Hvorfor gå på is og hvorfor spille teater

I går så jeg et fint norsk tv-program om to brave mænd, der asede og masede sig fra Nordpolen og sydover, på samme rute som to andre norske brave mænd gjorde for hundrede år siden og dermed blev nationalhelte hos vores broderfolk oppe i Norge.

De to eventyrere i tv-programmet sled med diverse problemer, som for dem var rigeligt udfordrende.

Isbjørne, betændte underben, drivende is og naturlig udmattelse. De gik turen i 2007. De smilede med kuldebrændte kinder og fejrede 17. maj og hinandens fødselsdage med små medbragte hemmelige gavepakker. Snøft, snøft og fuld fokus på om det hele kom med i tv-billedet. De var deres eget tv-hold og filmede hinanden. 

Jeg blev meget hårdt ramt af den udsendelse.

Mens de to maskuline gutter brugte alle kræfter på at bemestre tykke isbræer og skyde peberspray ind i hovedet på livsfarlige isbjørne, gik en høj lysblond mand rundt på sin fædrene gård hjemme i Norge og forberedte henrettelse af unge mennesker og bombesprængning i centrum for at forhindre en udvikling, som han ikke kunne leve med.

Han skulle i hvert fald nok, ene mand, redde landet og verden omkring ham – og han regnede med at blive rost for det bagefter.   

Det lykkedes denne egensindede unge mand at gennemføre sin rædselsdåd få år efter at polarkæmperne spændte samtlige muskelfibre for at vise hvor stærke mænd i naturen kan være, og hvor seje de var for hundrede år siden.

Jeg kan simpelthen bare næsten ikke holde ud at se dem og høre på deres små gutturale udbrud mens de med vilje udsætter sig for livsfare og blandt andet går ind på russisk område i Frants Josefs Land uden (gys) tilladelse! Uuuuuh, hvor spændende, og se…der er en hvalros!

Ih, du milde.

For mig er det absurd teater og det er der en grund til.

Alt hvad der er sket i Norge og for nordmænd siden 22. juli 2011 er så meget anderledes end hvis udåden ikke havde fundet sted.

Ingen, der elsker Norge kan leve videre uden at forholde sig til massakren på unge mennesker. Alle med hjerte og samvittighed bør overveje hvorfor det skete, og hvordan det kan undgåes en anden forfærdelig gang.

De pårørende til ofrene og de sårede overlevende er meget følsomme overfor hvordan eftertiden behandler tragedien. At et teater i København vil prøve at analysere det sind som i mange år gik rundt og byggede så grusomme tanker op, må gøre meget ondt på direkte og indirekte ofre.

Men det er efter min mening lige så sandt at hvis man ikke tillader den efterbearbejdning, så har gerningsmanden vundet en lille sejr.

Svaret på hans vanvittige verdensbillede er ikke at tie og tåle.

Det er, som den norske statsminister har sagt så klogt, at reagere modsat i et åbent samfund med mere demokrati og mere tolerance. Også selvom det gør ondt at kigge tilbage. Nogle gange er tilbagesyn det mest fremadrettede.

Gerningsmanden er gerningsmanden. Det er ikke teaterfolk eller mediefolk, der ønsker at forstå for at forhindre. 

Der er kun een gerningsmand, ja. Men han opererede vel at mærke i et samfund, der måske for sent gjorde op med hans forenklede verdenssyn, uanset alle hans argumenter. Det samfund er dig og mig. Os, der hver dag og møder mange slags mennesker med alle mulige holdninger og religioner.

Tolerance er jo at respektere nogen man ikke er enig med og måske ikke engang kan lide. At netop de skal have samme rettigheder og muligheder som dem man er enig med og elsker højt.

Kun i et frit og åbent samfund giver det mening at gå rundt på isen bare for at gøre det. Hvis grundlæggende værdier trues, så skal alle mænd og kvinder hjem fra kulden og ind i varmen. Ind i kampen.

Det kunne de to mænd i 2007 selvfølgelig ikke forholde sig til, for da var Norge stadig et land hvor regelmæssighed og respekt for menneskeliv var lidt af en selvfølgelighed. Men snart kom 22. juli.

Alle dage er 22. juli fra nu af. Alle handlinger sker i forhold til den dag.

Sådan har jeg det i hvert fald.

 

4 kommentarer til “Hvorfor gå på is og hvorfor spille teater

  1. Hvis man havde ladet være med at råbe op om, at teaterstykket handler om Breivik, ville det blive opført, og alle ville bagefter sige, hvor er det dog aktuelt og godt at der sættes fokus på menneskesindets forskellige sider. Det er vist som sædvanlig pressen, der råber højt om de forkerte ting.

  2. Det interessante indlæg fik mig til at genopfriske “Ja, vi elsker dette landet”, hvor især de sidste to vers giver perspektiv.
    De to yngre nordmænd “bemestrede” de fysiske strabadser. Var noget gået galt, havde en chip såmænd nok varskoet en tørskoet redningstjeneste. Så heldige var de mange unge på Utøya ikke den tredie fredag i juli 2011.
    Blogejeren er en passioneret elsker af vort skandinaviske broderfolk; ingen regelmæssig læser er i tvivl om dette. Ligeledes bør flest mulig længst muligt erindre sig Jens Stoltenbergs ord og handlinger ifm. d. 22.07.11.

  3. Kirsten…jeg er meget enig i at Café Teatret’s planer bliver voldsomt problematiseret af pressen, som skynder sig at indhente automatiske reaktioner fra alle verdenshjørner…længe inden der ER noget stykke at blive forarget over.
    Det er en presse”sag”, som Café Teatret måske ikke er specielt ked af, og jeg synes personligt at de skulle have ventet til efter at retten har endegyldigt færdigbehandlet sagen. Så kan efterbyrden analyseres.

  4. Erik…ja, det er sandt. At gerningsmanden var fej nok til at udnytte menneskers tryghed ved synet af en politiuniform er et af de fæleste aspekter blandt mange i denne grusomme tragedie.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s