Den malplacerede smerte

Min datter elsker tv-programmerne med hundehviskeren Cesar Millan.
Den mexikanskfødte amerikaner kender hundens psyke så godt, at han på nærmest magisk vis og i løbet af ingen tid kan forvandle en frådende dræbermaskine til verdens sødeste lille vuffelivov.
Jeg anerkender hans høje faglige kunnen og glæder mig over at se disse dyr blive forstået og mødt med tydelige signaler, måske for første gang i deres…nå ja, hundeliv.
Alligevel kan jeg ikke tåle at se programmerne, og det er meget tankevækkende hvad årsagen er.
Der er noget med hundenes malplacerede aggression samt den tydelige nervøsitet de udviser, og som jeg slet ikke kan klare at bevidne. Det skyldes måske især også den kommunikation som foregår mellem hunden, dens ejer (samt familie, venner og naboer) og Cesar.
Det er som om min krop prøver at minde mig om et eller andet som har med den type relation at gøre, men jeg kan ikke regne ud hvem jeg identificerer mig så stærkt med at jeg får ondt i maven og må kigge væk.
Lyden kan jeg slet heller ikke holde ud.
Jeg er meget bange for om en hvilkensomhelst hund nu også er i stand til at kontrollere sin aggression, når jeg møder den på gader og i parker. Det handler om hvilken type hund, den er, og om hvilket forhold der er mellem hunden og dens ejer, og mellem ejeren og andre mennesker.
Ved ejeren at det er et dyr, vedkommende har ansvaret for, eller har ejeren anskaffet sig dyret som et reservebarn eller en slags selvkørende teddybjørn?
Jeg kan ikke finde ud af om min stærke reaktion handler om at nogen i min tidlige barndom har begået fejl i deres måde at forholde sig til at jeg også kan blive vred. At det har kostet mig en meget høj pris at blive vred.
Eller om jeg selv er blevet offer for helt uventet aggression, som er kommet så meget bag på mig at jeg har en overdimensioneret frygt for dyrisk adfærd, hvor der handles uden noget som helst filter af etik og moral, endsige love og regler.
Når Cesar får tæmmet en vild hund, så bliver jeg rørt, men også meget trist til mode.
Og det værste jeg ved, er de medvirkende kvinder, der har købt en lille skødehund – eller en enorm vagthund – og taler til dem som om de er mennesker.
Kvinder, der har magt og råderet over noget som kan udløse stor fysisk og psykisk smerte, men ikke fatter en bjældehat af det.
Det kan jeg ikke tåle at bevidne, og der gemmer sig enorme uforløste energireserver i mig af samme grund. Måske handler min lidt for store glæde ved spisning om at jeg “bider det i mig”. At jeg holder mine følelser nede ved at dulme dem med mad. 
Men…skal jeg så gå til en dyrepsykolog eller en mennesketerapeut?
Uanset hvad, så bliver det hundedyrt.
Reklamer

En kommentar til “Den malplacerede smerte

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s