Modtagelse i den lyse tid

Jeg vil så gerne være i dårligt humør, og jeg får egentlig også al den hjælp jeg har brug for. Se nu bare i dag. Jeg havde satset meget på at få noget arbejde, lige nu og lige her hvor jeg befinder mig i skrivende stund.

Flere gange har jeg spurgt om jeg kunne få dette arbejde, som jeg mente kunne komme. Men det var der ikke, fik jeg at vide. Det meste af i formiddags sad jeg på spring og ventede svar på de forespørgsler, jeg var kommet med.

Nå, men så kunne jeg jo altid tage hen på mit andet arbejde. Det gjorde jeg så. Der kunne jeg godt komme til. Det gjorde jeg også. Men lige da jeg var kommet ind i en god rytme, hvor hoften lissom selvsvingede sig fremad på konsonanterne og tilbage igen ved linjeskift, så begyndte en boremaskine i underetagen at bore i noget, der lød mere end modstandsdygtigt.  

Selvom boremanden og jeg i løbet af ingen tid fandt en fælles rytme, hvor hans hofte bevægede sig modsat min, så gik det ikke. Jeg blev stresset af at prøve at nå en lang sætning mens han skiftede bor. Dropperen. Og han skal bore i flere uger. Nederen.

Hjem igen. Besked fra chefen. Det var endegyldigt bekræftet at der ikke var og ikke kom noget arbejde her i eftermiddag. That’s it and that’s that. Jeg forstod det ikke, men jeg accepterede det. Alligevel kunne jeg jo ikke nære mig. Jeg tog herud alligevel. Nysgerrig. Typisk.

Da jeg ankom, så jeg med det samme, at det var gået præcis som jeg kunne have frygtet. Der VAR arbejde, men det var først blevet besluttet i sidste sekund. Og fordi det skulle huhejses, havde man snupset den første og den bedste, man kunne finde. En kvinde. Ak ja.

Jeg mødte chefen, der slog ud med armene. Jeg slog med. Nå, men så kunne jeg jo i stedet spille rollen som frivillig gæst. En rolle, jeg i øvrigt var blevet tilbudt for længe siden. Og her når vi så op til det hoppende punkt. Udsigtspunktet.

Mit elendige humør kæmper og slås, men ærlig talt.

Når man sidder højt hævet i en lædersofa iført sin lyseste sommertrøje, drikker kølig argentinsk Chardonnay og spiser focacciabrød med løvstikke og lufttørret skinke, friteret rissotto med gedeostcreme, æblemousse i små sprøde chokokurve og financierer (en lille fransk tekage) med hindbær og kakao mens man ser ud over havnens smilende småbølger, der klukker i perfekt sync med den ubærligt bløde damejazztrio i underbunden.

When I fall in love…

Så er det svært at bevare ens dårlige humør. Meget svært. Og hva’ nytter det så at være så mandmuggen?

Det er sgu lige til at blive helt nedtrykt over. Af.

7 kommentarer til “Modtagelse i den lyse tid

  1. Der er talrige filosoffer, psykologer, sociologer, biologer m.fl., der har fået mere end et par migræneanfald gennem verdenshistorien af at udtænke den perfekte menneskelige tilstand.
    Blogindlægget kunne tjene som inspiration. En person, der “rendyrker” sit dårlige humør gennem overrisling af pampasvand, friteret Bent(riss)Otto samt tilmed financierer et sandt patisserieorgie altsammen omfavnet af feminint soft jazz.

  2. Så er jeg hjemme igen efter en god lang tur i bybussen med små indlagte morfædre. Kaffen er vidunderfuld.
    Tak, Erik, for en smuk kommentar. Ingen har haft så megen succes på så kort tid med så eftertrykkeligt at smadre mit mit dårlige humør som dig. Jeg kæmper imod alt hvad jeg kan, men med dig er jo oppe imod en pråff. Tak for det 🙂

  3. Åh, hvem der kunne få rollen som frivillig gæst – hvilken herlig læst.
    Jeg har et godt arbejde, som det hedder, men glæder mig alligevel usigeligt til efterlønnen (eller hvad det nu bli’r), og til den tid vil jeg sikkert savne arbejdet.
    Kunsten er vel at få glæden til at fylde, når den er der. Ligesom ris der bli’r til rissotto.

  4. Eric…ja, at være frivillig gæst må være positivt, uanset den mentale baggrundsstråling.
    Glæden fyldte mig. Det gjorde den sammen med mig. Jeg fyldte mig også. Og det smagte jo så godt at jeg måtte strække måben, eller hvad det hedder. Hihi.
    Jeg håber du får en god efterlønstid. Selv er jeg ikke kvalificeret, og da jeg heller ikke har nogen særlig pension at se frem til, så er jeg temmelig bekymret.
    MEN…hvis jeg når så langt i livet, at jeg vil kunne bekymre mig om alderdommen, dvs at jeg ER gammel, så er det jo en glæde i sig selv. Som et af mine mottoer jo lyder:
    Frejdigt fremad mod nye nederlag 🙂
    (tak for kommentaren)

  5. Blev sgu næsten helt opstemt ved din beskrivelse af dit forhold med/til boremanden. Gengivet på grå baggrund på fedtet papir ville beskrivelsen tillige vække nostalgiske fornemmelser.

  6. Martin…ja, der er jo noget ved de svedige håndværkere med deres potente håndholdte værktøjer. Gode borddamer er een ting, men en rap lille boremand er vel heller ikke værst.
    Det er dog helt forfærdeligt at han og hans sjak skal bore i to-tre uger. Intet gør mig så mundtligt impotent som de dér larme-afbrydelser. Jeg taber lysten og evnen på ingen tid, og det går jo ikke at få borelyd med i lydbogen.
    Suk.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s