For mange kokke kan også lave mad

Lige nu er jeg i gang med at nyde tredje sæson af tv-serien ‘In Treatment’ med Gabriel Byrne som Dr. Paul Weston.

Det er SVT, som sender et afsnit de fire første hverdage i ugen, og jeg er meget vild med den fiktive fortælling om psykologi i det terapeutiske rum.

Men hvordan de kan blive enige om hvad serien skal indeholde, overgår min fantasi. Deres møder må vare i dagevis! Hvorfor? Jo, her er rulleteksterne efter dagens afsnit:

Executive Producer: Stephen Levinson
Executive Producers: Anya Epstein og Dan Futterman
Executive Producer: Paris Barclay
Executive Producer: Mark Wahlberg
Executive Producer: Hagai Levi
Co-executive Producer: Noa Tishby
Supervising Producer: Sarah Treem
Consulting Producer: Eric Overmyer
Producer: Sarah Lum
Produced by Mark A. Baker
Co-Producer: Tim Christenson

Jeg håber virkelig de hver især har et bundsolidt bagland.

20 kommentarer til “For mange kokke kan også lave mad

  1. Det er ikke fordi jeg ikke tror på psykologer, for det gør jeg, og de kan være virkelig gode. Men. Nogle gange går det hele bare for meget op i Freud-hat og doktorbriller synes jeg, og vi kommer ikke uden om, at en psykolog af de dygtigste af slagsen kan give dig rigtigt meget men kun sjældent det, vi alle sammen har brug for: Kærlighed. Kærlighedens trygge arme at dumme os i, fejle imellem ude i VIRKELIGHEDENS terapeutiske rum.
    Bare en bemærkning, vagt relateret – kender ikke serien andet end af omtale. Kan sagtens forestille mig dog, at den er fin, at man kan sidde og nikke og føle aha og vide sig genkendt og gennemskuet, og at det er rart – og om ikke andet kan man da nyde de lækre mennesker, der er i den. Gabriel, f.eks., hvis man er til mænd og/eller engle, lækre dialekter, rolig stemmeføring og den slags. Mumlen… han måtte gerne mumle mig i søvn hver eneste nat, that’s for sure, det har han sådan set altid gerne måttet.
    Udover det, så ved jeg ikke med din titel? – For mange indikerer lissom, at der er for mange (til noget), og hvis det IKKE er maden, de ikke kan være mange om, hvad er det så?
    Alternativt lille f og et komma foran, på den måde kunne det være et svar på noget.
    Nå. Kram og kys og ❤
    og god dejlig dag
    til dig

    🙂

  2. Det, jeg elsker ved ‘det terapeutiske rum’ er, at det i voksenlivet er det eneste sted, hvor man kan åbne sig, vise sig frem, meddele sig, ønske sig, skabe sig osv overfor et menneske, som MED VILJE kun er der for at den anden skal kunne få det bedre og/eller anderledes. Alternativt leve med det, der er, på en mere accepterende, tilgivende og dermed måske udviklende måde.
    Serien viser dette møde på fremragende vis. Og den har netop det, som jeg sukker efter i radio og tv = RO! To mennesker sidder og taler sammen. Hvis der er andre scener, så handler de om noget vigtigt ift terapeutens liv eller klientens.
    Det fedeste ved serien, er at den viser hvordan psykologen på samme tid skal være der for sine klienter, og så slås med sit eget liv. Det er håndværket i den profession, at man skal kunne begge dele.
    Desuden er klienternes livshistorier dybt fascinerende, omend fiktive. Alle typer mennesker. Et smukt spejl.
    ‘In Treatment’….kan anbefales.
    PS: SVT har i to dokumentar-udsendelser vist dagligdagen på en lukket psykiatrisk afdeling i Stockholm. Det er noget af det bedste public service-tv, jeg nogensinde har set. De kan anbefales i DEN grad:
    http://svt.se/2.122744/1.1920704/
    PS II. Min titel hentyder til, at jeg ikke fatter hvordan SÅ mange producere og producenter kan blive enige om at lave noget, der viser sig at være SÅ stille og rolig og….fremragende. Normalt fordærver for mange kokke maden, men her rører de eddermame rundt i takt – og råvarerne er af den mest udsøgte kvalitet 🙂

  3. Undskyld. Men jeg blev lidt fyldt af Norge i går (og så meget andet), derfor jeg ikke har svaret før nu. Men det vil jeg gerne, hvis du vil 🙂
    P.S. de der udsendelser, som du har linket til… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Andet end at noget, jeg har lagt mærke til på lukkede afdelinger er, hvor lidt mennesker, der er. Udover dem, der er indlagt altå, og de få personaler. Hvorfor er der ikke flere mennesker, der arbejder der? De kunne fortælle historier eller bare sidde og drikke kaffe sammen med de andre og lytte. På den måde selvfølgelig at de psykisk sårbare til enhver tid kan gå ind på værelset og være foruden, hvis de ikke kunne holde til mere. Jeg ved det ikke, der er bare så …hvidt og tomt… og langt, lange gange, der ikke leder nogen steder hen. Puha, det er så trist.
    Det er mærkeligt, synes jeg, at alle dem, vi ikke ved, hvad vi skal stille op med, dem propper vi ind i sådan nogle institutionslignende institutioner… små børn, gamle mennesker, kriminelle og patienter – som om man ikke kunne bygge noget, der var lidt mindre sådan? Som om vi ikke kunne gøre noget mere for at holde dem, der er tæt på os, tæt på os? Alle, der skiller sig ud, bliver stuvet væk (vi stuver dem væk), får et fjernsyn at glo på og noget rimelig kedelig mad. Og piller – men hvor er hænderne henne, der skal holde om dem? hvor er læberne henne, der skal kysse dem og sige, at de er elsket?
    Nej, nu bliver jeg virkelig trist igen.
    Hav en dejlig aften, anyways,

    kys og kram
    fra mig

  4. Du behøver ikke undskylde. Jeg er selv helt slået ud over den norske tragedie.
    Jeg er for så vidt enig i dine betragtninger om måden vi i vores samfund tager os af psykisk syge mennesker. Dog synes jeg at de to dokumentarudsendelser siger meget om hvad det vil sige at være hårdt ramt af psykisk sygdom, og den stærke forpinthed patienter oplever. Faktisk synes jeg at udsendelsen giver et lødigt og mytedræbende billede af hvordan man bliver behandlet, når man bliver indlagt. F.eks. hvis man bliver tvangsindlagt, fordi man ikke kan styre sin mani.
    Den overlæge, som er gennemgående behandler, synes jeg taler på en ordentlig måde med patienterne – som ind i mellem er meget plagede af voldsomme symptomer.
    Det glæder mig at du vil se første sæson af In Treatment. Er det okay at jeg smutter forbi sejlebutikken mandag? Er du der dér?
    hep
    Vaffel-tre-taller

  5. Hm. Nu skrev jeg en laaaang kommentar, men den blev ikke ordentlig. Jeg tror ikke, jeg så godt kan skrive om emnet uden at det så også skal være virkelig VIRKELIG langt for, at jeg får dækket sådan nogenlunde, hvad jeg tror og mener (og føler), så det dur ikke rigtigt her.
    På en måde bliver det også for personligt (igen, til her).
    Og nu prøvede jeg alligevel at skrive noget, og nej, det bliver helt forkert. Måske en dag vi bare kunne tale om det?
    Nå. Men ja, jeg er der dér 🙂
    Kram & kys & tak ❤

  6. Jeg har set den første og halvdelen af den anden. De er lidt hårde at se (jeg bliver så ked af det), så jeg kan ikke rigtigt få mig til at se dem ud i ét.
    Men de er gode, synes jeg, meget afdæmpede, der er god tid (til alle).
    Tak 🙂

  7. Fint. Okay. Det ER hårde skæbner. Meget. Og netop derfor synes jeg at udsendelserne er typisk gedigent svensk public service-kvalitet.

  8. Jeg havde også min søn på besøg, og han kom hele tiden ind og ville noget – og han har det sådan (ved jeg, for det har han sagt), at han ikke kan holde UD at se mig græde, så det var lidt svært, for selv om det er godt, og selv om der var meget positivt i udsendelserne (altså det af dem, jeg har set indtil nu), så ER det altså meget svært at høre (og se) folk fortælle om så stor smerte, uden at man bliver påvirket af det. Det kan jeg på en måde lidt bedre i virkeligheden, mærkeligt nok, altså holde masken, så længe jeg skal – og så gå hjem og tude bagefter. Hvorimod altså hvis det er i fjernsynet (eller i fjernsynet på computeren), jeg ser det, måske fordi jeg så sidder alene og uforpligtet (eller bare åbent, indtagende – i modsætning til over for nogen, hvor jeg har en eller anden rolle, noget jeg skal, nogen jeg skal være) ift. til omgivelserne, ja så…

  9. Christina…det faktum, at du reagerer på optagelserne og de mennesker, som så modigt har stillet deres smerte og sygdom til offentlig skue, viser at du evner at sætte dig ind i andres følelser og liv. Jeg har det nok lissom dig, at jeg tør fælde en tåre på sikker afstand, mens jeg ‘ude i virkeligheden’ er mere forsigtig med at sænke paraderne. Ikke at jeg ikke kan mærke noget, men jeg er ret selektiv i forhold til hvor jeg placerer mig i forhold til begivenheder og reaktioner.
    I disse dage er der jo daglig transmission fra en by og et land i fælles chok, bestyrtelse og sorg – så der er der rigeligt af stof at tage af.
    En god bekendt af mig, nægter at deltage offentligt i denne fælles begrædelse af den norske tragedie. Han spørger, hvorfor der ikke er et somalisk flag i den anden ende af mit Facebook-profilbillede – idet der jo var 5.000 børn, der døde af sult og nød, bare i går.
    Jeg har ikke nogle gode gode argumenter for at modsige ham. Jeg reagerede bare på, at han ikke kunne nære sig for offentligt at kritisere de opdukkende norske flag på danske FB-profilbilleder. På mig virker det som om han ikke vil ind i følelsen. Pudsigt nok kan han godt markere at en misbrugende popstjerne har mistet livet. Det reagerer han op. Forklaring? Han interesserer sig for musik.
    Lige nu spilles smerteforløsende orgelmusik i Oslo Domkirke. Det kan jeg høre og det kan jeg mærke. Man prøver at få rehabileteringsprocessen igen, og svaret på det må være yes, yes, yes.
    Hvis man spørger mig.

  10. Ja, sådan reagerede jeg vist også lidt, som din gode bekendte – jeg blev lidt vred i går, frustreret, over alle de mennesker, der smækker norske flag op på deres FB-profiler og “sender alle mine tanker til Norge”. Hvorfor? Fordi… da jeg gik fra bussen over til den norske ambassade for at deltage i mindehøjtideligheden i går, så jeg ikke én eneste af bl.a. de mennesker, jeg selv kender, der har alle tankerne på Norge og flag på deres profiler, ikke én, og hvad mere er, vi var kun 1.000. Kun 1.000, 1.000 det er da mange, eller? – jeg synes det ikke, ikke ud af det samlede københavnske indbyggertal, ikke når man tager i betragtning, at det var lørdag i går, og at de fleste danskere trods alt lever meget mandag-til-fredag agtige liv, meget 8-16 og derfor altså har fri og kl. 18, som var det tidspunkt, det var, HAR overstået indkøbene.
    Men måske de bare skulle noget, og ja måske de skulle. Måske de skulle lægge make-up, før de skulle være hos nogen til lørdagsmiddag, eller måske de skulle støvsuge, eller måske hvad ved jeg, og på den ene side, så skal livet også gå videre, men på den anden, så føler jeg bare, at det er så vigtigt, at man forstår, hvad det er der sker…
    Det her er ikke en ulykkelig event, det er ikke et udslag af solen eller et tog, der kører af sporet pga. en fejl langt væk i Kina eller en pludselig tsunami, der er skyllet ind over vort lille Skandinavien, nej, det er handlinger koldblodigt planlagt af mennesker (mindst ét), der i årevis har fået alt for meget plads (tror jeg), alt for meget lov til at sige grimme ting, der har fået alt for meget lov til at stå umodsagt hen.
    Mao. jeg mener virkelig, at det der er sket i Norge er noget af det værste i verden, hvis man tror på demokrati, som jeg gør, noget af det frygteligste overhovedet – ikke kun fordi det er FUCKING BØRN!!!! der er blevet dræbt (FUCKING BØRN?????!!!!!!?????!!!!!), men fordi vi selv med al vores venden siden til (ikke den anden kind) er blevet så ligeglade, så udglattende, så konfliktsky, at vi får netop dét: Konflikter, blodige konflikter, der udkæmpes og vindes alt for nemt af mennesker med stærke ordforråd og hårde, misligholdte hjerter.
    Det hele handler om pleasure, det hele handler om smertelindring; intet må gøre ondt – så vi siger ikke noget, heller ikke til dem, der fyrer det argeste lort af, for vi skal ikke have noget i klemme, det skal ikke gøre ondt på os. Pleasure, smertelindring – og grådighed; salgstal – se bare på avisernes netforsider, hvor mange store billeder, der er af ham nordmanden… er det for at vise, at fjenden ligner os selv mon? er det derfor man ser ham i uniform, er det derfor der er så mange artikler, der neutralt forklarer hans baggrund og knap så mange, der tager fat i, hvad fanden det er, der er galt med vores samfund, at vi kan forædle noget sådant????
    Så derfor, derfor bliver jeg frustreret, vred – jeg kan godt lide alle dem, jeg godt kan lide, men jeg syntes bare (synes), det var så vigtigt at vise i går, HVOR lidt vi har lyst til, at vores verden skal indeholde så megen ligegyldighed ift. så vigtige ting som en grundfæstet ret til at leve og udfolde sig i respekt for alle andre.
    Jeg ville gerne, at der havde været 10.000 af os i går, at Amaliegade havde flydt over, hele Amalienborg Slotsplads, hele Indre By – ikke fordi det er Norge, ikke fordi vi er forpligtet til at vise noget ift. omverden, men fordi vi er forpligtet, om ikke andet, til at vise noget ift. vores egne børn, der skal vokse op og videre og selv have børn en dag, der gerne skulle kunne tage trygt af sted på sommerlejr et sted, så jorden en dag – når vi har fået udvekslet flere synspunkter, fået krammet mere og fået sunget flere sange omkring lejrbålet – kan blive et sted, hvor der vitterlig er PLADS til alle.
    Men samtidig ved jeg også godt, hvordan det er, og ja, der er tørke i Somalia, og der sker ting i Japan, der føles langt væk, og vi kan ikke tage alt ind på én gang, men jeg synes ærligt talt ikke engang heller, at vi er tætte på, at det er dét, det handler om. Helt ærligt, helt ærligt – helt ærligt, jeg ved ikke, hvor mange jeg kender, der virkelig bekymrer sig om andre end dem, der står dem nært (i dagligdagen), helt ærligt, hvis det endda dét… vi har så travlt med at skulle have det behageligt, ingenting må gøre ondt, intet må allerhelst være besværligt…
    Og jeg er ikke bedre selv, det er ikke derfor, og det er også derfor, jeg bliver vred, for jeg bliver ikke mindst vred på mig selv – ja, man kan sagtens gå skridtet længere og sige, at jeg føler skyld. Jeg føler skyld for, at alle de unger er døde, jeg føler skyld for den rædsel, de må have følt (alle de børn, der må have grædt efter deres mor og far og søstre og brødre), jeg føler skyld over alle de pårørende, der resten af deres liv skal leve med det enorme tab, de har haft – jeg føler skyld over alle de gange, nogen har fyret et eller andet småligt og racistisk LORT af, og jeg bare har sagt tø-hø, eller jeg har sagt ingenting, fordi det skal ikke blive ubehageligt, jeg føler skyld over alle de gange, jeg har holdt min kæft, når jeg skulle have sagt NOGET.
    Sådan en mand som ham, hvordan sker det, fortæl mig ikke, at han ikke kunne have været undgået, fortæl mig ikke, at ingen kunne have påvirket ham i modsat retning, fortæl mig det ikke, for jeg tror ikke på det. Han har fået plads, og han har fået plads BLANDT ANDET på det der fucking Facebook, der i den ene ende af verden er en velsignelse, der kan sende folk på gaderne i protest – og i den anden bliver brugt til propaganda, ingen rigtigt tager sig af.
    Modstridende lortepis, ja, det er det, jeg er fyldt af, og jeg kan ikke ha’ det, og jeg kan ikke ha’ mig selv i det, og jeg kan ikke ha’, at håbet bare svinder yderligere ind, mere og mere ind og jeg mere og mere tænker what the fuck, solen dør jo også en dag, og så kan det for helvede vel også bare være lige meget, det hele?
    Nej.
    Det SKAL være en naturlig ting at elske, mens vi er her – hvor kort tid vi end har. Det SKAL det simpelthen, ellers…
    Undskyld, det blev langt, det her, og undskyld verden og undskyld Norge og undskyld alle mine venner, som jeg kan blive vred på over, at de er til fest imens det hele tiden andre steder er tid til at græde (og tænke sig om).
    Undskyld ja, fordi jeg er jo også sådan selv.
    Kram.

  11. P.S. på vej ind til højtideligheden ringede min søn, han havde sovet, jeg havde prøvet at skrive til ham på – haha, Facebook! fucking Facebook (hvorfor tog jeg ikke bare forbi ham for helvede???) – så han havde ikke fået min besked om, at jeg ville tage derind og ville han mon med? – så han kom ikke med, men han sagde i telefonen, jamen Mor, hvad nu hvis de slår til igen, fordi de ved, at der er en samling af mennesker, og jeg svarede, at så skulle jeg nok dukke mig… Men det er det, jeg mener med børnene… hvis man “bare” bliver hjemme, hvis man ikke tager af sted – bare for en enkelt time – for at stille sig op et sted, for at vise, at det vitterligt er vigtigt – hvordan skal de så nogen sinde forstå det???
    Et flag på profilen er der ikke noget i vejen med, jeg synes bare ikke, det er nok, det er som om vi ikke… nej, det kommer til at lyde helligt, fordi jeg selv tog derind, og det er ikke det, der er meningen, på en måde ville jeg ønske, at jeg IKKE var taget derind, så kunne jeg virkelig have harceleret over det, fordi så harcelerede jeg jo samtidig over mig selv (og så må man godt).
    Det er svært, synes jeg, svært sådan noget… liv, kærlighed, ligegyldighed, død.
    Den måde vi forvalter fremskridtet på, ikke mindst det teknologiske, den måde vi på én gang kan vise 500 mennesker hvor GODE vi er, fordi vi tilsyneladende bekymrer os om verden, samtidig med at vi ikke behøver bevæge os ud, hvor det bliver farligt, hvor det koster noget.
    Vi sang i øvrigt derinde, Kringsatt av fjender (ved ikke hvordan man staver det på norsk), dér stod vi i regnen og sang med fjenden lige midt (inden) i os… sådan tænkte jeg, og jeg syntes det var sørgeligt, og jeg syntes det var dejligt, at der var en harmonika der lød på et tidspunkt og en sær snegl af en mand, der råbte nogle ord udover forsamlingen, og folk syntes, det var sært, kunne man se, men der var ingen, der tyssede på ham, selv om han helt åbenlyst var helt uden for program, syntes det var rigtigt rart at se, at en lille håndfuld politikere trods alt havde trodset regnen og fået ministerbilchaufføren til at parkere lige nærved, så de kunne være med, om ikke andet så for en kort stund.
    Nå. Nok om det, livet går videre, eller det SKAL det jo, ellers giver intet mening mere.
    Kram-kram og ❤ (og undskyld blog-spam)

  12. Christina…fint indlæg. Tak for det. Jeg overvejede selv at møde frem ved den norske ambassade, men valgte ikke at deltage. Når man oplever noget meget stærkt, og som man synes er dybt vigtigt for den verden man er en del af, så bliver man ekstra sensitiv. Man mærker hvordan man reagerer, og man har måske svært ved at rumme at andre reagerer anderledes.
    Det sker ofte, at når et forældrepar oplever et stort tab sammen, f.eks at de mister deres barn, så har de svært ved at acceptere forskellen i deres måde at reagere på. Sorg er en stærkt individuel proces. Nogen taler meget og har behov for det. Andre bliver stille, og reflekterer og relativerer hele tiden.
    Man vender måske sin skyldfølelse udad. Forstår ikke at andre ikke reagerer lisså stærkt eller tydeligt.
    Jeg beundrer dig for din ærlighed, Christina. Jeg kan selv få disse følelser, hvor jeg bebrejder andre den måde de reagerer på, eller ikke-reagerer på.
    I en så overvældende situation som denne, er det måske ønskeligt at alle giver plads til alle. Men det er jo netop besværliggjort af, at man er ekstra stresset af de pludseligt opståede og ikke-ønskede følelser og tanker.
    Det var godt at nogen deltog i mødet ved ambassaden, men dem som ikke kom kan ikke dermed beskyldes for ikke at sørge lisså stærkt.
    Dine tanker om hvorfor denne gale mand ikke blev stoppet før, deler jeg. Dog er jeg forsigtig med at sende stærke følelser ud om det. Men hey….hvis jeg var mere direkte ramt, så ville jeg nok være meget mere direkte i min kritik af dé mennesker og det samfund, som ikke greb ind i tide.
    Vi hører jo ikke meget om de mennesker, som systemet HAR stoppet i tide.
    Den norske sikkerhedstjeneste oplever en sort stund lige nu. De har fejlet så voldsomt at det må føre til omprioriteringer.
    At man reagerer med følelser viser at man er i live. Kan man ikke bære det alene, er det også i orden med mig. Men hvem man så mener skal dele skylden for det skete, skal man være varsom med, synes jeg.
    Bør man f.eks. bebrejde det norske fremskridtsparti? Det danske? Jeg mener, at det ville være en stor fejl at sige: se nu bare hvor galt det gik. Det er I medskyldige i..! Jeg er helt sikker på at man i de kredse indleder en lang ig ubehagelig selvransagelse.
    Gerningsmanden ville udløse en revolution. Ændre samfundet i den retning, han ønskede, via sin direkte indgriben i faktiske forhold. Fjerne de mennesker, der arbejdede for det modsatte af ham. Hans helt store fejlberegning er, tror jeg, at han netop med denne form for handling udløser enorme mængder af modreaktion fra folk, der ellers ikke var særligt engagerede. Og på den måde gør han sin egen sag stor skade. En bjørnetjeneste af gigantisk og historisk omfang.
    “For de gamle, som faldt,
    er der ny overalt,
    de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
    Og de tro’de, at hjertebånd kan briste,
    og de tro’de, at glemmes kan vor ret!
    De skal vide, de aldrig ser de sidste,
    de skal vide, at ingen bliver træt.
    Thi som årene randt,
    sås det: båndene bandt,
    kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.”

  13. Jeg beskylder ikke nogen for ikke at sørge, jeg beskylder os for ligegyldighed – med de undtagelser, der nu engang er – mennesker, der af en eller anden rigtigt, rigtigt god grund ikke kunne være der (om det så er fordi de ikke fysisk har kunnet, eller fordi de ikke kan holde det ud). Desværre tror jeg stærkt, at der er mange – helt ustyrligt mange, der bare ikke har været der, fordi… fordi det er sådan, vores samfund nu engang er (blevet). Trist.
    Også trist, din sang – minder mig om Shubbernes We Wanne Be Free, en lige så trist sang, da den indeholder præcis så meget frem og tilbage, at der aldrig finder nogen egentlig (positiv) udvikling sted.
    Fallit.
    Sorry to say.
    kh.

  14. Som sagt, så er det godt at du var der. Og godt at de andre var der. At der ikke var flere kan være et bevidst udtryk for ligegyldighed. Et bevidst fravalg. Men spørgsmålet er hvor meget tilstedeværelsen eller ikke-tilstedeværelsen betyder i det store billede. For hvor lidt eller meget vi i Danmark kan undgå lignende tragedier. Du var der, og vurderer andre og verden dérfra. Jeg var her, og vurderer verden og andre herfra. Er der nogen forskel på din og min deltagelse og engagement på den måde?
    “Det haver så nyligen regnet”, hed den sang jeg citerede. Shubbernes forsanger genoptræner efter en hjerneblødning/bloprop i hjernen. Vi oplever alle ting og hændelser, indenfor og udenfor vores nære miljø. Hvor meget vi rammes af den norske tragedie er individuelt.
    Forpligtelsen til daglig kamp for at vi og andre kan leve i vores verden, både i den nære verden og i den store, deler vil. Måden, vi administrerer den forpligtelse på er individuel. Der er en stemmeseddel. Der er en måde at være på over for nære og ukendte.
    At være kærlig er noget af det vigtigste. Noget af det sværeste er at tolerere at andre har meninger og holdninger, som mig slet ikke kan gå ind for. Tragedien i Norge har vist hvor galt det går, når nogen pludselig føler at de har ansvaret for at ændre verden, redde verden, helt alene. Helterollen.
    Det er en tragedie. Urimelig. Ubegribelig. Ubehagelig.
    Jeg ønsker dig og dine en masse kærlighed, Christina.

  15. Nej, måske bliver vi ikke enige om midlerne. Kun om målet. Og præcis dette at kunne leve sammen på trods af uenighed og forskelle, er det sunde samfunds fineste grundværdi. Statsminister Stoltenberg har i sine taler netop opfordret til, at Norge skal fortsætte med at fungere som det plejer – ikke som om intet er hændt – men FORDI det er hændt (det sidste er mine ord, ikke hans).
    Det er den store udfordring nu: at vise Breivik at hans “metode” er uønsket ved at fortsætte på den åbne, demokratiske måde som ekstremister finder ubærlige og uudholdelige. Breivik kunne tydeligvis ikke leve med den måde tingene kørte. Jeg er glad for at han overlevede, for så får han år efter år efter år efter år, hvor han fra sin celle må se hvor forkerte hans beregninger var.
    Ikke at jeg tror han bliver omvendt så let. Men det kan ske. Og hvis det sker, så kunne han blive en særdeles velegnet propagandist for det modsatte af, hvad han før kæmpede så indædt – og alene – for.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s