Om et par måneder har jeg ikke længere nogle børn.
Eller, de er der sådan set stadig, men så er de begge to voksne på papiret. Og så kan jeg gå hen i kurven og lægge mig. Det har jeg for så vidt allerede gjort. Gnaver lidt på yndlingsbenet.
Glæder mig til de små rundture om mig selv i kurven, inden jeg lader mig dumpe ned i liggende stilling. Så er jeg et kort øjeblik dejligt småsvimmel, lissom dengang jeg kunne tage den helt store tur.
Jeg ligger lunt og godt og tænker tilbage.
Cypern. Min datter er to år, højst. Hun står yderst på vippen over poolen på feriehotellet. Hun har en smart lille gul badedragt på. Ser ned på vandet. De to badevinger på overarmene får et sidste tjek. Hendes lille mave bevæger sig ud og ind. Det her kræver lidt ekstra luft. Hun rækker begge arme i vejret, peger på sommerhimlen med to pegefingre, råber “EN-TO-FIRE-SYV” – og kaster sig ud i den svævende forventning.
PALUMS!
Hun er stadig en vandhun(d). Måske skal vi lige ud og poolplaske en sidste gang inden hun bliver voksen. I noget sydsol. Det gad vi nemlig godt, og så håber jeg at hun vil gå nogle meget lange ture med mig. Det kan jeg jo så godt lide.
Trofast.