”

De danser på Torvet

Op kommer jeg fra undergrunden.

Nu står jeg og venter på operabussen. Christianshavn er kendt for sin brogede befolkning. Stoppestedet ved metrostationen på torvet er måske det travleste i hele byen. Der er en vrimmel af mennesker og en strøm af cykler på vej udad mod Amager på sådan en torsdag ved 18-tiden.

Jeg står her bare og hører taleradio. P1. Bus 66 lader vente på sig. På torvearealet mellem stoppestedet og Brugsen har en gruppe af herboende grønlændere gang i en slags leg, der indbefatter slåskamp på skrømt mellem to mænd. De øvrige deltagere danser rundt om dem og prøver med skiftende held at holde balancen.

Alle virker som om de har fået slukket enhver form for tørst i flere omgange.

En af kvinderne genkender jeg fra i søndags, hvor hun på vej fremad i en slags rasende spurt fik overbalance, hamrede hårdt ned i asfalten og kurede fremad, hvorved hun fik armene i klemme mellem krop og underlag.

Jeg væmmedes ved synet, fordi faldet var så voldsomt. Hendes udfald havde virket som om hun var vred på mig, men jeg havde virkelig ikke gjort andet end at gå fra stoppestedet og hen mod Brugsens indgang. 

Hun brækkede ikke armene, tror jeg, men hun slog sig. Det ville hun ikke vise, så hun lagde sig lynhurtigt på ryggen med armene under nakken, som om hun tog solbad, og smilede falsk til hele verden.

Til venstre for Brugsen, ved døren til en trappeopgang, får jeg øje på en anden grønlandsk kvinde med hjemløseaviser. Hun står helt stille. Vi får øjenkontakt. Hun ryster på hovedet, vender sig og snupper en tår øl fra flasken med sølvpapirkrave, som står ovenpå de opsatte postkasser. 

Nu, fire dage senere, danser den faldne kvinde smilende rundt og virker som om hun er i mægtigt humør. En discount guldøl i den ene hånd. Fagter og vinkebevægelser med den anden. Hun er med i gruppen, som har et fint sammenhold, i hvert fald sålænge alle har noget at slukke tørsten med.

Jeg står på buspassagerernes helle mellem cykelstien og vejen. På cykelstien standser en high tech street machine op for rødt. I liggende position kører en mand på en herresmart to-hjulet sofacykel. Kontrasten mellem grønlændergruppen og den futuristiske jernhest er så stor, at jeg har svært ved at rumme den.

Cyklisten er slank, veltrænet og har rødt skæg. Smart grøn cykelhjelm. Hans taske ligger mellem nakken og baghjulet på en lillebitte bagagebærer. Han bliver våd hvis det regner. Det er ikke en af de modeller, hvor den cyklende er omsluttet af en plastickapsel, så cyklen ligner en ubåd på land.   

Manden ser på mig. Hvad ser han? En let overvægtig mand med poset bomuldstøj i ikke-matchende farver, slidt mørkt lærredsnet og sort kasket. Hovedtelefoner. I hans ansigt ser jeg ingen reaktion på det, han har set på.

Bag ham danser gruppen fra menneskenes land stadig glad ølpolka. Manden har sat den ene fod ned på cykelstien mens han venter, Nu kører han afsted igen. Romeo og Julie venter på mig ude på Dokøen. Tusind gæster er på vej. I mit net har jeg en plasticboks med to ostemadder i.

Jeg er 53 år og ædru.

Nu kommer bussen.