For en blød mand som mig er alle pakker skrøbelige. Og når posthuset ligger på Glasvej, så kan tingene nemt krakelere. Det er min tur nu. Nr. 330.
Hun er solbrun. Hendes øjne er blå. Make up’en gør hende endnu kønnere, men selv uden ville hun være langt over gennemsnittet. En kvinde i tiden og af tiden til tiden. Et stærkt og direkte blik. Hun tager ingen fanger. Fitness.
Der står jeg med min lille forsendelse. Firs kroner. Den er vigtig. Jeg har selvfølgelig som gammel pakkedreng sørget for at indholdet ligger solidt og der er flere lag tyk brun tape på følsomme kanter og samlinger.
Da jeg har betalt siger postkvinden at jeg skal gå hen i buret med pakken. Der er tre opretstående bure. På hjul. Postnummeret bestemmer. Jeg går derhen. For at lægge pakken i buret, skal jeg lade den dumpe ned. Måske en meter. Jeg kan ikke nå derned uden at slippe.
Det er for meget for mig. Hvis indholdet går i stykker ødelægges flere menneskers ugelange arbejde. Tusindvis af kroner vil være på spil. Nu kommer postkvinden tilfældigvis hen bag burene. Jeg stikker hovedet ind gennem de nedhængende gummiflapper. Buret er tomt. Vi får øjenkontakt.
Samtalen bliver helt akavet. Forceret. Skarp. Hun står på den anden side af buret. Jeg spørger om det er nødvendigt at skulle lade pakken dumpe ned på gulvet. Hun gentager mit sidste ord, og påpeger, at det er et bur.
Med det mener hun nok, at der ikke er gulv i et bur og at den korrekte benævnelse måske snarere ville have været burets bund. Det sidste siger hun ikke, men det må være det, hun hentyder til.
Jeg siger helt idiotisk at der også er gulv i et bur. Det er der jo ikke. Hun ser for godt ud. Uniformen er formstøbt. Jeg trækker hovedet ud af buret. Hendes kollegaer kigger over mod mig. De er også kvinder. Jeg sveder. Mine plettede joggingbukser krymper sig.
Mon der er kamera på lige nu? Man må ikke have kasket på herinde.
Så spørger jeg om der skal et ekstra gebyr til for at undgå at pakken skal kastes en meter ned på et bundgulv. Hun ser på mig, som om jeg har begge hænder nede i en kagedåse, hvor der udenpå står ‘Kun Far og Mor’. Ja, siger hun. Det vil koste 170 kroner.
Inden jeg når at sige noget til det, så forklarer hun mig at jeg må forstå, at når det fyldte bur kommer ind på Postterminalen, så vil det blive vendt på hovedet, og alle pakkerne vil falde ned over hinanden med stor kraft. Jeg ser tusindvis af kæmpekasser, der smadrer ned i min lille papboks.
I forvejen kan jeg slet ikke have at min pakke skal have fyrre andre pakker i hovedet, bare denne lørdag formiddag på Glasvej.
Jeg er færdig. Føler mig mentalt underfrankeret. Pludselig står Tante Gerda foran mig. Hun siger ikke noget, men hun ser mild ud. Jeg slår blikket ned. Bag hendes bluse er der frygtelige hemmeligheder, som en lille dreng ikke skal kunne forholde sig til. Hun må være verdens stærkeste kvinde.
Tante Gerda siger blidt, at hvis jeg sætter mig hen på sideskranken, så vil jeg blive lagt forsigtigt ned i bunden af buret. Jeg smiler, men tør ikke tage chancen. Lever Tante Gerda overhovedet endnu?
Jeg vil hjem til papegøjen.
Nu.