Pletten

I går var det dejligt vejr.

Jeg tog derfor min lyse, kortærmede polotrøje på. Den, jeg købte i Seattle i 1997, efter at have set Sonics tabe til Utah Jazz i Space Needle Centers store hal.

Basketholdet er nu flyttet til Oklahoma og jeg er på tålt ophold ved Nørreport. McDonalds. Kyllingekødstykker og små plasticæsker med karrysovs. En avis. P1 i ørene. God optakt til eftermiddagsvagten i Operaen. Sensommer.

Pludselig opdager jeg, at jeg har spildt en lille bitte smule karrysovs på trøjen. I mellemgulvshøjde. Æv. Den plet må jeg prøve at vaske væk inden jeg går ud i solen igen. Efter at have spist de 20 stykker kyllingekød, går jeg hen til toilettet, der også ligger her på første etage.

Jeg kan ikke komme ind, for på døren skal man trykke en kode, som man kan få nede i stueetagen. Koden står også på den kvittering, som jeg aldrig beder om. Jeg gider ikke gå derned, men venter på at en anden gæst kommer ud fra toilettet. Eller skal ind. Den kodede dør er en yderdør. Når man kommer ind er der flere toiletter – både til mænd og kvinder.

Koden er indført for at undgå at der kommer arme stakler ind på toilettet. Stiknarkomaner og andre, der trænger til lidt varme og en pause. Før i tiden skulle man betale 2 kroner, men nu er det en kode. Systemet virker ikke. Man kan jo bare gøre som jeg gør. Vente til en anden går ind eller ud.

En kvinde klakker hen til døren. Udover hendes lange støvler, som hun bestemt ikke bevæger sig specielt elegant på, er hun dullet op på en måde som desværre kun understreger, at lige meget hvor meget energi hun lægger i at se godt ud, så kan intet tøj, ingen make up og ingen frisør ændre på at hun hverken er smuk, køn eller lækker.

Jo mere hun prøver, desto grimmere bliver hun. Billigere. 

Hun ser selvfølgelig småfornærmet ud, som man skal gøre hvis man (forgæves) har brugt så mange penge på tøj, hår og make up. Men på en måde passer hun meget godt til omgivelserne. Oprevne sofasæder, affald i hjørnerne.

Hun trykker koden, går ind, og jeg følger med inden døren klikker i. Idet hun lukker døren ind til dameafdelingen, vender hun sig om, ser bistert på mig, og vrisser at jeg nok lige skal huske selv at have en kode med næste gang.

Jeg måber, men begynder hurtigt at more mig kosteligt. I dag har jeg da nogenlunde anonymt tøj på. Lyse bukser. Normalt ligner jeg en hjemløs, men ikke i dag. Hvad fanden bilder den lortekælling sig ind?

Pletten vil ikke gå af. Resten af vejen til arbejde går jeg med en hånd skødesløst dækkende over den ellers meget lille plet. Pisseirriterende.

Det er først, da jeg står i Foyeren på Dokøen med min fine uniform på, at det går op for mig at hendes støvler havde samme farve som karrysovsen.

15 kommentarer til “Pletten

  1. Erik…hehe, ja hun var uimodståelig, i hvert fald når det gælder skrivetrangen. Og medens vi er ved præciseringerne: jeg beobor en bent-house-lejlighed, ing? Penthouse er vist et naturmagasin? Eller er det Playmate? Ak ja…alle de lokalaviser.
    Tak for tipset om karryen 🙂
    PS. Gik hjemgyngningen godt?

  2. Ramt i mellemgulvet af støvlefarvet karrysovs, gulp. Du ER da også uheldig. Også uheldigt (måske?) at nogen må have stødt dig hårdt, at du sådan på forhånd afskriver alle kvinder og finder på gyselige navne til dem (Lortekælling, før hun havde gjort dig noget).
    Ironien (selv-) er god, her, men ikke overbevisende. Du virker mere ond (fortælleren gør), og det tror jeg simpelthen ikke på, at du er.

  3. – eller jeg kunne også have skrevet: Desto mere ond du skriver dig, desto mindre virker det, på mig (en laeser/indlæser). Desuden har du stadig ikke skrevet (og publiceret) det digt, jeg udfordrede dig til, så… der ligger helt sikkert noget der.
    🙂
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    – hvor mange var det?
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    du er sød
    (for god ordens skyld)

  4. Jeg kan ikke, lige meget hvor meget jeg prøver, komme i tanke om hvorfor denne kvindeperson skulle have noget imod at jeg smuttede med ind på hendes kode. Hun mener altså, at jeg partout skal gå ned ad trappen, vente i 15 minutter i kødkøen dernede, for at få den samme kode som hun har brugt, og så gå op på første sal igen.
    Når hun så vælger at sige direkte til mit fjæs, at jeg værsgo har at skaffe mig min egen kode til næste gang, så synes jeg ærlig talt at hun selv har lagt brænde ind i den ovn, som jeg rister en rune i.
    Hun overbeviser som den no-brain hun er. Jeg synes hun fuldt ud har fortjent sit øgenavn.
    Hun var i øvrigt i selskab med en fyr, der havde en rygsæk på, og som også havde en Superman t-shirt på. Da jeg passerede ham på vejen væk fra toilettet, så han så opgivende og fortabt ud, at jeg fik den sygeste medlidenhed med ham.
    Kællinger som hende der, fortjener kun foragt og fnysende nedgørelse. Alt andet ville være uærligt og uvederhæftigt.
    Der findes selvsagt masser af gedigne, livskloge og tolerante kvinder. Jeg kender adskillige. Derfor bliver jeg også så forarget, når jeg møder en sørgelig parodi på den del af menneskeracen.
    Tro mig, jeg har slet ikke været ond nok. Jeg er langt, langt bagud på point. Alt for langt.

  5. (egentlig ville jeg have skrevet noget om det spil, du tror du spiller, men til sidst orker man jo ikke mere. Som mit eget barn ville have sagt det “ikke så sur, Mor” kunne man godt ønske for dig, at der var nogen (tilsvarende), for ond tror jeg som nævnt ikke, at du er, men hold kæft, hvor er du dog sur!)

  6. (og havde jeg kendt dig, rigtigt, havde jeg ikke sagt noget men bare krammet det sure ud af dig. Det kan man nemlig godt.)

  7. Min erfaring er, at man bør spise pasta og karry iført våddragt eller T-shirt i dækkende kulør. Alternativt skal hylden (dråbefanget) trænes bort, og det er for hårdt i vores alder.
    Hendes støvler var garanteret kun farvet med billig gurkemeje og bukkehornsfrø uden noget af the good stuff, som koster.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s