Opbyggelig nat

Jeg ville gå fra København til Tølløse.

Ideen var at jeg ville vise min datter, at man kan gennemføre store ting, hvis bare man beslutter sig for det.

Planen var at jeg skulle tidligt op, hvis jeg skulle kunne nå frem inden sent på aftenen. Meget tidligt.

Vanvittigt, ja, men det vidste jeg jo godt. Min form var ikke til 57 km, heller ikke selvom jeg ville gå langsomt, men det misforhold var en del af pointen.

Det var i foråret i år eller sensommeren sidste år.

Min datter kendte ikke til planen. Da klokken var 21.30 gik jeg i seng og satte uret til kl. 04.30. Jeg var spændt, men den spænding kan jeg godt lide. Den skal være der.

Vist har jeg gået lange ture før. Til Roskilde og Køge. Det her var dog den største udfordring nogensinde, og jeg kunne ikke rigtigt falde i søvn.

Jo længere tid, jeg lå der, desto mere urolig blev jeg.

At jeg var så nervøs tog jeg som en slags sceneskræk. Energien skulle bruges til netop at…nå ja: overgå mig selv. Men hvis jeg ikke fik sovet mere end to-tre-fire timer, så var det et spørgsmål om kroppen og især benene kunne klare så lang en tur.

Vejret var en faktor. Hvis det var dårligt, gik det ikke. Så gik jeg ikke. Men det var vist nogenlunde menneskeligt. Jeg vendte mig gang på gang, mens jeg tingede og diskuterede med mig selv. 

Til sidst jeg faldt dog i en slags urolig døs.

Da klokken var 22.45 blev jeg vækket af en SMS fra min datter på efterskolen i Tølløse. Om jeg lige ville ringe? Det gjorde jeg. Jeg husker ikke hvad det drejede sig om, men det var sikkert bare noget med togbilletten til den kommende hjemrejseweekend.

Det var svært at lyde helt almindelig, mens jeg lå og havde ondt i maven. Og det blev værre og værre. Jeg kørte rundt i sengen og begyndte at blive helt bange. 

Pludselig hørte jeg regn på ruden. Det var dråben. Jeg mistede modet, og begyndte at lege med tanken om at droppe projektet.

En stor lettelse bredte sig omgående i mig. Nu var klokken 02.30. Jeg gav mig selv fri og annullerede vækningen på min clockradio. 

Meget hurtigt faldt jeg i en skøn dyb søvn og sov som en bjørn resten af natten.

Jeg tvivler på om jeg kunne have gennemført turen, selv med otte timers søvn. 

Og jeg skal ikke forsøge mig igen. Man må ikke gå over Storebæltsbroen eller gennem tunnelrørene. Hun er jo rykket til Sydfyn på kostgymnasium.

Det går ikke. Længere.

 

4 kommentarer til “Opbyggelig nat

  1. Hehe, Erik. Det var fanme en syret oplevelse. Gosh, hvor var jeg dog oppe at køre, og jeg glemmer aldrig lettelsen, da jeg annullerede vækningen på clockradioen.
    Men…der er stadig en lille ærgrelse. Det ville have været noget af en tur. Og ærligt talt, så tror jeg at jeg måske ville nå til Roskilde – og så gå død mellem Roskilde og Holbæk.
    Det vides ikke.

  2. Nu vil jeg ikke ødelægge historien så jeg nøjes med at sige at jeg kan godt forstå at en tur på over 30 km. er noget af en udfordring når man ikke er vant til at gå.
    I et rask tempo går man 6km i timen, og d.v.s. at bare til Roskilde er det 5 timers hurtig gang. Det er nutidsmennesker ikke vant til, og det er derfor at DocMikeEvans på YouTube fortæller, at den bedste sundhedskur er at rationere seng og stol til 23 1/2 time i døgnet:
    23 and 1/2 hours: What is the single best thing we can do for our health?
    Spadsereture og alt muligt rørelse er godt. Min tilføjelse (og sikkert også andres) er, at ture, hvor man ser noget nyt, har en dejlig bivirkning: Man får lyst til at leve.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s