Pletten

I går var det dejligt vejr.

Jeg tog derfor min lyse, kortærmede polotrøje på. Den, jeg købte i Seattle i 1997, efter at have set Sonics tabe til Utah Jazz i Space Needle Centers store hal.

Basketholdet er nu flyttet til Oklahoma og jeg er på tålt ophold ved Nørreport. McDonalds. Kyllingekødstykker og små plasticæsker med karrysovs. En avis. P1 i ørene. God optakt til eftermiddagsvagten i Operaen. Sensommer.

Pludselig opdager jeg, at jeg har spildt en lille bitte smule karrysovs på trøjen. I mellemgulvshøjde. Æv. Den plet må jeg prøve at vaske væk inden jeg går ud i solen igen. Efter at have spist de 20 stykker kyllingekød, går jeg hen til toilettet, der også ligger her på første etage.

Jeg kan ikke komme ind, for på døren skal man trykke en kode, som man kan få nede i stueetagen. Koden står også på den kvittering, som jeg aldrig beder om. Jeg gider ikke gå derned, men venter på at en anden gæst kommer ud fra toilettet. Eller skal ind. Den kodede dør er en yderdør. Når man kommer ind er der flere toiletter – både til mænd og kvinder.

Koden er indført for at undgå at der kommer arme stakler ind på toilettet. Stiknarkomaner og andre, der trænger til lidt varme og en pause. Før i tiden skulle man betale 2 kroner, men nu er det en kode. Systemet virker ikke. Man kan jo bare gøre som jeg gør. Vente til en anden går ind eller ud.

En kvinde klakker hen til døren. Udover hendes lange støvler, som hun bestemt ikke bevæger sig specielt elegant på, er hun dullet op på en måde som desværre kun understreger, at lige meget hvor meget energi hun lægger i at se godt ud, så kan intet tøj, ingen make up og ingen frisør ændre på at hun hverken er smuk, køn eller lækker.

Jo mere hun prøver, desto grimmere bliver hun. Billigere. 

Hun ser selvfølgelig småfornærmet ud, som man skal gøre hvis man (forgæves) har brugt så mange penge på tøj, hår og make up. Men på en måde passer hun meget godt til omgivelserne. Oprevne sofasæder, affald i hjørnerne.

Hun trykker koden, går ind, og jeg følger med inden døren klikker i. Idet hun lukker døren ind til dameafdelingen, vender hun sig om, ser bistert på mig, og vrisser at jeg nok lige skal huske selv at have en kode med næste gang.

Jeg måber, men begynder hurtigt at more mig kosteligt. I dag har jeg da nogenlunde anonymt tøj på. Lyse bukser. Normalt ligner jeg en hjemløs, men ikke i dag. Hvad fanden bilder den lortekælling sig ind?

Pletten vil ikke gå af. Resten af vejen til arbejde går jeg med en hånd skødesløst dækkende over den ellers meget lille plet. Pisseirriterende.

Det er først, da jeg står i Foyeren på Dokøen med min fine uniform på, at det går op for mig at hendes støvler havde samme farve som karrysovsen.

Advertisement

Class Warfare langs murene

Jeg plejer at sige, at jeg ikke bryder mig om at diskutere politik. For jeg ved godt hvad det ender med. Det ender med, normalt sådan cirka efter 13-14 minutter, at jeg lyder som om jeg stemmer på enten Venstre eller Liberal Arrogance.

Og sådan er jeg jo ikke inderst inde. Jeg er blød og rød. Eller i hvert fald lilla. Tindrende naiv halal-hippie oveni.

Da jeg var ung syntes jeg at de revolutionære lød som om de var på et lidt for kraftigt stof, men omvendt syntes jeg at deres borgerlige modstandere var dybt kiksede og alt, alt for utroværdige i al deres selvretfærdighed.

Ung må verden endnu være. I hvert fald lister jeg rundt langs husmurene og småskændes med mig selv om hvad fanden jeg egentlig mener. Det er nu engang så hyggeligt mellem valgene, hvor jeg gennemgående har stemt på rødlige kandidater. Eller lilla.

På sådan en vandretur hører jeg et indslag i P1’s Orientering om demokrater og republikanere i USA, og deres uenighed om landets økonomiske politik.

I dette indslag kom der “Lidt fakta at tygge på” fra det amerikanske kontor for folketælling. Efter disse fakta er jeg ikke i tvivl om hvilken farve mit politiske hjerte har.

Hør bare:

“Ved slutningen af 2. Verdenskrig var forholdet sådan i USA, at for hver dollar Washington krævede ind i skat fra en person, så krævede staten halvanden dollar af erhvervslivet.

I dag, når en borger betaler 1 dollar i skat, betaler erhvervslivet 25 cent. I samme periode er indkomstskatten for de rigeste blevet sænket fra 91 procent til 35 procent.

Hver sjette amerikaner (46 millioner) lever i dag i fattigdom. Det er det højeste tal nogensinde.

Den rigeste ene procent af befolkningen står for 24 procent af alle indtægter. 400 familier kontrollerer mere velstand end 150 millioner indbyggere i et land, hvor der bor 300 millioner mennesker.

Uligheden i USA har ikke været større siden 1928, lige før det store krak.”

Hør gerne resten her. Så vil du måske dele min forundring over at republikanerne beskylder Obama for at føre klassekamp. De mener sikkert det er et skældsord.

Jeg mener det er hans pligt som hele landets præsident at kæmpe netop den kamp, som fundamentalt påvirker alle andre politiske emneområder.

Ulighed er alle konflikters moder.

Det er for digigalt..!

Hvert år deles der nogle penge ud til “skabende og udøvende kunstnere, hvis cd’er, grammofonplader, lydbånd og andre lydbærende materialer er udgivet i Danmark og benyttes på folke- og skolebibliotekerne m. fl.” 

Samfundet kompenserer dem for den manglende indtægt, som værkerne ellers ville have fået, hvis man ikke kunne låne dem på biblioteket.

Jeg får også nogle af de penge fra det såkaldt rådighedsbeløb, fordi min vidunderlige og nærmest natustridigt smukke stemme findes på over 140 lydbøger. Det er slet ikke så ringe endda. Der skal betales skat af beløbet, jovist. Men det er jo ens for alle modtagere.

Nu er der ved at ske noget, som kan betyde at jeg ikke får en klejne. Den tekniske udvikling er gået hurtigt. Lydbogslytterne køber færre og færre CD’er, og til gengæld er der ved at komme godt med blus på MP3-salget.

Snart vil den trend slå igennem ved de såkaldte ‘downlån’, hvor lydbøger lånes gratis via bibliotekernes hjemmeside: netlydbog.dk.

Problemet for mig er at lovgivningen ikke er fulgt med.

Af en eller anden idiotisk grund – og man har så sent som i år diskuteret dette punkt mellem politikere og embedsmænd – så tæller disse digitale udlån ikke med når det årlige rådighedsbeløb skal fordeles.

Det fatter jeg ikke en bit af. Indholdet er det samme. Det er den samme roman. Indpakningen er bare en anden. Jeg får en lang, digital næse.

Jamen, det går jo ikke. Jeg har mailet til Bibliotek og Medier, men de slår bare ud med armene. Mon ikke jeg skulle maile til min forfatterkollega, Manu?

Det tror jeg nok jeg skulle.

 

Det fede fedtede liv (3)

Jeg er stadig rundt på gulvet over det sukkersygt fede svenske fedtprogram.

Man ser en gruppe Type 2 Diabetikere, som har meldt sig til et kursus, hvor de skal lære at spise fedt i stedet for kulhydrater – ikke fordi det smager bedre, men fordi det skulle kunne stabilisere blodsukkerbalancen.

Gruppen tilbereder og indtager et måltid fyldt med fedt, og en time efter måler man så deres blodsukker. Under normale omstændigheder, dvs. et almindeligt middagsmåltid, ville deres ellers ustyrlige blodsukker stige til måske 10 eller 15 eller mere. Det skal helst ikke over 7.

Til deltagernes forbløffelse er deres værdier kun 4 eller 5 efter en time. De tror nærmest ikke på det. Flere får tårer i øjnene. De spiser en hel del medicin til dagligt for at kontrollere deres sygdom.

Som sagt stiger deres kolesteroltal kun lidt, og det sunde af dem stiger så meget at det nærmest er bedre end før, totalt set.

Om den tredje måleværdi af fedt i blodet, Triglycerider, skriver programmets redaktør til mig i en mail i dag:

Hej! 
Vi mätte aldrig triglyceriderna före kostomläggningen eftersom det inte skulle få plats i programmet. Men de små studier som finns på LCHF-kost, eller liknande lågkolhydratskoster, visar att triglyceriderna vanligtvis går ner. Det säger läkaren Christian Berne mot slutet av programmet. 

Bästa hälsnignar 
Ulrika Engström

 

Altså går triglyceride-værdierne går ofte ned, når en Type 2 Diabetiker skifter kosttype fra fedtfattig til fedtrig.

Som en af deltagerne siger, efter at have vist en graf over hvordan hendes værdier fra den ene dag til den anden gik fra at piske op og ned, og til at ligge fast på et almindeligt leje: “Hvorfor vil mine behandlere fra det etablerede system ikke acceptere det?”

Godt spørgsmål. Nå ja, forresten: hun tabte 36 kg.

Det fede fedtede liv (2)

Så fik jeg set det svenske videnskabsmagasin på SVT. Og nu er jeg forvirret på det højest tænkelige plan.

Journalisterne på sådan et journalistisk program skal være neutrale og upartiske. Derfor søgte de efter belæg for de påstande om hvad der er bedst for Type 2 Diabetikere, når det gælder kostens indvirken på to ting.

Blodsukkerbalancen og kolesterolerne HDL (det gode) og LDL (det onde).

Det er måske ikke så underligt, at der er to lejre som mener det stik modsatte af den anden.

1) Man skal undgå mættet fedt, fordi det er livsfarligt og forhøjer risikoen for hjerte/kar-sygdomme. Spis ikke for mange kalorier. hvis blodsukkeret (og blodtrykket) alligevel styrter op og ned – så regulér det med medicin. Masser af medicin.

2) Æd fedt og undgå kulhydrater. Så regulerer det hele sig selv, og du kan undgå medicin.

Bemærk at vi her KUN taler om mennesker, der har Type 2 Diabetes = et ustabilt blodsukker. Hjertefunktionen slides op før tid, hvis blodsukkerværdien konstant stiger og falder med store udsving.

Mennesker som ikke må slås mod denne mestendels nedarvede systemdefekt, har nok bedst af at spise en anden slags kost, hvor der kan fokuseres på råvarekvalitet samt indtagelse og optagelse af god energi.

Det store chok kom, da journalisterne undersøgte den videnskabelige baggrund for begge lejres holdningerne.

Selv en sukkersyge-professor måtte indrømme, at det som 9 ud 10 læger, diætister og andre etablerede rådgivere siger, hviler på et grundlag som er lige så usikkert som en gammelmandssukkersygepatients blodværdier.

Gode gud. Hvad fanden sker der?? WHO har gennemgået data på området og konstateret at man ikke kan finde en sammenhæng mellem indtagelse af mættet fedt og dødelighed pga. hjerte/kar-sygdomme!

Det ER jo bizart og nærmest krænkende at det skulle være “sundt” for sukkersyge mennesker (som mig) at smovse i smør, piskefløde, fed ost, æg og den slags. Der må bare ikke være sukker i. Og helst heller ikke andre typer kulhydrater.

Der skriges og råbes fra begge lejre, men det som jeg husker bedst fra den udsendelse er alligevel dette: mængden af medicin, som disse patienter skulle tage for at holde blodet i ro. Der var SÅ meget og SÅ mange typer af dem.

Er det egentlig ikke ret tankevækkende?

Og du? Da disse mennesker begyndte at rå-æde fedt, så stabiliseredes deres blodsukker, og mest utroligt: deres kolesterol-værdier eksploderede ikke. Jo, det onde kolesterol steg lidt (til 3-4) – men det gode kolesterol steg endnu mere.

Jeg er rystet. 

Det fede fedtede liv

Altså. Dyb vejrtrækning. Sidder du godt? Godt. Sig mig lige engang, du, hvor god er du sådan egentlig til svensk? Ja, altså: svensk sprog!

Jeg spørger dig, fordi der på mandag kl. 20.00 på SVT2 (svensk licensmanipuleret statslig propagandistisk, omend håbløst faktabaseret, national tv-kanal) sendes et afsnit af den monsterseriøse (eller på dansk: røvkedelige) serie ‘Vetenskabens Värld’

Emnet er hvor meget fedt, protein og kulhydrater, der er i en kæphest, samt – og ikke mindst – hvor godt og/eller skidt indtagelse af bemeldte næring er for dig og mig og vores fælles ven: vi to.

Hvis du kan tyde, eller bare sådan små-afkode optakts-artiklen på SVT’s hjemmeside, så sidder du ikke ned længere. Så står du allerede op, flår håret af i livfulde totter, og skriger til gud og Hjemmets brevkasse:

“OMFG!” – (eller på dansk: jamen dog!)

Fordi:

Tænk, hvis det passer. Tænk, hvis det passer, at fedt – og gerne mættet fedt – ikke har en levende skid at gøre med om du bliver syg, dårlig eller ligefrem sådan du ved, smådød?

Tænk, hvis det passer, at al den fedtforskrækkelse har ført til det modsatte af hvad man troede det kunne føre til. At man ved at holde sig til kulhydrater og undgå fedt, ikke alene er blevet smældfed på verdensplan, men også har bidraget til at gud og redaktøren af Hjemmets Brevkasse er i dyb fare for at få gammelmandssukkersyge.

Jeg ved satanrasemig ikke hvad jeg snart skal tro. Men jeg kan afsløre følgende for dig: leverpostej smager godt. Ost smager godt.

Fuldkorn er pissesexet. A 38 0,1% (ups) fyldt med fucking-fuldkornsøkologisk kostfiberbugnende mysli er ikke alene velsmagende, men også (og NU håber jeg eddermuggemig at du LIGGER ned)….sundt.

Jeg siger velbekomme, eller som de siger i Haparanda:

Smakligt Måltid

Juulemand med hårde gaver

Helt udmattet er jeg, komisk nok, efter at have læst højt fra en frit opfundet historie om en far, der kæmper med alt hvad han har for sin søns skyld.

Som er villig til at ofre alt for denne drengs skyld, også selvom følelserne imellem dem er opstået uden hjælp fra gener og blodblandelse. En stedfar og en stedsøn.

Komisk, skriver jeg…fordi det jo kun er en historie. En krimi. Men alligevel giver jeg den hele armen, og er helt færdig i krydderbollen bagefter.

Begivenhederne tager fart i bogen. I dag og i morgen kulminerer handlingen, og jeg er nødt til at koncentrere mig maksimalt for gengive det på en autentisk måde. Det er meget, meget stærke sager på alle måder.

Ude i virkeligheden, i det smukke solskin, kan jeg så forholde mig til det forhold jeg har til min egen dreng, eller rettere: ham, som jeg fik lov at være fungerende far for fra hans andet leveår. Man kan sige at jeg har lavet mit hjemmearbejde, så jeg kan lade som om på højest tænkelige niveau henne i lydboksen.

Nu er han en stor dreng. Stol på det. Og jeg tænker på ham hver dag. I disse dage er han meget stolt og glad. Nybagt far, igen. Nu har han både en datter og en søn, og de er begge to så dejlige at der er al mulig grund til at glædes og være taknemmelig.

I modsætning til fantasien, så har følelser og handlinger og holdninger i virkelighedens verden konsekvenser, der kan mærkes. Lige nu kan jeg sagtens mærke dem.

Det har kostet mig en hel del kræfter at holde sammen på mig selv i alle de år, hvor jeg ikke alene fik lov at være far for min gode dreng – men også blev far til hans lillesøster. Hun er tæt på at være næsten voksen nu, og pludselig har jeg fred og ro til for alvor at mærke hvor anstrengende en rejse jeg har været på siden mit tredivte år i 1987.

Jeg synes jo de er to dejlige børn. Som ikke er børn længere. Dermed er jeg tilbage til Start. Venter på de 200 kr. man plejer at få. Tager et overblik over de huse og hoteller jeg har. Skæver over til Fængslet og Rederierne. Og til terningen. Den er jeg ikke så vild med.

Jeg kan ikke lide at slå.  

Mens jeg går og kommer mig, og min gode dreng måske undrer sig en hel del over sin gamle papfar (eller Pops, som han kalder mig) så læser jeg noget om forældre/børn i en bog om teenagebørn af Familieterapeuten Jesper Juul.

Noget dybt provokerende.

I bogen ‘Fat det nu forældre!’ skriver han om være forælder:

“Hvordan kan vi så gøre det rigtigt? Det kan vi ikke. Rigtigt findes ikke. Men vi kan beslutte os for, hvad vi vil. Og så kan vi forsøge at følge den vej. Vi kan også spørge os selv: Vil jeg elske mine børn, eller vil jeg være elsket af mine børn? Begge dele samtidig er ikke muligt”