Krøllealfa på Kunsthøjskole

Jeg stod inde i Fyrtårnet fyldt med tandteknikere, men det var også en cafè.

Lige meget hvor jeg vendte mig hen var der grupper af unge mennesker, som så ud som om de havde fuld kontrol over hvad de skulle i dag, i morgen og de næste tyve-tredive år.

Pludselig kunne jeg mærke suget i maven.

At jeg for tredive år siden, da jeg var her mange dage i træk, og ikke kun på træk, ville have haft godt af at have den samme målrettethed som de unge mennesker omkring mig.

Jeg får sådan en lyst til at få en uddannelse. Til at kvalificere mig. Dengang brugte jeg det meste af min energi på at holde sammen på mig selv. Jeg gik rundt med en følelse af at benene kunne falde af i mit næste skridt.

Den måde, jeg bevægede mig rundt i verden på, var retningsløs. Jeg kunne ikke gennemføre at gennemføre noget, der kunne udstikke en kurs mod en sikker havn. Og måske er jeg stadig sådan. At jeg ikke har den nødvendige mængde frigjort energi.

Da jeg kom hertil tog jeg snablen af. I dette område er de ikke så glade for løse snabler. Til gengæld er de glade for krøllede alfa’er. Ikke alfahanner, nødvendigvis, men bare nogle med krøller. Så kan stort set alt lade sig gøre, og de får noget fra hånden. Stol på det.

Jeg tumlede videre, og nåede op til et stort sygehus med helikopterlandingsplads ovenpå parkeringshuset. Vejret var klart og lunt, med mange små nuttede bomuldssommerskyer. Men da det grånede lidt til, så søgte jeg nedad.

Der var et vandfald. Den brusende lyd minder om lyden af morgentrafik hjemme på bjerget, men det her er vist lidt mindre hjernecellefjernende. Jeg krydsede vandstrømmen, og kom ind på en ombygget fabrik, nænsomt moderniseret, og nu kunsthøjskole. Meget smagfuldt.

Og flere bundter og grupper af unge mennesker med projekter og målbare fremtidspunkter. Nu begyndte det at blive for meget af det samme, og jeg søgte hurtigt hen mod udgangen. Næsten baglæns gik jeg ud af den gamle fabriksport, og da jeg vendte mig stod jeg og så på den ejendom jeg boede i her for tredive år siden.

Dengang var fabrikken bare lukket. Nedlagt, tom og indholdsløs. Nu er der liv og udvikling året rundt. Der skulle bare tages en beslutning om det og ressourcer afsættes. 

Bamse er død og branden er slukket. Der går jo så let ild i gamle huse.

Jeg er totalt fortumlet.

Nu vil jeg se at få købt den fiskebudding, og så ellers finde tilbage til det trygge, bevægelige indelukke. Der vil jeg være i fred. Men for fanden da også. Fred er jo ikke liv. Fred er død. Hvil i fred?

Fanme nej. Det går ikke, det her.

Splitte mine bramsejl.

Støt som hun går.

Fuck hende.

Farvel.

 

Reklamer

25 thoughts on “Krøllealfa på Kunsthøjskole

  1. Christina…rent bogstaveligt gik jeg som nævnt bare tilbage til mit lille vuggehummer på Vippetangen, hvori jeg blidt skal bæres hjem til bjerget. På det lidt større plan…quo vadis…så ved jeg ikke rigtigt om jeg kan nå flere omstarter, eller om jeg skal koncentrere mig om de 2-3 job, jeg har.
    Jeg kunne bare mærke SÅ tydeligt, da jeg stod der udenfor Fyrtårnet midt i byen, at jeg har manglet den maskuline kraft til at gå efter målet, og kun ét mål. Samt at det var fordi jeg var optaget af at passe på min skrøbelighed som jeg har båret rundt på siden min første dag, og også passe på min mor, der flippede trippelskråt ud da jeg var 17 år, og det blev jeg nok så forskrækket over på et dybt plan, at jeg nærmest gik i mental betalingsstandsning.
    Men omvendt…så gik jeg jo efter et mål: at blive tv-fodboldkommentator. Og det blev jeg. Egentlig en imponerende bedrift. Men jeg var bare aldrig glad. Rigtigt glad. Og spørgsmålet er, om jeg nogensinde ville kunne blive det – med den medfødte/erhvervede omskiftelighed i sindet. Jeg er en værre svagpisser, når det tager mig.
    Nå. Men hvor går jeg hen? Hmm…tja. Jeg ved det ikke rigtigt.
    “Jeg skulle sjunget lidt mer’ måske/måske vel også lidt bedre/men mørke dage jeg måtte se/og stormen rev mine fjedre”

  2. Hm… jeg tror, det er sundt at tage glæden som den kommer – og i små bidder, én ad gangen.
    Jeg tænker “har jeg været rigtigt glad?”-tilbage på mit liv og må svare “nej s’gu for helvede ikke, ikke i perioder, ikke igennem sumpene af tvivl på mig selv eller andre, igennem sorg, savn, mørke, tørke, tørst”, men. Så har jeg jo _alligevel_ været det, i glimt, i andre perioder, i øjeblikke midt i de andre ikke-glade perioder, eller i perioder i perioderne sågar – men jeg tror egentlig også, at jeg har en relativ lys grundtone, hvor din måske ligger mere i den anden ende af spektret? Måske du med din hud og din erfaring maler lyse figurer på mørk baggrund, og jeg er mere sådan en, der maler mørke figurer på lys baggrund? (tykkere hud, mildere/lettere erfaring).
    Det er svært, det der.
    Livet.
    Men tak for din stemme i hvert fald, den er dejlig (og også lys) at lytte til 🙂

  3. Christina…mange gange selv tak.
    Jeg er nok lige præcis lige så meget lykkelig/ulykkelig som 99,999% af alle andre dødelige danskere. Og faktisk tror jeg at jeg HAR et lyst sind. Jeg bliver meget nemt glad for ting. Små glæder. Jeg finder fornøjelse allemulige steder og i allehånde sammenhæng.
    Min datter…som ligner mig i sind og skind, er præcis lissådan. Kendt for sine nærmest nukleare latteranfald. Ofte ligger hun og jeg på langs på gulvet og gisper fortvivlet efter luft. Det er sgu noget, der letter.
    Har man et blik for livets og menneskenes skæve sider, så kan man tåle en del.
    Jeg er bare meget håndsky, fordi jeg blev født som en skrælling (for tidligt) og fordi min mor (den dejlige kone) knaldede ud i noget fødselsdepression…(og så skal det jo knibe lidt med relations-evnerne senere?) – og da jeg så også blev mobbet så effektivt i skolen (jeg kan ikke engang skrive ordet uden at få en klump i halsen) at jeg måtte flytte til en lidt mere human een af slagsen….ja, så vil man måske kunne forstå at jeg svinger lidt i det dynamiske ydelsesmønster, og at mit batteri både er svagt OG lang tid om at lade op.
    Men ellers går det forrygende og jeg har det vidunderligt..!
    Cirka.
    Tak.

  4. Hm. Måske er du, men det ved jo i virkeligheden ingen (om hinanden). Og man kan sagtens godt læse af dig, i dine tekster, at du finder fornøjelse i småtingene, men, men, men… how to say, how to say? – det er som om du (når du skriver lyst) “vender tilbage” til en mørkere tone, resignerer til noget tungere, der ligger under – frem for at stige ned fra noget lyst for at berøre det sorte (og derefter vende tilbage til det lysere). Hvis det ellers giver nogen mening. Men så igen og okay, det er jo også bare mig (som læser).
    Jeg er glad for for dig, at det går forrygende, og at du har det vidunderligt – det fortjener alle at have.

  5. Sorry, Christina…jeg løj.
    Det var bare SÅ fedt at skrive at det gik fint og at jeg havde det forrygende. Sådan føler jeg det slet ikke. Næsten tværtimod. Men da jeg gik den lange tur i dag, i korte bukser og nyvasket topmave, så kom jeg forbi en græsplæne med nogle sten, der stak op. På disse sten stod navnene på dem, der engang havde chancen til at mærke forskel på gode og dårlige dage.
    Sålænge man har mulighed for at sondre, så skal man fgm være taknemmelig.
    Amen 🙂

  6. PS. Jeg forstår godt det, du nævner med, at jeg starter i det lyse, men nægter at blive i det…når jeg skriver om det.
    Hvis jeg havde det sådan….gennemgående godt, så ville jeg ikke skrive. Hvis jeg havde haft det godt nok, så ville jeg have fået den fågging pisse-lorte journalistuddannelse, og så skrev jeg mod betaling, pensionsbidrag og efteruddanelse.
    Jeg skriver her i min blog af ren desperation. For at vise mig selv, at jeg godt KAN skrive. At jeg kan noget som helst. For jeg har gennemgående måttet kæmpe og slås med tilværelsen. Eller også tror jeg bare, at sådan skal det være. Måske opdager jeg slet ikke når det går skidegodt. Eller noget.
    Det er en guds lykke at jeg har mod til at skrive om at leve. Andre bliver så vrede på sig selv og ikke at lykkes, at de vender det SÅ meget indad at det er meget usundt, både på kort og lang sigt.
    Tak Gud, for at du har givet mig så nådigt et misbrug som overspisning. Det er langt mere skånsomt end stort set alle andre former for misbrug.
    Gys…..hvis jeg slog mig på flasken. OMG. Eller var på piller og/eller stoffer. Det er et hårdt liv. Sammenlignet med det, er jeg dybt priviligeret.
    Nå, videre! 🙂

  7. Hm-hm. Jeg ved ikke. Nu bevæger du dig igen ud i noget, jeg ikke ved noget om. Hvorfor du skriver? Ved du overhovedet det selv? Jeg har haft diskussionen med flere (tidligere), og jeg er helt sikkert i tvivl, for der findes både glade og triste skrivere – også af andet end journalistiske artikler. Altså skønlitterært sagt. Altså jeg ved godt det der med modsætningerne og kontrasterne og gul, der ikke er gul, sådan rigtigt, uden lilla, og. Småt uden stort, smil uden gråd. Men, men, men… om man udtrykker sig kunstnerisk på nogen måde absolut er forbundet med at have det ikke godt? igen, jeg tvivler. Jeg synger både, når jeg er glad og ked, og der kan være lige så megen følelse i, bare af forskellig slags. Jeg kan godt sidde og tegne kruseduller med tårer i øjnene, men jeg gør det også, når jeg er lalleglad og let i låget. Den der urge til at skrive… jeg tror bare nok ikke, at den er forbundet på dén måde med humør. Altså på, at den er betinget af og brænder energi bedst fra en negativ/mørk/destruktiv force – snarere tværtimod. Det kræver noget livsgnist, en tro på ét eller andet, overhovedet at løfte fingrene fra bordet… mao. tror jeg også, Strunge ville have skrevet, hvis han havde haft det godt. Bare anderledes, både hvad angår form & indhold. Jeg tror, tror jeg, man skriver, fordi man har opdaget på et tidspunkt, at det er en udtryksform, man kan sige noget (bedre) med (end med så meget andet). Men igen, det er jo så bare mig – dig ved jeg intet om.
    P.S. Gud vil jeg ikke komme nærmere ind på, i dag. Bare sige, at det er godt, han er der for dig, hvis du har brug for ham – det er vist sådan, dét skal være 🙂
    Godnat, søde Beo.

  8. Godnat, Christina. Tak for disse sidste gode tanker, som jeg vil sove på.
    Natten til i dag drømte jeg at jeg sov hos Ghita Nørby, efter at have vækket hende telefonisk midt om natten. Hun havde i drømmen en lille man med viltert hår og stort skæg, og DET passer jo ikke med virkeligheden – hvor hendes mand er 1,90 m og uden så meget som et eneste hårstråi hele hovedet, stort set.
    Vinden er Vest/Sydvest…5-10 meter pr. sekund. Fint. Så bliver jeg vugget i søvn.
    Støt som hun går 🙂

  9. “Et stort sygehus med helikopterlandingsplads ovenpå parkeringshuset” kan være mange steder i verden. Vi ved begge to, hvor det er i denne historie.
    Landingsplads på et sygehus, især hvis det er højt specialiseret, kan rumme en potent teknologisk potentiel tryghed, der i gyldne stunder kan modvirke tidligere traumatiserende øjeblikke; ihvertfald for en tid.
    Indlægget er spændende. Kommentator-tråden ligeså. Men nogle ting er sikre: Bamse er IKKE død. Brandene bliver aldrig helt slukket. Det er din skæbne, som du – med dine medfødte og tillærte kompetencer – skal konvertere til en livsdygtig fremadrettet agenda på Bjerget og nedenfor til lands og til vands.
    Cpr-numre med langt ringere evner end dig er kommet langt videre i det karriere-univers, der er så eftertragtet. Men er de lykkeligere på bundlinien, hvis den borgerlige parcelhusfernis skrabes af?
    En frihed til livets udfordringer i kombination med at side på tilskuerpladsen mrk.”far” og betragte en succesrig datter i brusende fremdrift bør noteres højt på score-boardet. – Der venter flere fremkaldelser ad futura….

  10. Ja, Ghitas mand er vist nok i virkeligheden skaldet – jeg ved det dog ikke med sikkerhed, for den eneste gang, jeg har været i hendes (smukke) hus, var engang hun ikke selv – og ej heller ham den høje – var hjemme. Jeg ved, det nok lyder lidt spooky, og det var det også, men på en helt anden måde, end man måske lige sidder nu og tror, men det er en HEEEELT anden historie, og det, jeg egentlig ville sige, var, at man kan drømme og forestille sig meget, men at hvad der var vigtigere var, at jeg overlæste det, du skrev, længere oppe, med, at du løj. Dét synes jeg til gengæld er stygt! Stygt og grimt og grusomt – sorry, men sådan har jeg det med det. Altså ikke med det, at du løj (kan nogen mon leve et liv uden?), men at din løgn dækkede over, at du havde det “tværtimod”. Jeg kan ikke lide, når nogen har det tværtimod, jeg har aldrig kunnet lide det, jeg tror heller aldrig, jeg kommer til at lide det, før den dag jeg bliver senil og ikke ved bedre, alternativt dør. Det er noget inde i mig, et lille dyr, tror jeg, der ikke kan udholde, når nogen fx. siger “jeg går lige og har det tværtimod”, og jeg ikke kan gøre noget ved det, og der er intet, jeg kan gøre ved det – jeg HAR prøvet, tro mig, det går ikke! Det lille dyr skriger og råber og piber, indtil jeg ved, at du ikke længere har det sådan, indtil jeg ved, at du har det tværtimod tværtimod (om man så må sige). Har jeg prøvet at tale med nogen om det? – JA! og det har lært mig, at jeg kan indøve en adfærd, der gør, at jeg kan se ud som om jeg lever fint med det, en adfærd under hvilken jeg kan trække vejret helt normalt, men ikke desto mindre… det er et meget stædigt dyr, lad mig bare sige det på den måde. Og lad mig også bare sige, at du har så evigt ret mht. at kunne sondre, men så igen, på mere dystre dage tænker jeg også “hvorfor?”. Hvorfor skal man egentlig være så taknemmelig for at være i live? Men lige der er det så, jeg bliver revet tilbage til en lille blomst, eller en fugl der ser så fantastisk ud, når den flyver, eller en sky. Eller en bus fuld af mennesker, eller en vittighed der får mig til at grine – og så har jeg hurtigt glemt det igen.
    Lidt anderledes formuleret: Kan du have det så tværtimod tværtimod, Bent Otto, og kan du have det snart og længe, så er jeg glad – og kan du ikke, ja så går jeg bare rundt med et muggent dyr i maven, en bister lille gnaver og ønsker, at du kan alligevel. Ha.
    Hav en dejlig dag og snart weekend, du levende digter blandt stene.
    Kh. fra mig.

  11. Kronborg!….din dejlige dreng! Jeg elsker at anduve. At være for indadgående. At spise landgangsbrød. Det er for koldt til kølhaling og nogen har planket den planke, man kunne gå ud.
    Tak for dejlige kommentarer, Christina og Erik 🙂
    Når jeg er kommet på fast grund, vil jeg svare på dem.
    Nu skal jeg sgu ha’ mig noget kaffe!
    🙂

  12. Så er jeg da hjemme på Bjerget igen, efter det lille MiniCruise til Oslo.
    Det var en virkelig god tur. Jeg bliver meget inspireret af sejle og hygge mig i min lille enekahyt, og når det så var gratis – ja, så skal det jo være dejligt.
    Igen: tusind tak, Christina og Erik…for jeres medlevende og tankevækkende kommentarer.
    Tænk, at jeg dumpede baglæns ud på Seilduksgata, uden at ane at man havde ombygget den gamle sejldugsfabrik til kunsthøjskole. Der stod jeg så i selvsamme gade, hvor jeg for 31 år siden oplevede kærligheden sammen med en smuk og klog norsk jente, som var et par år ældre. Og hvor jeg boede i et års tid.
    Og jo, Erik…Bamse ER død, for det var jo den aften hvor min mor (som var på besøg) og jeg havde været til koncert i Oslo City med Bamse’s Venner, at der udbrød brand i ejendommen på Sejldugsgata – og hun bemærkede brandbilerne på vej hjem i ‘trikken’ og jeg sagde: det er nok ikke noget…men det var der!
    Uha, da jeg stod udenfor den rygende ejendom, og frygtede at min kæreste var blevet derinde…og da jeg så hende, så løb vi hen i hinandens arme som om vi var med i ‘Borte med Blæsten’ (som på norsk hedder: ‘Tatt av vinden’).
    Nå…gamle minder.
    Christina…jeg er meget glad for dit ønske om at jeg bliver tværtimod-tværtimod. Og hvorfor man/jeg/du skriver…tja, det er jo individuelt, som du nævner.
    Mens jeg gik og pakkede ud, så hørte jeg et v-i-r-k-e-l-i-g godt program på P1 om hvad talent er (Kulturkontoret) – og der sagde en af deltagerne, at talent er en lidelse man på et tidspunkt identificerer, og som ofte medfører at man står udenfor det øvrige fællesskab.
    http://www.dr.dk/P1/Kulturkontoret/20071214121815.htm
    Wauw, for en provokerende fortolkning!?
    Den frygtelige fælde man/jeg falder i, er at man bruger sit talent til at frembringe noget, som kan give en anerkendelse – og så tror man, at man på den måde kan få nogen til at elske sig. Men ros og anerkendelse og den deraf eventuelt (hvis man er heldig og dygtig og flittig nok) følgende rigdom i penge, er ikke det samme som at blive elsket….TVÆRTIMOD 😀
    Nå, nu tabte jeg tråden.
    Mens jeg leder efter den, så vil jeg lige komme med en tillægsoplysning til mit indlæg fra Oslo:
    En “alfakrølle”…det er nordmændenes måde at sige ‘snabel-a’ på.
    How about that?!

  13. Jeg har altid (tror jeg, så godt som i hvert fald) tænkt, at talent ganske simpelt er evnen til at glide i ét med væggen, om man så må sige. Verden, nok rettere. Evnen til at fokusere sin energi omkring/mod en enkelt ting/handling – og så i øvrigt selv forsvinde. Hvor modsætningsfyldt det end lyder, så tror jeg altså, at det er der, det stikker ud, bliver særligt, specielt, fantastisk, enestående, m.m.
    Med det også sagt, at talent er noget, alle har. Det gælder bare om at finde de der punkter, man kan glide ud i(gennem) samt gerne diverse redskaber/værktøjer, man kan benytte dertil, og det er – af alle mulige årsager – ikke alle forundt at nå (at finde disse) i løbet af et enkelt liv. Jeg er dog ikke desto mindre overbevist om, at potentialet er der uanset.
    Kom Mozart klaverspillende ud af sin moders skød? Nej, men nogen viste ham et klaver, nogen lærte ham at spille, og det blev hans værktøj og forsvindingspunkt – og hvilken musik! (suk) Så kunne man spørge, om han var blevet lige så stort et navn, hans kompositioner lige så elsket, havde det været fx. kontrabas, han havde lært at betjene – og det tror jeg. Jeg tror, at han, af gud ved hvilken grund, tidligere end de fleste har mærket det der hul i universet – og søgt det, igen og igen. Det er sådan, de største bliver væk (for os andre), mens de er her – for at blive hængende i en evighed efter deres død.
    Så… mht. en lidelse, der bliver identificeret… nok ikke helt ved siden af, set fra mit synspunkt. Det er svært at være en del af fællesskabet og samtidig ikke være til stede i det på den måde, de fleste er.

  14. Christina…jeg er ikke sikker på at jeg helt forstår hvad du mener med din definition, men den er interessant, og jeg vil tænke videre på den. Skal lige visualisere den lidt.
    Det, du skriver om evnen til at fokusere…at blive med ét med…nu’et, måske? Jeg elsker selv, når jeg får lov at indlæse en tekst i total uforstyrrethed…når der ikke er andre i studiet, og der ikke er forstyrrende lyde fra de omkringliggende virksomheder.
    Heeeeelt stille…så kan jeg arbejde med stilheden, og SÅ går tiden i stå. Og så kommer jeg ind i zonen.
    Men det er et meget, meget spændende tema.

  15. Beo…hvis du ikke er sikker, så forstår jeg det udmærket, for det er jeg heller ikke selv. Eller, det er ikke helt sammenhængende inde i hovedet på mig, det jeg (tror jeg) mener, hvorfor det muligvis bliver det endnu mindre af at blive hældt ud på skrift. Altså, jeg er klar nok på, hvad det er, der sker for talenterne, når de talenter den – at de forsvinder, opløses i verden (nuet? tjah… hvad så end nuet er, udover selve stedet), går i ét med projektet på en sindsligt meget konkret måde – men ift. opdagelsen, udviklingen, brugen, osv. af selve evnen, ja den, den er det, der ikke flyder helt så meget med – når det kommer til min opfattelse og beskrivelse; der mangler lissom noget, trøjen passer ikke ordentligt, det giver ikke fuld(endt) mening. Et eller andet sted er det hele måske bare meta og fysik: Giv blomsten kærlighed, og den vokser/syng for den og se/den folde sig/ud, blad for blad/bliver vi/mere og/ mindre.
    Noget i den dur.
    Jeg ved det ikke.
    Selv.
    kh.

  16. Christina….tak for en god udveksling af tanker om talent. Jeg kan anbefale dig den dér P1-udsendelse (Kulturkontoret) om hvorevidt alle har talent.
    Det bliver regnvejr i dag.
    Lydbogsdag (jeg mangler den sidste CD…elsker at skulle lave slutningen af en bog).

  17. Selv tak, du. Jeg vil måske nok lytte til den senere – lige nu skal jeg på bib og betale mere for en bog, jeg kun modvilligt leverer tilbage, end jeg kunne have købt den for, havde jeg bare købt den, hvilket jeg nok også gør, hvilket så gør den dobbelt så dyr, så jeg må læse den mindst dobbelt så meget, hvis der skal være tale om nogen merværdi i forhold til den. Hvilket egentlig heller ikke generer mig stort, for jeg kan godt lide bøger, men jeg er en klovn til at låne, someksemplet ovenfor nævnt vist også viser, hvorfor jeg oftest køber.
    Nå.
    Ja, det ER blevet regnvejr allerede, og lige som jeg skal til at ud – typisk, typisk, når det er mit liv, det gælder, men alligevel godt det ikke er syre!
    Hav en dejlig dag, søde Beo.
    Knus fra mig.

  18. Kødfulde kommentarer. Nemmere end textens surreelle fabrik og krøller. Kun én lille bemærkning herfra: Jeg sætter fingeren et sted som jeg håber giver et smil: Når du skriver “Og måske er jeg stadig sådan.” hører jeg en kollision mellem at være og at gøre.

  19. Donald…”kødfulde”? Er du towli, mand…du skriver til en overspiser!?
    Måske er jeg stadig sådan – måske er jeg altid sådan – måske var jeg sådan inden jeg blev mig – måske ved jeg ikke hvem jeg er om fem minutter – måske er jeg lidt svimmel over det skifte, der er opstået i kommunikationen mellem mig og Christina.
    Det ER sgu en spøjs ting, det her.
    Bloggeri.
    Ej blog til lyst?

  20. Jeg får lyst til lige at citere en kineser (vent venligst, mens jeg henter bogen):
    “et levende menneske holder ikke af døden
    men han vil muligvis påstå at han gør det
    for at virke dybsindig
    eller for at være digter
    til sidst bliver hans knogler helt gennemsigtige”
    – og et mere (om gennemsigtighed):
    “når folk er uvenlige over for hinanden
    er der intet der behøver blive sagt
    det begynder at sne
    alle ord kan være hvide
    og så blive gennemsigtige når det tøer”
    Jeg ved ikke, hvad det er, men hver gang jeg køber en ny digtsamling (eller låner), så finder jeg ord, jeg aldrig har læst smukkere før.
    Det er OGSÅ en spøjs ting.
    (det er Jimbut, hvis du ikke ved det, og det er noget af det smukkeste, jeg aldrig har læst før. Som sagt).

  21. hov, skifte?? – det er nok muligt, at det tilsyneladende er sket her, men rent faktisk var det et eller andet sted i de mails, du sendte. Noget har altid stirret ud på mig imellem linjerne, kunne man måske sige, altså noget dig, jeg ikke helt har kunnet placere, hvilket jeg lige pludselig kunne, uden at jeg i øvrigt kan sige hvordan (eller med hvad). Eller, måske mere nøjagtigt formuleret: Jeg fik pludselig “has” på, hvad det er, jeg – uanset hvor surmulet og alt muligt andet, du ellers (løbende) efter min opfattelse _også_ har været – alligevel rigtigt godt kan lide ved dig. Og så, så… når den slags sker for mig, tjah… kan jeg ikke lade være med at holde af. Derfor
    kærlig hilsen
    for resten af dagen
    til dig.
    🙂

  22. Christina…ham Jimbut kunne da få mange til at droppe Jim Beam, skulle jeg mene. Gode linjer, fine tanker. Tak for dem.
    Ja, vi har haft en ordentlig holmgang, op og ned og ud til kanten og tilbage igen. Egentlig imponerende at kunne lave sådan en gang ‘Vild med Syntaks’ uden at tale sammen eller se hinanden. Jeg ved du aldrig vil tro på mig, men jeg læste faktisk ikke de dér sidste mails. På det tidspunkt var jeg sikker på at du og jeg ikke ville kunne sige hinanden andet end vrede ting.
    Men det ku’ vi. Og det er glædeligt.
    Er vi så stadig de samme, som vi var inden vi begyndte at skrives? Hvad har ændret sig? Ingenting? Bare lidt. Jeg har det som jeg plejer: både glad og meget ked af det. Men om lidt skal jeg have fire blødkogte æg.
    Så kan man lidt igen 🙂
    – og US Open er igang på den hårde maskine. FORE! 🙂

  23. Jimbut kunne få mange til at droppe hvad som helst, tror jeg… suk, det er fandeme smukt! av, av hjerte…
    Er vi stadig de samme? Har noget, hvad, ændret sig? – det er store spørgsmål, du stiller, synes jeg. Hm, jeg ved det ikke, præcist hvad det er, men jo, _noget_ har ændret sig – i hvert fald i mig i forhold til dig. Jeg tror ikke, du ville kunne gøre mig vred igen, nogen sinde. Ked af det muligvis nok, men ikke vred, ikke du. Nu. Eller nu – eller nu eller nu.
    Og så skulle jeg hilse at sige fra mit bistre lille dyr, at det gnavner til, når du skriver sådan noget “meget ked af det”, og jeg er ikke glad ved det, for nu skal det sidde og stikke til mine ribben indefra hele aftenen og måske noget af morgendagen med, og hvem ved efter det??? Jeg vil forsøge at fodre det med “fire blødkogte æg” og “Så kan man lidt igen”, det kan være, det alligevel kan tage toppen lidt af det (men jeg tvivler og tror mere på latter fra bæstet, næste gang det får at vide, at jeg ser, at du smiler – mest af alt – igen).
    God golf, søde Beo, smukke
    menneske, var jeg lige ved at skrive – nej
    jeg gjorde det!
    (kram)

  24. Christina 🙂 Taaaaak for glad hilsen og (kram). Dejligt. Det fejres med økologisk A38 Naturel 0,5% og et lag Nutella 54% Fuldkorns Papkrymmel 😀

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s