Hej

Det var i formiddags.

Jeg var på vej til mit dagjob.

Som sædvanligt formummet og pakket ind som en overdimensioneret blød julegave. Sort skuldertaske på tværs. Flere lag bomuldsbukser i en eller anden syg tilbudsfarve.

To-tre frønnede joggingtrøjer plus den snart historisk gamle vamsejakke, som jeg må have haft på flere tusinde gange. Affarvet hjemløsekasket, enorme nyanskaffede og dejligt varmende sorte hovedtelefoner samt firser-stålbrillerne med glas, der bliver mørke af dagslys. Skrigblå håndboldsko.

Ikke nogen festbeklædning, og når jeg skal hen i lydboksen og give stemme til utroskab, ondskab, voldtægt og bare sådan ganske almindelig hverdagsmodbydelighed, så er mit humør meget kampklart.

Jeg hørte musik med en af mine norske helte fra tiden i Norge. Jan Eggum.

Da jeg passerede stoppestedet ved bebyggelsen med forholdsvis flest beboere på landsplan, der har været i nærkamp med straffeloven, fik jeg øje på en mor og et barn lidt længere henne.

De var lige kommet ud fra en opgang og skulle afsted på en cykel med barnestol. Barnet havde en dejlig varm flyverdragt og en god hue med ørevarmere på.

Moren tog en plasticpose af sædet og hældte en hel del opsamlet vand ud. Barnet gumlede på sin sut, og kastede i ventetiden blikket på den store vraltende mand på fortovet.

Jeg må have set aldeles utilnærmelig og verdensfjern ud. Typisk surhed i en stor by. Alligevel søgte barnet øjenkontakt og formede ordet ‘hej’ med munden. Jeg kunne jo intet høre på grund af rock med nynorsk tekst i hovedet.

Heldigvis opfangede jeg den lille hilsen, og det lykkedes mig i sidste øjeblik at vende mundvigene opad og sige hej ud i luften. Moren viftede videre med våde poser.

Barnet, som viste sig at være en pige med de mest fantastiske smukke mørke øjne, blev glad for min reaktion, løftede en lille hånd til et hurtigt vink og gentog sit ‘hej’ med et kæmpesmil.

Jeg skyndte mig at vinke tilbage, men gik videre uden ophold for at undgå at moren begyndte at se mig nærmere an. Nej tak til et mistænksomt blik fordi jeg kommunikere med barnet. I stedet fortsatte jeg med den mest uventede og meget velkomne glade følelse i maven.

Så let er det at gøre et andet menneskes dag god med garanti.

Et lille hej og et smil fra et uspoleret hjerte.

Vi ville være fortabte uden alverdens børn.

Jeg ville i hvert fald.

Stol på det. 

En kommentar til “Hej

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s