Plaster på

I 1987 fik jeg en opgave som jeg havde forsvoret at jeg ville turde binde an med. Den kvinde, som jeg begyndte at komme sammen med, havde en lille dreng, og dermed skulle jeg påtage mig rollen som denne her lille stumps fungerende far.

Nu blev det jo så slet ikke så svært. Mest fordi drengen var både sød og nysgerrig og var udstyret med et meget roligt temperament. Når han så på mig med sine to brune øjne og begyndte at afsikre smilehullet i den ene kind, så var jeg solgt til enhver form for lakrids.

Når han faldt og slog sig, så gjorde det ofte så ondt at han satte i nogle gigantiske vræl, der ikke alene fik hans yndlingslivsredskab til at falde ud af munden på ham – men han kunne også græde så kraftigt, at tårerne spulede vandret ud af øjnene på ham.

Alligevel lykkedes det ham at hikste en vigtig melding ud, ind i mellem de enorme hulkende grædeture: “Jeg vil ha’ plaaaaaaster påååååå..!”

Lisså snart plasteret var sat på, så begyndte han at lede efter sin sut. Og når den så var genfundet gik der ofte få sekunder. Så var verden i orden igen med ham.

Kors, hvor var jeg glad for den knægt. Det er jeg stadig. Nu er han lisså høj som en skyskraber, og han har selv påbegyndt det lurmærkede danske familieliv med kone og barn…eller børn, som det jo snart skal hedde sig.

Jeg tænker på ham i aften, fordi han var så god til at sige hvad han havde brug for, når smerten var allerværst og krævede omgående handling. Plaster! Ja tak. Sut! Ja tak. Videre..!

Når jeg betragter ham udefra i dag – uden at have hverken tæt eller daglig kontakt til ham – så virker det på mig som om han har beholdt den gode evne til at handle på vigtige behov.

Han har en håndværkeruddannelse med udmærkelse. Han har en kone som andre vender sig om efter. Han er så stærk at han kan få en gammel gnaven elefant til at sluge snabelen af bar nervøsitet. Eller skræmme løver væk, for eksempel de hvide herinde i hovedstaden.

Hvis han skulle blive syg, så ville jeg regne med at han ville sige hvad han havde brug for. Også fra mig. Hvis jeg så kan levere varen, så leverer jeg. Sådan må det være. Sådan tænker jeg at det er, og det er en god fornemmelse.

Når nogen, man kender rigtig godt bliver syg, så kan man godt blive sådan lidt famlende. Hvad sker der? Hvordan tager de det? Har de brug for hjælp? Skal man nævne at man er der for dem? Eller er det for påtrængende? Der er jo de dygtige læger, plejere og andre professionelle.

Hvis jeg bliver syg (når jeg bliver syg) så ved jeg ikke hvordan jeg vil reagere. Eller jo…det tror jeg at jeg ved. Jeg vil blive pissebange og helt uvenud rasende over at skulle trækkes med det lort. Lige bagefter vil jeg så blive flov, skamfuld og ydmyg. Dernæst opgivende.

Og ingen skal begynde at fortælle mig hvad jeg skal/bør/kan/må/vil. Jo flere formaninger, desto kraftigere modreaktion. Fanme nej. Ingen skal begynde at stille sig op over for mig. Med mindre…

Med mindre at Døden står lige bagved og griner af mig. Jeg synes allerede jeg har hørt en lille fnisen, i ubevogtede situationer. Han er satme så overlegen og sejrssikker. Dumme svin.

Jeg tror også at jeg ville lytte til hvad min dreng ville sige. Ham, som jeg fik lov at låne af livet og af hans mor og hans biologiske far. Jeg tror, at den erfaring gjorde at jeg turde sige ja tak og hjerteligt velkommen, da min datter blev født – otte år efter at hendes storebror kom til verden.

Og hvis hun begynder at sige ting lige ind i sin gamle rystende fars ansigt, ja så ved jeg da slet ikke hvordan jeg ville reagere. For jeg er jo ikke typen, der spuler tårer ud af hovedet. Jeg sender dem indad og nedad. Ned i maven.

Så hvis du synes at min mave er lidt stor, så er det fordi den er et slags saltvandsdepot. Livets kildevand. Det småklukker og skvulper. En spøjs lyd. Jeg bruger ikke sut. Ryger ikke (tak, gud!).

Der er heldigvis heller ikke plaster for munden. Det gør jo herrenas af flå et sådant af, når man har skæg rundt om hele kæften. RITSJ!…det trækker sgu vand! Og man kan altid bide det i sig, og dæmpe følelserne med et par kilo mad. Så går det nok et par måneder endda.

Den metode kan dog have enkelte sideeffekter. Og man har jo også nogle arveanlæg. Alt det dér. Sygdom er hver mands herre. Jajaja…er det mere? Nå. Tak for det.

Jeg har en rask dreng, og jeg er selv sådan nogenlunde rask.

Derfor sender jeg i al hast en kærlig hilsen til alle, jeg kender, som måske ikke er helt så raske som de selv kunne ønske sig det. Hvis I ved hvordan jeres plaster ser ud og helst skal bestå af, så sig det. Højt. Og mens lytteren måber, så tilføj lynhurtigt: “…og min sut!”

Så er der dømt smilehul igen. Døden hader at man driller ham, mens man lever. Sådan en fågging nulbon. Sådan en støvbold. Fuck ham. Børn er han ikke meget for, for de lever jo meget, meget længe. Hurra for mine børn. Så kan han sgu lære det, den latterlige gamle festødelægger.

Livet er nemlig…livligt.

Tak.

10 kommentarer til “Plaster på

  1. Jeg har en lille dreng på halvandet, han har også brune øjne, men jeg har aldrig set ham græde. Eller. Jeg har aldrig set ham græde med tårer, og det bekymrer mig, for jeg VED, at han er ked af det ind imellem.
    Meget.
    Det bedste, man kan sige til sine børn, er jeg elsker dig. Nej, rettelse: Det bedste er at GØRE det. Helt utroligt meget. Uanset hvad, hele tiden, altid, til man dør.
    Kram til dig, Bent Otto.

  2. Christina…ja, det lyder pudsigt, at der ikke kommer tårer når din lille dreng græder. Men måske er vi mennesker udstyret forskelligt i den sammenhæng også? Måske overdriver jeg også det med at min stedsøns tårer stod ham ud af øjnene, men sådan så det faktisk ud. Men lisså voldsomt han græd, når smerten kom, lisså hurtigt gik det over igen med et plaster og den altafgørende sut.
    Jeg er helt enig med i det sidste. Tænk at have ansvaret for et helt lille nyt menneske. Jeg turde slet ikke. Men da det så skete….oh ja. I dag skal jeg hente min datter, som slutter på efterskolen. Min store dejlige lille pige 🙂

  3. Godt, at du har din datter (og hun dig) 🙂
    Og nej, jeg ved heller ikke, hvad det er med den dreng, alt jeg ved er jeg elsker ham. Som nævnt. Uanset hvad.
    Dejlig eftermiddag og aften til dig og jer.
    Kh. Christina

  4. Det lyder rart. Jeg skal selv på ferie nu, men regner med at vende tilbage. Pas på dig i mellemtiden, Beo, godt.
    Kram og kh.

  5. Ja, jeg bliver helt rørt. Jeg kan godt se det for mig, tårerne der spuler ud gennem øjenlågene og når barnet blinker, sprøjter det lidt i alle retninger.
    Jeg vil sige tillykke til Fine for at være færdig med efterskolen – jeg håber det har været godt og at Roskildefestivalen kan byde på noget, der virkelig batter.
    Jeg håber også at tomheden efter skolen hurtigt bliver afløst af livets glade dage.
    Det er stadig en gåde for mig, at en sommer kan slutte. Det er også et mirakel, at jeg lever endnu, jeg kunne være død tre eller fire – fem gange, ja endda flere. Sygdom og ulykker har passeret uden at sætte en krog i. De to ting, sommeren og livet, er en slags modsætninger.
    Hvis livet varer ved, slutter sommeren. Hvis sommeren varer ved, så er man …

  6. Donald…fin refleksion. Tak for den. Ak ja…kødet er skrøbeligt. Vi kan snyde ham den krognæsede nogle gange, men til sidst sejler færgen for sidste gang.
    Min datter er godt på vej. Hun er nu på lejren i Roskilde blandt efterskoleeleverne. En genial måde at slutte det på. Jeg fulgte hende derned. Gode gud for et gedemarked. Jeg orker det bare SÅ meget ikke. Mein lieber Gott.
    Hun er SÅ lykkelig over at skulle på Oure Kostgymnasium. Ligeså er jeg.
    Min helt i min fodboldkrimi hed jo også Sommer, og jeg gav ham min stedsøns fornavn. Så kunne det ikke blive bedre.
    Og de får vist en rigtig svedeuge i Roskilde…herligt.
    Jeg sagde til hende, at hun da burde komme dér hvert år, for det er jo egentlig hendes lokale byfest..! Født som hun er på byens sygehus 🙂
    Da jeg var portør i Oslo rystedes jeg over kontrasten mellem at komme lige fra fødeafdelingen, der emmede af livsglæde og så til at skulle køre afsted med dem, der ikke klarede den længere.
    Thats it and thats that.
    Men Donald?…vi er her. Fortsat tur kan betales i vognen 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s