Advertisement

Rethaverisk havehygge

Jeg har en tidligere kollega indenfor medieverdenen. Han er en mand, som alene på grund af den måde han lytter og taler på fortjener at man har seler med. Til liggebrug.

Engang stod jeg i hans fine have med et udsøgt glas gæret saftevand i hånden og mærkede efter hvor liggesyg det kunne betale sig at være. Vi talte om eftersætning. Fartbølning.

Han mente, at når en politipatrulje ønsker at få en forankørende bil til at standse, så bør denne bil uden videre holde ind til siden. Måske virker baglygten ikke, måske var hastigheden over det tilladte eller også var bilen og/eller dens fører eftersøgt. Så langt er jeg mere end enig med ham.

Når poltiet ikke får deres vilje, og bilens fører undviger ved at smadre speederen ned til kænguruerne, så sætter betjentene efter den undvegne. Og her tager uenigheden mellem os til.

Han mener at det er polititets ret og pligt at få bragt denne bil til standsning, om de så skal indkalde FN’s Sikkerhedsråd. I processen kan politiet overtræde allehånde love og regler. De kan ræse, de kan slå, deres hunde kan bide – ja, der kan sågar afgives skud. For god samfundsordens skyld, for princippets og den afskrækkende og forebyggende effekts skyld.

Jo, jeg strammer hans argumentation. Det gør jeg.

Min holdning er, at politiet skaber nye lovovertrædelser ved at insistere. ved at jage denne bil med måske 200 km/t gennem landsbyer og rødtlysende lyskryds, hvor den eftersatte bliver så panisk at han/hun måske kører uskyldige vidner ned.

Jeg mener, at politiet må passe på, at de ikke af principielle grunde kommer til at skyde amøber med atomvåben. Eller på dansk: jeg mener ikke at man for enhver pris skal vinde en biljagt, bare fordi man har retten på sin side,

Man kan måske sige, at jeg er den bløde type og han er den faste type. Den analyse ville det ikke være svært at finde argumenter for, hvis man overfløj hans og mit liv i en politihelikopter.

Mine børn kalder mig Sneglefar.

Anger management

Hele fredagen sad jeg i mit køkken og var vidne til rædselstragedien i Oslo og på Utøya som den udspillede sig på tv. Om natten sov jeg dårligt og lidt. Syge og syrede drømme bankede på mine øjenlåg indefra.

Lørdag morgen tog jeg s-toget. Jeg skulle ned til min x-svigermor. I hendes lille rødfræser af en bil, skulle vi køre til Farum for at hente min datter. Hun skulle først lave danseopvisning, hvor hun spjættede, hoppede og snurrede rundt. Kontrasten til tanken om de vilde og paniske flugtforsøg de unge mennesker på Utøya måtte ty til for at undgå at blive henrettet, kunne jeg næsten ikke rumme.

Lige uden for tog-stationen er der et ret stort lysreguleret vejkryds. Langsomt gående kan krydse vejene i to tempi. Der er små heller man kan vente på. Man kan trykke på knapper for at fremskynde skiftet til grønne mænd.  

Da jeg nærmer mig, ser jeg noget som virker uvirkeligt. På alle fortovskanter og på hellerne, står der en person med hver sin schæferhund i kort snor. 12 hunde i kort snor. Ovre ved burgerrestauranten står en maskulin mand med armene over kors og ser ud på sin agility-klasse. Når lysene skifter, går alle par samtidigt frem til næste ventekant og standser derpå op. Hunden sætter sig.

Hundene og deres ejere, eller førere, træner i at bevæge sig i bybilledet. Hele tiden giver hundeejerne korte og klare kommandoer til hundene.

Især en enkelt af hundemændene er opsat på at få sin hund til at lystre. Han bjæffer sine kommandoer. Manden er af blandet etnisk herkomst og har en stor ølvom. Hundens tunge hænger ned fra den ene mundvig. Alle hundene virker i det hele taget til at lystre det mindste vink.

Sceneriet virker lisså stærkt på mig som gårsdagens billeder fra Oslo. Det er en urimelig oplevelse, og min fornuftige del ser da også, at når lysene skifter følger alle tolv hunde pænt med. Der behøves kun få og korte kormmandoer. Bortset fra ham med ønsket om at gøre det ekstra godt. Han virker aggressiv i sin bestræben. Det generer mig stærkt. 

Ovre ved burgerrestauranten står gruppeføreren med armene over kors. Han vipper en smule fra side til side. Han holder sine elever i kort snor. Jeg går i en bue uden om denne dresserede og tæmmede kraft. Selv hundrede meter fra krydset kan jeg høre den ambitiøse hundefører.

Min x-svigermor og jeg havde en hyggelig dag. Min datter dansede så fint. Jo, de havde hørt noget om at der var sket noget i Norge, Men de skulle jo holde fest fredag aften.

Jeg er sikker på, at ingen af de norske pårørende ville have det ringeste imod at vide, at andre unge dansede og morede sig på samme tid som vanviddet udspillede sig på Utøya.

Lørdag aften sad min datter og jeg i køkkenet og hørte den norske konge sige: – Jeg holder fast ved troen på at friheden er stærkere end frygten.

Frygt kan danses væk.  

For mange kokke kan også lave mad

Lige nu er jeg i gang med at nyde tredje sæson af tv-serien ‘In Treatment’ med Gabriel Byrne som Dr. Paul Weston.

Det er SVT, som sender et afsnit de fire første hverdage i ugen, og jeg er meget vild med den fiktive fortælling om psykologi i det terapeutiske rum.

Men hvordan de kan blive enige om hvad serien skal indeholde, overgår min fantasi. Deres møder må vare i dagevis! Hvorfor? Jo, her er rulleteksterne efter dagens afsnit:

Executive Producer: Stephen Levinson
Executive Producers: Anya Epstein og Dan Futterman
Executive Producer: Paris Barclay
Executive Producer: Mark Wahlberg
Executive Producer: Hagai Levi
Co-executive Producer: Noa Tishby
Supervising Producer: Sarah Treem
Consulting Producer: Eric Overmyer
Producer: Sarah Lum
Produced by Mark A. Baker
Co-Producer: Tim Christenson

Jeg håber virkelig de hver især har et bundsolidt bagland.

Du er træls, Truls

Forleden var jeg i biografen.

Min Potter-glade datter havde slæbt mig med til premieren på den sidste film, og den var såmænd helt fin. Men jeg er aldrig kommet ind i det univers. Det siger mig ikke rigtig noget. Det var dog fedt at opleve publikum. Landskampstemning. Herligt. Vild jubel, da et længe ventet kys blev udvekslet.

Blandt forfilmene var der en trailer for den kommende filmudgave af ‘Headhunterne’, baseret på Jo Nesbøs særdeles veldrejede thriller-roman. Danske Nikolaj Coster-Waldau har en af de bærende roller.

Den Næsbog indlæste jeg som lydbog, og den bød på et af de dér valg som jeg kan bruge timer og dage på at overveje. Hovedpersonen hed Roger Brown, og på norsk udtales det med så meget rul på r’erne, at man helst skal have sine egne tænder for at sige det højt, uden at være bange for at munden ryger ud.

Jeg kan godt sige ord og navne på norsk. Men det lød lige lovlig festligt at sige det navn 146 gange med alle de rullende r’er i omløb på så lille en CD. Derfor valgte jeg, i samråd med forlaget, at udtale hans navn på engelsk, også fordi han var halvt engelsk (mener jeg det var) – og at han var lidt af en smart ass, i hvert fald i forretningssammenhæng.

Snart skal jeg indlæse Jo Nesbøs nye Harry Hole-krimi. Jeg er i gang med at læse den norske originaludgave, for at forberede mig. Den danske oversættelse kommer snart, og så skal jeg ellers i gang med mumleriet. I forvejen har jeg haft en stor udfordring i serien, i og med at Harrys stedsøn hedder Oleg.

På russisk udtales det ‘åljæg’ og på gadenorsk ‘o-læg’. Allerede fra den første bog valgte jeg at udtale navnet på russisk, fordi jeg regnede med at hans mor og biologiske far har brugt den udtaleform i dagligdagen. Men nu kan jeg høre, at min norske indlæserkollega siger ‘å-læg’. Altså, en mellemløsning. Den er fristende.

Endnu har jeg ikke besluttet mig. Men der er værre ting i den krimi.

En af betjentene hedder nemlig Truls Berntsen. På norsk udtales fornavnet ‘trrrrryls’. Det kan jeg sagtens sige. Rulle-rulle-rulle. Men helt ærligt. Det bliver sgu for meget cirkus. Omvendt, så lyder det simpelthen for bøvet at sige navnet lige ud på dansk. Truls. Det er næsten for træls.

Så kunne jeg bruge den dér mellemløsning = ikke rulle på r’et, men alligevel sige y. Tryls. Aj, det lyder for low tech.

Suk. Syk.

Videre!

I natkøkkenet

I går var jeg lige ved at lukke min Facebook-konto. Det var en impuls, måske et ønske om at prøve at forsvinde og så spændt vente på om nogen kom og ledte efter mig. Lissom for et halvt århundrede siden, når min hånd smuttede ud af fars store lab ved et uheld. I byen. På Strøget. Så kunne jeg få den fantasi. Digter jeg. Hva’ nu hvis?

Jeg slettede ikke kontoen, fordi jeg kom i tanke om alle de billeder, som jeg kun har på dette sociale medie. Dem vil jeg ikke af med. Så skulle jeg lige først kopiere dem over på en eller anden ekstern løsning, og bare tanken om hvordan jeg skulle finde ud af at gøre det, fik energien til at forsvinde fra idéen.

Engang i Paris forsvandt min stedsøn fra mig. Vi var i Disneyland Paris på en rigtig far/søn-hyggetur. Han var vel ti-elleve år gammel, og det var mens vi gik rundt i de mange butikker i selve…ja, hvad fanden kalder man sådan en kommerciel andegård?? Man kunne gå gennem alle butikkerne uden at gå ud af dem. De var internt forbundne med huller i væggene.

Min rædsel, da jeg ikke kunne finde ham, kan jeg tage frem uden videre fra hukommelsen. Jeg svedte og fik hjertebanken. Det viste sig, heldigvis, at han havde taget røven på mig. Han kunne se mig hele tiden, og han syntes det så sjovt ud at se mig rende panisk rundt og spørge gud og Fedtmule om de havde set en lille dansk dreng med store brune øjne.

Han er ikke noget barn længere. Snart skal han have sit eget barn nummer to. Jeg har svært ved at vænne mig til, at nu er han og jeg to voksne mænd. Når han ringer, og jeg kan se på displayet at det er ham, så svarer jeg hver gang: “Hej Dreng!” – og han retter mig aldrig.

Hvem er man, når man er nogen?

Er Helle Helle en million kroner bedre end mig til at skrive? Ja, det er hun ifølge diverse litteraturstøttende armslængdemennesker. Men. Hvis man begynder at tænke på den måde, så skal man finde på noget andet, og det må meget gerne være noget andet end at overspise.

Min datter danser i Farum i denne uge. Hun er stadig kun sytten år. Da jeg havde hendes alder var mit liv lige blevet ramt af en modkørende lastbil. Døden havde endelig fået min far ned med nakken og det fik min mor, som kun var ni-og-fyrre år gammel og fuld af livslyst, til at flippe totalt ud.

Jeg blev så forskrækket over hendes reaktion, at jeg gik i en form for mental betalingsstandsning. Og jeg har det som om jeg går rundt med en hel del ubetalte regninger i en gammel muggen rygsæk.

Der er varmt her i køkkenet. For varmt. Men jeg gider ikke åbne vinduet, for jeg hader små dyr med vinger på. Og det faktum, at jeg er så meget stærkere end dem, og kan dræbe dem uden videre, er på en mærkelig akavet måde ikke nogen trøst for mig. Ikke nok.

I de næste seks uger skal jeg ikke arbejde. Det er fanme mærkeligt. Jeg ville ellers gerne, men der er ikke lige noget arbejde lige nu. Så kunne jeg skrive! Ja, det kunne jeg. Jeg skal bare lige finde på en god grund til det. Det er som om jeg ikke har nogen særlig stærk motivation. 

Men der er stadig stunder. Som lige nu, hvor der er helt stille nede på ringvejen (okay, der kom så lige en bil) og hvor køleskabet holder en brummepause.

00.58 

God historie fra Spis Bed Elsk

En fattig mand i Italien gik i kirke hver dag for at bede foran den samme helgenstatue: “Kæreste Helgen”, tryglede han, “vil du ikke nok lade mig vinde i lotteriet?” Til sidst vækkes den fortvivlede statue til live, ser ned på manden, og siger: “Kæreste Ven. Vil du ikke nok være sød at købe et lod?”

Velputtet (7)

“Historien tilhører tiden, mens sandheden tilhører det, der er hinsides tiden og oplyser mørket som et lys.”

                        Det gode menneske Jesus og skurken Kristus af Philip Pullman

Kjersti Annesdatter Skomsvold

Kjersti Annesdatter Skomsvolds oversatte norske debutroman anmeldes i JP. Det må Kjersti Annesdatter Skomsvold være tilfreds med. Var jeg Kjersti Annesdatter Skomsvold ville jeg være glad. Om Kjersti Annesdatter Skomsvold er glad, ved jeg ikke. Jeg kender ikke Kjersti Annesdatter Skomsvold. Havde ikke hørt om Kjersti Annesdatter Skomsvold før. Det er ikke Kjersti Annesdatter Skomsvolds skyld. Gi’ den gas, Kjersti Annesdatter Skomsvold! Tillykke, Kjersti Annesdatter Skomsvold..!

“Er I der, Roskildeeeeeeeee..??”

Der er fundet 239 mobiltelefoner, 127 punge med navn, 37 tasker og rygsække med navn, 38 kameraer og en lang række effekter uden navn – briller, smykker, nøgler, tasker m.v. under oprydningen efter Roskilde Festivalen.