Dirch

Forleden havde jeg fødselsdag. Som en lille gave til mig selv købte jeg en billet til filmen ‘Dirch’, og så den i dag klokken 14 i Imperial Bio.

Jeg kan stadig huske hvor nervøs jeg var, da jeg som lille dreng vovede mig hen til Dirch Passer. I seks år boede jeg på Bakken, hvor mine forældre arbejdede nærmest i døgndrift i sommervarmen. Selv tullede jeg rundt, kørte tusindvis af gratis ture i rutschebane og radiobiler og kiggede på de voksne.

Og man kunne også allernådigst få lov at se Cirkusrevyen, hvis man kendte den helt rigtige måde at spørge overkontrolløren om lov. Men een gang var jo ingen gang for mig, og der var jo andre metoder. Man sneg sig ind under teltdugen og så forestillingen mellem benene på en intetanende publikummer. Blev man opdaget vankede der lammere.

Var man ekstra meget mere modig, og hvis man brændte for sagen, så prøvede man også at liste sig ind i pausebaren under forestillingen. Så kunne man forsigtigt og ærbødigt nærme sig skuespillerne og danserne. Vejen fra garderoberne til scenen gik gennem den bar. 

Jeg brændte. Og fik hilst på nogle af dem. Også Dirch Passer.

Jeg vidste han havde haft fødselsdag, og ville give ham en gave. Det var måske i 1968. Jeg var elleve år og han i begyndelsen af fyrrerne. Min gave var en lille legetøjsbil, en lokomobil. Den havde jeg sikkert vundet i et af gevinstspillene derude.

Han modtog den som om det var en meget fin gave. Kaldte på Ole Søltoft (mener jeg det var). “Se Ole, jeg har fået en lokomobil..!” Jeg rødmede og trak mig tilbage.

Filmen om hans liv berørte mig meget, og jeg synes at Martin Zandvliet har løst den umulige opgave med stort mod og med et resultat, som jeg tror ville have opfyldt de drømme om seriøs kunstnerisk kvalitet, som filmen også handler om.

Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe er imponerende i rollerne som Dirc og Keld. Kaas ville have været på Herrens Mark uden Ranthes sublime med- og modspil. Det er meget mærkeligt at se Kaas spille scener op imod Martin Buchs udgave af Kaas’ egen far, Preben.

Jeg elskede hvert et sekund af den film, selv om den mest gjorde ondt. Et stort smil måtte jeg dog sende med tankemail til min kongelige kontrollørkollega Heidi ‘Krøllemor’ Keller, der i filmen spiller Lommerpige på fornemste facon.

Sidste oplysning i filmen er at Dirch døde i en alder af 54 år.

Det blev jeg forleden.  

8 kommentarer til “Dirch

  1. Interessant bloganmeldelse. Vi er enige om noget, men ikke om noget andet. Filmen vil også i løbet af de kommende dage blive bloganmeldt på kommentatorens blogge. 😉
    Så kan blogejer BEO sammenholde med sine indtryk, som jeg med fornøjelse gjorde denne sensommer-eftermiddag, da jeg gennemlæste ovennævnte varme og gode linjer. 😉

  2. Ehu…jeg tror, at jeg ville have reageret meget skarpt og negativt, hvis filmen ikke havde handlet om enhver komiker/klovns dilemma: forholdet mellem det seriøse og det…letsindige. Hvor lidt og hvor meget den gode klovn græder bag masken, og hvad prisen er for at være en af dem, der bærer kimen til det geniale.
    Men jeg vidste jo godt, at jeg slet ikke kunne anmelde filmen objektivt, fordi Passer og hans metier optager mig så meget. Jeg kan alle sketchene udenad. Egentlig synes jeg ikke ret godt om Passers film, fordi jeg synes han overspiller. Men han er selv en sublim jazzer, med en timing som er uforlignelig.
    Filmen er ikke et dokudrama om virkelighedens Dirch Passer. Den er en film om en komiker med det navn, og om kampen for at leve sådan. Spillet mellem Kjeld Petersen og Passer i filmen er SÅ godt set. Petersens jalousi.
    Jeg “lider” selv af klovne-syndromet = at jeg ofte i gruppesammenhæng bruger humor som afvæbnende distancefjerner…men prisen er at folk (og jeg selv?) har svært ved at tage mine seriøse og mørke sider alvorligt.
    Den film går i mit hjerte og i mit blod.
    Hans kontakt med børn i filmen rammer mig på den mest voldsomme måde. En af hans døtre hedder jo det samme som min. Og hun har det samme syndrom som mig…de her enorme latteranfald.
    Hvad skal man bruge humor til? Til at undgå at andre gør een fortræd?
    De tre lussinger Passer får i filmen gjorde ondt på mig i biografsædet. Meget, meget ondt.

  3. @BEO#250811-1934:
    Med mit efterhånden rimelig gode kendskab til din personlighed er jeg ikke overrasket over hverken indlæggets substans, ej heller din adderende kommentar, herunder reaktioner på f.eks. de tre lussinger osv.
    Modsat dig oplevede jeg som dreng Dirch og Kjeld P. på ABC-teatret samt som ung (i privatsfæren) Stig Lommer; Dirchs scene og ikke mindst privatliv er kun refereret gennem min afdøde svigerfar, der naturligvis oplevede Dirch i film som “kollega” m.m.
    Vi kunne nok snakke længe om denne film, men må indtil videre “nøjes med” at gen(læse) hinandens respektive bloganmeldelser (min forventes i morgen eftermiddag).
    PS. Jeg ser frem til at opleve Beologines “syndrom” 😉

  4. Ehu…jeg glæder mig til at læse dit indlæg. Jeg fandt valget af Lars Brygmann til rollen som Lommer meget mystisk, men jeg synes egentlig ikke at han rammer teaterproducentens entreprenante flair ret godt. Jeg syntes jo Lommer var pisseklam, for at sige det på nudansk. Gammel gris! Men han havde jo flair, og også selvironi = visen ‘For sent’.
    Har du nogensinde set dokumentarfilmen om Aage Steentoft, lavet af hans søn, lydmontagemesteren Christian Steentoft? Der er der smerte…oh yes. Og tænk dig…de gudesmukke melodier faderen skrev, og så var han sådan en ronkedor?
    Åh…nu mærker jeg forfærdelsen og forargelsen over afsløringen af Osvald Helmuths måde at “administrere” sit familieliv på. Siden da har jeg mistet meget for ham. Alt for meget.
    Det er ikke sådan med de fader/søn-opgør. Man er måske lidt nødt til at dræbe ens billede af de perfekte fædrefigurer for at kunne leve med sine egne fejl og mangler??

  5. PS. Imponerende, hvordan Kaas/Ranthe har ramt ping-pong sketchene lige på kornet, selv ned i de mest forfinede timinger. Hatten af.

  6. PS II. Den eneste ting, jeg studsede over, var sjovt nok, at Annika Aakjær, som i filmen spiller Daimi i sangen ‘Hvem har du kysset i din gadedør’ er alt, alt for høj..!
    Det urkomiske i den skønne Cirkusrevy-sang var jo netop, at Daimi stort set kun nåede Dirch til bukselinningen, og vist er Lie Kaas pænt højere end Aakjær. Men langt fra nok, i mine øjne 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s