Sikre livstegn

Forleden kørte jeg i en lille økorigtig lydløs elektrobus i landets hovedstad.
 
Der er ikke brugt mange penge på affjedring, så det skumpler, brager og drøner når de små hjul hamrer ned i kloakdækslerne ved kantstenen.
 
Det lykkedes mig undervejs at forestille mig hvordan det må være at være død.
 
Forstået på den måde, at det gik op for mig hvor pisseirriterende det er hvis man ikke er bevidst. Man ved ikke at man ikke er der. Man har ingen følelse. Man vil ikke kunne følge med i noget som helst, får ikke flere ture i nogen form for kørende forretning og kan i det hele taget slet ikke forestille sig, forstille sig eller bare noget der ligner.

Tanken huede mig ikke. Slet ikke. 

I aftes kl. 22.32 ville en 46-årig mand krydse fodgængerfeltet ved Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. En 18-årig fører af en sort BMW standsede ikke for rødt. Konsekvensen blev at den gående blev slynget 30 meter hen ad gaden som følge af den voldsomme personpåkørsel.

I morgen aften kan den ene af dem danse rundt om juletræet. Hvis du nu tror at det er den af dem som blev løsladt efter grundlovsforhøret i morges, så har du desværre gættet rigtigt. Den påkørte kæmper for livet.

I eftermiddags ventede jeg på Bus 26 ved Hovedbanegården. Min datter smilede til mig. Jeg glemte helt hvor forædt og fedsommeligt jeg havde det. Snart sprænger jeg vel bugspytkirtlen. Galdeblæren orker ikke længere at spy. Når man er så lidenskabelig som jeg er, så skal der fanme en del ædelse til for at sublimere.

Mens vi sludrer om julen og foråret – hvor hun fylder 18 – og om familiens endnu usmurte tandhjul og udslidte tændrør, kommer en mand sideværts tøffende. Han slikker sin underlæbe fordi han kun har to-tre tænder i alt. De gennemtærede sorte gummisko siger en våd lyd for hvert skridt. Han ligner en på min alder, men er måske kun godt det halve.

Hans blå parcacoat med daskehætte ser ud som om den ikke har været af ham i årevis. Cowboybukserne kæmper for at blive hængende på hans tynde hofter. Håret er en ukontrolleret skovbrand. De blå øjne fokuserer kun på en eneste ting.

Skraldespanden. 

Han rager ned i den og finder en halv fransk hotdog, som han hurtigt gemmer i den venstre frakkelomme. Videre, videre, på højde med Frihedsstøtten. Han har sin faste rute, måske. Han gør det, han skal og må.

Bussen kom. Min datter så ham ikke. Jeg fortalte hende om ham og hans udbytte. Vi krammede. God jul, min egen gode datterpige. 

På sådan en dag er på sin plads at finde taknemmeligheden frem. Glæde sig over at man stadig kan få lov at have drømme. Og bekymringer. Fortrydelser. Begræmmelser.

Jeg har det langt bedre end man skulle tro og meget værre end nogen kan forestille sig.

Og indtil videre er jeg forholdsvis lydløs.

En kommentar til “Sikre livstegn

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s