De gyldne grin

Meget kold og blæsende aften ved busstoppestedet på Nørreport.
 
Min datter har som alle andre af hendes køn alt for lidt tøj på, måske af fuldt ud forståelige forfængelighedshensyn, så hun skutter sig og søger ly i en døråbning.

Imens står jeg henne ved selve standeren og holder skansen. Vi er mange, der venter, og der puffes venligt til begge sider. ‘Skjold Hansen klarer skansen, sku’ jeg gå bag om dansen’…som man siger. Og synger.

Bussen hjemad mod Bjerget lader vente på sig. Hvad kan jeg gøre for at glæde min gode pige, der står og ryster? Nå ja, den her kunne jeg jo prøve med..!

Fodgængerovergangen er udstyret med et lydanlæg, som informerer blinde medborgere om mandens farve. Når han er rød, lyder der et roligt gentaget BIIIP, og når han bliver grøn skiftes der til en nærmest småhidsig serie af ret højlydte BIP-BIP-BIP-BIP-BIP’er.

Jeg begynder nu at bevæge mig i takt med lyden. For hvert roligt BIP bøjer jeg ned og op i knæene. Der er 2-3 sekunder mellem BIP’ene, og de 10-15 andre ventende omkring mig står helt stille. Og når den grønne mand så viser sig svarere jeg med tilsvarende hurtige knæbøjninger.

Jeg koncentrerer mig meget om at ramme lydene i mine bevægelser, så skiftene bliver helt præcise, og håber at det ser totalt idiotisk ud på afstand. Mine sidekammerater har nok undret sig en del, men de får ingen hjælp i mit ansigt. Jeg ser ud som om det, jeg gør, er aldeles normalt.

Snart efter får jeg min belønning. I øjenkrogen kan jeg se min datter holde sig storspruttende for munden, mens hun kæmper for at holde sig på benene. Der står trods alt også fremmede mennesker lige ved siden af hende.

Den slags grin er der mange af mellem os. Og hun er nøjagtig lisså opfindsom som sin far. Æbler stammer ikke, men det sker.

I bussen fortæller jeg hende om min sommertur til England i 1977 sammen med min HF-kammerat Erik. I badebyen Blackpool får vi på den travle strandvej øje på et tilsvarende lydanlæg ved en fodgængerovergang, og skal lige regne ud hvad det er for noget – for dengang fandtes det endnu ikke i Danmark.

Jeg er jo meget klog, så pråsen går først op for mig, og idet jeg ser på Erik informerer jeg ham om hvad disse lyde skal gøre godt for: 

“Det er for de døve.”

3 kommentarer til “De gyldne grin

  1. Hehe, Anita…de lattermilde burde regere verden 🙂
    Jeg glemte at skrive (det tilføjer jeg lige om lidt) at mens jeg stod der og bøjede i knæene, så beholdt jeg en aldeles alvorlig mine, således at hvis nogen kiggede på mig for at afkode hvorfor jeg mon stod der og “dansede”, så lod jeg som at det da var mig, der var normal og de andre som var underlige 🙂

  2. Ved du ikke, at de, der er virkelig gale, tager det allermest alvorligt?
    – – du er lige til Monty Python! Og det er en kompliment.
    Grin mellem mennesker, og blikke mellem mennesker, begge af kategorien indforståede, er gode.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s