Brev fra Carlsbergs advokat om BEO

CARLSBERG DANMARK                                                         27. maj 2011
Vester Fælledvej 100
1799 København V
Danmark

Bloguniverset – Beologisk Institut
Att. B.O. Hansen
E-mailadresse: beologen[snabela]mail.dk

(Sendt pr. mail som vedhæftet fil)

På vegne af Carlsberg Danmark besvarer jeg hermed din e-mail af 6. maj 2011 vedrørende forespørgsel til Carlsbergs anvendelse af mærket BEO.

Jeg er ikke enig med dig i, at Carlsberg skulle krænke dine rettigheder.

Ved opslaget på bloguniverset Beologisk Institut har jeg konstateret, at du selv i overskriftsfeltet anvender navnet B.O. Hansen – og altså ikke kunstnernavnet BEO (se medsendte screendump fra 18. maj 2011).

Ved gennemgang af de på forsiden lagte indlæg fremgår i øvrigt, at indlæggene er signeret med navnet ‘Beologen’, og altså ikke med kunstnernavnet BEO. Jeg kan således ikke se, at du skulle være “kendt under”, eller i øvrigt generelt bruge navnet BEO.

Deruder bemærker jeg, at det følger af Varemærkelovens §1, at personer og virksomheder kan erhverve varemærkeret, hvis kendetegnet (for varen/tjenesteydelsen) benyttes i en erhvervsvirksomhed. Ved gennemgang af bloguniverset Beologisk Institut fremgår det ikke, at der er tale om en erhvervsvirksomhed. Du og/eller Beologisk Institut kan derfor ikke have erhvervet varemærkeret til BEO.

Allerede på baggrund af ovenstående må det således afvises, at Carlsberg skulle krænke dine rettigheder.

Endvidere bemærker jeg, at Carlsberg er indehaver af en række varemærkeregistreringer på BEO, herunder en EU-varemærkeregistrering, som har virkning fra 2005, og som i øvrigt er registreret uden indsigelser.

Carlsberg agter derfor ikke at ændre eller afholde sig fra at anvende Carlsbergs registrerede varemærke BEO.

Afslutningsvis bemærkes, at jeg med undren har kunnet konstatere, at du/I efter din henvendelse til Carlsberg har ændret overskriftsfeltet på bloguniverset Beologisk Institut, således at der nu står “BEO-logisk Institut” og at du/I har fjernet navnet “B.O. Hansen” (se medsendte screendump fra 27. maj).

Ved nærværende brev tillader jeg mig hermed at betragte sagen som afsluttet.

Med venlig hilsen

Maria Droop
Advokat
Carlsberg Danmark A/S

8 kommentarer til “Brev fra Carlsbergs advokat om BEO

  1. Ved gennemlæsning af den juridiske respons i nærværende blogindlæg er denne kommentator sindet til, efter (over-)modne og nu afsluttende overvejelser baseret på nogle længevarende cerebrale ronderinger og motionsture på Carlsberggrunden, at beslutte, at han fastholder sit efternavn HULEGAARD og ikke ansøger om om at få tilkendt navnet HUMLEGAARD. 😉
    Samtidig tillader man(d) sig at formode, at advokat Maria Dro(o)ps svar vil indikere, at BEO ikke i sin nuværende livscyklus vil flytte ud til Carlsberggrunden, da en sådan tænkt fusion vil danne nogle juridiske slagsmål om tekst på dørskilt og brevpapir m.m. 😉

  2. Erik…hahahahahahaah, ja det er nydeligt, er det. Blomstre som en bums i går, som den gamle skønsang insisterer. Jeg vil med glæde lukke mit institut og herefterdags kalde mig Karen Kuk, hvis Carlsberg til gengæld giver mig en lejlighed i den nye bydel. Så lover jeg at skrive et dagligt hyldestkvad til malt, byg og humle 🙂

  3. De har åbenbart sikret sig rettigheder allerede i 2005. Jeg forstår ikke, hvorfor advokaten undlader at belære dig omkring oprindelsen af ordet og hvorfor Carlsberg har valgt det – rødderne i de angelsaksiske myter – men det er måske “too hard to explain”. At BeO samtidig er den kemiske formel for et meget giftigt stof, der blandt andet findes i elektroniske komponenter lader heller ikke til at genere Carlsberg. Det minder mig lidt om den københavnske restauration NOMA, hvis navn er det samme som den medicinske betegnelse for koldbrand i mund og ansigt.
    Vi siger velbekomme og skål…

  4. Martin…nu er den nye drik jo mest beregnet til kvinder på café, og de kan jo holde til lidt af hvert. Og hvis de ikke kan, så er de alle tilhobe så stenrige pga deres høje uddannelser og golddiggende skilsmisser, at de snildt kan hyre et halvt privathospital til at tage de værste bivirkninger og sideeffekter.
    Jeg begyndte vist at blogge i 2002, men dengang hed jeg ‘Bloggehoved’ – tror jeg nok 🙂

  5. Hehehe, Kjeldsen…jeg har jo hele tiden syntes at det hele bare er sådan lidt, du ved, fisse og ballade, ikke? Lidt bobler i maltbøssen. Kulsyre i kussemosen. Jeg har foregivet en slags hellig forargelse, og i og med at Carlsberg skred til at besvare min brokkemail med et juridisk responsum, så var der dømt skumskæg.
    Ikke mere kam i den kaze 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s