Vi sover og så vågner vi

Det var en fredag aften, tror jeg nok.
 
Nej, lørdag.
 
Nå, men min datter skulle ned til sin mor i Køge, og bagefter skulle hun tilbage til mig. I hovedstaden. Om aftenen. Eller vent. Nej, hun skulle sove hos sin mor og komme hjem til mig næste dag.
 
Hun er i hvert fald i Køge og det er en måneds tid siden. Sådan cirka. 

Hun skal også lige besøge sin storebror, også i Køge. Det gør hun – og det er godt, for hun elsker at være faster til hans to små skønne unger. Der er også noget festlig sammenkomst den aften. Hos ham. Fint nok.

I løbet af aftenen, eller nok snarere ret sent på aftenen, får jeg en melding fra hende om at festen nu er så sjov, at hun nok bliver der natten over. Alt i orden. Der var vist også noget med at hun egentlig bare skulle gå over til sin mor efter festen og sove dér, for moren var vist slet ikke hjemme, og hun har en ekstranøgle. Min datter, altså.

Der er tydeligvis visse detaljer jeg ikke husker helt klart, selvom jeg var den mest ædru af alle medvirkende i denne beretning. Men omkring cirka ved 02-tiden sender hun en SMS til mig, som jeg af en eller anden grund ikke modtager. Jeg lå ellers med telefonen ved siden af hovedpuden.

Natten går og jeg vågner ved 7-tiden. Smutter lige ud på toilettet, og går tilbage igen i min dejlige seng. Nu har jeg fået SMS’en. Ifølge den droppede hun idéen om at overnatte i Køge og ville i stedet følges med en af festdeltagerne til København, og derpå fortsætte alene videre hjem til mig.

Jeg bliver nervøs. Hvorfor er hun mon ikke kommet hjem endnu? Er hun fulgt med denne gæst hjem i stedet for? Jamen, det ville jeg da for så vidt godt kunne acceptere, især fordi hun sender mig en SMS om det.

I min SMS tilbage til hende prøver jeg at beholde en ubekymret tone, selvom jeg vistnok bemærker at det undrer mig at SMS’en ikke er kommet til mig noget før. Og så sover jeg ellers en times tid til. 

Klokken 10 vågner jeg igen, og der er ikke kommet flere SMS’er. Nu er jeg nervøs, så jeg står op med megen hjertebanken. Idet jeg kommer ud i entréen bemærker jeg at døren til hendes værelse er lukket næsten helt til. Det undrer mig, idet jeg bestemt mener at den skulle stå helt åben.

Jeg kigger ind…og der ligger hun og sover lisså sødt. Det er meget, meget usædvanligt at jeg sover så tungt, at jeg ikke vågner ved at nogen kommer ind af min entredør. Ofte vågner jeg ved at nogen går ind ad opgangsdøren i stuen – og jeg bor på anden sal.

Da vi talte om det senere på dagen var hun meget stolt over ikke at have vækket mig. Og jeg var stolt over at hun sådan bare selv fandt hjem midt om natten. Hun havde kørt i natbus hele vejen fra Køge.

Hun var kommet hjem ved 3-4 tiden og var listet i seng uden at vække mig. Allerede da jeg var oppe ved 7-tiden lå hun derinde. Tænk at jeg ikke lagde mærke til det..! 

Ak ja. Nu er hun snart slet ikke min lille pige længere. Slægt skal følge slægt og det skal jeg nok klare.

Jeg skal bare lige, tror jeg nok, sove på det. 

6 kommentarer til “Vi sover og så vågner vi

  1. Der er noget meget genkendeligt over dit bankende faderhjerte, Beo. Kærligheden til disse skønne børn har så dybe rødder at man vist binder sløjfer i Kina og undrer sig.
    Og din lille pige, det er hun. For altid 🙂

  2. Penpal…hehe, ja jo…gu’ vil hun altid være min lille pige.
    Lissom at min åbningsreplik til min bomstærke 195 cm store nu 25-årige stedsøn (som jeg har været FF for siden han var 1 år) er: “Hej Dreng..”
    Selv føler jeg at jeg dårligt nok er kommet ud af ægget. Som om min far og mor fanme godt lige snart kunne komme og få det hele til at føles godt, skægt, sjovt og trygt.
    Men okay, de er døde, så-eh…det er lissom mig, der “er den”.
    Fair nok.
    Videre!
    🙂
    PS. Smukt billede, det dér med de bundne kinarødder.

  3. Hvis vi forfølger Penpals fortrinlige kinesiske addition, hermed en anden kinesisk vinkling:
    “En stor mand er han,
    som ikke har tabt sit barnehjerte.”
    PS. Nedtælling – 16 dage tilbage

  4. Meget sandt, ehu…sålænge man nøjes med at tabe tålmodigheden, så skal det nok gå.
    16 dage, ak ja…min lille pige 🙂

  5. Hanne…det var lidt for festligt for min smag, men min datter har virkelig ikke udsat mig for andet end idel glæde hele vejen igennem. Hun er den bedste datter jeg nogensinde har haft..! 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s