Modtagelse i den lyse tid

Jeg vil så gerne være i dårligt humør, og jeg får egentlig også al den hjælp jeg har brug for. Se nu bare i dag. Jeg havde satset meget på at få noget arbejde, lige nu og lige her hvor jeg befinder mig i skrivende stund.

Flere gange har jeg spurgt om jeg kunne få dette arbejde, som jeg mente kunne komme. Men det var der ikke, fik jeg at vide. Det meste af i formiddags sad jeg på spring og ventede svar på de forespørgsler, jeg var kommet med.

Nå, men så kunne jeg jo altid tage hen på mit andet arbejde. Det gjorde jeg så. Der kunne jeg godt komme til. Det gjorde jeg også. Men lige da jeg var kommet ind i en god rytme, hvor hoften lissom selvsvingede sig fremad på konsonanterne og tilbage igen ved linjeskift, så begyndte en boremaskine i underetagen at bore i noget, der lød mere end modstandsdygtigt.  

Selvom boremanden og jeg i løbet af ingen tid fandt en fælles rytme, hvor hans hofte bevægede sig modsat min, så gik det ikke. Jeg blev stresset af at prøve at nå en lang sætning mens han skiftede bor. Dropperen. Og han skal bore i flere uger. Nederen.

Hjem igen. Besked fra chefen. Det var endegyldigt bekræftet at der ikke var og ikke kom noget arbejde her i eftermiddag. That’s it and that’s that. Jeg forstod det ikke, men jeg accepterede det. Alligevel kunne jeg jo ikke nære mig. Jeg tog herud alligevel. Nysgerrig. Typisk.

Da jeg ankom, så jeg med det samme, at det var gået præcis som jeg kunne have frygtet. Der VAR arbejde, men det var først blevet besluttet i sidste sekund. Og fordi det skulle huhejses, havde man snupset den første og den bedste, man kunne finde. En kvinde. Ak ja.

Jeg mødte chefen, der slog ud med armene. Jeg slog med. Nå, men så kunne jeg jo i stedet spille rollen som frivillig gæst. En rolle, jeg i øvrigt var blevet tilbudt for længe siden. Og her når vi så op til det hoppende punkt. Udsigtspunktet.

Mit elendige humør kæmper og slås, men ærlig talt.

Når man sidder højt hævet i en lædersofa iført sin lyseste sommertrøje, drikker kølig argentinsk Chardonnay og spiser focacciabrød med løvstikke og lufttørret skinke, friteret rissotto med gedeostcreme, æblemousse i små sprøde chokokurve og financierer (en lille fransk tekage) med hindbær og kakao mens man ser ud over havnens smilende småbølger, der klukker i perfekt sync med den ubærligt bløde damejazztrio i underbunden.

When I fall in love…

Så er det svært at bevare ens dårlige humør. Meget svært. Og hva’ nytter det så at være så mandmuggen?

Det er sgu lige til at blive helt nedtrykt over. Af.

Advertisement

Brev fra Carlsbergs advokat om BEO

CARLSBERG DANMARK                                                         27. maj 2011
Vester Fælledvej 100
1799 København V
Danmark

Bloguniverset – Beologisk Institut
Att. B.O. Hansen
E-mailadresse: beologen[snabela]mail.dk

(Sendt pr. mail som vedhæftet fil)

På vegne af Carlsberg Danmark besvarer jeg hermed din e-mail af 6. maj 2011 vedrørende forespørgsel til Carlsbergs anvendelse af mærket BEO.

Jeg er ikke enig med dig i, at Carlsberg skulle krænke dine rettigheder.

Ved opslaget på bloguniverset Beologisk Institut har jeg konstateret, at du selv i overskriftsfeltet anvender navnet B.O. Hansen – og altså ikke kunstnernavnet BEO (se medsendte screendump fra 18. maj 2011).

Ved gennemgang af de på forsiden lagte indlæg fremgår i øvrigt, at indlæggene er signeret med navnet ‘Beologen’, og altså ikke med kunstnernavnet BEO. Jeg kan således ikke se, at du skulle være “kendt under”, eller i øvrigt generelt bruge navnet BEO.

Deruder bemærker jeg, at det følger af Varemærkelovens §1, at personer og virksomheder kan erhverve varemærkeret, hvis kendetegnet (for varen/tjenesteydelsen) benyttes i en erhvervsvirksomhed. Ved gennemgang af bloguniverset Beologisk Institut fremgår det ikke, at der er tale om en erhvervsvirksomhed. Du og/eller Beologisk Institut kan derfor ikke have erhvervet varemærkeret til BEO.

Allerede på baggrund af ovenstående må det således afvises, at Carlsberg skulle krænke dine rettigheder.

Endvidere bemærker jeg, at Carlsberg er indehaver af en række varemærkeregistreringer på BEO, herunder en EU-varemærkeregistrering, som har virkning fra 2005, og som i øvrigt er registreret uden indsigelser.

Carlsberg agter derfor ikke at ændre eller afholde sig fra at anvende Carlsbergs registrerede varemærke BEO.

Afslutningsvis bemærkes, at jeg med undren har kunnet konstatere, at du/I efter din henvendelse til Carlsberg har ændret overskriftsfeltet på bloguniverset Beologisk Institut, således at der nu står “BEO-logisk Institut” og at du/I har fjernet navnet “B.O. Hansen” (se medsendte screendump fra 27. maj).

Ved nærværende brev tillader jeg mig hermed at betragte sagen som afsluttet.

Med venlig hilsen

Maria Droop
Advokat
Carlsberg Danmark A/S

“Lys!”

I denne tid er der masser af mit første ord. Varmen kommer sikkert også. For mig bliver denne sommer en stille periode, fordi jeg ikke skal arbejde om aftenerne og i weekenderne. Der er ikke økonomi til ferierejser og andre former for betalt adspredelse.

Jeg ville selvfølgelig gerne have haft de to arbejdslegater, jeg forgæves søgte. En sommer med et par hundrede tusind kroner i kassen ville ikke have været nogen katastrofe. I stedet har jeg valgt at nedfryse min forfatterdel. Jeg ved det er både barnligt, dumt og tåbeligt, men jeg orker simpelthen ikke at lade som jeg bare kører videre.

Heldigvis har jeg meget at glæde mig over. Min stedsøn arbejder og lever familielivet på en måde, som jeg kun kan glæde mig over. Han er en solid type. De har masser af liv at se til i hans lille cirkel. Snart er de fire. Jeg bliver sgu helt svedt bare ved tanken. Hov! Det er hans lille datters yndlingsord.

Min datter fortsætter sit hæsblæsende kostskoleliv. To år på efterskoler og snart tre år på kostgymnasium. I sommerperioden to danseuger og en roskildefestival. Hun flytter faktisk adresse til mig om en uges tid, men jeg kommer ikke til at se meget til hende. Alligevel ved jeg, at hun er glad for at have en lille base hos sin far. Hendes værelse. Den viden er guld.

Jeg skal gå en masse lange ture i lyset og varmen. Bremse kroppens langsomme nedbrydning. Man tænker og drømmer så dejligt, når man bevæger sig. Og jeg skal indlæse lydbøger hele sommeren. Muligheden for at bevæge andre.

Min drøm er at få ro til det arbejde. Jeg savner at kunne indlæse i tryg og total stilhed uden stressende støjkilder. På det punkt er jeg en gigantisk frikadelle, hystade og dramakonge. Hvis jeg bare boede et sted uden kronisk torden fra bilstrømmen nede på ringvejen, så kunne jeg indrette et lille hjemmestudie.

Jeg tror den drøm bliver opfyldt en dag. Så skal jeg sidde og nyde den sorte dyne af mørk tavshed. Høre stilheden. Bruge den. Danse med pauserne. Mærke sætningen klinge ud. Folde sproget ud som et langt musikstykke.

På en og samme tid går jeg rundt og er lallende lykkelig over at få lov at opleve dag efter dag efter dag. Der er jo så megen skønhed til. Men omvendt skal jeg hele tiden holde mig selv i hånden. Det ser åndssvagt ud. Men sådan er det. Jeg er mig. Med en hel masse besynderligheder og pinlig overfølsomhed, der ikke altid kan skjules med en hurtig replik.

I morgen har jeg det måske helt anderledes. Det svinger. Men så længe det svinger, så bevæger det sig. Døden er dødkedelig, med mindre man tror på det evige liv. Det gør jeg ikke. Man kan altid håbe, men indtil videre forholder jeg mig skeptisk. Og skulle det vise sig at være anderledes, så er det fint med mig.

Livet er jo, som jeg altid siger, livligt.

Brøndby fører 1-0.

Hvor mange lydbøger har jeg mon indlæst?

ABEMANDEN
ALDRIG FUCKE OP
ALLE STEDER SER DIG
ARNULF
ARVINGEN
ASHENDEN
BAGDAD BLOGGEN
BAGGÅRD
BARBARA
BEATLE MANIFESTET
BLACK SWAN GREEN
BLOD
BORGEN PÅ MANHATTEN
BROKEN MUSIC
CAROLINE MATHILDES REVOLUTION
CASH
DE ER IKKE FREMMED HER
DE FRITSTILLEDE
DE NI JOMFRUER
DE SMUKKE OG FORTABTE
DEN DAG SNEEN KOM
DEN ELEKTRISKE BY
DEN ENES DØD
DET FORSVUNDNE TEGN
DEN GULE ENKE
DEN HVIDE GARDE
DEN STORE HEMMELIGHED
DEN TREDJE BROR
DEN VREDE DRENG
DET BEDSTE EN MAND KAN FÅ
DET SIDSTE ORD
DET SIDSTE SPØRGSMÅL
DET SKJULTE RUM
DRAGESVÆRDET
DRØMMENES LAND
DRISTIGE MISSIONER FRA 2 VERDENSKRIG
DR. JEKYL OG MR. HYDE
DØDE PRINSESSER DRØMMER IKKE
ECHO PARK
EFTER MIDNAT
EN USKYLDIG TID
ET LIV PÅ KANTEN
ET MINUTS STILHED
ET UFULDENDT LIV
FABULATOR
FALDET
FARS STORE HEMMELIGHED
FELTHERRER
FLAGERMUSMANDEN
FORD COUNTY
FRELSEREN
GULD
HEADHUNTERNE
HEJ NOSTRADAMUS
HEKSEMESTERENS SKYGGE
HIMMERIGE OG HELVEDE
HOMER OG LANGLEY
HUNDEHOVED
HVAD ER DETTE HVAD
HVEM RINGER KLOKKERNE FOR
HVIDE DUER VED DAGGRY
I DØDEN DINE MÆND
I PANDORAS ÆSKE
IS PÅ KÆRLIGHEDENS FLOD
JERNTUNGEN
JETLAG
JÆGERENS BYTTE
JÆGERENS HJERTE
KAKERLAKKERNE
KARL DEN STUMMES SAGA
KLAUFIS SAGA
KOMA
KONG TSONGORS DØD
KONGENS KVINDER
KONGENS MÆRKE
KVALITETSTID
KVINDEN I MIT LIV
KÆLDERMENNESKET
LASSES LANGE SOMMER
LEJEMORDEREN
LEJEMORDERENS GUIDE TIL ET SMUKT LIV
LIVETS TRÆ
LIMOUSINEADVOKATEN
LOUIS DRAX NIENDE LIV
LUDMILAS GEBROKNE ENGELSK
LYKKESMEDE
LØVENS HONNING
MALSTRØM
MANDEN DER IKKE VAR MORDER
MANDDOMSPRØVEN OG ANDRE NOVELLER
MAREKORS
MARIA OG ARTUR
MARTYR
MASKEBLOMSTFAMILIEN
MELLEMLANDINGER
MENGELE ZOO
MESTEREN
MILAREPA
MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS BLOMSTER
MORD PÅ LANDSHOLDET
MØRKT STOP
NATTENS KONGER
NEMESIS ARME
ONDSKABENS KOMPLOT
OPHOLD PÅ VEJEN
OSCAR OG DEN LYSERØDE DAME
OSCAR WILDES ELEVATOR
PARADIS PÅ JORD
PAVEL OG JEG
PIGTOPIA
PILOTEN FRA LYNGHAVET
POINT BLANC
REVOLVERTRICKET
REVOLUTIONARY ROAD
ROMERSK BLOD
RUSSISK ROULETTE I BEIRUT
RØDHALS
SIMMER
SINDETS TREMMER
SJÆLESPIRERNE
SKAKNOVELLE
SKOVENS KRAFT
SKRÆNTEN
SMERTEHERREN
SNEMANDEN
SOM LANDET LIGGER
SORGENFRI
SPILLEREN
SULT OG SVIG
SØVNENS GIDSLER
TAMBURLAINE SKAL DØ
TERROR
THORSTEINS SAGA
TIGERBALSAM
TO FANTASTISKE FORTÆLLINGER
TROFÆ
TUSMØRKE OVER CORDUBA
TUSMØRKEUNDERE
TWELVE
TÆNK PÅ ET TAL
UDEN FOR CITAT
UNDER JORDEN
ULVENS BROR
VARMT HJERTE KOLDT BLOD
VERDENS VÆRSTE TOUR
VEULF
VI SES I PUSHER STREET
VINDSKIFT
ZAHIR

Ta’ et tudetrick

At være forfatter, sådan du ved…rigtig forfatter. Hvad er det?

Er man først rigtig forfatter når man ikke laver andet end at skrive hele tiden? Eller er man det først, når man har fået mange og gode anmeldelser i aviser, tidsskrifter og på nettet? At andre forfattere kender ens navn? At læserne kender ens navn?

Eller drejer det sig om at være med i flokken, så man føler sig hjemme i gruppen? Netværket. Så de andre skrivere ved hvem man er. At man har været sammen på forfatterskolen eller skrivehøjskolen? At man kommer til oplæsningerne? Er medlem af de to forfatterforeninger?

Er det overhovedet vigtigt hvordan andre oplever at man skriver? Ved man hvorfor man skriver? Gør man det med henblik på at blive læst af andre end een selv? Skriver man for at vise at man gør det bedre end andre skrivende? Handler det om at iklæde sig rollen som kunstner?

Er det snyd at have indtægter fra andre typer job? Rengøring. Tjener. Kustode. Den slags. Er man så [gyyys] kun “hobbykunstner”? Er det vigtigt at man drikker en hel del og er promiskuøs. Med vilje. Hjælper det med en speciel hat? Store patter? Go’ røv? Strøgne skjorter? Fortid i DR? Fortid som politidirektør?

Hvis jeg havde fået de to legater, som jeg har søgt i år (og fået afslag på) – ville de penge så have fået mig til at føle mig som en god forfatter? De to udvalg, bestående af i alt seks forfatterkolleger, skal bedømme ansøgninger udelukkende efter et eneste kriterium: tekstens kvalitet.

Efter to afslag…hvad kan jeg så konkludere? At der er 80 forfattere, som skriver for 100.000 kr bedre end mig? Før skat? Er man først rigtig forfatter, når ens forfatterkolleger gentagne gange tildeler een legater?

Flere af de kendte forfattere har ikke alene fået gode anmeldelse (og dårlige anmeldelser) og har solgt nogenlunde og fået tilbudt at holde foredrag landet rundt. De har desuden fået op til flere millioner kroner i arbejdslegater. Og så spørger jeg mig selv: skriver de virkelig SÅ meget bedre end jeg gør?

Åbenbart.

At jeg efter de to afslag reagerer meget negativt (barnligt) er lige så bekymrende som det er sikkert, at jeg havde reageret med enorm glæde og intens skrivelyst, hvis jeg havde fået mine kollegers opbakning = op til 300.000 kr i arbejdslegater.

Sidste år fik jeg et arbejdslegat på 100.000 kr. Skrev jeg så meget bedre sidste år? Er jeg blevet så meget dårligere i år? Er de kolleger, som har fået legater i år begyndt at skrive så meget bedre end mig? 

Lige nu ville jeg ønske at jeg ikke havde søgt nogle legater i år.

Det er en meget, meget dum reaktion.

Jeg har virkelig ikke lyst til at være sådan.

Jeg er sådan.

Lortelort.

Velputtet (4)

                         Hvis en fare nærmer sig, så syng til den!

                                                                   [syrisk ordsprog]

Velputtet (3)

           “We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.”

                                             Inskription på Oscar Wilde’s gravsten

frontzonen

hjemad fra boksen uden kassen som altid med de mest udsøgte erotiske fantasier til at berede vejen med den deraf følgende sursmukke og virkelige cykelpige som får mig til at overveje om det er rimeligt at hade hende for hendes skønhed videre forbi den gaderygende genbrugskone i armene på en kuvert ved opgangen fra ældresagen som påstår at de kun kender mig fra telefonbogen og at jeg ikke er registreret som andet end værende mig til enhver tid og tilbage igen væk fra det som burde være sagen uden forældelsesfrist i en bruser i kælderen der kan forhandles som alt andet og sender mig afsted igen så der ikke er stille i så lang tid at man for alvor kan mærke hvad der sker især hvis sandheden er at der ikke sker noget selvom det er svært at sælge det som et aktiv forstået på den måde at det ikke er nok at der er sikre livstegn som ikke kan gøre andet og mere end forlænge og udsætte og hele tiden fokusere på det vi jo godt ved men undgår at tale om med andre end vores bedre jeg eller halvdel hvis vi ellers kan finde den i vrimlen af genspejlinger fra andres mentale redningshold som døgnet rundt tilbyder varm cognac og kakaomælk med hundeøjne og billige argumenter og gammelkendte julelege i hele kalenderåret årti efter årti indtil ældresagen opgiver at skrive og i stedet sender en besøgsven som råber een ind i ansigtet og til sidst går hovedrystende bort

SMAK!

I 1996 kommenterede jeg slutrunden ved Peugeot Spanish Open på Europa Touren i golf. Det var på Sportskanalen, som var en del af Viasat TV3. Jeg gjorde det uden at have så meget som besøgt et golfanlæg før, med mindre at minigolfbanen ved Rørvig Havn tæller med.

Det tror jeg roligt jeg kan afsløre at den ikke gør, og jeg vil også gå så langt som til at påstå at den ikke kommer til det heller. Minigolf er jo en selvstændig sport, med egne mesterskaber og udøvere. Så alene derfor.

Jeg håber ikke at man har gemt tv-båndet fra dengang. At jeg skulle kommentere skyldtes en mandskabsmæssig nødsituation, og jeg fik besked på at sige så lidt som muligt, men dog lige huske at puste en smule ind i mikrofonen med jævne mellemrum, så seerne ikke begyndte at ringe til stationen og spørge til mit helbred. Mit fysiske helbred, forstås.

Min kommentatorplads var et lille rum på fjerde sal i et højhus i Stockholm. Der var et vindue til venstre, som blev fyldt helt ud af færgen til Helsinki. Da skibet efter flere timer pludselig begyndte at bevæge sig, fik jeg følelsen af at sejle med. Som om hele huset gyngede. Lissom når to tog holder overfor hinanden og det modsatte tog sætter i gang.

Al denne optakt for at berette, at jeg i dag fik repareret lidt på min sorte samvittighed. Skolerne i Oure Sport og Performance på Fyn, hvor min datter skal begynde i 1.G på Teaterlinjen efter sommerferien, indbød til Optaktsdag med aktiviteter. Forældre og kommende elever kunne vælge blandt aktiviteter som sejlsport, løb, teater, fodbold, musik, håndbold og….golf.

Min datter valgte musik, men Fru X og jeg ville begge, om ikke i svingerklub, så ned på skolens golftræningsanlæg og prøve at ramme en golfbold. Det er ikke nemt. Faktisk er det svært. Meget, meget svært. Jeg har enkelte gange før prøvet at slå til en golfbold uden instruktion. Resultatet var derefter.  

Skolerne i Oure har deres helt egen pro. Han hedder Troels Lodberg-Christensen, og han skulle på en times tid gøre 27 forældre til fremtidens skovtigre. Vi fik en kort introduktion, en spand golfbolde og hver sin plads på driving rangen.

Jeg har været fjernskuer til tusindvis af timers golf på Viasat Golf, hvor jeg nyder at se og den perfekte tv-sport, kommenteret på fornemste vis af Doktor Nyholm og Styrmand Knudsen. Så jeg prøvede vel at kombinere Troels’ vejledning med det, jeg har set verdens bedste spillere gøre.

Jeg tror jeg slog 100 gange. Af dem ramte jeg vel…60 gange? Og af dem rullede flertallet tre meter fremad, hvis jeg var heldig. Men så var der den dér lyd og den dér vibration i seksjernet. De fem-seks gange jeg ramte den helt, helt rigtigt:

SMAK! 

Så stod jeg med højre fod drejet op på tå, som Troels havde sagt ville være det bedste tegn på fremskridt uanset om vi i det hele taget ramte en eneste gang.

Jeg har ikke råd til at spille golf. Punktum. Men fornemmelsen. Høre den lyd og se det svæv, da den gule bold løftede sig og faldt ned ved siden af 125 meter skiltet. Det var bedre end godt.

Nå ja…vi prøvede også at putte. Den bedste vandt en golfbag. Hvordan det gik mig? Beklager. Artiklen er ved at blive alt for lang nu (grrrrrh…..)

Fru X ramte også en hel del bolde, sagde hun. Ikke dårligt. Men okay, hun stod på Plads 1 og jeg på Plads 27…hihi.

Min nye lange hvide ven ved vandet

Det grønne flag lavede små glade smæld i den lune forårsbrise, da jeg her ved middagstid nærmede mig min nye ven. Han står ved Kastrup Søbad og jeg prøver at besøge ham så tit som muligt. Gerne hver dag, hvis vejret og kalenderen er enige.

Jeg går en fast rute fra Lergravsparken Metrostation langs vandet fra Sundby og sydpå, hvorefter jeg vender om når jeg har fået hilst på ham den lange, der knejser og strækker knoppen op mod det blå.

Så får han et lille venskabeligt klap, og jeg ved at der nu er en god halv times vandring tilbage, inden jeg har fået rørt benene og kroppen igen. Efter en lang periode uden nogen form for motion, har jeg opdaget Amager Strandpark og er blevet helt vild med strækningen på den asfalterede sti.

Selvfølgelig passeres jeg af en masse løbende motionister, men det er fint nok for mig at gå i rask trav. Jeg har løbet så mange kilometer i min fodboldtossede ungdom, at det passer mig at sætte tempoet ned og nyde lyset og luften og….nå, ja: den gode musik og taleprogrammerne i min medbragte lommeradio.

Hvis bare man går raske lange ture med mellemrum, så har man foræret sig selv en hel masse gode chancer for ikke at blive taget af vinden, borte med blæsten, og falde endegyldigt sammen på grund af alderens langsomme nedbrydning af kroppen med deraf følgende afregning til sjæl og psyke. 

En lille smule motion er bedre end ingen motion overhovedet. Forskellen i nytteværdi mellem de to ting er forholdsmæssigt langt, langt større end mellem en lille smule motion og en helvedes masse træning, spinning, løb, fitness, vægtløftning og sumpedans. 

Og jeg elsker, elsker, elsker sådan en gå-tur i godt vejr. Kigge på mennesker, betragte de lettende eller landende fly i lufthavnen, bemærke forskellene i vandets farve fra i går, og notere sig hvor langt over til Sverige man kan se netop i dag.

Bag mig hører jeg nogen med en hivende og stærkt besværet vejrtrækning, og for hver tur halser han efter og kommer længere og længere bagud. Ham, du ved, uden ansigt, i sort kutte, med sin le over skulderen. 

Han kommer til at gå forgæves så mange gange, hvis det står til mig og mit karmadankort er i plus. For jeg har vigtigere ting at tage mig til end kigge over skulderen efter ham. Jeg skal ud til min gode ven, der signalerer til alt og alle at vandet har det godt og at vi bare kan nyde at være i det fri alt det, vi vil.

Jeg vil. Grå kasket, mørke briller med styrke, hvid sommerskjorte, mørkegrønne trekvartbukser, gode blå håndboldsko udlånt af min gode dreng. Hvordan det går? Det går godt. En vabel kommer, nå ja. Den skal også være her.

Plaster på.