En dejlig formiddag er det. Efterårslys fra en klar himmel. Jeg har mine briller med tonede glas på, og er på vej hen til lydstudiet for at lægge stemme til en meget barsk krimi.
Jeg går med raske skridt langs den vej, som kan blive den kommende betalingsrings grænse. På cykelstien til venstre for mig indhenter en mand mig. Jeg ser ham sent, fordi jeg hører noget radio i begge ører.
Mine første to tanker er at han ligner ham skuespilleren fra ‘Ørnen’ og at det er en skinnende smart sort cykel, han kører på. Han ser noget slukøret ud, og begynder med at sige undskyld. Det er ikke ham fra tv-serien.
I min lomme slukker jeg for snakken i hovedet. Han spørger om jeg ryger. Hovedrystende svar. Nå…men om jeg så måske kunne tænke mig at give ham lidt småpenge til en smøg? Igen drejer jeg hovedet fra side til side. Han resignerer.
Jeg har ikke sagt et ord til ham og krydser ringvejen til det modsatte fortov. Gider ikke kontakten. Når jeg skal på mit indlæserjob, så ønsker jeg ikke at tale med nogen om noget som helst. Uanset hvem de er.
Han har åbenbart fundet et skod på cykelstien. I hvert fald kan jeg se at han har fået ild i en eller anden smøg derovre. Eller også havde han hele tiden selv en smøg, og ville bare have lidt penge til noget andet.
Hvordan i alverden kan man køre på så flot en cykel og samtidigt have gang i det, han har? Er det hans cykel, når det kommer til stykket? Det er da altid noget at han får lidt motion. På det felt klarer han sig bedre end mig.
Beologisk Institut 