Spyt ud

Der sad en tyk dreng på en lav mur i Roskilde. Det var på stationen og han var der sammen med en gruppe glade gutter. De var på vej til byens festival. Det vidnede x-antal dåseøl på en sækkevogn ved siden af dem om.

De ventede på noget ved Spor 4. Jeg ventede på toget til København på den anden side af samme perron. Spor 5. Det var en smuk sommeraften, og det må du give mig ret i, for det var i aftes.

Han sad med sit venstre bens lidt for store bagskinke oppe på den øverste del af trappens let forhøjede sidekant. Højre ben hvilede på selve perronen. I den ene hånd dåseøl. I den anden smøg. 

Fra den position kunne han se ned ad selve trappen. Han kedede sig lidt, tror jeg. Et par kilometer sydpå ventede 70.000 unge mennesker på ham og hans kommende rekordbrandert.

Hans ansigt havde regelmæssige træk. Håret sad fint. Hans midtfynske  efterskolesweatshirt med hætte var mørkeblå og klædte ham. Hvis han taber sig tyve kilo, så er han en rigtig flot ung mand på sytten år. Men de andre i gruppen var nu lidt slankere og også mere højtråbende.

Hvad gør man så?

Man spytter.

Mens han sad der, så sendte han hvert tiende sekund en spytklat ned på trappetrinene, men han ramte med sikkerhed også gelænderet. Han var ligeglad. Først nede på festivalpladsen vil han overgå til den mere dyriske måde at markere terræn på: at pisse på hegnet, i hegnet, op af naboteltet – eller subsidiært: i en flaske og/eller i bukserne.

Jeg har aldrig forstået den idé, som nogle mænd har, med at de partout må og skal af med mundvandet. Her og nu, hele tiden, og i alle verdenshjørner. Som jeg ser det, et det en slags aggressivitet. Maskeret og tildels ubevidst, men at spytte på noget er at vise disrespekt. Er det en rygergimmick?

Drengens kammerat viste sig for foden af trappen på vej op fra gangtunnellen. Sikkert efter en tur ovre i kiosken. De skulle sikkert med festivaltoget. Mit tog kom. Jeg kørte.

Hvorfor er det her værd at nævne?

Måske fordi jeg har savnet hele mit liv at tilhøre et slæng, hvor man har det så godt og trygt, at man ikke skænker det en tanke at man pisser og spytter på omverdenen. Den kan man jo snildt klare sig uden?

At føle sig som en del af flokken. Flokmentalitet. Jeg frygter den og savner at være en del af den. Frygten har indtil videre vundet den indre kamp. Jeg har ikke tillid nok. Dårlige erfaringer. Håndsky. Brændt barn lugter ilde.

Videre!  

14 kommentarer til “Spyt ud

  1. Sådan har jeg også haft det hele mit liv – jeg savner den, søger den, og… får nok. Meget nok, så meget nok, at det ville røre mig en paphat om hele verden forsvandt (sådan cirka). Men så går der lidt, og så savner jeg flokken og søger den igen, og… får nok (og så videre og så videre). Jeg tror måske, det er derfor, jeg altid har gået lange ture, alene. Det er en legitim måde at være sig selv på, midt i verden men alligevel samtidig uden forpligtende tilknytning til den (med mindre man gider), sådan føles det, især når nogen spørger “hvad skal du lave i aften?” – “nårh, jeg skal såmænd bare sidde for mig selv” – somme tider kan andre mennesker slet ikke finde ud af at forholde sig til den slags, og så er det bedre, når svaret er “nårh, jeg skal ud at gå en tur”. Og så er det også rart at gå – et tempo, hvor både hjernen og hjertet kan følge med. Jeg elsker det.

  2. Wauw, for en fed kommentar, Christina. Måske er vi alle sådan…at vi hele tiden går ind i grupper og ud igen. Hele livet. Og en gruppe består af minimum to.
    Utroligt, at du også er en “langvandrer”. Det er jeg jo i DEN grad også! Jeg har gået til Roskilde og Køge – og elsker det. Det lange træk. Himlens hvælv. De fire-fem lange programmer på P1, jeg når at høre.
    Spøjst, at vi har så meget tilfælles, når vi har kunnet blive SÅ voldsomt uenige, når vi har lagt hovederne på bloggen (ikke blokken).
    PS. Jeg rettede lige den herlige slåfejl du lavede til sidst. Slåfejl slår aldrig fejl, men de kan tage fejl. Hehe.

  3. På skrift kan man tage meget fejl, især i forhold til virkeligheden. Eller også er det bare en anden slags virkelighed, og der er ingen reel forbindelse imellem de to, andet end den, der vikler sig på skrå fra skriver til læser og vice versa. Hver sin verden, hver sin tid, hvert sit parallelle løb på tværs af det hele. Så meget ved jeg da, så længe har jeg da levet. Men kender du historien om pigen, der møder en dreng, og hun har aldrig oplevet magen (til)? Det er heeeelt vildt, hun kan ikke tænke på andet eller andre, og hun forestiller sig alt muligt. Den måde han kigger på hende på, mens han taler – som om han siger noget med sproget (ordenes sprog) og samtidig noget helt andet med øjnene (blikkets sprog). Som et ekstra kommentarspor, der løber direkte gennem luften og ind i hendes hoved, usynligt og heller ikke hørbart for alle andre. Han sætter sig i hendes hjerte, hårdt, og der bliver han siddende, fast, og det varer resten af livet, og hun ser ham aldrig igen, og hun ser ikke andre i mellemtiden (indtil hun dør), det er som om de er forsvundet, kun familien og nogle få venner bliver det til.
    Tog hun fejl? Ville hun blive lykkeligere af at vide det? Ville historien blive anderledes, om hun gjorde? (jeg ved det ikke)
    Tak for rettelsen, Bent. Og uenighed og uenighed… det er vel som man tager det 😉
    Kram.

  4. Christina…sikke en fin historie. Jeg kendte den ikke, men genkendte den måske alligevel. Uforløst kærlighed kan være den, der føles stærkest, netop fordi den forbliver i den tænkte verden, og aldrig kommer i forbindelse med “virkeligheden” – eller får jordkontakt/jordforbindelse.
    Jeg er jo selv en livslang udøver af ulykkelige distance-forelskelser, så der kan jeg for alvor komme på landsholdet og blive top ikke-scorer..!
    Et landshold bestående af en enkelt person. Det forkerte hold? Nok ikke. Trods alt.

  5. Ja, just præcis. Det er noget fandens noget, det der med det uforløste. Men jeg tror ikke kun, det er det. Jeg tror nemlig også på, at kærligheden kan forblive stor, eller rettere, vokse sig større og større, ude i virkeligheden. Det handler bare om, hvem man møder, og hvem de er, og hvem man selv er, når man møder dem – og om, hvem man (de og én selv) bliver, når man bliver, vælger at blive, sammen. Og så siger jeg “bare” og mener det ikke så nemt som det, for jeg tror det er meget sværere.
    Men jeg tror, nevertheless.
    Så…
    Så faldt jeg også over noget andet smukt, knapt så kinesisk poesi, som du måske ville kunne li’ (tænkte jeg, rimende):
    “længere ned
    undslip
    søvnen som en aborre
    det var jo egentlig komisk
    nok
    da
    det ligner ikke noget man kan
    spise
    jeg kan spise
    jeg kan
    jeg kan
    jeg kan
    følge
    den fjerne lyd af fodtrin
    til et mørke så gråt
    at dine øjne suger smag
    af det”
    og spørg mig ikke, hvem det er, for det ved jeg ikke, men aldrig har en enkelt linje kunnet få mig til at tude så øjeblikkeligt, som jeg læser den. Hver gang:
    “til et mørke så gråt”
    Hvad er der lige med det??? Det er på sin vis mindre mørkt end så meget andet, jeg har set skrevet, og måske er det derfor…
    Det grå. Det gør så ondt i hjertet, muligvis også på grund af indledningen til vandringen ned(ad): “undslip/søvnen som en aborre”
    Pyha. Det gør mig virkelig ked. Så hvorfor dog i himlens navn bliver man ved med at læse (den slags)??????
    Kram & kram

  6. P.S. jeg glemte at skrive (før), at historien vist nok – som jeg husker den – kun var delvist foruløst. For hvis det skal være rigtigt, så skal DET HELE jo sidde i hovedet (øjnene, der ser ordene, følelserne, der følger med, opfattelsen, oplevelsen, den umiskendelige kemiske (kæde)reaktion), og jeg mener helt bestemt at kunne erindre, at der har været decideret kontakt imellem dem (drengen og pigen). Hun HAR rørt ved ham, og hun HAR kysset ham på huden, så hun ved i hvert fald godt, hvordan han smager – udenpå.
    Nå. Det var bare det, jeg glemte, jeg ville have sagt.
    Hav virkelig en dejlig aften, Bent Otto Hansen – på kryds og/eller på tværs.
    (kram & kram & kram)

  7. P.P.S. salt. På en virkelig sød og syrlig måde – måske også derfor heller ikke noget, der sådan bare er lige til at spytte ud.

  8. Christina…tak for meget smukke og berigende kommentarer (jeg tør næsten stadigvæk ikke takke, af frygt for at du ikke mener at der er noget at takke for) – men det, jeg egentlig ville skrive var dette:
    Jeg har haft et meget indholdstungt døgn, med adskillige rundkastninger, omvæltninger og kærlige kolbøtter plus vigtige møder samt arbejde plus det løse – så jeg kan ikke skrive et ordentligt svar før tidligst i morgen.
    Men…tak 🙂

  9. Du skriver bare, når du skriver – jeg skal ingen steder, eller jeg har i hvert fald ikke travlt med det. Så længe du passer på dig selv, er vi glade, mit lille dyr og jeg – og hvad er der mere at ønske? – ikke meget, ikke meget.
    Og tak du bare, jeg har vist sagt det, men jeg siger det gerne igen: Ked af det kan jeg sagtens blive, men gal gør du mig ikke igen, ikke sådan.
    Kram + knus
    til dig.

  10. P.P.P.S. må jeg sige (skrive) noget personligt? – der er nemlig det med det, og jeg ved ikke, om du nogen sinde har prøvet det, Bent Otto, men når man kysser nogen (som i historien), og det føles på den måde, så giver det en helt anden betydning til begrebet “til døden jer skiller ad”, hvor man jo normalt vælger sit ja, sin ja-kommende (om man så må sige) og har lagt en plan og giver løfte om at VILLE noget, til man dør, og jeg ved det, for jeg har prøvet det, jeg har prøvet at ville det, jeg har prøvet at virkelig ville det og at have haft de bedste intentioner dermed, men hvor den nye betydning så handler om det modsatte, eller jeg ved ikke, om det er modsat, men i hvert fald: Ikke at KUNNE noget andet. Og det er vildt, og det er ikke til at tro, tænk, at uanset hvad man forsøger at bekæmpe det med, forsvinder det ikke, og man kan vitterligt blive ligeglad, og det er det, jeg forsøger at nå frem til at sige, uforløst eller ej, der findes en kærlighed, der er større end alverdens begreber, der findes kærlighed, der ikke finder sig i at blive sat under administration af noget eller nogen, der findes kærlighed, du ikke kan tæske ihjel med sandsynlighedsberegninger eller teser om det ene eller det andet, og det andet, jeg forsøger at sige, er, at uanset hvad der sker, så er jeg lykkelig for i det mindste i mit liv at have oplevet det (den) én gang.
    Kram.

  11. Christina…mens jeg stadig tænker over hvad jeg skal svare, så er her et andet slags svar, nemlig et af mine yndlingsdigte:
    ‘Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre.
    Hvad er det jeg vil?
    Ja, hvad er det jeg vil?
    Kan jeg? Hvad kan? Der kan komme noget.
    Den første kommer. Den anden kommer.
    Den første kommer.
    En kvinde med en rådden fisk på maven.
    Den anden kommer.
    En kvinde med rødt hår.
    Hvad kan jeg?
    Her kan jeg gå. Her kan jeg gå
    Mod den første kvinde.
    Jeg kan også gå bort fra den anden kvinde.
    Den anden kvinde går.
    Den første kvinde går.
    Jeg klapper i hænderne.
    ”Kom! Kom!”
    Hendes ansigt er frygteligt.
    Øjnene smalle og leende.
    Jeg bøjer mig ned. Jeg vil bøje mig ned.
    Det går ikke.
    Jeg står stille. Hun går.
    Hun kommer og går.
    Der kommer også en mand.
    Han går hurtigt forbi.
    Jeg kan ikke huske ham.
    Jeg anstrenger mig. Han kommer igen.
    Nu ser jeg mandens ansigt.
    Nej, det var hans ben. Det var hans skuldre.
    Det var ikke manden.
    Det var en anden.
    Mit hoved er et kranie.
    Mine øjne er seende øjne.
    Men det hjælper ikke at se.
    Det hjælper ikke at se se se sandet.
    Sandet, solen, sandet, solen.
    Om igen: sandet, solen, sandet, solen.
    De er her. De løber.
    Hvem er de?
    Jeg ved det ikke. Jeg har spurgt dem.
    De svarer ikke.
    De løber. De går.
    De kommer og går.
    Jeg spørger. Jeg vil spørge.
    Men jeg kan ikke spørge.
    Hvad kan?
    Hvad kan de gøre mig?
    Hvad kan de gøre mig på torsdag?
    Hvad kan de gøre mig på fredag?
    Hvad kan de gøre mig på torsdag?’
    Stig Larssons digt ‘Omgivelser’ – oversat fra svensk af digteren og kritikeren Poul Borum (1934-1996).

  12. Øh… Men det er så der, man kan se, hvor forskellige mennesker alligevel er. Jeg synes ikke om dit yndlingsdigt, finder det for utilgængeligt og søgt underligt. Den slags (underligheder) skal helst falde helt naturligt, også – eller måske endda i særdeleshed – i digte, hvis du spørger mig.
    Var nu ikke klar over, at Larsson også digtede, så klogere er jeg blevet alligevel. Tak.

  13. Christina…ak ja. Smag er jo behag. Det er for øvrigt ikke DEN Stieg Larsson. Denne digter staves uden ‘e’ i fornavnet 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s