Tidens tand og mundens mand

Intet kan gøre mig så panisk og hysterisk som når mit tandsæt bøvler.

Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg var i mange år lidt af en klinikhelt…ham den barske fyr, der i hvert fald ikke skulle have noget af det der pjatbedøvelse. Jeg var ikke bange for at blive boret, heller ikke selv om det var ret tit at der skulle gøres plads til godt med sølv og plastic.

Efterhånden som jeg er ved at komme til skaldeår og alder, så har jeg udviklet en overdimensioneret følsomhed for hele emneområdet. Nogle få gange har jeg ved at bide til bolle oplevet at tænderne både giver sig og sågar sprækker. Det kan jeg ikke have. Slet ikke.

I aftes sad jeg og var meget stolt. Jeg brugte tandstik. Det har jeg ved gud ikke været god til i mange år. Men der er kommet nogle meget smarte nye nogle af plastic, som ikke knækker – lissom de gamle af træ tit gjorde. Så der blev renset grundigt ud.

Desværre. 

Jeg troede at jeg fik has på en tandsten mellem to fortænder i undermunden, men i stedet tror jeg at jeg har flækket et stykke af en tand. På indersiden. Og det kan jeg slet, slet ikke tåle. Hverken at jeg selv har gjort det, eller at det vil kunne koste mig tusindvis af kroner at få lortet ordnet – hvis det behov opstår. Det gør mig iskold i sjælen. 

Når jeg mister noget af biddet, bliver jeg så skræmt og rædselsslagen. Så meget at det er helt interessant og borderline underholdende. Jeg tror, at forfaldet minder mig om at Døden går rundt og gnægger i skægget, vel vidende at den, der ler til sidst, slet ikke har brug for tænder.

Mens jeg stod i køkkenet og lod tungen køre op og ned langs den tand, som jeg var sikker på ville knække helt af, så begyndte jeg helt tilfældigt at lytte til min egen indtaling af min seneste bog ‘Fabulator’. Og det var et held. Jeg hørte alle sætningerne. Og det virkede som en bedøvelse.

Faktisk blev jeg så glad over at høre hvor gennemarbejdet de sætninger er, og hvor god jeg er til at rable den slags af, at jeg gik fortrøstningsfuld i seng ved halv to tiden.

Ja, gu skal jeg dø – forhåbentlig som en gammel gubbe. Måske tandløs. Men lur mig om ikke jeg til den tid vil gnægge i det hvide skæg over noget af det, som bliver tilbage som et minde om dengang, der var bid i mig?

6 kommentarer til “Tidens tand og mundens mand

  1. Medens tandhjulet svinger og du kører tandem med de indre- og ydre aktioner, ønskes fortsat god bidfunktion, medens du nynner “Morgenstund har guld i mund”.

  2. Vi må håbe, det ikke koster en krone.
    Og efter den platte bemærkning vil jeg skynde mig at sige, helt alvorligt, at du har min inderlige medfølelse. Jeg går til regelmæssigt tandeftersyn og hader det. Bare lyden af en tandrensning, hvor hele kraniet fungerer som resonansbund, kan få mig til at spænde i hele kroppen. Hvis deres redskaber kunne gøres lydløse, ville meget være vundet.

  3. Spøjst. Jeg har aldrig fundet nogen særlig glæde ved at tænke over “hvad der bliver tilbage”. Alt brænder op en dag, og så vil jeg alligeveller hellere have levet, eftersom det, det kan ingen tage fra mig. At jeg har.
    Men det med tænderne… uff. Mine er også på det nærmeste alle sammen gennemboret og fyldt ud – til gengæld har jeg fået så dejlig en tandlæge, at det er lige før, det ikke gør noget.
    Kram.

  4. Eric…tak for dine tanker. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg er blevet så tandlægehysterisk. Måske er det et slags raseri, fordi jeg ikke alene skal finde mig i smerte og ubehag, men også at det koster så fågging meget. Jeg har ikke råd til at følge alle tandlægens råd. Og det irriterer mig. Har svært ved at sige nej. Derfor bliver jeg nok væk, og vil ikke henvende mig før det gør for ondt til at lade være.

  5. Christina…det er nok noget af det mest individuelle overhovedet, hvordan man forholder sig til det faktum at man skal dø. Og jeg reagerer meget stærkt, når jeg f.eks knækker et lille stykke af en tand. Kuldegysninger. Nedtrykthed. Det er styrken i reaktionen, som undrer mig. Og derfor var kontrasten til glæden over at lytte til mine egne sætninger så meget desto større. Det er jo det eneste “forsvar” mod dødsbevidstheden = at leve og leve og leve, mens man er i live.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s