Monthly Archives: maj 2012

Hvor længe varer en vare?

En togbillet var engang lavet af tykt brunligt pap, som togføreren skulle klippe et godkendende hul i med klippetangen, der dinglede lystigt ved hoften når han skred ned gennem den dieselduftende togvogn og flåede kupédørene op med bjæffet: “Nye rejsende?”

I dag er det en anden sag. Min datter købte i går ved 19-tiden en Standard-billet på sin mobiltelefon via den applikation, som hun har downloaded fra DSB. Hurtigt og nemt. 108 kr. blev overført fra mit kreditkort.

Det smarte ved sådan en billet er, at den kan bruges hele dagen.  

Men hov.

Nu kom hun så ikke afsted til Fyn alligevel. Der var vigtige ting på spil, så hun blev en ekstra dag i hovedstaden. Hun har altså ikke brugt den vare hun har købt. Alligevel kan vi ikke uden videre bytte billetten til i dag. Det skulle vi i givet fald have gjort senest i søndags. 

Når en sådan billet ikke er begrænset til et bestemt afgangstidspunkt på afrejsedagen og man først køber den fire timer inden midnat, så synes jeg egentlig godt at man kunne fortjene at billetten gjaldt 24 timer fremad fra købstidspunktet.

Nu må vi se hvad DSB siger til det.

Ifølge rejsebetingelserne kan jeg glemme alt om at få billetten byttet eller refunderet. Svartiden for klager er lang. Meget lang.

Vi må ud & se ad…for om lidt køber hun en ny Standard-billet, som jeg betaler. Ak ja.

En lille glad mand

Jeg løfter blikket og ser en lille mand.

Han er ældre end mig og har gråt hår og skæg. Hvad vil han? Hvor skal han hen?

Jeg er ellers lige i gang med at læse de sidste sider i den bog, som jeg er ved at indlæse som lydbog. Den islandske roman er det vildeste, jeg nogensinde har haft med at gøre, på den gode måde, så forberedelse er nødvendigt.

Storm, snefygning og kulden på højsletten er ved at slå hovedpersonerne ihjel, og hvis jeg skal snakke for meget nu, så dør de fanme inden jeg kigger nedad igen.

Så jeg er en smule småirriteret, men må ikke vise det, for jeg er på arbejde. Det er mit job at hjælpe manden, som nu smiler til mig. På mit spørgsmål om jeg kan hjælpe får jeg et spøjst lille blik retur. Hvad er der med ham? Der er lidt mørkt her i den lange gang.

Han vender sig, og på ryggen af hans mørke heldragt står navnet på hans og min fælles arbejdsplads. Jeg rejser mig. Han er et hoved mindre end mig og spinkelt bygget.

Javel ja. Vi er i samme båd. Dav, dav.

Nu er han tæt på. Vi er udenfor den mellemste af de tre scener i Skuespilhuset. Indenfor er der generalprøve og manden er med i forestillingen som statist. Han skal dog ikke ind igen, så nu kan han hygge og sludre, hvis ellers han kan finde nogen til det. Og jeg skal jo søge øjenkontakt. Han har et levende blik og en blød lille stemme.

På typisk vis er han en smule oppe at køre, efter at have været på scenen. Det er fuldt ud forståeligt. Jeg ville selv reagere på samme måde, men for pokker altså…de er jo ved at dø nede i min bog! Han har meget at berette om sine mange optrædener som statist. Han var sågar med på turne til New York sidste år. Dancer in the dark.

De var blevet advaret om det forvænte publikum i byen. Frygtede modtagelsen. Men de fik hele fire fremkaldelser. Hans øjne lyser. Jeg nikker. Det er en god historie. Good for you.

Så kommer det.

Han har gemt en pointe til sidst og jeg er slet ikke forberedt. Den er også mere usandsynlig end alle de historier og skæbner, der plejer at cirkulere i dette hus.

Han er 83 år gammel. Jeg får det bekræftet tre-fire gange, for jeg tror ikke på det. Det er ubegribeligt. Han er jo både frisk i blikket og bevæger sig med lethed. Jeg vile have forsvoret at han var mere end midt i tresserne.

Han får mit bedste smil til farvel, da hans ordstrøm endelig slipper op. Sikke en. Treogfirs.

Kan jeg være som ham om 29 år?