Fenger fænger

Ærlig med kant.

Sådan sammenfatter sangerinden Søs Fenger sin holdning til hvordan en god sang skal være.

Hun sagde det i P1’s ‘Besøgstid’ forleden. Teksten skal være ærlig. Musikken skal være gennemført, men der skal undervejs være ét eller andet som får lytteren til at skærpe opmærksomheden. En lille overraskende kant.

Jeg studsede. Hendes måde at synge på har altid ramt mig mere end så meget andet. Hun har et eller andet som smutter ind i hjertekulen. En sikker teknik med sprødsom og småhæs sensuel kvalitet i fortolkning og finish.

I mit eget kunstneriske virke, hvor jeg skal læse lange og mange romaner og krimier højt for en lytter, der ikke følger med i den trykte bog, tænker jeg hele tiden på hvordan rytmen, tempoet og intensiteten skal være.

Hvis man bare læser løs, så kan der hurtigt gå autopilot i det. Det kan blive for lækkert. Man skal selvfølgelig både have en god stemmeklang og kunne læse afsnit efter afsnit op uden at hakke eller kløjs i det. Lytteren skal føle sig tryg lige fra første side. Men måske ikke for tryg hele tiden?

På det seneste er jeg begyndt på, uden at have planlagt det, at lave nogle små overraskende brud i linjerne. Hvis en person siger noget spøjst, eller hvis teksten byder på et meget overraskende ordvalg, så kan jeg godt finde på at holde en lille kunstpause.

Som om teksten blev skrevet på stedet. Som om den ikke stod dér allerede på en bogside. Det er jo mig, der fortæller historie. En mundtlig gengivelse. Ja, gu’ ved både jeg og lytteren at det handler om en i forvejen trykt bogtekst, men faktum er jo at jeg læser noget højt, og det skal jo lyde som om handlingen sker lige dér og lige nu.

Jeg er dog stadig i tvivl om de små bitte pauser dér. De kan hurtigt komme til at lyde som en billig effekt. Kruk. At jeg ønsker at få opmærksomhed. Som sagt er det kommet helt af sig selv, og det virker KUN hvis resten af oplæsningen fungerer så perfekt som muligt. Ellers virker kontrasten slet ikke.

Og da jeg hørte Søs Fenger forklare sin metode, så følte jeg at der gik en lige linje mellem hendes arbejdsovervejelser og mine. Jeg gør det jo intuitivt. Det sker fordi sætningen bér om det. Og en anden dag ville jeg ikke lægge nogen pause ind lige dér. Det er lidt lissom at improvisere i jazzmusik.

Det er mit håb at metoden giver en ekstra levende kvalitet til lytteoplevelsen. At lytteren mærker at stemmen tilhører et menneske. At det ikke bare er én lang afliring af ord. Som sikkerhedsremsen på et fly før afgang.

Men nu, efter at jeg har skrevet om det, så holder jeg måske op med at gøre det. Måske skriver jeg om det for at få det til at gå væk. Det ville være typisk mig. 

Min datter hørte for nylig ‘Fars store hemmelighed’ – en superfestlig og totalt najs syret islandsk børnebog om at have en misbruger som forælder – og hun studsede meget over min nye teknik. Hun kunne ikke lide den. Jeg havde bedt om hendes holdning til det.

Men måske fik det hende til trods alt at lytte mere koncentreret. Jeg studser selv, når jeg hører det. Når det sidste ord i sætningen mangler, og det så kommer efter et lillebitte ophold. Kanten.

Ærlig med kant. Du tog mit hjerte med.

Reklamer

3 thoughts on “Fenger fænger

  1. Måske var det i virkeligheden din lydbogsarbejdsgiver, der burde kommentere på dette indlæg.
    Teknik kan opleves som noget flersidigt. Er det teknik på sportsbanen? Er det teknik på talerstolen eller i lydboksen? Er det teknik på et maskinværksted på Vestegnen? Er det teknik i rumfartsindustrien? Er det teknik, når nanokomponenter kvantificeres på DTU osv.osv.
    En label mrk. “ærlig med kant” er absolut ikke den dårligste tekniske ord- og betydningssammenstilling……bestemt ikke. Det kræver erfaring at sammenfatte en sådan betydning og den har Søs Fenger, ihvertfald musikalsk!

  2. Erik…tak for kommentaren. Det var spændende at høre hende fortælle om sin jazzplade, hvor hun fortolker Billie Holiday-sange. Hun tog mod til sig, og spurgte salige NHØP om han ville være med, og til sin store glæde sagde han nej. Hun blev forbløffet over hans arbejdsmetode, hvor hver eneste indspilningsseance blev taget dybt seriøst, som om det gjaldt liv og levned. Og han drillede hende ved hele tiden at sige “hvad-var-det-nu-du-hed?’.
    Jeg har faktisk spurgt en af arbejdsgiverne, Aksel fra Viatone, og han havde godt bemærket at jeg måske talte lidt mere…kantet end normalt. Men det var så også i ‘Homer og Langley’, hvor fortælleren er en blind særling. Så skal man lyde lidt…ærlig.
    Min næste opgave er den nye Nesbog, ‘Genfærd’. Det bliver en sort omgang. Meget sort. Lige ud af min allé.

  3. @BEO#210811-1918:
    Det lyder som massiv anvendelse af de sorte tangenter på klaviaturet. Genfærd kunne du måske genfinde på Nes(oddtangen), når du næste gang passerer……. 😉

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s