Monthly Archives: april 2012

Vi sover og så vågner vi

Det var en fredag aften, tror jeg nok.
 
Nej, lørdag.
 
Nå, men min datter skulle ned til sin mor i Køge, og bagefter skulle hun tilbage til mig. I hovedstaden. Om aftenen. Eller vent. Nej, hun skulle sove hos sin mor og komme hjem til mig næste dag.
 
Hun er i hvert fald i Køge og det er en måneds tid siden. Sådan cirka. 

Hun skal også lige besøge sin storebror, også i Køge. Det gør hun – og det er godt, for hun elsker at være faster til hans to små skønne unger. Der er også noget festlig sammenkomst den aften. Hos ham. Fint nok.

I løbet af aftenen, eller nok snarere ret sent på aftenen, får jeg en melding fra hende om at festen nu er så sjov, at hun nok bliver der natten over. Alt i orden. Der var vist også noget med at hun egentlig bare skulle gå over til sin mor efter festen og sove dér, for moren var vist slet ikke hjemme, og hun har en ekstranøgle. Min datter, altså.

Der er tydeligvis visse detaljer jeg ikke husker helt klart, selvom jeg var den mest ædru af alle medvirkende i denne beretning. Men omkring cirka ved 02-tiden sender hun en SMS til mig, som jeg af en eller anden grund ikke modtager. Jeg lå ellers med telefonen ved siden af hovedpuden.

Natten går og jeg vågner ved 7-tiden. Smutter lige ud på toilettet, og går tilbage igen i min dejlige seng. Nu har jeg fået SMS’en. Ifølge den droppede hun idéen om at overnatte i Køge og ville i stedet følges med en af festdeltagerne til København, og derpå fortsætte alene videre hjem til mig.

Jeg bliver nervøs. Hvorfor er hun mon ikke kommet hjem endnu? Er hun fulgt med denne gæst hjem i stedet for? Jamen, det ville jeg da for så vidt godt kunne acceptere, især fordi hun sender mig en SMS om det.

I min SMS tilbage til hende prøver jeg at beholde en ubekymret tone, selvom jeg vistnok bemærker at det undrer mig at SMS’en ikke er kommet til mig noget før. Og så sover jeg ellers en times tid til. 

Klokken 10 vågner jeg igen, og der er ikke kommet flere SMS’er. Nu er jeg nervøs, så jeg står op med megen hjertebanken. Idet jeg kommer ud i entréen bemærker jeg at døren til hendes værelse er lukket næsten helt til. Det undrer mig, idet jeg bestemt mener at den skulle stå helt åben.

Jeg kigger ind…og der ligger hun og sover lisså sødt. Det er meget, meget usædvanligt at jeg sover så tungt, at jeg ikke vågner ved at nogen kommer ind af min entredør. Ofte vågner jeg ved at nogen går ind ad opgangsdøren i stuen – og jeg bor på anden sal.

Da vi talte om det senere på dagen var hun meget stolt over ikke at have vækket mig. Og jeg var stolt over at hun sådan bare selv fandt hjem midt om natten. Hun havde kørt i natbus hele vejen fra Køge.

Hun var kommet hjem ved 3-4 tiden og var listet i seng uden at vække mig. Allerede da jeg var oppe ved 7-tiden lå hun derinde. Tænk at jeg ikke lagde mærke til det..! 

Ak ja. Nu er hun snart slet ikke min lille pige længere. Slægt skal følge slægt og det skal jeg nok klare.

Jeg skal bare lige, tror jeg nok, sove på det. 

Akut araknofobi

Jeg er ikke bange for edderkopper.
 
Synes de er sådan lidt…komiske. Men jeg synes heller ikke de er søde og rare. Gider dem ikke. Væk med dem. Tak.

I morges så jeg en lillebitte edderkop, der sad langt oppe på væggen på mit badeværelse. Fint nok. Bliv du bare der. Min fine ven. God edderkop.

Senere på formiddagen satte jeg mig på badeværelsets porcelænsmøbel. Det gør man jo engang imellem, hvis man er ude i et såkaldt nødvendigt ærinde.

Tankerne fløj. Langt. Til glade steder og gode stunder. 

Pludselig mærker jeg en kildende fornemmelse på siden af mit lår. Berøringen kan kun komme fra noget levende. Alle muskler er lammet. Jeg venter kun på dødskysset fra en endnu uopdaget dansk sort enke-race.

Jeg kan dog bevæge øjenæblerne og ser med gru skråt nedad. Det er ikke edderkoppen. Jeg skal ikke dø. Af det. Det er kanten af toiletrullens nedadvendte blade, der på grund af let gennemtræk i lejligheden er pustet hen til en let berøring af mit yderlår.

It scared the shit out of me. 

Tidens tand og mundens mand

Intet kan gøre mig så panisk og hysterisk som når mit tandsæt bøvler.

Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg var i mange år lidt af en klinikhelt…ham den barske fyr, der i hvert fald ikke skulle have noget af det der pjatbedøvelse. Jeg var ikke bange for at blive boret, heller ikke selv om det var ret tit at der skulle gøres plads til godt med sølv og plastic.

Efterhånden som jeg er ved at komme til skaldeår og alder, så har jeg udviklet en overdimensioneret følsomhed for hele emneområdet. Nogle få gange har jeg ved at bide til bolle oplevet at tænderne både giver sig og sågar sprækker. Det kan jeg ikke have. Slet ikke.

I aftes sad jeg og var meget stolt. Jeg brugte tandstik. Det har jeg ved gud ikke været god til i mange år. Men der er kommet nogle meget smarte nye nogle af plastic, som ikke knækker – lissom de gamle af træ tit gjorde. Så der blev renset grundigt ud.

Desværre. 

Jeg troede at jeg fik has på en tandsten mellem to fortænder i undermunden, men i stedet tror jeg at jeg har flækket et stykke af en tand. På indersiden. Og det kan jeg slet, slet ikke tåle. Hverken at jeg selv har gjort det, eller at det vil kunne koste mig tusindvis af kroner at få lortet ordnet – hvis det behov opstår. Det gør mig iskold i sjælen. 

Når jeg mister noget af biddet, bliver jeg så skræmt og rædselsslagen. Så meget at det er helt interessant og borderline underholdende. Jeg tror, at forfaldet minder mig om at Døden går rundt og gnægger i skægget, vel vidende at den, der ler til sidst, slet ikke har brug for tænder.

Mens jeg stod i køkkenet og lod tungen køre op og ned langs den tand, som jeg var sikker på ville knække helt af, så begyndte jeg helt tilfældigt at lytte til min egen indtaling af min seneste bog ‘Fabulator’. Og det var et held. Jeg hørte alle sætningerne. Og det virkede som en bedøvelse.

Faktisk blev jeg så glad over at høre hvor gennemarbejdet de sætninger er, og hvor god jeg er til at rable den slags af, at jeg gik fortrøstningsfuld i seng ved halv to tiden.

Ja, gu skal jeg dø – forhåbentlig som en gammel gubbe. Måske tandløs. Men lur mig om ikke jeg til den tid vil gnægge i det hvide skæg over noget af det, som bliver tilbage som et minde om dengang, der var bid i mig?

Liv, identitet, mål

I går var jeg stærkt optaget af en begivenhed i et andet land. Elleve højt betalte mænd med ensfarvede trøjer spillede en sportskamp mod elleve andre endnu bedre betalte mænd i ensfarvede trøjer, der let kunne skelnes fra de første elleves.

Jeg gik nervøst rundt om mig selv og undertrykte en kraftig nervøsitet for hvordan det mon ville spænde af. Spændingen var så stor at jeg ikke turde se hvordan det gik, selvom der blev sendt direkte fra den store sportsarena. Dog optog jeg kampen og ville se den, hvis ellers resultatet blev som jeg håbede på.

Det gjorde det ikke. Jeg var meget skuffet og slettede optagelsen uden at se så meget som et eneste sekund. På den måde bliver ærgrelsen og græmmelsen mindre. 

I dag er jeg stærkt optaget af en begivenhed i et andet land. Et land som har givet mig nogle af de mest vidunderlige og kærlighedsfulde øjeblikke i mit liv. En mand har gjort noget så voldsomt og ubegribeligt ondt mod så mange uskyldige mennesker, at det er svært at fatte.  

Manden har af politiske og ideologiske grunde brutalt dræbt 77 mennesker, deriblandt børn og unge og såret hundredevis andre. Når jeg ser på ham på tv i den direkte transmission fra den første dag i retten, fyldes jeg af følelser som til forveksling minder om dem, jeg oplevede i går.

Måske på grund af det korte tidsrum mellem de to oplevelser er det ekstra tydeligt hvor latterligt det er at bruge tid, kræfter og livsenergi på at bekymre sig om mænd, der spiller bold i et andet land.

Det er flovt.

Pinligt.

Fælt. 

McDonalds skubber bøfferne en smule frem

Jeg blev lokket af en tv-reklame til at købe bøfkædens ‘Steakhouse Classic’, hvori der angiveligt skulle gemme sig to dejlige og saftige bøffer. Og faktisk smagte sandwichen godt, omend den var lidt halvlunken. Peber manglede der ikke, for det var der rigeligt af i prisen på ca. 45 kroner.

En ting kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til. De to bøffer så ud til at være mindre end dem i tv-reklamen. Påfaldende meget mindre. Det skrev jeg til McDonalds om.

Fra butikken (Nørrevold 004) fik jeg et meget venligt og høfligt svar, mens jeg ventede på svaret fra milliardburgerfirmaets marketingsafdeling.

Svaret kom i en mystisk mail med overskriften ‘Mad details have been submitted’.

Jeg turde faktisk ikke åbne mailen, idet jeg frygtede det var en trojansk hestebøf. Men det var det ikke: 

“Kære Bent Otto Hansen

 

Tak for din henvendelse.

 

Jeg er ked af, at du har haft en dårlig oplevelse i en af vores restauranter. Skulle du opleve en anden gang at få udleveret mad, der ikke lever op til dine forventinger, vil jeg opfordre dig til at henvende dig direkte til medarbejderne i restauranten, så vil de lave noget nyt til dig.

 

Hvad angår reklamen, så bruger vi fuldstændig samme opskrift og ingredienser til burgeren i reklamen som til de rigtige burgere, du får i restauranterne. Den eneste forskel er, at ingredienserne på billedet er skubbet en smule frem, så man kan se, hvad der er i.

 

Jeg håber, det svarer på dit spørgsmål.

 

Venlig hilsen,

 

S. B. Wagner

Kommunikationskonsulent”

 

Jeg har allerede takket for svaret, som jeg dog betegner som ‘bestemt ikke tilfredsstillende’.   

Bevars

Jo, selvfølgelig er jeg da udmeldt af Folkekirken. Hvad troede du?
 
Gerrighed kan være en dyd hvis den bruges rigtigt, og man skal vel være bare en lille smule syndig for at kunne blive tilgivet så det kan mærkes for alvor?
 
Som ganske almindelig leverpostejsdansker er det umuligt ikke at blive spundet ind i alle historierne om J. Christensen, hans discipliner og knækbrød og tørskoet vandgang og fader/søn-snak og mirakler og hellighænder og ludere, dommere, æsler og fandens pumpestok.

Man er en del af det, om man vil eller ej. Vist kan man prøve at tage meget tydeligt afstand fra hele tabernaklet, men så skal man sandt for dyden (og døden) at sige også lige huske sig selv på det hele tiden, så man ikke kommer til at bruge bibelske udtryk i sit daglige sprog. Hellige enfold!

Jo ældre jeg bliver, desto mere synes jeg at fortællingen om J. Christensen og hans personlige udvikling er mindst lisså god en måde at anskue livet og døden på som alle andre julelege og røverhistorier. Men jeg kan fanden tage mig ikke have de trosfæller, som ikke kan acceptere at andre tror på noget andet end lige Ham med skægget og den lidt for lange natkjole.

Hele det dér cirkus med at VORES Gud er den bedste OG eneste, og at ALLE de andres Gud værsgo kan pakke sine nelliker sammen og pisse af hurtigst muligt…er noget af det mest ukristelige, jeg har fantasi til at forestille mig – og jeg er kendt for at være en fantastisk fantast. 

Alle har så travlt med alt muligt. Fair nok. Men dybest set er der kun een ting, man for alvor kan regne med. Døden. Ta’ den! Jeg kan virkelig godt forstå at mange får en ind i allerhelvedes stærk trang til at tro på bare et eller andet efter døden. Så langt er jeg ikke nået endnu. Men det kan komme. Det kan det.

Tror jeg nok.