Den malplacerede smerte

Min datter elsker tv-programmerne med hundehviskeren Cesar Millan.

Den mexikanskfødte amerikaner kender hundens psyke så godt, at han på nærmest magisk vis og i løbet af ingen tid kan forvandle en frådende dræbermaskine til verdens sødeste lille vuffelivov.

Jeg anerkender hans høje faglige kunnen og glæder mig over at se disse dyr blive forstået og mødt med tydelige signaler, måske for første gang i deres…nå ja, hundeliv.

Alligevel kan jeg ikke tåle at se programmerne, og det er meget tankevækkende hvad årsagen er.

Der er noget med hundenes malplacerede aggression samt den tydelige nervøsitet de udviser, og som jeg slet ikke kan klare at bevidne. Det skyldes måske især også den kommunikation som foregår mellem hunden, dens ejer (samt familie, venner og naboer) og Cesar.

Det er som om min krop prøver at minde mig om et eller andet som har med den type relation at gøre, men jeg kan ikke regne ud hvem jeg identificerer mig så stærkt med at jeg får ondt i maven og må kigge væk.

Lyden kan jeg slet heller ikke holde ud.

Jeg er meget bange for om en hvilkensomhelst hund nu også er i stand til at kontrollere sin aggression, når jeg møder den på gader og i parker. Det handler om hvilken type hund, den er, og om hvilket forhold der er mellem hunden og dens ejer, og mellem ejeren og andre mennesker.

Ved ejeren at det er et dyr, vedkommende har ansvaret for, eller har ejeren anskaffet sig dyret som et reservebarn eller en slags selvkørende teddybjørn?

Jeg kan ikke finde ud af om min stærke reaktion handler om at nogen i min tidlige barndom har begået fejl i deres måde at forholde sig til at jeg også kan blive vred. At det har kostet mig en meget høj pris at blive vred.

Eller om jeg selv er blevet offer for helt uventet aggression, som er kommet så meget bag på mig at jeg har en overdimensioneret frygt for dyrisk adfærd, hvor der handles uden noget som helst filter af etik og moral, endsige love og regler.

Når Cesar får tæmmet en vild hund, så bliver jeg rørt, men også meget trist til mode.

Og det værste jeg ved, er de medvirkende kvinder, der har købt en lille skødehund – eller en enorm vagthund – og taler til dem som om de er mennesker.

Kvinder, der har magt og råderet over noget som kan udløse stor fysisk og psykisk smerte, men ikke fatter en bjældehat af det.

Det kan jeg ikke tåle at bevidne, og der gemmer sig enorme uforløste energireserver i mig af samme grund. Måske handler min lidt for store glæde ved spisning om at jeg “bider det i mig”. At jeg holder mine følelser nede ved at dulme dem med mad. 

Men…skal jeg så gå til en dyrepsykolog eller en mennesketerapeut?

Uanset hvad, så bliver det hundedyrt.

Advertisement

Bang, du er død!

Jeg gik ned mod bunden af den lange vej hvor jeg bor.

I hovedet havde jeg god musik, for jeg hørte radio, og for en gangs skyld var det P3. De snakkede om fodboldlandsholdet og det interesserer mig jo.

Så var der nyheder.

Jo, der var noget om dansk politik og andre vedkommende ting. Men så var der nyt om et skuddrama i et indkøbscenter. Før man fik at vide hvor det foregik, blev der afspillet interview med vidner til tragedien. På engelsk. Det var altså hverken i Kolding eller Slagelse. Til sidst fik vi oplyst at det var i Toronto.

Selvfølgelig er det dybt tragisk at en canadier er blev skuddræbt og at syv blev såret. Men jeg kan virkelig ikke se nytteværdien i at formidle det så grundigt til danske radiolyttere.

Hvis det skal forsvares, så skal det mindst også oplyses: hvor mange indkøbscentre er der i Toronto? Hvor mange skudepisoder har der været i torontanske indkøbscentre i det hele taget?

Jeg påstår at det udelukkende blev valgt fordi det var en lettilgængelig voldsnyhed med noget dramatisk lydmateriale, som man kunne smække på uden videre.

Ved at bringe en så fjern nyhed om et menneskes voldelige død er man med til at gøre andre mere bange for at leve, netop fordi alle ved at det ender med døden – lige meget hvad.

Find dog for pokker på noget, der er mere relevant for danske lyttere end at skræmme dem med noget så fjernt?