Monthly Archives: august 2011

Ude i virkeligheden

Så sluttede tredje sæson af tv-dramaserien ‘In Treatment’.

Hovedpersonen, den 57-årige psykolog Dr. Paul Weston gik ud i livet for at få lidt has på sine definitioner af virkelighed og relationer.

Weston – fremragende spillet af Gabriel Byrne –  kan ikke længere adskille virkeligheden i det terapeutiske rum og privatlivet. De følelser som helst skal opstå mellem terapeuten og klienten, kan han ikke mestre længere. Hverken som terapeut eller klient.

Hans egen terapeut, den smukke unge Adele (Amy Ryan) nærmest trygler ham om at blive i terapien, for hans egen videre udviklings skyld.

Men Paul nægter. Han er forelsket i Adele, og han orker ikke at udforske valøren af disse følelser. Ikke i terapi. Skal de mødes igen, skal det være i en privat relation. Det er hun tilsyneladende ikke til sinds at gå med på.

I sidste scene går han afsted på fortovet blandt menneskemængden i New York. Han har en ret smart jakke på, der får ham til at se yngre ud.

Jeg har været meget glad for denne serie. Måske skulle jeg gå i noget mere terapi. Eller bedre…(gulp)…leve noget mere liv. Vove noget. Satse lidt vildere. Investere mere.

Fiktive, men realistiske, Weston har en lang, lang uddannelse bag sig og har arbejdet i 30 år i det fag, han ønskede at virke i. Nu ved han ikke hvad han vil lave. Jeg har ingen uddannelse og er meget sårbar overfor forandringer i min arbejdssituation. Bliver jeg syg, har jeg ingen pension og må gå direkte på kontanthjælp.

Der er Weston lidt bedre stillet. Har råd til at drive rundt uden anker. Men okay. Han er fiktion. Jeg er virkelig. Det håber jeg da. Vi må se ad.

De kære små

“Et optimistisk europæisk gennemsnit siger at ca. 50 procent af forældrene af og til, eller ofte, tyr til vold som en del af opdragelsen. Dette tal er ikke faldet de sidste 25 år, men flere og flere gør det med dårlig samvittighed og tror ikke længere det er til det bedste for børnene.”

                                                             Jesper Juul, familieterapeut

De gode historier

Alle S-tog har et advarselshorn, som lokoføreren kan bruge til f.eks. at få folk til at gå lidt længere væk fra perronkanten, når toget nærmer sig.

Forleden gik jeg hen over broen på Emdrup station. Jeg var stået af A-toget som kom inde fra centrum af byen, og nu skulle jeg gå hjem. På broen stod en far, en mor og en klapvogn med et barn i. Med sut i.

Familien havde stået der og ventet på det røde tog, som små børn ofte kan være dybt fascinerede af. Det kan voksne egentlig også være, især i de situationer hvor man har ventet og ventet og ventet…og det så endelig dukker op i det fjerne.

Lokoføreren på det tog, der ankom til den modsatte perron af den, jeg var stået af på, havde fået øje på klapvognen oppe på broen, og ville give barnet en ekstra oplevelse. Derfor båttede han i hornet, da toget var standset – og to gange, da det satte i gang igen. Han vinkede sikkert også.

Det er en god historie. At nogen gør noget ekstraordinært for at give andre en særlig glæde. En ekstra oplevelse. Jeg hørte da også forældrene sige ihhhh og nææææh og neeeeej. Barnet gjorde bare store øjne og gav sutten hvad den havde godt af.

Futtoget kommer! Futtoget kom.

Jeg glemmer aldrig da min stedsøn var en lille purk. Dengang tog vi ofte S-toget ud til farmor i Vangede. Han fik lov til at klippe med klippekortet. 

En dag var maskinen i udu, således at den ikke nøjedes med at klippe en enkelt gang, når man stak kortet ind i den. Min stedsøn blev dybt fascineret af lyden af ti klip på to sekunder. Det lyd som et maskingevær. Spændende og meget sejt for en rigtig dreng.

Jeg skreg i takt med at pengene på klippekortet blev gnavet af. Han fik et chok over at høre sin ellers så adstadige papfar sige så høj en lyd på ingen tid. Jeg kan stadig få dårlig samvittighed ved at tænke på hvor forskrækket han blev.

Det er ikke en god historie…men måske alligevel? 

DONG..! DONG..! DONG..! DONG..!

Når man får sin el-regning, og har brugt et par timer eller to på at finde ud af hvad der er op og ned på gebyrer og afgifter og krydsfeltbeløb og fordelingsomkostninger og tillæg og målerleje og skat af de samme beløb plus moms samt det løse, så når man ofte frem til at man for hver krone har betalt måske en tiøre for selve strømmen.

Så får man et brev, i dette tilfælde mig. Dong Energy ønsker at udskifte min elmåler, for at sikre at kvaliteten er i orden. Javel, ja. Det koster mig ikke noget, skynder de sig at skrive. Gudbevars. Jeg skal trods alt være hjemme en halv arbejdsdag mellem klokken 07.00-11.00 for at vente på den strømlinede medarbejder.

Men hvis tidspunktet ikke passer, så kan man da godt ringe til dem. Så finder vi en anden tid. Hvor venligt, når man helst ikke vil møde fremmede uden at have lagt make up og støvet lidt af så sent på natten.  

Jeg ringer til dem, og efter at have trykket mig igennem en labyrint af valgmuligheder, får jeg efter et minuts ventepenge kontakt med kundeservice. Først har jeg sagt nej til at bruge tre minutter på et eftersamtaleinterview. Det har jeg næsten fortrudt nu…

Medarbejderen beder om mit kundenummer. Det står ikke i det brev, de har sendt til mig. Jeg siger at det har jeg ikke lige ved hånden. Nå da da, jamen så kan hun desværre ikke hjælpe mig. Hjælpe mig?! Jeg har sgu ikke bedt om hjælp! Hun får derefter en lang og ufortjent monolog om alle de afgifter og fis man påtvinges af et af landets rigeste og offentligt ejede selskaber.

Hun beder mig gå ud til måleren og finde målernummeret. Hvor er det, spørger jeg. Lige under stregkoden, siger hun. Der er ingen stregkode, siger jeg. Nå, for søren, siger hun. Hvor mange cifre skal det have, spørger jeg. Det varierer, svarer hun. Der er et nummer på en metalplade, oplyser jeg. Prøv det, siger hun.

Og dermed er vi så endelig inde i hendes system, og aftaler hurtigt en ny tid. Pænt farvel. Fortsat god spænding. Hun lovede at foreslå at man tilføjer kundenummeret til disse målerflyttebreve i fremtiden. Det synes jeg er en fremragende idé. Vel kan jeg have mere orden i mine papirer, så det er lisså hurtigt at finde kundenummeret frem som at tænde og slukke en natlampe.

Men alligevel.

Donnnnnnnnnggggggg….. 

Vild i varmen

Intet er mere vigtigt end at have et sted at bo. Og når man er så heldig som jeg er (at jeg har sådan et sted) – så er den vigtigste ting at betale huslejen hver måned.

Derfor blev jeg lidt småsvedig i fuldskægget, da det sædvanlige elektroniske indbetalingskort ikke materialisrede sig i netbanken. Nå, tænkte jeg så. Det var da lidt mærkeligt.

Så jeg ringede til administrationsfirmaet, der styrer den lejebolig som jeg bor i. Den sædvanlige administrator er på ferie til på mandag, men der burde være masser af reserver i firmaets enorme glashus i Hellerup.

Jeg ringede og jeg mailede. Først sagde en reserve, at årsagen til at jeg ikke havde fået huslejeopkrævning var, at jeg skulle have så mange penge tilbage i for meget betalt varmeregnskab, at de skyldte mig penge. Min husleje inkl. a conto varme er på ca. 3.500 kr.

Aha.

Det kan bare slet ikke passe. Jeg troede at jeg skulle have 400 kr. tilbage i varmepenge, Efter et tjek opdagede jeg, at der var to varmeregnskaber, fordi jeg jo er flyttet en etage op. Så i virkeligheden skal jeg efterbetale 1.000 kr.

Men nej. Ifølge en mail fra en ny reserve sender firmaet mig en check på ca. 3.000 kr. Det skulle i givet fald betyde, at jeg skulle have ca. 6.000 kr. tilbage i varmepenge.

Een ting er at mit varmebidrag er tragikomisk højt. Ca. 9.000 kr om året. Men alligevel. Jeg er spændt på hvad der sker, når den sædvanlige administrator møder på job på mandag.

Meget spændt. 

Tillidsprøver

Mødet. Jeg cykler på en asfalteret sti et sted mellem Gl. Køge Landevej og Ishøj Havn. Imod mig kommer en gruppe ældre mennesker på hver deres solide cykel. Alle bærer cykelhjelm. De er på en fællestur og ser ud som om de har det hyggeligt sammen. Tempoet er efterlønshyggeligt. Vejret perfekt sommerligt. En af deltagerne, en nydelig Hr. Gråskæg, befinder sig så langt ovre i min køreside, at hvis både han og jeg fortsætter uden at ændre kurs, så støder vi sammen. Mit tempo er bestemt også til at have med at gøre. Han hyggesludrer med sin kvindelige gruppekollega på midten af denne cykelsti, hvor man gerne må køre i begge retninger. Manden har fået øje på mig, men ser ikke ud til at gøre nogle anstalter for at lade mig komme forbi. Hele stiens bredde er fyldt med denne seniorgruppe. Jeg bliver en smule småsur og begynder langsomt at ændre kurs, så jeg vil ramme ham midtskibs, hvis en kollision er uundgåelig. Han taler videre, men undrer sig lidt over min kursændring. Afstanden mellem os mindskes, og først nu fatter han at jeg ikke har tænkt mig at køre ud i græsset. At jeg har tænkt mig fortsat at bruge cykelstien. I sidste sekund flytter han cyklen så meget, at jeg lige netop kan komme forbi. Da jeg passerer ham taler jeg direkte ind i hans ansigt i en overdrevent børnehavepædagogisk tone: “DET var flooooot!” Hans guldmund står helt åben, måske i måbende foragt for min mangel på respekt for ældre medborgere.

Kassen. Jeg går ind i en over 90 meter lang trækasse. Der er valgfri indgang fra begge ender. Indenfor er lyset lisså stærkt som sollyset udenfor den kunstfærdige bygning som kassen står i, men jeg kan ikke se noget som andet end lys. Luften er fyldt med en kunstigt fremstillet tåge. Det er nu meningen, eller tilbuddet er, at jeg kan gå gennem denne farvebelyste tåge til den anden ende af langkassen. Som en slags blind passager. Det er kunst, det her, og det virker. Jeg leder efter et holdepunkt og finder til min store lettelse en væg. Det er utrygt og pissemodbydeligt at være berøvet orienteringsevnen. Efter et minuts ventetid forstår jeg at tågen ikke vil lette. Meningen er vel at jeg skal føle mig frem. Tage chancen. Opleve ved hjælp af skærpede sanser som jeg ikke bruger så ofte i dagligdagen. Jeg er helt med på konceptet, og hvis jeg havde hat på ville jeg tage den af i respekt. Det er stærke sager, det her, og burde være lige ud af min allé. Men nej. Jeg går ud igen. Tanken om at skulle møde andre museumsgæster undervejs i tågekanalen huer mig ikke. Jeg opdager, at jeg ikke har tillid til at dem, jeg måske vil møde. Stoler ikke på at de vil være lige så forsigtige som mig. Fnisende useriøse unge i flok? Angstramte kvinder? Min mavefornemmelse er ikke i tvivl. Hellere være sikker, selv om jeg måske går glip af en stor oplevelse. Er det sådan jeg er i 2011? Ja, det er det så. Det er god kunst at teste min selvopfattelse på den måde. Tak, Olafur. Tak Arken.