Monthly Archives: marts 2012

Jeg er vred som bare fanden, og jeg finder mig ikke i det mere

Dette er det første af tusindvis af sandfærdige indfald og udfald.
 
Hvad ligner det, sociolog Henrik Dahl, at blive højreorienteret, score Lone Hørslev, kalde statsministeren blank, og så alligevel insistere på at gå rundt med et mormor-garn, som ville have gjort Rosa Luxemburg stolt?

Hvorfor skal filosof Morten Albæk altid bruge sine overstørrelse hvide underbukser i sin argumentation som metaforer, så de udvikler sig til meta(gas)farer? 

Hvornår dropper parterapeut Martin Østergaard sin ‘ja-jeg-er-en-sexfrustreret-bibliotekar’-stil, og får ‘fisse stinker’ tatoveret på dillergøjen?

ÅH, hvor jeg nyder at fyre den maks af.

Jeg kommer.

Med mere.

Måske. 

                                        PLAGEPIKKEN PEDRO 

Reklamer

Nye choktal om archtophili

Den britiske hotelkæde Travelodge har på bare et år måttet genforene 75.000 bamser med deres ejere. Bamserne var blevet efterladt på et af kædens 452 hoteller.

Disse grusomme oplysninger har fået Hotels International til at undersøge hvor mange voksne englændere, der sover med en bamse. 6.000 blev spurgt. Over 2.000 svarede ja..

Disse archtophiles bamser var i gennemsnit 27 år. Hver fjerde af disse teddyfonisk udfordrede voksne tager bamsen med på forretningsrejser.

Travelodge forlanger efter sigende ikke at man reserverer dobbeltværelse, hvis man har sin ejegode livslange bjørneven med i kufferten, men måske burde de fakturere for det, når den arme stakkels bamse bliver glemt på hotellet – og nægte at udlevere den før pengene sås indbetalt.

Fnys.

En-to-fire-syv

Om et par måneder har jeg ikke længere nogle børn.
 
Eller, de er der sådan set stadig, men så er de begge to voksne på papiret. Og så kan jeg gå hen i kurven og lægge mig. Det har jeg for så vidt allerede gjort. Gnaver lidt på yndlingsbenet.
 
Glæder mig til de små rundture om mig selv i kurven, inden jeg lader mig dumpe ned i liggende stilling. Så er jeg et kort øjeblik dejligt småsvimmel, lissom dengang jeg kunne tage den helt store tur.

Jeg ligger lunt og godt og tænker tilbage.  

Cypern. Min datter er to år, højst. Hun står yderst på vippen over poolen på feriehotellet. Hun har en smart lille gul badedragt på. Ser ned på vandet. De to badevinger på overarmene får et sidste tjek. Hendes lille mave bevæger sig ud og ind. Det her kræver lidt ekstra luft. Hun rækker begge arme i vejret, peger på sommerhimlen med to pegefingre, råber “EN-TO-FIRE-SYV” – og kaster sig ud i den svævende forventning.

PALUMS! 

Hun er stadig en vandhun(d). Måske skal vi lige ud og poolplaske en sidste gang inden hun bliver voksen. I noget sydsol. Det gad vi nemlig godt, og så håber jeg at hun vil gå nogle meget lange ture med mig. Det kan jeg jo så godt lide.

Trofast.