Velputtet (6)

              Før kvindfolk fattes svar på stand, i Vesterhav da fattes vand

                                                                          (gammel folkevise)

27 kommentarer til “Velputtet (6)

  1. Ja, de slår hurtigt ind, de bølger – kvinder ER også lynhurtige, ikke en brøkdel så tøvende som f.eks. så mange mænd, man kender – f.eks. kunne jeg nævne (uden navn) i særdeleshed en del af dem på mit arbejde – hoooooooold nu kæft, hvor skal de bruge lang tid på at beslutte sig for noget, MÅNEDER ofte – og især, især, især hvis der skulle ligge så meget som bare en lille bittelille mikroskopisk splint af antydningen af noget, der MULIGVIS kunne ligne et eller andet, der minder bare den mindste smule om enhver tænkbart mulig association, afledning og/eller rim på ordet “konflikt” – hooooooooold nu kæft, og så siger man, at mænnerne “bare går ud og spiller bold om det og drikker nogle kammeratlige øl”, næ næ du, de går ud og LADER SOM INGENTING (men tænk på da, hvor meget de dermed må undertrykke – alt hvad der IKKE kan ledes fysisk ud gennem en fod, og det er meget), imens vi kvinder bliver tilbage og LØSER shittet – og får skyld af mænnerne for at være konfliktsøgende, snadresladretantende, intrigante, osv., osv., osv.
    BIIIIIIG SMILE! 🙂
    kh. fra Christina

  2. Hahahahahaaah, Christina…ja, det er den omvendte verden efterhånden, men pudsigt nok, så tror jeg at det kun kan gøre det hele meget mere udviklingsdygtigt.
    Det var da et totalt spild af kræfter, at man før i tiden havde en hel generation af indebrændte kvinder gående rundt hjemme i køkkenerne – og de havde ikke andet at tage sig til end at køre en tur på drejeskiven nede i kælderens ler-værksted.
    At skrøbelige typer som jeg så har svært ved at kapere al den kraft og kapacitet, som kvinderne kommer buildrende med, ja det er måske mestendels mit eget problem, når det kommer til stykket. Måske 🙂

  3. SLUDDER!!
    Det er s’guda for helvede også en (eller flere (på hinanden følgende (eller hvad ved jeg))) eller anden KVINDES problem, at du har det sådan – tænk lige engang på alt det, hun går glip af!
    Jeg havde en snak med min dreng forleden, før han skulle af sted på ferie med sin kæreste langt væk (og var nervøs for, hvordan det skulle gå og allerede kunne mærke en let irritation i bundmavemuskulaturen, rettet mod kæresten forstås) og sagde til ham (og det mente jeg), at han måske var usikker – hvortil han svarede “ja”, hvortil jeg føjede, at måske han bare skulle sige det, first thing, til kæresten – så hun vidste, hvad det var og hvor det kom sig af (det der irritationsnoget), og jeg håber håber håber, at han har turdet gøre det, for er der noget, de fleste mennesker forstår, så er det, når det dem stille og roligt bliver fortalt af nogle andre, at de andre er lidt usikre (byt selv ud med f.eks. “skrøbelig”, “sart”, “angst”) på dem, seriøst, det fatter virkelig de fleste og hvad mere endnu er, så har de da i det mindste fået MULIGHEDEN for at vise det (eller det eller det eller det) hensyn.
    Så hvad så med dig, Beo? – måske du bare næste gang skulle SIGE (alt. hviske, hvis stemmen svigter, eller du bare generelt er lidt hæs) til hende/nogen, at du er skidebangeræd – for hende, ja og fordi sådan ER det bare (og fordi hun er kvinde), og måske det muligvis kunne være at hende/nogen ville kunne have forståelse for det?
    Tænk, jeg ville synes, det var så trist, hvis sådan en god bamse som dig skulle gå helt alene i graven en dag, eller ikke have nogen i det hele taget at blive puttet af indtil da. Du er jo stadig UNG for hewlede…!
    Kram og kh. igen til dig, Beo
    fra mig

  4. P.S. jeg HADER, når folk vælger sig selv fra på mine vegne, ved nærmest ikke noget værre (jo, jeg gør, for det er værre, at der er mennesker, der virkelig lider i verden og sånoget, men), helt ærligt: Hvis du ikke kan lide MIG, så værsågod at gå, men lad være, lad venligst være, beder jeg, med at antage på forhånd for mig, at jeg ikke vil kunne lide (hele) dig!
    dermed ikke sagt, at man ingen hemmeligheder må have, for det er ikke det, jeg mener, hvis du forstår? – just don’t tell me to leave, because you think I might not love what I see
    amen (og 3 små kys op til Horverre)

  5. P.P.S. aner ikke, hvor det sidste (P.S.) lige kom fra, men det må (i mit hoved i hvert fald) være relateret. Kan du have en dejlig dag og aften, Bent Otto? Det håber jeg, det håber jeg virkelig 🙂
    kram.

  6. Christina….jeg er meget glad for de tanker og holdninger, du deler med mig. Jeg holder mig meget for mig selv, netop fordi jeg ikke orker at udsætte nogen for min følsomhed – og allerværst: at jeg ikke kan formå mig selv til at tage konflikter på en ligefrem og åbenlys facon. I stedet tager jeg afstand fra det hele, inde i mig selv, og bliver fjern, passiv og nølende. Og sarkastisk. Meget sarkastisk.
    Det er noget værre rod at være mand i vores kultur, hvis man ikke får driblet sig ind i en eller anden arbejdsrolle, som man kan fungere i – og som kan udløse nogle af de ting, som både mænd og kvinder ofte synes godt om: selvtillid, penge og mandsmod.
    Selvfølgelig savner jeg samværet, samspillet og samlivet. Men jeg har fanme brændt nallerne så fundamentalt, at jeg ikke skal have noget klinket. Med mindre at det ikke kan være anderledes.
    I eftermiddags traf jeg helt tilfældigt i en bus i Herlev hende, som jeg i årevis har været meget forelsket i. Det gav et gib i mig, og mit hjerte slog en baglæns kolbøtte. Vi nikkede pænt, og sagde ‘god sommer’, men det gør simpelthen så ondt at se hende. Hun vil hverken eje eller have mig.
    Hvorfor elsker jeg hende så enormt? Jeg ved det ikke. Hun må minde mig om noget sindssygt dejligt fra min tidlige barndom, for jeg kender hende dårligt nok. Ved ikke engang om vi passer godt sammen. Det gør vi vel ikke. Hun ryger! BVADR! Og min sportsinteresse ville hun kun have hån til overs for.
    Mærkeligt.
    Men min mave og mit hjerte er ikke et sekund i tvivl.
    Meget mærkeligt.
    Videre!
    :-/

  7. Okay, det der med jobbet først, og pengene: Sludder. Det er altsammen bare en illusion, midlertidige fixes – I know, for jeg kender mennesker MEGET tæt på, der har (penge til) næsten alt, og de lader til at være langt mere ulykkelige end samtlige andre mennesker, jeg nogensinde har mødt, der intet eller så godt som intet har. Altså ikke sludder forstået på den måde, at jeg ikke godt er klar over, at der er mange mennesker, der vitterligt tror (på et eller andet plan) på, at alle disse ting-ting, vi alligevel ikke tager med os, når vi dør, giver os noget dybt, varmt og inderligt, mens vi stadig er i live, og helt ærligt, jeg kender det da godt fra mig selv: Følelsen, suset, det kan give at købe en ny bluse, en lækker menu på et Michelin-stjernet spisested, at få et smykke, man kan stirre sig blind på i timevis, og så videre, men… det er en kortvarig, overfladisk lykke, og det TROR jeg faktisk godt, de fleste mennesker ved, men måske kan de ikke holde tanken ud (for hvor hewlede ligger lykken så??? – og hvor svær skal den i det hele taget lige være at finde?? (vi er dovne)), hvorfor de skynder sig at købe en ny ting-ting, der kan bekræfte dem i, at de har det godt – and so on, and so on, and so on… som med cigaretter, alkohol, piller, rygeheroin, for meget TV og alt det der – vi flygter ind i stimulanserne, længst muligt bort fra det grusomme, store tomme Intet, fordi vi ikke har the first clue om, med hvad/hvordan vi skal fylde det ud/op. Derudover: De der ting-ting (om det så er stoffer af enhver art eller decideret pulsløse plastikelektroniske etellerandet eller diamantdimser), de er skruphamrende vanedannende, thi vi er kun dyr, så længe vi ikke aner andet, og så længe vi er det, er der ikke meget “frit valg” over noget; vi følger bare mønstret, lægger os i flokken pænt på vores plads, gør det, vi har lært kroppen at byde os og er som sådan egentlig temmelig fortabte (som mennesker betragtet, anyhyr), hvilket er pænt trist, synes jeg, og jeg, der jo som nævnt også selv er sådan. Så.
    Nå. Dertil sagt (altså til det med jobbet og dermed det med rollerne, de flokroller, vi har fået lært os at have), så må det da være fantastisk at have noget forskelligt at lave, som udgangspunkt ikke at være bundet af det der 9 til 4-pis – primært; sekundært derfor (eller næsten mindst så godt) at have en kæreste, der har det sådan? Min eksmand havde skiftende arbejdstider (faktisk har jeg nærmest kun haft kærester, der har haft det), og tænk, jeg syntes det var vidunderligt, at man ikke kunne regne med ham, altså forstå mig ret, at man aldrig vidste, hvornår man havde ham ude/hjemme – det blev ved at være en lige overraskende oplevelse at se ham 🙂
    Fast arbejde er stærkt overvurderet, eller det er i hvert fald med til at banke os endnu længere og hårdere ind i de der roller og rammer, vi bliver så utænksomme og kønsløst begrænsede af bevæge os iblandt.
    Og så til det der med sport og rygning… tsk-tsk, uden at vide så meget om det, så kan jeg ikke se det store problem? – med det fokus vi har i hele samfundet på, at folk skal lade være med at være så usunde (bortset fra når det kommer til reality shows og alkohol altså), vil det ikke vare længe, før den sidste ryger er i graven, tror jeg. Rygerne bliver jo hele tiden udsat for provokationer af den ene og den anden art, og hjælp er der også at hente for de stakler, der måtte have brug for den.
    Mht. sport… honestly, Beo, er du virkelig bange for, at en eller anden kvinde (altså hun, hende) skal HÅNE dig for din sportsinteresse/-lidenskab? I så fald forstår jeg godt, hvorfor du ikke tror på, at det kan blive jer to en dag, for det i sig selv ville da være lidt af en grum menneskelig egenskab at være i besiddelse af? (at håne nogen for noget) Med andre ord: Så er det nok fordi hun generelt ikke er et match for dig, på det menneskelige plan, for hvis du mente, at hun var det, ville du vel ikke frygte, at hun skulle være sådan – eller hvad? (jeg forstår det ikke)
    Til slut: Jeg har aldrig været i Herlev, men det lyder som en god busoplevelse, og jeg håber ikke, det vil være den eneste af slagsen, du kommer ud for i år – næste gang du møder hende, kunne du jo så f.eks….
    hehe…
    Nej, jeg håber virkelig for dig, uden shit Beo, det gør jeg – gid at du må blive mindre bange og få nogle arme at vikle dig ind i snart.
    Kram og kh.
    fra Christina

  8. Christina….søndagshatten af for en god analyse, der punkt for punkt viser svaghederne i de begrundelser, jeg forsøgte mig med i forrige kommentar om mandens rollevalg og deraf afledte muligheder.
    I dag skal jeg i-n-g-e-n-t-i-n-g, og her er helt stille – fordi min for nyligt hjemflyttede herlige, skøre teenagedatter er på miniferie hos sin mormor.
    I aftes var jeg på arbejde i Operaen. What a night! 1700 granvoksne mennesker havde betalt ca. 1 mio. kr. for at høre tre ældre herrer spille klaver, bas og trommer. Er du så færdig for en koncentreret lytning! Det er ubetaleligt at opleve så mange mennesker være så optagede af noget på samme tid.
    Når jeg sidder inde i salen og passer på disse 1700 mennesker, og får løn for at høre fed musik samtidigt…SÅ føler jeg mig dybt priviligeret, og må ofte lige lade en tåre markere det, dér i mørket. Så tørrer jeg den væk med krone-logo’et på min kongelige polotrøje 🙂
    På vej hjem mødte jeg IGEN hende, som mit hormonsystem reagerer spontant på. Det er pisseirriterende at få de dér “chok”, som det er når kroppen går i “kæmp/flygt-mode”, men måske skal jeg i virkeligheden være glad for at kunne mærke noget stadigvæk.
    Og hun er jo ikke den eneste, hvis sandheden skal frem. Hun er bare den, der virker stærkest på mig. Jeg hader at have det sådan.
    Grrrhhhh…!
    Nå.
    VIDERE (nu ska jeg sgu have morgenkaffe)
    Tak for dine dejlige ord, Christina 🙂

  9. Tak-tak 🙂
    Opera er jeg overhovedet ikke til, så lige dét kan jeg ikke sætte mig (direkte) ind i, men jeg forstår godt, at det må være skøøøøønt at blive betalt for et arbejde, der føles mere som ren nydelse.
    Og det der med hende, tja… hvad kan jeg sige (mere)? – måske jeg bare henviser til det, jeg tidligere har skrevet om sagen, og så tilføje, at jeg på mange måder også HAR ret ondt af jer mænd og især af de (fleste) af jer, der har det liggende i generne, at I skal ud at spræde jeres sæd, og gerne gennem så mange æggeledere som muligt. Det KAN være noget nemmere, dels at være kvinde, dels at være monogam – så oplever man ikke helt så mange påvirkninger af den art, fra alle sider på én gang. But oh, it’s a complete jungle out there, for the rest of you… Men, som de vise også siger: Prøv med den modsatte approach, når noget ikke virker (eller virker for kraftigt), prøv at elske, at du har det sådan – og vupti en dag render du måske ind i én (eller flere), der både kan rumme dig for det og elske dig lige lukt tilbage.
    Og ja, vær glad for i det mindste stadig at kunne mærke noget. Det tror jeg er meget vigtigt, at vi kan. Hvad som helst, ét eller andet.
    God søndag eftermiddag til dig 🙂

  10. Det er jo netop det med biologien, som vi mænner har svært ved at “forsvare”. At vi får de dér impulser, når vi ser en god “hun” foran os. Det gælder jo om lynhurtigt at få videreført slægten, inden der kommer en anden han og tager kampen op imod os – og der er jo kamp om de dejligste hunner.
    Nå vi som hanner lever i 2011, så bliver vores medfødte trang (ikke lyst, selvom det kilder så dejligt under selve akten) hurtigt fortolket om, så det bliver udlagt som om vi på det personlige plan er nogle moralsk anløbne typer, der af rent egoistiske årsager ønsker at knalde og kneppe løs med alt og alle – og helst hele tiden.
    Jamen, for pokker da…hvad nu hvis vi er født med en drift, der styrer os mod at føre slægten videre gennem parring – uanset om vi vil være ved det eller ej?
    For mig, så er det sådan, at jeg meget stærkt kan mærke den dér impuls, når jeg får øje på en kvinde, i den fødedygtige alder. Jeg er klar lige på stedet. Hele tiden. Hver gang. MEN…(og der er altid et men ved mænd)…det har ikke en døjt at gøre med at have en relation. Jo mere jeg kender hende personligt, desto vanskeligere ville jeg have ved at følge parringsimpulsen. Den er nemlig instinktiv, og ikke andet.
    Hvorfor jeg er så specielt vildt med hende, som jeg har skrevet om, ved jeg næsten ikke engang. Når det gælder hende, så er der både tale om det dér indstinkt: at hun er meget attraktiv – men det handler også om, at jeg kan mærke en mærkelig…tillid til, at jeg sammen med hende vil kunne få det specielt godt sammen.
    Jeg kan mærke det SÅ stærkt, og burde havde gjort meget mere forat overbevise hende. Men jeg stoppede efter de første spæde forsøg. Skammede mig. Græmmede mig. Fyldtes med enorm fortrydelse og vrede, vendt mod hende (og mod alle kvinder, som kan vælge og vrage blandt hanner).
    Det koster mig en helvedes masse energi at række ud mod nogen. Og når afvisningen så kommer, falder der en tung straf – fordi de udsendte hormoner skal veksles om til passiv energiomsætning.
    i mit tilfælde: mindst ti timers golf-tv.
    Suk.
    Videre.

  11. hahahaha… ti timers golf-tv? er dét straffen? Aj, så ved jeg ærligt talt ikke, om jeg har så meget ondt af dig, Bent Otto – der er nogle, der har det MEGET værre.
    Mht. impulserne osv. – som om der ikke er sagt og skrevet nok om det, allevegne hvor man kigger og lytter – min egen mening er, at jeg ingen har, andet end om mig selv: Sådan fungerer jeg (ikke), og om det så er fordi jeg ikke er mand, eller om det er en beslutning (moralsk), jeg i mine yngre år har truffet og ubevidst sætter alt ind på at følge til dørs (so to speak, igen: No pun intended), det er mig egentlig også ligegyldigt. Jeg kan huske, da jeg var yngre og gift og min mand gloede på alskens kvindfolk, og jeg blev jaloux og bange for, at han så var lige parat til netop at gå fra mig (for at sprede sine fantastiske gener i hvemsomhelst andre end mig), og det var ikke rart at have det sådan, men jeg fandt også ud af på et tidspunkt (langt senere), at jeg dels selv var med til at forstærke hans udfarende adfærd (både ved at reagere negativt, når jeg “fangede” ham i at glo OG ved i øvrigt ikke altid at være den bedste kone, jeg kunne have været for ham), dels at der er mænd derude, der bare ka’ det der… altså kærester, mere modne typer, jeg har haft, som har gloet på patter og røv, ja sågar fyret positive og slet og ret regulært flirtende bemærkninger af sted mod andre kvinder – samtidig med, at de har forstået på en eller anden måde IKKE at give mig en følelse af usikkerhed. In other words: Jeg vidste helt klart, hvem de helst ville hjem og putte med, hvem de helst ville have med på en øde ø, hvem de helst ville holde i hånden med, både når det gik skidt og godt. Sådet jeg prøver på at sige er nok, at hvis du ender med en af de yngre kvinder derude, så er risikoen for, at dine blikke bliver misforstået (hø-hø – igen!? wtf?!!), nok en del større, end hvis du en dag skulle finde på at smelte sammen med et ældre apparat af en slags. Kvinder bliver – jo, de gør! – altså også klogere (og klogere).
    Jeg forstår så stadig ikke en bøllehat af, hvad der sker med dig ift. hende fra Herlev-bussen… du tror, du ville få det specielt godt sammen med hende, men du har givet op efter spæde forsøg og SKAMMET og GRÆMMET dig???? Måske det er, som du skrev på et tidligere tidspunkt, det, at du beskriver situationen her på en åben blog – og at du derved begrænser dig selv mht. detaljerne – for det virker virkelig som om, du udelader noget. At skamme sig er én ting, at skamme sig uden grund en helt anden… og det er lissom den, der mangler (her), ikke?
    Altså vil jeg bare gentage: Jeg håber for dig, at du en dag, før det er for sent, får taget dig sammen til et eller andet i den (hendes) retning, ELLER at du opdager, at det bare hele tiden har været en illusion, noget, du har projiceret, en uforløst kærlighed, som du dermed kan få forløst, så du kan komme – som du selv hele tiden udtrykker det – videre.
    Ekstra krammekram til dig, Bent Otto – måtte du, også du, vinde en dag i kærlighedslotto 🙂

  12. Tak, Christina…for flere kloge tanker. Ja, jeg udelader en hel masse detaljer, fordi det er en åben blog. F.eks. laver jeg om på tider og steder. Hårfarver, hårlængde. Den form for maskering, som jeg synes er det eneste man kan tillade sig. Busmødet i Herlev var måske en Metro i Vanløse. Den slags.
    Og jeg tror, at min forelskelse ER en projicering. En fantasi (bortset fra den rent biologiske alarmklokke). Hun vækker et eller andet i mig, som ikke har en skid med hende at gøre. Som jeg burde tage med i det terapeutiske rum, for at få det vekslet til livsvaluta,
    Men jeg er for nærig til at bruge penge på det. Min indtjening er for lille og for usikker til at gå i terapi.
    Så hellere leve i en skøn offer-rolle, som jeg kan skrive om og på.
    Og jeg skal jo også have råd til tv-licens og tv-pakker, så jeg kan se golf og fodbold og film og nyheder og debatprogrammer og dokumentarer – og ikke mindst: 136 timers direkte transmission af Hurtigruten!
    😀

  13. HEY! – P.S., for jeg kommer lige i tanker om… altså det der med, at du skriver om på tingene (hår og farver og detslige) – det havde de fleste nok regnet ud, men, men, men… hvorfor tager du egentlig aldrig og skriver noget som en pige??
    bare en idé, som du ikke behøver at bruge til noget, eller som du måske har, men så vist da ikke her? (sådan husker jeg ikke at have læst nogle af dine digte i hvert fald)
    Nogen gange gør jeg det selv, som øvelse, og det spændende er, om det virker, synes jeg – for det er svært, ret så svært faktisk, at skrive som det modsatte køn, man af gode grunde ikke kender indefra (ikke på dén måde i det mindste, hø-hø), så det virker virkelig troværdigt. Ofte har jeg derfor også tænkt, når de skriver om forfattere derude “han skriver med en stor kvindelig intuition” eller lign., at måske det er fordi manden, ham, rent faktisk ER en hende… det ved jo ingen, når det kommer til stykket, andre end måske lige nogle på forlaget og så nogle få venner eller familie eller somme tider måske også ikke engang hamhende selv 🙂
    Jeg tænker, et godt eksperiment for dig kunne være at skrive et kærlighedsdigt, sådan som hende fra Herlev-bussen kunne have skrevet det – om/til dig! Hva’? Sådan et længselsfuldt et, med alle mulige kærligheder lagt ind imellem linjerne, om alt det, hun synes er så smukt ved din person…
    Igen, bare et forslag, but hey… hey, hvis du en dag ikke har andet at lave, kunne det da være totalt spazzzzz 🙂
    krammekramkram til dig
    fra mig
    igen
    Beo
    (Christina)

  14. Sikke en skæg idé. Tanken lyder SÅ mærkelig, at det er helt forfriskende. Som om jeg blev spurgt om jeg kunne prøve at skrive som om jeg var en vandkande eller et skohorn. Jeg tænker: “Jeg har rigeligt bøvl med at skulle skrive som mig. Skal jeg nu også skrive for alle kvinderne også??!!”
    Men automat-reaktionen (at DET gør jeg BARE ikke) er meget tankevækkende. Som om jeg bare øjner endnu mere ballade, hvis jeg prøvede. Jeg har vist et problem med det modsatte køn, tror jeg. Selv om det er det køn, som kan fremkalde det allerbedste (og værste) i mig.
    Når jeg skriver digte, er det sådan set ikke “mig”, der skriver dem. Lisså snart de kommer ned på nogle linjer, så er de…sig selv! Altså: det er idéen, som bestemmer formen – og på en måde også indholdet. Meget af det, jeg har skrevet handler ganske vist om noget jeg oplever, eller har oplevet, men de er selvstændige værker. De er ikke…hvad skal man kalde det…journalistik, eller reportage fra mit liv.
    Det er det mere, når jeg skriver prosaindlæg her på bloggen. Men selv dér passer jeg meget på hvordan jeg skriver om andre. Især om dem, som jeg lige nu har en relation med. Jeg kan godt skrive om gamle sager. Og om mit ægteskab.
    Men jeg er ikke typen, der skriver dugfriske nyheder om mit privatliv. Gør man det, så vil folk holde snuden væk fra ens liv.
    Måske kommer jeg til at skrive langt mere end jeg er klar over. Det er muligt. Men så prøver jeg at være ærlig – og selvkritisk. Er man det, så kan man godt tillade sig at være lidt kritisk mod andre.
    Men sikke en idé! Den skal jeg lige tænke over.
    Hende fra “Herlev-bussen” behøver slet ikke skrive noget. Hun er et omvandrende digt. Et slags kunstværk. En livsinstallation. Jeg er rasende over at hun ikke elsker mig. Det ligner fanme ikke noget! 😀

  15. hallo, det forstår jeg altsammen godt. MEN, så kalder vi det bare jo, at IDÈEN er den, at du er hende fra bussen – og så skriver du med udgangspunkt i det (den) og lader resten køre derudaf.
    Jeg synes, det kunne være mægtigt interessant. Helt sikkert også en slags test på det, du netop påstår heroverfor: ER det i virkeligheden dig (Beo), der skriver? – eller “kommer det bare af sig selv”, et eller andet nærmere unavngivet sted fra? Lad mig bare sige det på den måde, at såfremt digtet ender med at være fuld af kærlighed, eller det modsatte, eller rettere: fuld af Beo-kritik, ja så… tillader jeg mig altså stærkt at tvivle på, at du ikke selv har en af dine ellers så smukke fingre med i spillet…
    Et omvandrende digt? Hooooooold nu kæft, det lyder edermame mærkeligt. Jeg kan godt forstå, hvis du er rasende, Beo, det kan jeg virkelig godt!
    Krammelamsebummelumkindkys til dig
    og god nat derude
    zzzzzz…..

    fra mig

  16. Mand, hvor er det en skæg idé. Jeg er SÅ fristet, og da jeg jo kender hende Bus-Olga noget bedre og mere, end jeg lader som om (!) – så kunne jeg sikkert skrive et ganske godt digt, eller en god tekst, hvor jeg lader som om jeg er hendes tanker.
    Problemet med det er, at det jo kun er hende som kan bedømme det ordentligt, da hun jo er hende – og ikke ret mange andre er det – og jeg kan netop IKKE bruge de fakta om hende, som jeg kender til…netop fordi jeg ikke vil udlevere nogen her i det åbne felt.
    Vi er her stødt på et blog-teknisk og etisk problem.
    På den ene side skriver jeg om en kvinde, jeg er meget forelsket i. På den anden side kan jeg ikke afsløre detaljer, og jeg maskerer andre.
    Hmm…
    Det er fanme ellers en spøjs idé. Virkelig 🙂
    Godnat, Christina. Og tak.
    🙂

  17. Hey… jeg lå netop i min seng og tænkte på dig og hende… og det der 😉
    Og så var det, jeg tænkte, at… afstand klart er det bedste middel mod at komme for tæt på, og som sådan kunne du så osse vælge en anden udgave, nemlig den, at du er hendes tip-tip oldemor, dersom er forelsket i din tip-tip oldefar og skriver et digt til/om ham… så er du nemlig NØDT til at opdigte ting, der ikke (længere) eksisterer, eller omstændigheder, det i det mindste ikke er til at skue lige igennem for nogen (nulevende, herlæsende)…
    men ellers… al den snak om dom, hvor kommer den nu (igen) fra??? Altså, hvis det er dig, der skriver som om du er hende, så kan hun vel bedømme lige så dårligt som nogen som helst anden (det er simpelthen for forvirrende så), og hvorfor skulle hun egentlig også det? Måske hun bare ville læse det og tænke “nårh…” og smile til dig, næste gang I mødtes, og ae dig over kinden eller noget? Men det bedste af det bedste er jo – i den version, altså den, hvor du digter hendes tanker om dig – at du jo i virkeligheden får vendt det hele på hovedet, idet det jo så er dig, der er hende, og hende, der er dig og du dermed med sindsro kan skrive (under digtet, i en kommentar f.eks.) – supergodt skrevet, Bus-Olga – og ingen ville ane det fjerneste uråd af nogen slags 🙂
    Jeg synes, det er en bragende god idé, som du burde forfølge. Hele vejen til ende. Men jeg forstår også godt, hvis du synes, det er svært.
    Nevertheless, NU bliver jeg simpelthen nødt til at sove.
    Godnatnus til dig
    fra mig, Bent Otto ❤

  18. Jeg elsker idéen. Det kunne blive et fremragende digt/en god tekst. Men kun hvis jeg lavede den rigtigt. At jeg skrev som om jeg var Bus-Olga. Hvis man gik et par generationer tilbage? Nej, det tænder mig ikke. Det SKAL være hende. Hun er…ekceptionel.
    Men netop fordi hun er så levende i mit nu-liv, så tør jeg ikke kaste mig ud i det. Det er for tæt på.
    Og jeg er SÅ vred på hende. Ikke at hun har fortjent det. Jeg er lisså vred på mig selv.
    Jeg tør slet ikke tale med hende. Jeg er vred på hende. Meget vred.
    Suk.
    Lad os sende hende til hjørnespark nu. Jeg er træt af hende. Hun fylder alt for meget i mit liv, og hun giver mig kun hån og hårde ord.
    Fnys.
    Mere fnys.
    Nu skal jeg vist også i seng…

  19. Okay. Så dropper vi tip-idéen, men tilbage står stadig udfordringen: Skriv et digt som Bus-Olga som virkelig kærlighedsfuldt forelsket i dig. Bonus vil jo så være – jævnfør ovenstående – at du måske ville få indblik i, hvorfor hun kun giver dig hån og hårde ord? (det lyder ikke rart, bestemt!)
    For pyha, al den vrede… godt at der findes måder at kanalisere sådan noget ud på, håber meget at du gør brug af disse, for det er ikke sundt for kroppen at vende det indad. At fnyse er en god start, in any which case, mere fnys even better…men…
    …som sagt, jeg tror du trænger til at få løst mysteriet – og jo, det ER et mysterium af de store, for du er virkelig selvmodsigende, når du skriver om hende, synes jeg. Hun er en fantasi, men hun er så levende i dit nu-liv, hun er et omvandrende digt, men hun har kun hån og hårde ord til dig – det lyder nærmest, som om det er to forskellige personer, du beskriver – derfor måske endnu mere spændende at skrive det der digt, fordi… måske du så får skilt den ene af dem ud? (som du så måske nemmere kan forholde dig til fremover) eller i hvert fald: Hvis du skriver hendes kærlige tanker/drømme om dig, får du i hvert fald sorteret i noget af det og muligheden for at gå mindre frustreret (fnysende) i seng fremover, evt.?
    Nå. Jeg vil ikke nøde dig mere omkring det – du gør hvad du gør, og det er fint nok, og jeg kan sagtens vente, jeg er – på nogle områder – et helt ekstremt tålmodigt menneske, så meget at somme har fundet det decideret latterligt sågar. Det har dog den fordel, at man kan blive meget positiv som menneske af det, fordi man tit får de lykkeligste slutninger med, man når mao. at opleve dem, fordi man bare bliver hængende og venter… og venter og venter og venter… så meget man får set så længe, så meget der alligevel er at glædes over (ude og inde).
    🙂
    Dejlig dag til dig, søde Bent ❤
    fra Christina

  20. P.S. men bortset fra det, så det der med tip’erne, det var mere ment som at du kunne forestille digselv INKARNERET tilbage i en af dine older, og hende ligeså, altså at det var dig, der var den og hende, der var den anden (og så huske stadigvæk, at det skulle være på hovedet, altså med det hele vendt rundt, så du var HENDES inkarnation i en tip-tip-oldemor og hun din i en ditto -far). På den måde ville alt vel være det samme? – kun de teknologiske fremskridt er vel synlige tegn på udviklingen, i hvert fald den ydre – indeni har mennesket nok ikke forandret sig SÅ meget, når det kommer til stykket? Det tænker jeg i det mindste tit, når jeg ser billeder af min slægt, gamle s/h fotos med mennesker på – de har alle sammen udtryk i øjnene, man kender, synes jeg – også selv om de hverken havde vandhaner indendørs eller NUPO-kure eller internet (uargh! oh skræk og rædsel, herre min gud dog) og hvad ved jeg…

  21. P.P.S. har du nogensinde tænkt på, hvad hun måske går rundt og tænker og føler om dig, hende? Det er jo også på en eller anden måde det, der KUNNE komme frem igennem sådan et digt. Når du bevidst formulerer dine tanker om hende og er fuld af vrede og angst og hvadvedjeg, og du selv er inde på, at det kommer af noget tungere (og længere tilbage) end måske kun de der afslag, du nævner et sted, at du har fået, ja så tænker vi andre (eller nogen af os i hvert fald) bare: men hvad med HENDES side af det hele, hvad er HENDES historie??? Måske du med dine buskede øjenbryn i virkeligheden har skræmt HENDE fra sans og samling, måske har hun det bare ligesom dig, måske er det seriøst spild af tid, at hun fylder så meget (for meget) i din verden, fordi måske fylder du mindst ligeså meget i hendes, og hvorfor så ikke slå det hele sammen og se, hvad der sker ved det? (en halvering af fylderiet, om ikke andet, måske nogle gange en fordobling, men i det mindste noget ANDET)
    Jeg siger det bare, fordi jeg kan huske engang, jeg lagde en kommentar her, for længe, længe siden, og der kom svar fra dig, og jeg blev vitterlig skræmt, du virkede meget galhovedet og ikke specielt velkommende, og jeg tænkte da mit – men siden, efterhånden som jeg har læst dig, har jeg jo fået revideret min opfattelse betragteligt af dig – dine skift imellem at virke så selvsikker og så så stolt og sårbar og selvdestruktiv (på det nærmeste, nogen gange) f.eks., dem opdager man altså ikke, før der er gået en rum tid (usammenhængen hænger først sammen senere, kunne man måske også sige). Igen kender jeg ikke til detaljerne omkring jeres relation, men hvis I ikke har prøvet at være så meget sammen, så synes jeg bare, det er synd, at I måske begge går rundt og afskriver noget, I i virkeligheden begge muligvis ville kunne have stor (større) glæde af? – større glæde end blot nogle uforløstkærlighedsdigte, mener jeg.
    Nå. Nu vil jeg ikke skrive mere om hende eller det (haha, som om jeg er god til at lade være med sådan noget, fat chance fister!), og du har jo også sendt hende til hjørnespark – lad os da blot håbe, at hun laver en fiks lille lille-Laudrup, indover og ind, ind, ind.
    Under alle omstændigheder: Frokostkram til dig, søde Beo 🙂
    fra mig

  22. Christina…jeg burde nok have foreslået tidligere, at du og jeg tog denne snak i et mere diskret regi, fx. på mail eller andre cha-cha-cha fora, for det er alt, alt for indiskret overfor bemeldte busdigt – og alle mine alarmsystemer bimler og bamler og blinker og dytter og båtter.
    Jeg er vred, ja…men mest på mig selv. Det er ubærligt at skulle acceptere, at når der nu går sådan et menneske rundt, der på alle måder virker som om vedkommende ville være den helt rigtige for een, at så skal man bare sluge den kærlighedskamel. Det gør mig tindrende vild af raseri, men jeg SKAL jo acceptere at det ufrivillige mål for mine henkogte følelser ikke er med på legen.
    Det får mig til at føle mig som en nar. En spedalsk. En vits.
    Jeg har dårligt nok talt med hende.
    Nå.
    Nu skal vi se at få stoppet det her, men jeg tilbyder dig som tak for alle dine opmuntrende og opbakkende opbyggeligheder, at du kan få hele historien via mail, hvis du er nysgerrig.
    Jeg får det værre af at tænke så meget på det. Det er jo kun sjældent at jeg kører i bus i…Nakskov. Suk.
    Tak, Christina 🙂

  23. Hm, den var værre (svær). For jo, jeg ville da gerne sige ja tak til at få hele historien via mail, men samtidig kan jeg ikke lide at sige det (ja), når du skriver, at DU får det værre af at tænke på det, for så… mens du skriver, tænker du jo (da nok) over det, ikke? – og jeg vil helst ikke være skyld i, at du ikke har det godt…
    Mht. det andet, det med nar, spedalskhed og vitsen… det får MIG til at føle MIG som en nar (spedalsk, vits), fordi jeg kommer til at tænke over de gange, hvor jeg har kaldt nogen sådan. Det lyder ikke pænt, når man ser det på den måde (skrevet ud i bogstaver fra en skærm), det er lige til at skamme sig over, selv om, hvis jeg tænker godt efter, så er de eneste mennesker, jeg har kaldt noget så, øhm røvet, også dem, jeg har syntes allermest om. Især dem jeg har skregvet det direkte til – andre kan jeg tænke det om, eller mumle-råbe det om i særlige venners nærvær, men så rækker den altså heller ikke videre end det – hvorimod dem, som sagt, der har fået ordet lige i hovedet, i virkeligheden er nogen, jeg har mest lyst til at kysse og/eller kramme, og som – de gange, jeg har skregvet ad dem – jeg måske nok bare (så simpelt som det lyder) har følt mig såret over og/eller afvist af.
    Nå. Nu kom jeg helt fra den – det var det med den dersens mail. Som du godt må skrive, hvis du ikke får det dårligere af det altså – og ellers siger jeg pænt nej tak, men alligevel tusind tak for tilbuddet 🙂
    Du er sød, Beo, du er virkelig sød.

  24. Tak, den er også modtaget og læst, og jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er svært.
    Håber, at du, tja, finder ud af det hele alligevel 🙂
    kh. Christina

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s