Monthly Archives: oktober 2011

Undskyld

En dejlig formiddag er det. Efterårslys fra en klar himmel. Jeg har mine briller med tonede glas på, og er på vej hen til lydstudiet for at lægge stemme til en meget barsk krimi.

Jeg går med raske skridt langs den vej, som kan blive den kommende betalingsrings grænse. På cykelstien til venstre for mig indhenter en mand mig. Jeg ser ham sent, fordi jeg hører noget radio i begge ører.

Mine første to tanker er at han ligner ham skuespilleren fra ‘Ørnen’ og at det er en skinnende smart sort cykel, han kører på. Han ser noget slukøret ud, og begynder med at sige undskyld. Det er ikke ham fra tv-serien.

I min lomme slukker jeg for snakken i hovedet. Han spørger om jeg ryger. Hovedrystende svar. Nå…men om jeg så måske kunne tænke mig at give ham lidt småpenge til en smøg? Igen drejer jeg hovedet fra side til side. Han resignerer.

Jeg har ikke sagt et ord til ham og krydser ringvejen til det modsatte fortov. Gider ikke kontakten. Når jeg skal på mit indlæserjob, så ønsker jeg ikke at tale med nogen om noget som helst. Uanset hvem de er.

Han har åbenbart fundet et skod på cykelstien. I hvert fald kan jeg se at han har fået ild i en eller anden smøg derovre. Eller også havde han hele tiden selv en smøg, og ville bare have lidt penge til noget andet.

Hvordan i alverden kan man køre på så flot en cykel og samtidigt have gang i det, han har? Er det hans cykel, når det kommer til stykket? Det er da altid noget at han får lidt motion. På det felt klarer han sig bedre end mig.

Reklamer

kulturkat

hun cykler forbi
et delikat touch
på min silkofon

til kattelemmen

rank og høj er hun
det er en anden nu
en jeg ikke elsker
nat-nat fra manden

det har varet længe
hun har  tynde ben
du kender mig jo ikke
i den dur siger hun

snart er det sidste tur
hoften har sine sider
jeg fremturer gør jeg
hun er fanme så smuk

Eldorado Club

“Kære Mariann Jørn Hansen

For anden gang får jeg nu en mystisk opkrævningsskrivelse fra dit advokatfirma, om at Herkules Produktions Aps under konkurs vil have et tilgodehavende på kr. 747,50 fra Eldorado Club, som af en eller anden og, stol på det, endnu mere mystisk årsag deler adresse med mig.
Jeg har intet med en sådan “club” at gøre. Der ER ingen club og eller klub på min privatadresse, der ikke indeholder andet end en lejebolig og en mand med sin 17-årige datter.
Forrige gang jeg bliv chikaneret med en tilsvarende latterlig skrivelse, blev jeg efterfølgende telefonisk lovet at der ikke kom flere.
Nu er nummer to i rækken så kommet, dateret 6. oktober 2011 – sagsnummer MJH-09542016a.
Hvad fanden har I på en måde egentlig gang i?
Eller noget?
med lidenhed,
Bent Otto Hansen”

Vandpibe i læskuret?

Rygere er jaget vildt. Ingen steder må de ryge. Foran hovedindgangen for foden af store huse står små klynger af misbrugere og ser skyldige ud over at tage flere pauser end deres ikke-sugende kolleger.

Der er snart ikke det møde eller den middag eller koncert, hvor rygerne kan nyde en god smøg oveni det, der foregår. De må ryge inden de rejser. I offentlige transportmidler må de ikke. Og selv storpulsere holder af sig selv deres bil røgfri for at holde den potentielle videresalgspris oppe.

En af de sidste kampzoner er busstoppestederne. I regnvejr. Så skal jeg, der ikke nyder at dele andres nikotinholdige udåndingsluft, vælge mellem to onder. Passivrygning eller blive våd udenfor læskuret. Ja, jeg kunne medbringe en paraply. Det kunne jeg.

Jeg tager hatten af for den selvfølgelighed disse rygere, mænd oftest, sætter sig til rette på bænken i læskuret og nyyyyyyyyder den smøg, som samfundet vil gå til yderligheder for at hindre dem i at sætte ild til.

Ikke engang hjemme i lejligheden er det helt i orden længere. Der tales om at røgen siver op til overboen.

Indrømmet…det er en slags heksejagt. Ikke-rygerne bør undlade at hovere over de nye tider. Meget snart kan det blive fedtmisbrugerne som skal kanøfles og forfølges. De overvægtige. Og bagefter de grimme. Derpå de dumme. Og så?

Ællinger drømmer om svanejob.