– Are you german?

Den indisk udseende mand prøver at fastholde køber/sælger-relationen til mig ved at spørge hvor jeg kommer fra. Det er den fjerde butik af samme slags i den aftenlune kanariske ferieby.

 

Mit ophold på øen har varet i næsten en uge, og jeg har set måske femten butikker af samme type. Dem, der sælger ting med strøm i. Radioer, krøllejern, mobiltelefoner, mp3-afspillere, digitalkameraer. Spillemaskiner, gadgets og dingenoter.  

 

Den første dag købte jeg en pc-adapter til 400 kroner, fordi jeg troede at jeg havde glemt at tage min egen el-ledning med hjemmefra. Det havde jeg ikke. Den lå blot i toiletposen, men i min idiotiske ankomstforvirring havde jeg glemt alt om det. Til min store og glædelige overraskelse gik sælgeren med til at lade handlen gå tilbage. Uden videre. 

 

Han var også indisk af udseende, lissom i alle de andre elektroniske butikker som jeg kigger ind i på turen. Samtlige butikker med det vareindhold er om aftenen oplyst af et endog meget skarpt elektrisk lys, som i styrke kun overgås på operationsstuer eller blænder i tandlægestolen. Det er ubehageligt at være så synlig som kunde, synes jeg. Jeg vil ikke ses så tydeligt.

 

I den lille færgeby på øens sydkyst går jeg rundt og rundt og bliver mere og mere sur på mig selv. Jeg vil købe en ny lommeradio. Min elskede gamle Sony-radio tabte jeg for nylig i en bus i København. Den købte jeg på Mallorca, da jeg var på ferie med min daværende kone, min stedsøn og min datter, som var få måneder gammel. Radioen har altså holdt i sytten år.

 

Jeg er i gang med min tredje rundtur fra gågaden og ned til strandpromenadens række af butikker, barer og restauranter. I de fire butikker har fire forskellige indisk udseende sælgere forgæves forsøgt at få mig til at blive i butikkerne i mere end tredive sekunder. En ny Sony-radio koster 250-300 kr, og så meget vil jeg ikke give, for hvis jeg taber den vil miste penge og endnu en god radio. Så hellere købe noget billigt lort, og så glæde mig over at have råd til fem nye lorteradioer. 

 

Sælgerne har alle som een spurgt hvilket land jeg kommer fra, og da jeg har nægtet at svare, har de desværre alle foreslået at jeg kunne være tysker. Det kan ikke siges at forstærke deres chanser for at få de ti euro, som jeg gerne vil ofre på en ny radio, men hvordan i alverden skulle de kunne vide det?

 

Jeg er sur og vil ikke tale med dem. Faktisk opfører jeg mig som et dumt svin.

 

Alle fire har foreslået en Sanyo-radio, som ser nogenlunde ud. Femten euro og elleve euro, inklusive ørepropper og batterier, er budene. Jeg er bare sur og utilnærmelig.

 

Til sidst har jeg fået nok af min meget uklædelige nærighed.

 

Jeg opsøger den nærmeste og smiler alt hvad jeg formår. Inderen, hvis det er det han er, ser forundret på mig. Jeg siger ordet ‘Sanyo’ og han nikker forstående, som om vi taler om min skilsmisse. Han henter den og vil nu have tolv euro. Det er jeg mere end med på. 

 

Egentlig er jeg taget med lokalbussen til byen for at se en fodbold-kamp på tv i en sportsbar – og jeg ser første halvleg på afstand stående ved promenadens rækværk. Det er for at slippe for at skulle købe en kop tvangskaffe til måske ni-ti kroner.

 

Ved pausen har jeg fået nok af mig selv og går op til busstationen. Hele vejen tilbage til min ferielejlighed hører jeg høj popmusik. Lyden er fremragende.

 

Dagen efter flyver jeg hjem.

2 kommentarer til “– Are you german?

  1. De gamle fjender inderne og pakistanerne markerer tydeligt deres århundreder gamle handelstalenter på Kanarieøernes frihandelsarena.
    Deres markedsagtige handelsattituder adskiller sig markant fra et skandinavisk blegansigt i El-giganten. Lejlighedsvis vises deres guldtænder i nogle sære stemnings-sekvenser, der kræver års kontakt med dem for bare nogenlunde at forstå attituderne.
    Det var nu godt, at du fik en ny Sanyo-radio. Den vil afgjort blive brugt og forhåbentlig ikke blive glemt i en pakistansk chauffør-betjent Movia-bus.
    Og det var endnu mere godt, at du fik noget frisk lavaluft i den lille færgeby Playa Blanca m.fl., så respirationen er forbedret, når lydstudiet bestiges igen. 😉

  2. Ehu…som du dog kan sige det. Hihi. Måske er det samme familie, der driver alle elektronikbutikkerne på øen? Man kunne tro det.
    Faktisk tror jeg at jeg tidligt på ugen var inde i en af dyt-båt-butikkerne i Puerto del Carmen, for at få prisen på en Sony – og da han sagde 49 euro, og jeg brød ud i et semichokeret fnys – så tror jeg at han for at holde på mig sænkede prisen helt ned til både tredive og femogtyve…men da var jeg allerede så flov over mig selv at kun flugten stod tilbage.
    Jeg er sgu en mærkelig snegl…men okay, de kan så måske også have deres lejlighedsvise glimt i tentakel-øjnene? Sådan er parcelister jo også 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s