Så lagde jeg mærke til en lille tone i højre øre. Jeg har jo fra barnsben af haft en lille hørenedsættelse i den side. Mest i diskanten. Men her var der ingen problemer med tonehøjden. Ti sekunders tydelig hylen og så en pause.
Mærkeligt. Tonen ophørte, men begyndte så igen. Ikke specielt højt. Ikke generende som sådan, men tilpas tydelig til at den blev til et “issue”. Var det en flad røgalarm hos naboen, der tiggede om nyt batteri?
Tinnitus? Åh nej. Jeg bed tænderne sammen. Lyden forsvandt. Så åbnede jeg munden. Lyden kom tilbage. What??
Sig mig…er det mine guldtænder, der indfanger radiosignaler og laver dem om til intern mundtlig formidling? Skal jeg så betale ekstra radiolicens? Dankortbølger?
Jeg husker ikke hvordan det endte, for fokuseringen på lyden fik resten af mig til at falde i søvn.
God-nat-radio.
Sådan en havde jeg forleden og så er det godt med anonyme kødsteder, hvor man kan forsvinde i mængden og hvor man ikke bliver antastet af tjenere, der ved alt om vinkortets bakkeskråninger og aperitiffens jordbundsforhold.
Der sad jeg så, på et bøfbollested midt i København med tyve stykker paneret kyllingekød og nød at dyppe dem i karrysovs. Man får tre små plasticæsker med sovs og jeg havde så købt to ekstra. Fint skulle det være. I ørerne P1-snak via hørebøffer.
Mens jeg spiser er jeg nærmest livsfarlig for andre. Intet er så truende for min selvforståelse som hvis man forhindrer min orale sublimering. I øjenkrogen havde jeg set en bøfmedarbejder vimse rundt og ordne. Fint nok, men…
Pludselig er han henne ved kanten af mit plasticbord. Jeg er midt i en mundfuld. En dråbe karrysovs er tæt på at dryppe ned på mine grimme, slidte joggingbukser. “Må jeg ta’ dem her, hr?”, spørger medarbejderen meget venligt. Jeg isner midt i bevægelsen og holder vejret.
Han er alt, alt for tæt på.
Han vil ikke vente på mit svar længere og snupser to næsten tomme karryæsker, som jeg ellers havde glædet mig til at rense for sovs ved at tvære nuggets rundt i hjørnerne. Han medtager også nogle brugte servietter på min bakke og en krøllet bøfpose.
Jeg er som lammet. Så er han igen derovre, hvor bøfbakkerne stables og gæsterne kan indhælde brugt bøfpapir og tiloversblevne fritter. En flovhed breder sig i mig. Hvorfor svarede jeg ikke? Jeg ser over mod ham med et stjålent blik.
Han ser direkte på mig med et blik, jeg aldrig vil glemme. Det er en meget køn ung mand af anden etnisk herkomst end Valby. Hans hud er meget mørk, men hans ansigtsform og træk er lige så kantede og spidse som etniske danskeres. Måske er han af caraibisk eller Sri Lankansk oprindelse.
Blikket er fyldt med forurettethed, for nu at bruge et pænt ord. Faktisk ser han ud som om han kunne spytte mig i fjæset. Jeg bliver enormt ked af det fordi han troede at min tavshed og ulyst til at svare ham havde noget at gøre med hvem han er. Det var jo en frygt-reaktion, jeg fik, fordi han kom så tæt på min tryghedszone i en spisesituation.
Et øjeblik efter er jeg færdig og læner mig bevidst langt tilbage i den ret behagelige øreklapbøflænestol. Heldigvis kommer han og tager min bakke. Jeg smiler og siger tak, nok lidt for højt.
Han ser forundret på mig. Jeg går.
Men så en aften kom hun ud at danse med en karl, som først for nyligt var kommet til egnen. Han havde noget. De dansede hele aftenen, og da den sidste dans var færdig, spurgte han som det mest naturlige om hun ville med ham hjem og få en kop godnatkaffe. Joooh, det ville hun da sådan set egentlig godt.
Foran indgangen til ejendommen hvor han bor, får hun det første kys, som smager af meget mere. Op fra bukselommen trækker han en stor nøgle til at låse døren i den gamle jernport op med.
Hun ser på ham og på nøglen.
– Du?
– Ja?
– Den nøgle der…har du haft den på dig hele aftenen?
– Ja.
– Så kan du rende mig noget så grusomt!
Og så gik hun ellers hjem igen.”
De to eventyrere i tv-programmet sled med diverse problemer, som for dem var rigeligt udfordrende.
Isbjørne, betændte underben, drivende is og naturlig udmattelse. De gik turen i 2007. De smilede med kuldebrændte kinder og fejrede 17. maj og hinandens fødselsdage med små medbragte hemmelige gavepakker. Snøft, snøft og fuld fokus på om det hele kom med i tv-billedet. De var deres eget tv-hold og filmede hinanden.
Jeg blev meget hårdt ramt af den udsendelse.
Mens de to maskuline gutter brugte alle kræfter på at bemestre tykke isbræer og skyde peberspray ind i hovedet på livsfarlige isbjørne, gik en høj lysblond mand rundt på sin fædrene gård hjemme i Norge og forberedte henrettelse af unge mennesker og bombesprængning i centrum for at forhindre en udvikling, som han ikke kunne leve med.
Han skulle i hvert fald nok, ene mand, redde landet og verden omkring ham – og han regnede med at blive rost for det bagefter.
Det lykkedes denne egensindede unge mand at gennemføre sin rædselsdåd få år efter at polarkæmperne spændte samtlige muskelfibre for at vise hvor stærke mænd i naturen kan være, og hvor seje de var for hundrede år siden.
Jeg kan simpelthen bare næsten ikke holde ud at se dem og høre på deres små gutturale udbrud mens de med vilje udsætter sig for livsfare og blandt andet går ind på russisk område i Frants Josefs Land uden (gys) tilladelse! Uuuuuh, hvor spændende, og se…der er en hvalros!
Ih, du milde.
For mig er det absurd teater og det er der en grund til.
Alt hvad der er sket i Norge og for nordmænd siden 22. juli 2011 er så meget anderledes end hvis udåden ikke havde fundet sted.
Ingen, der elsker Norge kan leve videre uden at forholde sig til massakren på unge mennesker. Alle med hjerte og samvittighed bør overveje hvorfor det skete, og hvordan det kan undgåes en anden forfærdelig gang.
De pårørende til ofrene og de sårede overlevende er meget følsomme overfor hvordan eftertiden behandler tragedien. At et teater i København vil prøve at analysere det sind som i mange år gik rundt og byggede så grusomme tanker op, må gøre meget ondt på direkte og indirekte ofre.
Men det er efter min mening lige så sandt at hvis man ikke tillader den efterbearbejdning, så har gerningsmanden vundet en lille sejr.
Svaret på hans vanvittige verdensbillede er ikke at tie og tåle.
Det er, som den norske statsminister har sagt så klogt, at reagere modsat i et åbent samfund med mere demokrati og mere tolerance. Også selvom det gør ondt at kigge tilbage. Nogle gange er tilbagesyn det mest fremadrettede.
Gerningsmanden er gerningsmanden. Det er ikke teaterfolk eller mediefolk, der ønsker at forstå for at forhindre.
Der er kun een gerningsmand, ja. Men han opererede vel at mærke i et samfund, der måske for sent gjorde op med hans forenklede verdenssyn, uanset alle hans argumenter. Det samfund er dig og mig. Os, der hver dag og møder mange slags mennesker med alle mulige holdninger og religioner.
Tolerance er jo at respektere nogen man ikke er enig med og måske ikke engang kan lide. At netop de skal have samme rettigheder og muligheder som dem man er enig med og elsker højt.
Kun i et frit og åbent samfund giver det mening at gå rundt på isen bare for at gøre det. Hvis grundlæggende værdier trues, så skal alle mænd og kvinder hjem fra kulden og ind i varmen. Ind i kampen.
Det kunne de to mænd i 2007 selvfølgelig ikke forholde sig til, for da var Norge stadig et land hvor regelmæssighed og respekt for menneskeliv var lidt af en selvfølgelighed. Men snart kom 22. juli.
Alle dage er 22. juli fra nu af. Alle handlinger sker i forhold til den dag.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Den slags er guf for en lattermild type som min datter, især hvis skadeslidte er hendes egen lille søde far. I går skiftede jeg dog titel til ‘den forurettede’, som det hedder så poetisk i politirapportsprog.
Egentlig ville hun trøste mig med en sød datterkram, men bagefter ville hun klappe mig kærligt på hovedet, som befandt sig i en unaturlig position ned mod gulvet. ‘Nååååh, lille faaar’, siger hun, men kommer i processen til at presse mit hoved en centimeter tættere på nullermændene.
AV.!, hyler jeg – og satser på at hun nu vil trøste mig endnu mere.
Men hun synes tilsyneladende at det er sjovt at man kan få så meget lyd af så lille en berøring. Så hun gør det igen for at se om det nu også kan passe, og denne gang trykker hun selvfølgelig lidt hårdere.
AAAAAV..!
Jeg skælder hende huden fuld og truer dramatisk med at gøre hende arveløs. ‘Vaffor’en arv?’, ymter hun med overdrevent spørgende mine.
Børn er onde. Meget onde.
Av.
Imens står jeg henne ved selve standeren og holder skansen. Vi er mange, der venter, og der puffes venligt til begge sider. ‘Skjold Hansen klarer skansen, sku’ jeg gå bag om dansen’…som man siger. Og synger.
Bussen hjemad mod Bjerget lader vente på sig. Hvad kan jeg gøre for at glæde min gode pige, der står og ryster? Nå ja, den her kunne jeg jo prøve med..!
Fodgængerovergangen er udstyret med et lydanlæg, som informerer blinde medborgere om mandens farve. Når han er rød, lyder der et roligt gentaget BIIIP, og når han bliver grøn skiftes der til en nærmest småhidsig serie af ret højlydte BIP-BIP-BIP-BIP-BIP’er.
Jeg begynder nu at bevæge mig i takt med lyden. For hvert roligt BIP bøjer jeg ned og op i knæene. Der er 2-3 sekunder mellem BIP’ene, og de 10-15 andre ventende omkring mig står helt stille. Og når den grønne mand så viser sig svarere jeg med tilsvarende hurtige knæbøjninger.
Jeg koncentrerer mig meget om at ramme lydene i mine bevægelser, så skiftene bliver helt præcise, og håber at det ser totalt idiotisk ud på afstand. Mine sidekammerater har nok undret sig en del, men de får ingen hjælp i mit ansigt. Jeg ser ud som om det, jeg gør, er aldeles normalt.
Snart efter får jeg min belønning. I øjenkrogen kan jeg se min datter holde sig storspruttende for munden, mens hun kæmper for at holde sig på benene. Der står trods alt også fremmede mennesker lige ved siden af hende.
Den slags grin er der mange af mellem os. Og hun er nøjagtig lisså opfindsom som sin far. Æbler stammer ikke, men det sker.
I bussen fortæller jeg hende om min sommertur til England i 1977 sammen med min HF-kammerat Erik. I badebyen Blackpool får vi på den travle strandvej øje på et tilsvarende lydanlæg ved en fodgængerovergang, og skal lige regne ud hvad det er for noget – for dengang fandtes det endnu ikke i Danmark.
Jeg er jo meget klog, så pråsen går først op for mig, og idet jeg ser på Erik informerer jeg ham om hvad disse lyde skal gøre godt for:
“Det er for de døve.”
Men det var kun en lille pudsig forfilm.
Jeg kørte opad med en elevator og kom ud i en rå betonopgang, som burde føles hjemlig, fornemmede jeg, men pludselig var jeg omgivet af en flok løse hunde og blev meget, meget bange.
Jeg viste dem min flade hånd, og til min store overraskelse bed de ikke, men slikkede håndfladen – og hele hånden – så meget, at det føltes varmt og nærmest behageligt.
Så lokkede hundeflokken mig hen til et rum, og dum som jeg var gik jeg derind. Hundene var nu helt oppe at køre, og hvorfor? Jo, rummet var fyldt med barnevogne og ikke alene det.
Der lå også små babyer og sov i rummet. Jeg blev rædselsslagen over at have lukket disse rovdyr ind til små forsvarsløse børn. Det er tydeligt, føler jeg, at et blodbad er faretruende nær.
Mens jeg står og fordømmer mig selv, hører jeg en lille stemme fra en slags underhylde. Den siger små ord, som om den vil i kontakt med mig. Og så ser jeg at det er en lille kvinde, måske en mor, der ligger dernede.
Hun kigger frem, og giver mig et eller andet råd, tror jeg nok, så vi kan undgå katastrofen. Hun er påfaldende rolig, trods hendes besynderlige og umagelige placering.
Og der skete sådan set ikke rigtigt mere.
I drømmen.
Derfor fandt jeg på en afledningsmanøvre og valgte at bruge mine bamser. I dem parkerede jeg vigtige sider af min personlighed, så de ikke blev knust under omverdenens gummiged. Planen var at jeg senere kunne trække det psykiske grundstof og den livsvigtige energi tilbage til mig selv.
Det er nok bare ikke sket endnu, hvilket er ærgerligt, for der gemmer sig sindssygt festlige og maskuline kræfter i tøjdyrenes fyld, kapokken. Mine ejegode bamsedrenge, som jeg har haft med mig i det mere end halve hundrede år jeg har trukket vejret uden hjælp.
Hvis jeg nu beskrev de bamser, jeg har haft – og har – så ville der kunne ske to ting. Enten fik jeg endnu flere læsere og kunne med god samvittighed søge nogle legater, eller blev indlagt = god (læs: gratis) mad og rene lagner i en befriende lang periode.
Men jeg ved snart ikke…
Jeg er godt nok gravid med en roman-idé, hvor jeg beskriver min barndomstid på Dyrehavsbakken, og hvor bamserne spiller en vigtig rolle.
Inde på min datters værelse sidder for eksempel Brune i vindueskarmen og ser ud som alt rager ham en skid. Man kan stadig se de sidste rester af moustache på hans affable mundtøj, og hans højre øre stinker stadig af den alt for stærke mormor-parfume, han yndede at stjæle fra min mor.
Han er 45 år gammel. Mindst.
I ham har jeg parkeret en dyb og tung depression. I hans mave sidder den medfødte brumme-mekanik, som sidste gang virkede i 1965, når man vendte bunden i vejret på ham. Nu må jeg så i stedet bugtale brummelyden. Brune har ingen andre ønsker end at sidde i fred og ro og småbrumme.
Ham kunne jeg skrive meget mere om. Men selvom min mave ser ud som om jeg snart barsler, så er der ingen plukvéer.
Jeg stopper her, inden det bliver for morsomt.
Der er bold.
Beologisk Institut 