Hilsen til mig selv som 80-årig

Hej du gamle,

Jeg skrev det her over middag en smuk og kold decembersøndag, hvor min datter endnu lå og sov på sit kammer og hvor der er hyggegolf på fladskærmen (de fandtes stadig dengang).

Anledningen til denne hilsen er, at jeg er nødt til at markere et punkt, så jeg senere kan gå tilbage og betragte det med undren og forhåbentligt et lille smil.

Samme alder som vi har når vi læser det her, har en anden mand som jeg har læst store artikler om i netop disse dage. Han er både blød og barsk, og han behersker det danske sprog så formfuldendt, at det rider mange andre skrivende som en stangliderlig marekat.

Han står for respektløshed, men har altid levet pænt og borgerligt. Derfor blev han hægtet af, siger han, under Ungdomsoprøret i tresserne. “Jeg kan godt lide at der er dug på bordet og kniv og gaffel, og derfor kunne jeg ikke gå rundt med langt hår og en strudsefjer i røven.”

Den sprogbeherskelse og blanding af råhed og babynumseagtig blidhed, er jeg og har altid været svag for.

Hvor længe mon han holder endnu? Hans elskede kone gennem tres år er blind pga. af en ondsindet sygdom, og må bo på et plejehjem i den anden ende af hovedstaden. Selv er han flyttet til Nørrebro, og bor alene. 

Jeg vil ikke skrive hans navn, for nu er det mig det handler om, både nu og om 26 år, hvor jeg fylder firs. Han har tre børn. Den ene er oversætter, den anden journalist og den sidste slår på tromme.

Om lidt kommer min datter herud i køkkenet, sikkert med dynen slynget rundt om sig selv. Så lander hun med et bump i den dybe, bløde og drejelige lænestol, som hun møjsommeligt møffer herud inde fra stuen hver gang hun er hjemme fra kostgymnasiet.

Det er den højeste form for lykke, for mig, når hun kommer tøffende og ser på mig med et døsigt eftersøvnsblik.

Mere behøver jeg ikke skrive til dig, gamle mig. Den søndag dengang, var en gave til mit liv. Jeg kan sagtens liste ting op som jeg er utilfreds med, sur over og bange for. Ork ja, men jeg ved at du kun vil ryste medlidende på hovedet af dem.

Så til dig vil jeg sige…godt kæmpet, gamle jas. Tag du bare en kiks til, og skam dig nu ikke over at du må bløde den op for at kunne bide den over. Jeg elsker dig uanset.

Det kan du bide spids på, for det kan du jo stadig, din frækkert.

Vi ses, og jeg skal nok hilse ronkedoren fra dig, hvis jeg når at møde ham inden han letter på kasketten. Det er han ikke bange for, påstår han.

Løgn…men ingen lyver så smukt som ham.

Kunst er en løgn, der siger noget om sandheden. 

6 kommentarer til “Hilsen til mig selv som 80-årig

  1. ‘Jeg er bange for at blive elendig, men jeg er ikke bange for at dø’, siger ham den gamle forfatter. Sådan har jeg det nok også – selv om jeg godt vil vente med det sidste, til jeg bliver mindst lige så gammel som ham. Måske er man heldig, og det ender med, at man bare klasker hovedet ned i tastaturet midt i en sætning eller – bedre – lige efter, man har sat et punktum eller bare et semikolon. En aktiv død, som hos Johs. V. Jensen.
    Du kan også læse, hvad den gamle forfatter har at sige her: http://www.information.dk/287473

  2. Nemlig, Capac…og tak for linket til Informations store interview, som jeg allerede havde læst. Jeg er begyndt at regne på hvor mange VM-slutrunder i fodbold, jeg kan nå at se. Var det mon bedre at regne på hvor mange ægteskaber, man kunne nå? Jae, tjae…bum-bum-bum. Det er nok billigere at se fodbold 😉

  3. Jeg prøver at lade være med at kigge for meget ind i tragten og lade være med at tænke på det hele som et målebånd, man klipper af (som soldaterne). Hellere gå baglæns med ryggen ind i mørket og blikket fast rettet mod lyset og Livet…

  4. Glad for på en indirekte måde at have været en lillebitte del af sådan en morgen 🙂
    God Jul gamle dreng!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s