I clinch med Fru Vinter

Kasse 3 er også åben, kan jeg forstå.

 

Ikke at jeg kan høre hvad SuperBest-pigen i Kasse 2 siger, for jeg hører høj musik i mine hørebøffer. Men hun peger, og så meget kan jeg dog mundaflæse.

I Kasse 3 sidder der en meget ung og venligt udseende medarbejder af hankøn. Jeg lægger mine få varer på båndet. Han scanner dem og sender dem ned i opsamlingsområdet. Jeg går ned til dem, men beslutter så at betale kontant. Det kræver at jeg kommer tilbage til midten af gangslusen.

I mellemtiden er en midaldrende dame med det helt store vinterskrud ankommet. Hun har stort opsat blond hår, der matcher den enorme lysluvede vinterpels som kun lige netop kan presses igennem passagen. Leopardprikkede vinterstøvler. Bredt hårbånd i ildsprudende modfarve.

Jeg skal som sagt tilbage til punktet i passagen, hvor man kan lægge sedler og mønter på en plasticbakke foran kassemanden. Der har Fru Vinter allerede placeret sig medsamt sin ikke modefarvede indkøbsvogn, som jeg dog ikke kan se på grund af pelsen. Hendes varer er også dækket af døde dyrehår.

Hun er i gang med en sikkert indøvet indyndende monolog i forhold til den uskyldige yngling. Hendes mund bevæger sig og rynkerne prøver at følge med. Hun stanger solbrillerne ind i topmanken som dramatisk effekt.

Jeg er i mit allermest infame og asociale lune, så jeg giver fanden i hendes tilstedeværelse og stiller mig så tæt op af hende at en nærmere kontakt ville kræve en tur på Rådhuset. Hun bliver meget overasket, hvad ingen kan bebrejde hende. Jeg har pelshår i munden, og hun himler op om hvad i alverden jeg bilder mig ind.

Men jeg kan ikke høre hende. Kun se hendes mund og hendes vrede ansigtsudtryk. Jeg hører ‘Et skridt frem’ med vokalgruppen BaSix – skruet helt op – og reagerer ikke på alle hendes påkaldelser, beklagelser og nødråb. Kassedrengen leder efter en passende grimasse, men synes vistnok at seancen er underholdende nok for en flad lørdag formiddag.  

Hendes problem er at hendes trekvartfyldte indkøbsvogn spærrer for at hun kan bakke uden videre. Det prøver hun panisk at forklare mig. Jeg er iskold. Hun himler op, og ender med at måtte lide den tort at skulle løfte vognen en smule, uden at kunne gøre brug af de små skrigende hjul. Til sidst gør hun det for at slippe for mit intimgrænseoverskridende nærvær. Bag mit pokerfjæs morer jeg mig fortræffeligt.

Vis kunne jeg have vist lidt af min sædvanlige sociale forudseenhed, der gør at jeg undgår kontakt af nogen form med andre. Men denne gang er jeg offensiv. Hun burde have ventet med at rykke frem til kassemedarbejderens kontaktpunkt, indtil jeg var færdig med at betale. Nå ja, hun satsede på at jeg skulle betale med dankort for enden af kassen, men det skulle jeg jo så ikke, og det betalte hun en høj pris for.

Jo, jeg er lidt syg i hovedet – og det er vist på tide at jeg flytter fra NordVærst. Frænde er frænde værst i alle verdenshjørner. 

Advertisement

Chateau Hansen?

Jeg hjælper til i baren i Skuespilhuset.

 

En mandlig gæst bestiller et glas rødvin hos en ung tjener bag disken.

Tjeneren spørger om den skal være kraftig eller lidt mindre kraftig.

– Det ved jeg da ikke. Hvad er den kraftige for en?, spørger gæsten og får at vide at det er en Shiraz fra Sydafrika.

– Nå, siger gæsten og ser hen på mig. – Er den så god, eller hvad?

– Det ved jeg ikke, siger jeg og tilføjer: – Jeg er selv en kraftig fra Søborg Torv.

– Are you german?

Den indisk udseende mand prøver at fastholde køber/sælger-relationen til mig ved at spørge hvor jeg kommer fra. Det er den fjerde butik af samme slags i den aftenlune kanariske ferieby.

 

Mit ophold på øen har varet i næsten en uge, og jeg har set måske femten butikker af samme type. Dem, der sælger ting med strøm i. Radioer, krøllejern, mobiltelefoner, mp3-afspillere, digitalkameraer. Spillemaskiner, gadgets og dingenoter.  

 

Den første dag købte jeg en pc-adapter til 400 kroner, fordi jeg troede at jeg havde glemt at tage min egen el-ledning med hjemmefra. Det havde jeg ikke. Den lå blot i toiletposen, men i min idiotiske ankomstforvirring havde jeg glemt alt om det. Til min store og glædelige overraskelse gik sælgeren med til at lade handlen gå tilbage. Uden videre. 

 

Han var også indisk af udseende, lissom i alle de andre elektroniske butikker som jeg kigger ind i på turen. Samtlige butikker med det vareindhold er om aftenen oplyst af et endog meget skarpt elektrisk lys, som i styrke kun overgås på operationsstuer eller blænder i tandlægestolen. Det er ubehageligt at være så synlig som kunde, synes jeg. Jeg vil ikke ses så tydeligt.

 

I den lille færgeby på øens sydkyst går jeg rundt og rundt og bliver mere og mere sur på mig selv. Jeg vil købe en ny lommeradio. Min elskede gamle Sony-radio tabte jeg for nylig i en bus i København. Den købte jeg på Mallorca, da jeg var på ferie med min daværende kone, min stedsøn og min datter, som var få måneder gammel. Radioen har altså holdt i sytten år.

 

Jeg er i gang med min tredje rundtur fra gågaden og ned til strandpromenadens række af butikker, barer og restauranter. I de fire butikker har fire forskellige indisk udseende sælgere forgæves forsøgt at få mig til at blive i butikkerne i mere end tredive sekunder. En ny Sony-radio koster 250-300 kr, og så meget vil jeg ikke give, for hvis jeg taber den vil miste penge og endnu en god radio. Så hellere købe noget billigt lort, og så glæde mig over at have råd til fem nye lorteradioer. 

 

Sælgerne har alle som een spurgt hvilket land jeg kommer fra, og da jeg har nægtet at svare, har de desværre alle foreslået at jeg kunne være tysker. Det kan ikke siges at forstærke deres chanser for at få de ti euro, som jeg gerne vil ofre på en ny radio, men hvordan i alverden skulle de kunne vide det?

 

Jeg er sur og vil ikke tale med dem. Faktisk opfører jeg mig som et dumt svin.

 

Alle fire har foreslået en Sanyo-radio, som ser nogenlunde ud. Femten euro og elleve euro, inklusive ørepropper og batterier, er budene. Jeg er bare sur og utilnærmelig.

 

Til sidst har jeg fået nok af min meget uklædelige nærighed.

 

Jeg opsøger den nærmeste og smiler alt hvad jeg formår. Inderen, hvis det er det han er, ser forundret på mig. Jeg siger ordet ‘Sanyo’ og han nikker forstående, som om vi taler om min skilsmisse. Han henter den og vil nu have tolv euro. Det er jeg mere end med på. 

 

Egentlig er jeg taget med lokalbussen til byen for at se en fodbold-kamp på tv i en sportsbar – og jeg ser første halvleg på afstand stående ved promenadens rækværk. Det er for at slippe for at skulle købe en kop tvangskaffe til måske ni-ti kroner.

 

Ved pausen har jeg fået nok af mig selv og går op til busstationen. Hele vejen tilbage til min ferielejlighed hører jeg høj popmusik. Lyden er fremragende.

 

Dagen efter flyver jeg hjem.

nej og ja

En stumfilm er nomineret til en Oscar som Bedste Film i år.

Forrige gang en stumfilm var godt oppe at køre i min optik, var da humoristen Mel Brooks i 1976 lavede ‘Silent Movie’. En film om hvor svært det er at lave en film i Hollywood, hvis man ikke kan få store stjerner med.

I den film var der een eneste replik. Den kom selvfølgelig fra en mimiker, ikke sandt? Marcel Marceau bliver spurgt om han vil medvirke i den film, som Mel Brooks (i rollen som sig selv) gerne vil lave?

Svaret fra den hvidklædte, hvidmaskede verdensstjerne er et rungende: “NON!”…fulgt af en masse storsmilende fagter og vinke-farveller.

Uden sammenligning i øvrigt fortsætter historien således:

Når jeg om formiddagen skal passe mit dagjob som historiemumler, så har jeg et nærmest hysterisk forhold til at tale med andre før jeg henvender mig til mikrofonen. Det er sikkert mangel på stemmeteknik, og ikke andet end frikadellefimset krukkepjat – men det er så min måde.

Der står jeg så i Bus 21. Jo, selvfølgelig skal en stemmestjerne som jeg da ikke GÅ de to stoppesteder hen til studiet vel? Nej da. Jeg står altså der, med hue og mørke briller og beskyttelsesørebøffer på. Sur og utilnærmelig, og med “tøj” på, som en hjemløs ville skamme sig over at have på. 

Pludselig…en klar stemme fra et af handicapsæderne midt i bussen: “Er det Birkedommervej nu?” Jeg fnyser indvendigt, og tænker “Tjek dog køreplanen, taberfjols!” Velkommen til 2400 Nordværst.

Så spørger han gudhjælpemig igen! Jeg vender mig en halv grad for at få syn for hvor hjernetom man kan være i det offentlige rum. Ofte er der højtråbende fuldebøtter eller nonstop-transmitterende mobilævlere med, så jeg er vant til lidt af hvert.

Okay.

Spørgeren er blind.

Han spørger nu en tredje gang, og endelig får jeg tændt for den smule hjerne jeg har til rådighed. Jeg siger et eneste ord, og prøver at få det til at lyde så venligt som muligt: “Ja.”

Hvis jeg husker rigtigt, så fik jeg lavet dagens 77 minutter minutter den dag, trods det alvorlige etikettebrud.

Pretentious?…Moi???