Er der gulv i et bur?

For en blød mand som mig er alle pakker skrøbelige. Og når posthuset ligger på Glasvej, så kan tingene nemt krakelere. Det er min tur nu. Nr. 330.

Hun er solbrun. Hendes øjne er blå. Make up’en gør hende endnu kønnere, men selv uden ville hun være langt over gennemsnittet. En kvinde i tiden og af tiden til tiden. Et stærkt og direkte blik. Hun tager ingen fanger. Fitness.

Der står jeg med min lille forsendelse. Firs kroner. Den er vigtig. Jeg har selvfølgelig som gammel pakkedreng sørget for at indholdet ligger solidt og der er flere lag tyk brun tape på følsomme kanter og samlinger.

Da jeg har betalt siger postkvinden at jeg skal gå hen i buret med pakken. Der er tre opretstående bure. På hjul. Postnummeret bestemmer. Jeg går derhen. For at lægge pakken i buret, skal jeg lade den dumpe ned. Måske en meter. Jeg kan ikke nå derned uden at slippe.

Det er for meget for mig. Hvis indholdet går i stykker ødelægges flere menneskers ugelange arbejde. Tusindvis af kroner vil være på spil. Nu kommer postkvinden tilfældigvis hen bag burene. Jeg stikker hovedet ind gennem de nedhængende gummiflapper. Buret er tomt. Vi får øjenkontakt. 

Samtalen bliver helt akavet. Forceret. Skarp. Hun står på den anden side af buret. Jeg spørger om det er nødvendigt at skulle lade pakken dumpe ned på gulvet. Hun gentager mit sidste ord, og påpeger, at det er et bur.

Med det mener hun nok, at der ikke er gulv i et bur og at den korrekte benævnelse måske snarere ville have været burets bund. Det sidste siger hun ikke, men det må være det, hun hentyder til.

Jeg siger helt idiotisk at der også er gulv i et bur. Det er der jo ikke. Hun ser for godt ud. Uniformen er formstøbt. Jeg trækker hovedet ud af buret. Hendes kollegaer kigger over mod mig. De er også kvinder. Jeg sveder. Mine plettede joggingbukser krymper sig.

Mon der er kamera på lige nu? Man må ikke have kasket på herinde.

Så spørger jeg om der skal et ekstra gebyr til for at undgå at pakken skal kastes en meter ned på et bundgulv. Hun ser på mig, som om jeg har begge hænder nede i en kagedåse, hvor der udenpå står ‘Kun Far og Mor’. Ja, siger hun. Det vil koste 170 kroner.

Inden jeg når at sige noget til det, så forklarer hun mig at jeg må forstå, at når det fyldte bur kommer ind på Postterminalen, så vil det blive vendt på hovedet, og alle pakkerne vil falde ned over hinanden med stor kraft. Jeg ser tusindvis af kæmpekasser, der smadrer ned i min lille papboks. 

I forvejen kan jeg slet ikke have at min pakke skal have fyrre andre pakker i hovedet, bare denne lørdag formiddag på Glasvej.

Jeg er færdig. Føler mig mentalt underfrankeret. Pludselig står Tante Gerda foran mig. Hun siger ikke noget, men hun ser mild ud. Jeg slår blikket ned. Bag hendes bluse er der frygtelige hemmeligheder, som en lille dreng ikke skal kunne forholde sig til. Hun må være verdens stærkeste kvinde.

Tante Gerda siger blidt, at hvis jeg sætter mig hen på sideskranken, så vil jeg blive lagt forsigtigt ned i bunden af buret. Jeg smiler, men tør ikke tage chancen. Lever Tante Gerda overhovedet endnu?

Jeg vil hjem til papegøjen.

Nu.

Donorblod på tanden

En løs flise. Foden troede fast underlag, virkeligheden sender mig på hovedet nedad. Armene er for korte. Jeg må tage af med hovedet.

Nu er det vigtigt at have is i tegnebogen. Hvis jeg når at dreje hovedet, så det er nakken som rammer først, så koster det kun svær hovedpine og synsforstyrrelser, måske et lille kraniebrud uden kroniske følgevirkninger.

Men hvis jeg rammer med munden først, så kan det rydde kæften for uundværlige tyggeredskaber. Det gør ondt. Behandlingen gør ondt. Men den største smerte er dog tegnebogens, for jeg risikerer selv at skulle betale tandlægen for at kunne spise fast føde igen.

Heldigvis er det et tænkt eksempel. Jeg står op endnu og regningerne bliver betalt. Og jeg føler endda så meget overskud, at jeg ind i mellem går hen i blodbanken og giver en halv liter til brug for vigtige behandlinger. Nogle af dem livsreddende.

Jeg er endda en af dem hvis blodtype kan bruges af stort set alle andre. Og jeg er glad for at kunne hjælpe. Jeg får transporten og en sodavand. Fint nok. De har Politiken i venteværelset. Wauw.

For nyligt foreslog jeg at man som donor kunne få en udvidet test af ens mineral- og vitaminværdier som tak. Ja, det er måske lige lovlig alternativt og hokus pokus-agtigt, men hvis man nu tror på den slags, så var det vel ikke en stor udgift?

Fra en talsmand for bloddonorernes landsorganisation fik jeg blankt nej til at de ville støtte en sådan idé. Den fik med hele violingruppen og de gyldne harper. Frivilligheden i det danske system er hellig. Der må ikke være penge mellem donor og systemet. Det er for fristende for fattige sjæle, der ikke har en fuldtidsstilling på landskontoret.

Okay. Fint nok. Men jeg er sikker på at sygehusene ville gå meget langt for at få blod nok, hvis der ikke var frivillige donorer nok. Så fik den højpandede pibe nok en anden lyd. Og derfor har jeg nu et nyt forslag til frivillig benyttelse:

Tilbyd enhver donor gratis tandbehandling på Tandlægehøjskolen. Med almindelig tidsbestilling som hos en vanlig tandlæge.

Noget for noget.

Selv tak.

Lyttehytten

Jeg har længe flirtet med idéen om at promovere den form for mundtlig formidling af skønlitteratur som de mere og mere populære lydbøger står for. 

Man kan læse en tekst højt eller læse den op. På lydbogsk hedder det pudsigt nok at indlæse en bog.

I en kort periode var jeg huspoet i den lille hyggelige stationscafé ved Grøndal S-station, og tænkte mange tanker om hvordan det fine lille hus var perfekt til fortællekunst, enten ‘live’ eller i digital form.

Det blev ikke til noget.

Senere har jeg så fået en virkelig spøjs idé. Langs Kongens Have i København er der en række små pavilloner. I hegnet, faktisk. De historiske miniature-huse er bygget i nyklassisk stil med ét enkelt rum, 6 alen dybt, 6 alen bredt og 6 alen højt.

De 14 små huse langs Kronprinsessegade blev opført i 1804-1806, tænkt som små butikker, der skulle betjene det populære kvarter og havens gæster. Gennem tiderne har pavillonerne huset alt lige fra høkervarer, tøj, smykker og konditorier – ja, selv Piet Hein har ejet en af de små pavilloner.

Jeg ser for mig, at man super-lydisolerer én af disse pavillioner, og laver den om til et åbent indspilningsstudie for lydbøger. Folk på gaden skal kunne se ind, og der skal være højttalere, så man kan høre indlæseren arbejde.

Der kunne sælges udvalgte lydbøger fra en luge i hytten, hvis der er plads til det. Eller den trykte udgave af den bog, man er ved at indlæse. Forlagene kunne også markedsføre kommende højprofilerede krimi’er ved denne åbne indlæsningsform.

Jeg har ikke fået nævnt idéen for nogen endnu, men den er hermed givet videre. Lyttehytten. Der er sikkert slet ikke økonomi i det. Husene er vist rasende dyre at leje/købe. Men måske skulle man fra et eller andet litteraturfremmende fond støtte et sådan fremstød?

Måske en privat kulturfond ville synes om det. Eller et af de store forlag.

Hvis der bare var totalt lydisoleret og hvis man kun kunne se ind, og ikke ud, så sad jeg gerne der og indlæste et par timer om ugen.

Ingen må sove

Det er ikke let at løbe i klip-klap’ere som ikke er spændt fast til hælen, og jeg vil nå den bus. Klokker nærmer sig 19. Varmen er en tung dyne over hovedstaden. Det er stadig eftermiddagslyst.

En lille gruppe kontrollører har lige drukket dåseøl i græsset ved siden af Operaen sammen med en kollega, der skal have barn og derpå arbejde som instruktørassistent. Om en halv time skal jeg mødes med mit barn på Hovedbanen, så den bus må jeg simpelthen ikke miste.

Jeg ser, at den er begyndt at bevæge sig fra endestationen ved tørdokkens fredede pumpehus. Gys. Mens jeg løber svinger jeg med min grå kasket. To dåseøl giver koldsved når man skal panikspurte.

Heldigvis er chaufføren så sød, at han lige lader mig smutte ind for enden af parkeringspladsen. Jeg tapsveder og puster som en utæt dampkedel. Ned at sidde. Pyyyyyyha….

Der er kun et par passagerer. En af dem sidder med ryggen mod køreretningen og kigger kort på mig. Han er ca. fyrre år og ser en smule latinsk ud. Mørke øjne. Lang sort hestehale. Flotte hvide tænder. Lyse fløjlsbukser og en langærmet mørkegrå t-shirt. Lyse skindsko.Overfor ham en køn kvinde, der matcher ham fint.

Pludselig går det op for mig, at det jo er tenoren inde fra forestillingen. Han er amerikaner og har i sidste stund overtaget rollen i den italienske opera, vi spiller lige nu.

For en time siden stod jeg i min uniform og passede sidedøren til auditoriet, mens han fik masser af bifald for sin rolle. I forestillingen synger han den måske mest kendte tenor-arie overhovedet. Nessun dorma. Ingen må sove.

Jeg synes det er fedt at sådan en mand stille og roligt tager bussen sammen med sin kæreste. Ved Christiania står en trio på bussen. Alle tre godt stegte på mere end een måde, men dog oppegående ved egen maskinkraft. To meget spinkle grønlandske kvinder med endog meget opmærksomme øjne, og en ung mand med et helt utroligt kønt ansigt. Håndbajer.

Da den unge mand smiler, afslører han at der mangler højre mundsides tandsæt. Alligevel ser han så glad, så glad ud, og skåler med de to kvinder. Den ene af dem bærer en turistkasket med dannebrogsflag på.

På Torvet står sangeren af. Jeg har fået vejret igen, men kan ikke lade være med at spekulere på at selv om de to mænd egentlig godt kunne se ud som om de begge boede på Havnen, så er der en verden til forskel på deres liv.

Også selvom begge sikkert ikke kommer sovende til noget. Alle har deres at slås med. Høje toner. Høje priser på håndbajere. Og mig? Jeg priser mig lykkelig over at have en dejlig datter, som gerne vil have sin far til at vinke farvel, når Kalundborg-toget sætter igang på Spor 7.

Da jeg kommer hjem har hun lagt en lille seddel på køkkenbordet med en smiler på.