I natkøkkenet

I går var jeg lige ved at lukke min Facebook-konto. Det var en impuls, måske et ønske om at prøve at forsvinde og så spændt vente på om nogen kom og ledte efter mig. Lissom for et halvt århundrede siden, når min hånd smuttede ud af fars store lab ved et uheld. I byen. På Strøget. Så kunne jeg få den fantasi. Digter jeg. Hva’ nu hvis?

Jeg slettede ikke kontoen, fordi jeg kom i tanke om alle de billeder, som jeg kun har på dette sociale medie. Dem vil jeg ikke af med. Så skulle jeg lige først kopiere dem over på en eller anden ekstern løsning, og bare tanken om hvordan jeg skulle finde ud af at gøre det, fik energien til at forsvinde fra idéen.

Engang i Paris forsvandt min stedsøn fra mig. Vi var i Disneyland Paris på en rigtig far/søn-hyggetur. Han var vel ti-elleve år gammel, og det var mens vi gik rundt i de mange butikker i selve…ja, hvad fanden kalder man sådan en kommerciel andegård?? Man kunne gå gennem alle butikkerne uden at gå ud af dem. De var internt forbundne med huller i væggene.

Min rædsel, da jeg ikke kunne finde ham, kan jeg tage frem uden videre fra hukommelsen. Jeg svedte og fik hjertebanken. Det viste sig, heldigvis, at han havde taget røven på mig. Han kunne se mig hele tiden, og han syntes det så sjovt ud at se mig rende panisk rundt og spørge gud og Fedtmule om de havde set en lille dansk dreng med store brune øjne.

Han er ikke noget barn længere. Snart skal han have sit eget barn nummer to. Jeg har svært ved at vænne mig til, at nu er han og jeg to voksne mænd. Når han ringer, og jeg kan se på displayet at det er ham, så svarer jeg hver gang: “Hej Dreng!” – og han retter mig aldrig.

Hvem er man, når man er nogen?

Er Helle Helle en million kroner bedre end mig til at skrive? Ja, det er hun ifølge diverse litteraturstøttende armslængdemennesker. Men. Hvis man begynder at tænke på den måde, så skal man finde på noget andet, og det må meget gerne være noget andet end at overspise.

Min datter danser i Farum i denne uge. Hun er stadig kun sytten år. Da jeg havde hendes alder var mit liv lige blevet ramt af en modkørende lastbil. Døden havde endelig fået min far ned med nakken og det fik min mor, som kun var ni-og-fyrre år gammel og fuld af livslyst, til at flippe totalt ud.

Jeg blev så forskrækket over hendes reaktion, at jeg gik i en form for mental betalingsstandsning. Og jeg har det som om jeg går rundt med en hel del ubetalte regninger i en gammel muggen rygsæk.

Der er varmt her i køkkenet. For varmt. Men jeg gider ikke åbne vinduet, for jeg hader små dyr med vinger på. Og det faktum, at jeg er så meget stærkere end dem, og kan dræbe dem uden videre, er på en mærkelig akavet måde ikke nogen trøst for mig. Ikke nok.

I de næste seks uger skal jeg ikke arbejde. Det er fanme mærkeligt. Jeg ville ellers gerne, men der er ikke lige noget arbejde lige nu. Så kunne jeg skrive! Ja, det kunne jeg. Jeg skal bare lige finde på en god grund til det. Det er som om jeg ikke har nogen særlig stærk motivation. 

Men der er stadig stunder. Som lige nu, hvor der er helt stille nede på ringvejen (okay, der kom så lige en bil) og hvor køleskabet holder en brummepause.

00.58 

28 kommentarer til “I natkøkkenet

  1. Capac…gid jeg gad. Jeg gider ikke. Orker ikke at lave så stort et arbejde, hvis det så ikke udgives eller udløser legater. Så skulle jeg virkelig brænde for idéen. At den bare SKULLE skrives og SKULLE ud. Men sådan har jeg det ikke. Slet ikke. Tyvärr :-/

  2. JEG ville komme og lede efter dig. Det ka du edermugme bande på! Altså ikke på FB, for der kender vi jo slet ikke hinanden, så hvordan skulle du kunne forsvinde for mig derfra? – men fra her eller noget andet sted, jeg vidste du var.
    Sådet.
    Angående det andet, sånoget har MIN søn aldrig – heldigvis – udsat MIG for. De gange, han har været væk, har det været fordi han har været fuldstændigt opslugt og optaget af et eller andet andet, og selv om det – de få gange, det er sket – har været en frygtindgydende oplevelse ikke at vide, hvor han var, så har det alligevel været mærkeligt bekræftende. For okay, han er et helt lille liv for sig, han har en verden, han skal klare sig i, helt selv en dag, og det er så det, han gør. Øver sig.
    Mht. motivation for at skrive, så har jeg det aldrig sådan. Eller, det er sjældent i hvert fald, at jeg føler, at jeg er “motiveret” på den måde. Det er bare noget, der gør (sig – og af sig – selv). Men jeg kan godt få det omvendt sådan, at jeg bliver decideret modmotiveret, men så… så skal det altså også stå særligt skidt til.
    Kh. og kram og god dag til dig, Beo
    fra mig ❤

  3. P.S. hvem er man, hvis man er nogens? – tænk, det har jeg tænkt over mange gange siden jeg første gang læste din den der linje om at være det (ord eller). Jeg tror nogen gange, at det er det, der er så skræmmende ved forestillingen om 2-somheden, parforholdet, kæresterelationen, osv. – hvem er man i dét? Hvor bliver én(s) selv af? Nok måske også derfor – blandt andet – vi har så mange skilsmisser/brud i dag, vi er så forhippet på selv, os selv, vi er blevet pumpet fulde af det, siden vi knap nok kunne kravle, så hårdt at vi ikke ved, hvad vi ellers kan støtte os op ad. Nå. Det var også bare fordi jeg kom i tanker om det og har tænkt meget over det, at jeg ville sige det. Nok en kliché, men en af dem, der virkelig basker, fordi den læner sig lige ret op og ned ad døden, det der. Uha, gulp, hvad sker der, er der et liv efter at jeg forsvinder?
    Mere kram og mere dejlig dag
    til dig
    fra mig ❤

  4. Christina…hvor er det dejligt at vide, at du ville lede efter mig. Det er en glædelig ting at vide, og når man ved det er der jo slet ingen grund til at prøve teorien af 🙂
    Da min stedsøn og jeg blev væk fra hinanden i Paris, var det også sådan at han (eller jeg, husker ikke) blev optaget af en eller anden montre med 500 Pluto-bamser i, eller noget – og så smuttede kontakten et kort øjeblik. Men som sagt fik han hurtigt øje på mig, og hyggede sig med at holde øje med mig.
    Mht skrivelysten, så er det jo helt rigtigt, som du skriver: at det helst skal være stoffet, idéen eller bare sprogglæden, der skal få een til at skrive “noget”, der ikke er arbejdsrelateret. Min “fejl” er nok den, at jeg dér i 2000 besluttede at nu skulle jeg fgm være forfatter – og hvis man begynder at se selv sig som havende det som fag og/eller beskæftigelse, så kræver det jo nærmest at man skriver hele tiden, fordi man kan…og SKAL!
    Og når man så, som jeg, er så heldig at få noget udgivet, så starter spillet om hvordan man bliver set af miljøet, af anmeldere og af legat-udvalg osv osv.
    Og i den proces har jeg det med at skifte mellem at synes at jeg er en naturlig del af miljøet, og at jeg ikke duer til en fløjtende skid. Det handler dog mere om min selvopfattelse, som har svinget på den måde i det meste af mit liv.
    Hvis man var ord eller nogens…ja, så var man noget eller nogen. Nogens digte, nogens mand, kone, købmand, bankrådgiver, elsker, slutseddel (fedt ord!) osv osv.
    Jeg deler 100 % dine betragtninger om de følelser man kan have og tanker man kan tænke om det at være enten alene eller en del af et par. Og så får man jo ind i mellem nogle børn med nogen, og dermed har man indsat sig i et skæbnefællesskab som holder hele vejen til man dør.
    Det er skræmmende, men man skal jo så lige huske hvor vidunderligt det er at smelte sammen med nogen. At holde sin kæft og bruge kropssprog. Det er så lokkende og så fristende, at næsten alle roder sig ud i helt vilde ting for at opleve det. Og igen. Og igen.
    Tak for dine kærlige hilsener, Christina 🙂

  5. Det er nu mærkeligt… du lyder så afklaret omkring dig selv – på den ene side, og så på den anden… på den anden lader du til at reagere voldsomt direkte animeret af alle de der impulser, ubevidsthedssammenhænge, som du altså HAR set, men som du så altså alligevel ikke kan styre?
    Plejer det ikke at være sådan, at når man ser noget (af den art), så tager det automatisk brodden af det farlige, der evt. ligger og roder i det, altså man bliver udrustet på den måde (via øjnene) med en slags “våben” at HANDLE med?
    Endnu en ting, jeg har tænkt meget over, og hvor jeg så på det sidste har tænkt en del, at lige dér også, med dét, ja der ligner du måske lidt mig (eller omvendt, nu det er dig, der er ældst) – for jeg ser også rimeligt klart alt det, der er gal indeni (mig), ih og åh hvor jeg godt ved hvor det meste af det stammer fra og hvorfor og hvordan, men alligevel så… så sidder jeg her (hvor jeg gør).
    Argh!
    Så derfor har jeg også tænkt videre – på hvad the missing link i den sammenhæng mon kunne tænkes at være. Hvilket element der mangler fra man har bemærket noget (og har fået sine “våben” eller redskaber dermed) til man rent faktisk ender med at GØRE noget…
    Vilje? Lyst? Mod? Nej, vel? Det er ikke så simpelt som så, eller også er vi bare nogle, der er helt enormt gode til at holde hovedet alt for koldt og adskilt fra resten af kroppen, der så kan skrige nok så meget, men lige lidt hjælper det.
    Forskellen imellem at se med intellektet og se med hjertet måske?
    Nej, jeg ved det virkelig ikke, men jeg tænker meget over det.
    Hvis du spørger mig – angående det der med forfatterskabet – så er det lige meget selvfølgelig, for jeg HAR jo allerede skrevet, at jeg mener, at man er skriver (eller ikke) – det at blive udgivet handler om anerkendelsen, ja (tror jeg også) og så selvfølgelig knasterne – for det må naturligvis være helt vildt rart at kunne leve af at beskæftige sig med det, man allerhelst vil lave og som man måske ovenikøbet er rigtigt god til. Men så ikke mere om dét emne, fra mig – lige hvad det angår, kan jeg nemlig ikke se, at jeg kan hjælpe dig. Som du også lader til at være inde på herovenfor, er det måske i virkeligheden også dig selv, du skal have i tale for at opnå en eller anden positiv udvikling, når det kommer til det – igen, jeg ved det ikke. Min trang til anerkendelse udadtil (fremmede mennesker/læsere) har aldrig været særligt voldsom, så jeg kan ikke sætte mig ordentligt ind i situationen…
    Mht. parforhold osv. så ja. Præcis. Netop. Exactly og akkurat. Det kan vi ikke blive mindre uenige om – og mht. at prøve teorien af ift. at stikke af – så kan du fandeme bare lige prøve!!! Jeg er en fårking-hamrende stædig rad, når det kommer til den slags eftersøgninger, og lige når det kommer til dig nok i endnu højere grad end med så mange andre. Fordi du nu engang er, som du er, så er der – så at sige – vist ikke grænser for, hvor langt jeg ville gå for at finde dig (igen).
    – og selv tak, Beo
    – og mere kh.
    – og kram
    – ❤

  6. P.S.
    “skriv venligst under på slutsedlen – her”
    “m’kay, hvor – her?”
    “ja, dér”
    “m’kay…. (skrible-skrible) …underskrevet… (skrible-skrable) …Liedl Slut”
    høhø.
    (det havde altså funket bedre, hvis man kunne ha skrev’d det i kussiv! – men det ka man ikke her på din blok)

  7. Christina…now you see me, now you don’t. Babyer vænnes til at leve med den frygtelige tanke at MOR er et selvstændigt væsen, der KAN forsvinde hvis hun selv vil det, ved at man laver ‘borte tit-tit’ leg med dem. Man gemmer ansigtet med hænderne (babyen ser helt forskrækket ud) og så er man der pludselig igen (kæmpesmil og stor lettelse).
    Det er nogle gode tanker du gør dig om hvorfor man ikke GØR mere, i takt med at man bliver bevidst om hvordan man er skruet sammen invortes. Det spørgsmål er det måske mest interessante man kan stille om mennesker i det hele taget. Hvad gør man, hvornår…og hvorfor. Et lynsvar er, at man først og fremmest har arvet nogle karaktertræk, evner, sygdomme osv fra sine forældre (og længere bagud i linjen).
    De styrer en hel del af ens liv. Hvor lidt og hvor meget skændes de lærde om, og det er noget som jeg finder HELT vildt interessant. Bare det faktum at når de samme to forældre får fem børn, så er de fem ganske forskellige. Hvorfor er de egentlig det? Meget kinky stuff (og her tænker jeg ikke på at 10-15% angiveligt har en anden biologisk far end de tror, og som den hjemboende far tror).
    Men ud over det arvelige, så tror jeg at man påvirkes meget stærkt de første to år af ens liv, via den kontakt man har til sin mor….og far. Der lægges nogle grundspor dér, som virker indefra. De er før-sproglige, og kan sammenlignes med den måde pattedyrs børn, der er afhængige af moderpleje og faderbeskyttelse i ret lang tid, præges stærkt af.
    Det handler om hvordan man kan få mad og trøst, når man har brug for det. Den primære behovsmetode. Jeg er sulten = jeg græder = mad ankommer i munden kort tid efter. Hvis der er rod i den prægning (og det er der altid lidt af) – så giver det een en grundidé om hvordan man kan få det, man vil have – og gennem hvilke midler/metoder.
    Fra man er to år til tyve år, lærer man diverse metoder til at “klare sig” gennem de prøvelser som ens forældre, venner, lærere byder på – samtidigt som man udvikler sig helt utroligt meget og stærkt på ALLE niveauer.
    Når man så står dér som tyve-årig, så har man nogle erfaringer, som mere eller mindre kan passe sammen med det billede man har af sig selv – og af verden.
    Jeg tror så at man bruger tiden mellem man er tyve og…mja, halvtreds…til at kæmpe sig igennem den del af livet, hvor man har flest kræfter, flest drømme og flest relationer.
    (det er et lynsvar, det her!)
    Man mærker undervejs, at der er uoverensstemmelse mellem det, man tror man ved – og det, man oplever. Det handler om etik, moral og sansning. Når man ikke kan få det, man vil have, så kan man trøste sig selv ved mad, druk, smøger, stoffer eller sex…eller ved at lade som om alt er honky dory. Man bliver jo hele tiden også vurderet af familie, kærester, kolleger, chefer (gys) og bekendte.
    Okay!
    Jeg tror, at jeg i hele mit har HAR prøvet at GØRE noget, med de midler jeg havde til rådighed. Det handler om at…administrere mig selv i forhold til de behov jeg har, indenfor den ramme jeg befinder mig i. Der er spilleregler (økonomi/uddannelse) og der er en helvedes masse tilfældigheder.
    Tilfældighederne er meget, nmeget vigtige. Det er LIVSVIGTIGT at man udsætter sig for dem. Som jeg altid siger: hvis man ikke lægger an på den kvinde, man er vild med – så møder man ikke hendes veninde Doris, som man bliver gift med og får 2,7 børn med.
    I og med at man bliver bevidst om ens måde at være på, og klogere på hvordan verden og andre gennemgående har det med at reagere, så begynder man at forstå hvad man BURDE og KUNNE gøre.
    I den situation tror jeg at man møder modstand indefra. Fordi man jo indtil nu har klaret sig gennem verden ved at gøre dette og/eller hint. Hvis man så vil til at forandre lidt eller meget, så udløser det angst for konsekvenserne. Angst er pisseskræmmende. Jeg tror at man helst undgår angst, fordi det minder een lidt for meget om dengang man legede borte-tit-tit med mor.
    Angst får een til at føle sig hjælpeløs, og DET hader voksne mennesker. Jeg tror faktisk også, at man ved, at hvis man er hjælpeløs, så kan det udløse en særlig brutalitet fra de andre i flokken. Andre føler sig stærkt truet af individer, der ikke kan klare sig selv. Det truer deres egen sikkerhed, og dermed flokkens. Og vi er flokdyr, tror jeg.
    Jeg HAR gjort en masse, men jeg får de her vilde impulser ind i mellem, ja. Det er nok fordi jeg inderst inde er en hel del skadet i min selvopfattelse. Det stammer fra min tidlige erfaring med hvordan MOR (verden) har det med at skifte mening uden grund = jeg har SLET ingen tillid til nogen eller noget. Jeg kan godt VISE tillid, men i forhold til at skaffe mig SELV et godt liv, så har jeg ingen som helst tillid til andre. Jeg regner med at sutten bliver hevet ud af kæften på mig uden grund, hele tiden….for sjov…for at høre mig vræle.
    Nå.
    Det var så det korte svar.
    Hihi
    Videre!

  8. Hm. Jeg synes, det lyder som noget, jeg har hørt før. Altså ikke hele første 3/4 af dit svar (jo, også det), men det sidste, det der med at hele tiden forvente, at sutten bliver hevet ud… Jeg tænker umiddelbart – umiddelbart – at det er skidt, helt grundlæggende, at du befinder dig midt i en selvopfattelse indeholdende noget som helst med en sut. Altså, at det – på mig – ikke virker, som om du SELV i virkeligheden føler, at du har rejst dig på benene og er begyndt at gå, OGSÅ væk fra Mor, at du ligefrem er blevet, tja, voksen?
    På den måde, når man ser sig selv sådan, tror jeg, vil man altid have store problemer ift. andre (og for dit vedkommende måske især ift. de dersens Doris’er og hvem der ellers findes derude), for du vil uvægerligt opleve gang på gang, at dine egne værste forestillinger (angst-) bliver bekræftet i reelle hændelser. Mao. så længe du ser dig selv som et mennneske, der stadig “bærer sut”, lige så længe vil du også opleve, at den flås ud af munden på dig – det handler simpelthen om verdenssyn og egetsyn; du har på forhånd sat dig i spædbarnets (offerets) rolle, og alt hvad der derefter sker – som kan have alle mulige andre forklaringer/årsager – vil du fortolke igennem denne synsvinkel, hvilket vil medvirke til at fastholde dig i baby-rollen fortsat fremover og fortsat fremover og fortsat fremover og så fremdeles…
    Hvordan bliver man “ordentligt” voksen? Det gør man helt sikkert ikke ved at få hevet sutten ud i tide og utide (og hvilken modbydelig leg i øvrigt – den har jeg da ligegodt aldrig så meget som overvejet et splitsekund at lege med min egen søn – hjemme hos os var det ham, der gemte sig og Mor (og far), der blev bange), nej det gør man ved at føle, at Mor og Far (eller, eller Far og Far, eller Mor og Mor) netop ER der hele tiden, SÅ tryg føler man sig ved det, at man en dag smider den selv. På den måde får man som barn/voksende menneske lov at følge sine egne grænser, der – så vidt som jeg tror på det i hvert fald – givetvis er forskellige fra menneske til menneske. Det andet… det leder bare til utryghed, tror jeg, og måske en form for manglende modning – lige når det kommer til tillid til andre mennesker/omverdenen i det mindste (og det største).
    Siger jeg så, at du er en baby? Et umodnet menneske? Det gør jeg måske nok. Men det gør jeg måske nok velvidende, at det er jeg også selv – bare måske på andre områder mere end lige dét.
    Jeg synes, det er meget trist, Beo, når du skriver sådan, for jeg kan ikke umiddelbart se, hvordan du i din halvhøje alder skal komme videre. Man siger jo, eller nogen gør, at det med at finde en (god) anden, handler om at finde en, man kan få lov at udleve sine traumer med – på en sikker måde og således, at man ender trygt omme på den anden side. Så man kan blive “hel”, komme videre. Men for dig, tænker jeg, der har så lidt tillid tilsyneladende til det køn, du nu er mest optaget af på kærlighedsfronten, der har det måske for lange udsigter?… for, hvor meget skal der til, før du tror på, at sutten ikke bliver trukket (om man så må sige)? Det lyder umiddelbart som om, der ville skulle nærmest overmenneskelige evner til fra Doris eller Sulajmas eller Bus-Olgas side, og overmenneskelige evner er der alligeveller ikke ret mange, der har – hvorimod mønstre som dem du beskriver i dit svar, ja dem regner det praktisk talt fra træerne med…
    Men selvfølgelig håber jeg for dig, at det vil lykkes en dag – før det er for sent. Som jeg håber for os alle sammen.
    – og nu læser jeg lige, at du skriver, at du godt kan VISE tillid, men at det kun er det med at skaffe dig selv et godt liv, det handler om (det med sutten)… men, ærligt talt, på alle de skriverier, du gennem tiden har lagt (her), ved jeg ikke helt, om det lyder så sandsynligt (i mine ører) – igen et modsætningsforhold i dine sætninger måske bare… hvem ved?
    Anyways, lidt mere kh. og kram og

    til dig

  9. hov, det gik lidt stærkt. “Overmenneskelige tillidsindgydelsesevner” skulle der have stået. At de der kvinder skulle ha.

  10. – og mere hov, nu håber jeg heller ikke, at du bliver sur? (pga. det jeg skrev med at være suttebærende) – det er jo ikke sådan, jeg mener det, på nogen som helst nedladende måde (hvis det kunne lyde sådan) – hvis jeg kunne ville jeg jo selv gå tilbage (via L’Oreals nye body lotion “Time Capsule” velsagtens) til dig og skubbe sutten ind – som en anden i øvrigt irriterende men ellers god nok lillesøster – igen og give din mor et (ikke alt for hårdt men bare hårdt nok) los med mine små tykke stænger i nummergøjsen, så hun kunne huske på, at hun ikke skulle gå og hive i den hele tiden. Eller, det er måske lige vel billedligt talt, men altså… forstå gerne, hvad jeg mener: Dig. det. kun. godt.
    Især fordi måske også fordi det lyder ind imellem som om du ikke ligefrem er sejlet frem, op, igennem – med stiv medvind og alt det der andet i livet bløde snask.
    Og så… ja, så tænker jeg måske også bare, at… nej. Det er også for privat til her.
    kh. + kram + ❤
    igenigenigenigenigenigen
    fra mig

  11. Christina…jeg har intet imod at blive opfattet som om jeg er en baby i mit følelsesliv. Een ting er jo hvad man føler – det kan man notere sig – og så kan man jo bruge sin fornuft og erfaring til at reagere med, mod eller på følelsen.
    Jeg tror at jeg er en mester i at håndtere/administrere mine følelser, så de ikke “larmer”. Men i min inderste menneske-stregkode er jeg præget så stærkt af disse første…tilknytningsproblemer, at jeg har problemer med relationer, der omfatter meget stærke følelser.
    Sutten bruger jeg som symbol. Man kunne lisså godt skrive omsorg eller mad eller følelsen af tryghed. Eller fordi jeg havde meget ringe kontakt med min mor i det første leveår (og jeg blev i forvejen født for tidligt) – så har jeg det svært med at mærke hvem jeg er eller hvad jeg vil – i en relation. Jeg vil en hel masse, men tør ingenting.
    Dog, jeg er så klog af skade, at jeg holder nøje øje med hvad der er gang i.
    Jeg er jo også forælder, og går meget op i hvordan mine børn har det med at være med i dette liv. Min radar er meget fintfølende.
    Jeg tror at min søster, som var 12 år da jeg blev født, kom til at skade min tidlige udvikling – fordi hun blev sat til at passe mig = være min reservemor. Jeg har sikkert knyttet mig meget stærkt til hende, og har fået nogle artige overraskelser efterhånden som hun skiftede holdning til den lillebror, som hun ellers havde glædet sig så meget til. Uden at ville mig noget ondt, så tror jeg at hun har sat en skræk i livet på mig. Den dag i dag kan jeg mærke i maven, at hende her skal jeg have en vis respekt for.
    Ak ja.
    På den ene side er jeg ret god til at afkode, afsøge og fornemme. Omvendt ved jeg godt hvor overfølsom og sårbar jeg er, og jeg ved især hvor…upopulær en type, det er. Jeg afskyr selv mennesker, der bærer følelserne udenpå.
    Jeg kan ikke “tåle” at høre en baby græde. Jeg kan ikke “tåle” at høre nogen skældes, især ikke hvis der en ulighed i magtforholdet (forælder/barn).
    Det ER ikke smart at gå rundt med en baby’s følelsesliv. Men jeg er mig, og det må jeg leve med. Det prøver jeg på, og jeg gør ret meget ud af at gøre det på en nogenlunde respektabel facon. Jeg laver tit fejl. Det kan mange vidne om. Men jeg har en ret velfungerende samvittighed.
    Den slags.
    Du ved.
    🙂

  12. Først: Jeg er ikke i tvivl om, at du er et menneske, der lever på “en respektabel facon”, gør med hvad du har hvad du kan – ikke et øjeblik.
    Dernæst: Okay, nåmen… før det ender alt for meget i ring, vil jeg så bare konstatere, at det JEG kan ift. det er… ikke så meget andet end fortsat at irritere dig med mine bedste ønsker og kærlige ❤ hilsener.

    (for ligesom at slå det fast)

  13. P.S. mht. det med at være overfølsom og din forestilling om, at det er en “upopulær type”… meget godt kan siges om at SIGE noget. Om det, til nogen. Meget.
    godnat(kys)

  14. Hehe…taaak for de “irriterende” hilsener. Mon ikke jeg overlever?? 🙂
    Mht at sige ting, så er jeg ret åben med de ting. Men derfor kan det jo godt være meget upraktisk, når min personlighed slår til på upassende (upassende for modtageren/modparten) tidspunkter.
    Nå, nu ikke mere langhåret analyse.
    Nu: DEADLINE! 😀
    godnat
    hep
    🙂

  15. hey, hør: Jeg stod engang ved siden af én i en bar, hvor der skete noget sjovt. Nogen ringede (lad os bare sige det sådan) til ham og spurgte, om “det var godt” – hvortil fyren fandengaleme svarede “JEG er god” – how about that!? Jeg mener, dét kunne evt. være en god taktisk øvelse for dig, Beo, at benytte – at vende “det” til “jeg”? – i tale først, i tale først, men… der er også nogen der siger, at det er en god form for terapi: At bruge sproget til at få kontrol over tanker og følelserne med.
    Jeg glemmer det i hvert fald aldrig.
    Derudover: Hvornår er vi egentlig praktiske, når det kommer til hinanden? Hvornår passer noget bedre eller bedst? Er livet ikke fuld af begivenheder, vi ikke har kontrol over, der finder sted på upassende (for modparterne) tidspunkter? Og er det ikke netop det, kærlighed er? – et rum, hvor der er så meget plads, at det er fuldstændigt hamrende totalt helt og aldeles ligegyldigt??
    Det tror jeg.
    – og du kan selv være hep. Godnat. Kram og kys (for sidste gang (i aften))
    fra mig ❤

  16. Nogle gange slipper du meget nemt om ved det, Bent Otto. Hvis du spørger mig. Nogle gange. But anyways… god morgen til dig – med kram.
    – og kys ❤
    fra mig.
    🙂

  17. Jeg må spørge min datter hvad det dér tegn med den væltede vaffel og tre-tallet betyder. 3 er i øvrigt mit lykketal.
    Hvad kom jeg let om ved?

  18. på en måde skulle du tage at bruge din blok som en datingside. Med henblik på, hvordan du har det med de der madammer, for sådan kunne det være, at de kunne nå at læse dig, før de kom til at jokke på dig, eller før du kom til at føle, at de jokkede på dig, de kunne være sikre på (mao.), at du var sådan en som du er, og så kunne de nå …noget.
    Når jeg tænker tilbage på en kæreste, jeg havde engang, hvor jeg kom til at jokke på ham mange gange, fordi jeg ikke forstod hvem han – eller jeg selv – var, så kan jeg ærgre mig meget. Eller… selvfølgelig er det ikke altid derfor man jokker, nogle gange jokker man også bare fordi man er en …nar. But you know… jeg synes det. Du skulle tage at prøve: Beologisk (Dating)institut. Jeg tror, du ville få mange bejlere, og jeg tror du ville få mindre svært ved måske… at opretholde vreden i al for lang tid ad gangen, fordi der var nogle, der simpelthen ville kende dig på forhånd, og når man gør det, så er der rigtigt mange ting, der ikke gør så meget. Så ville du ikke få succes med at støde dem fra dig.
    Eller også skal du bare slå hovedet fra (haha “bare”). Gå lidt mere efter det, du mærker, når det kommer til hende Doris eller Bus-Olga, ikke tænke sådan over det, følge det, du synes du mærker.
    Engang gik jeg ind i et menneske, der stod klemt inde i et hjørne… i en …haha, bus, sjovt nok… Jeg forsvandt. Jeg mener det virkelig, jeg forsvandt fuldstændigt, kunne ikke mærke hvor jeg gik fra og til. Det er mærkeligt, hvordan ens krop kan gå i opløsning på den måde, men hvad der er endnu mere mærkeligt er hvordan man øjeblikket efter kan stige af og, på to voksne og – skulle man da formode – ved deres fulde fem, ben, gå derfra.
    Har du nogen sinde prøvet det, Beo? At glide ud i atomer på den måde?
    Alt, jeg siger, er bare, at hvis det er sådan, du har det med Bus-Olga eller Doris eller hvaddenuhedderallesammen, så se for pokker at gå efter det med hvad du nu engang har. Det andet kan ikke betale sig, tag det fra en, der har prøvet det (som jeg).
    Kram + kram + ❤ + kram

  19. hvis nu man var fix på koderne kunne man sikkert rejse vaflen op, og så ville den nok være tydelig nok, haha… det er jo HJERTER, Beo… en masse små hjerter til dig ❤ ❤ ❤
    *kram*

  20. Hehe. Hovedet på bloggen. Mit ydmyge institut har skam i årenes løb haft besøg af endog meget gangbare og verdensvante kvinder, udover dig, og enkelte af dem har formået at få mig ud af spændetrøjen og på besøg ude i virkeligheden, hvor de har taget fat i nakken på mig og undersøgt hvad jeg var til.
    Så jeg tror at din gode idé allerede virker. Jeg har jo en temmelig stor kvindelig side (anima) – så jeg er ret god til at sende kodede budskaber afsted, som jeg så bagefter kan påstå at jeg aldrig har så meget som overvejet.
    Men.
    Jeg er en meget underlig klumpfisk. Håndsky. Afvæbnende. Falsk. Løgnagtig. Undvigende. Dobbeltfjæset. Mistroisk. Mærkelig. Mystisk. Sportsidiot.
    Så man skal virkelig tænke sig om mere end een gang, før man vurderer mig på baggrund af alle mine rablende ord og sætninger, som kun tjener et eneste formål: at narre fjenden. Så vedkommende ikke aner hvad der ramte….ham?
    Jeg tvivler seriøst på at jeg overhovedet kan indgå i et forhold, som holder længere end otte minutter. Men omvendt, så tror jeg at jeg er ret godt selskab, sålænge det handler om at sidde oprejst og nyde følelsen af at man er i live samtidigt.
    Samtale er jo også en form for musik. Improvisation over kendte temaer. God jazz kræver gode instrumenter og…mod?
    Nå.
    Jeg kan mærke at jeg er ved at flygte fra dette svar.
    So be it.
    [liggevaffel og 3-tal]
    🙂

  21. Det forklarer meget, det med din kvindelige side, mener jeg. For nu forstår jeg i hvert fald bedre, hvorfor jeg har følt mig så sært tiltrukket af dig – det er noget, der ligger i mig og altid har, eller jeg har for det meste i hvert fald hooket op med kærestepotentialer, der har været sådan (som dig, dét der). Lige med en enkelt undtagelse, som jeg gik hen og giftede mig med, har de, ja vitterligt stort set alle sammen, været… kvinder… haha. Åh, hvad er det nu, er der ikke noget med et fjernøstligt skrifttegn for noget skidt noget med dét (to kvinder under samme tag)? – så forstår jeg ENDNU mere alting meget bedre, ha!
    Nå. Men jeg kan jo af indlysende årsager ikke være stort overrasket over det med de gangbare kvinder ift. bloggen her, men jeg er heller ikke overrasket over alt det andet, du skriver om dig selv, men jeg er heller ikke enig – som nævnt tidligere tror jeg ikke, man skal OVERVEJE så meget (det ligger lissom osse i ordet, ikke? OVERveje), jeg tror, man skal følge det, man føler – uanset hvordan hvad så ellers ser ud udenpå, eller indeni for den sags skyld. Kroppen husker, tror jeg, øjnene ser, ørerne lytter, hjernen lagrer stuff dybt nede under det bevidste, og jeg tror, det er dét (man mærker, når noget føles “forkert” eller “rigtigt”) “det” er.
    Aha.
    Jeg tror også, at du er godt selskab, Beo, eller nej… jeg VED det. Bare. Og otte minutter, tja… man kan nå meget på kort tid, hvis man virkelig gerne vil (og omvendt intet på lang) 🙂 – f.eks. tog det rundt regnet ikke mere end 1/100 af et sekund, før jeg vidste, at jeg var skudt i ham. Ham der fra bussen, som jeg nævnte tidligere – og jeg så ikke engang direkte på ham med mine egne øjne, hvor jeg så ham første gang – det var ud af krogene, og alligeveller hold KÆFT, hvor blev jeg bange!!!
    Nå. Nu vil jeg skrubbe hen at sove lidt, for jeg skal gøre rent, inden min søn kommer hjem på besøg fra ferie. Hav nu noget dejlig tid, mens jeg ikke holder øje med dig?
    Kram og knus og ❤ og kys
    til søde Beo
    fra mig

  22. P.S. “du ved ikke, hvem han er” var der engang en, der sagde til mig (om ham der). “Næ”, svarede jeg, “men jeg er også ligeglad” – og det lyder måske lidt, hm, mærkeligt, men meget, man ellers kunne synes var mærkeligt, bliver det mindre, når ens krop først én gang har været opløst i atomer (så ved man jo virkelig, at man ikke ved, hvem man selv er, eller hvad).
    Jeg tror, det er den eneste gang i mit liv, jeg kommer til at opleve det – at møde et menneske, at gå ind i én, om hvem (for mig) det aldrig nogen sinde ville komme til at handle om tro. “Tror du, det ville gå?”-tro, mener jeg. “Tror du, at du vil elske ham, til du dør?”-tro. Igen – det er atomernes skyld det hele, at man ganske enkelt ikke kan lade være. Massemorder? Ludoman? Stikpilleafhængig? Muligvis – eller det, der var værre.
    Det er viljen, der opløses der – sammen med bevidstheden, når det sker.

    snork, godmorfar….zzzzzz…..
    søde du ❤

  23. Nåmen, nu er det blevet senere og aften og solen er gået ned, og jeg skal snart sove, men jeg ville lige sige godnat til dig først.
    Godnat, søde Beo, jeg håber, du får sovet noget godt, dejligt.
    Kram (godnatkram) og kys (godnatkys) og ❤ ❤ ❤
    til dig.

    🙂

  24. Christina…tak for endnu flere fede tanker, erfaringer, refleksioner og analyser. Jeg har her til aften været til mini-koncert ved Christianshavns Bådudlejning og Restaurant, hvor Julie Maria spillede et sæt med gamle og et par nye sange. Jeg er meget vild med hendes sange, og der var en eventyrlig sommeraftensstemning der ved kanten af kanalen.
    Jeg cyklede til Christianshavn og hjem igen. Det er eddermame længe siden jeg har kørt på cykel. Tænk…en dag med kartoffelkogning og cykling. Hvad BLIVER det næste?
    Jeg har en meget stærk lyst til at skrive til Bus-Olga, men jeg ved at hun ikke er så vild med at skrive om den slags. Jeg opdagede lige en to år gammel mail-kommunikation, hvor hun og jeg ellers skrev meget fint sammen. Faktisk var vi lige ved at opnå en god kontakt, men så blev det ødelagt af en konflikt mellem os, som sendte mig dybt ned i mørket.
    Så jeg lader nok være.
    Men sikke en masse sommergriller, du sætter i mig, ved at sende mig så mange vafler og lykketal. Det er sødt af dig. Tak for dem.
    Jeg støvsugede også i dag. Man trækker vejret så dejligt bagefter.
    Kender du mit digt om et forhold, der var lige ved – og som måske var der – men som så også gik helt galt?
    Her er det:
    jeg rørte dig næsten ikke
    hverken før eller siden
    vi lod det begge ligge
    og overlod det til tiden
    du vidste det ikke i starten
    hvor intet endnu var som før
    vi glemte det begge i farten
    hvor livet som sådan dør
    til sidst var der intet tilbage
    kun gåden om dig og mig
    og jeg husker det sidste du sagde
    verdens allermindste nej
    🙂

  25. Ja, jeg kender godt det digt – det må være fra en af de af dine bøger, jeg har købt? – eller også har jeg læst det her. Det er trist. Det er altid trist, når det går galt, og det gør det tit (synes jeg). Det der kommunikation er ikke nemt at have med at gøre… nogle gange ville jeg ønske, jeg havde et neonskilt i panden, der kunne blinke underteksterne ud, så når jeg sagde ét, stod der, hvad jeg virkelig mente et stykke oppe over munden. Når jeg er sur men i virkeligheden bange eller ked af det, når jeg lyder ligeglad men i virkeligheden bare er træt, eller når jeg siger som om jeg er uinteresseret men i virkeligheden er så skruphamrende forelsket, at jeg er lige ved at falde fra mig selv.
    “verdens allermindste nej” kunne jeg (kan) især godt lide (da jeg læste digtet første gang (og nu)), det er så… lille og fint og …porøst og trist. Ja.
    Det lyder dejligt med mini-koncert, eller i det hele taget med koncerter. Hvis jeg havde råd og tid, gik jeg til sådan nogle hele tiden eller i hvert fald tit. Man bliver så levende (føler sig) af det.
    Mht. til Olga så… det kender jeg godt. Måske netop så ikke det er en god idé at skrive, nej. Men prøv alligevel at gå ind i hende, næste gang du møder hende derude, for selv om det er en skræmmende oplevelse, er der alligevel heller ikke meget, der kan måle sig med det.
    – og angående vaflerne… haha, det er ikke “sødt af mig”, eller det er i hvert fald ikke noget jeg gør for at være sød. Det er noget bare der sker, fordi jeg ikke kan lade være. Sådet.
    Kys og dejlig dag til dig, du

    🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s