Youssouf løber en tur

For fem minutter siden gik jeg fra Takkelloftet (Operaens lille scene) hen til receptionen for at spørge vagten om at låne mig en nøgle.

Rundt om hjørnet kommer en lille dreng løbende.

Han er ikke højere end tobak for en skilling. Hans hudfarve er så mørk, at jeg må misse med mine nærsynede øjne for at skelne hans ansigtstræk ordentligt. På sin krop har han trekvartcowboybukser og en lys t-shirt med et eller andet tal på. Kruset hår. Sandaler. 

Jeg smiler til ham, og så standser han op et øjeblik og ser på mig.

“Hej!”, siger han…”jeg løber bare rundt”, siger han videre. 

“Fint”, svarer jeg og smiler fortsat.

“Hej-hej!”, siger han så – og løber videre.

Da jeg har været inde hos vagten og kommer ud igen, møder jeg drengen igen. Denne gang løber han i den modsatte retning.

“Hej!”, siger han og vinker med en lille sort hånd.

“Hej!, svarer jeg…”du løber stadig?”

“Ja, det gør jeg”, siger han og gør mine til at fortsætte.

“Fint”, svarer jeg…”hvad hedder du?”

“Jeg hedder Youssouf”, slutter han og fortsætter sit løb.

Jeg skal have kage. 

Advertisement

Hej, jeg hedder…øhh

I en uge har jeg været kontrollør i Operaen, som har haft besøg af kontrabassister fra hele verden til BASS2012.

Det har været en oplevelse at møde disse musiske og musikalske mennesker og få trænet sit engelske og tyske. Lyden af kontrabasser er beroligende, og jeg priser mig lykkelig over at det ikke var en violinverdenskongres eller sækkepibekongres.

Jeg har skullet hilse på mange nye bekendte, og for det meste nøjes jeg med ‘Bent’ for at spare tid og forklaringer, men hver gang tænker jeg med gru tilbage på min første dag som tv-journalist på TV3 Sporten. 

Arbejdspladsen lå i West Drayton i udkanten af London, lige ved siden af Heathrow lufthavn. Og jeg skulle rundt og hilse på alle tv-teknikere, administrationspersonale og øvrige kolleger. De fleste var englændere, og jeg mødte dem med en stor dansk baconeksportgrimasse, et fast håndtryk, dybest mulige øjenkontakt og et fuldtonet:

“Hi, I’m Bent..!” 

De reagerede ved at trække sig en ubevidst millimeter baglæns med et overhøfligt og lidt for defensivt smil på deres stive overlæber. Jeg tænkte, at det jo er typisk for disse earl grey sniffere, men det viste sig at deres forbeholdenhed var min egen skyld.

Jeg troede, jeg præsenterede mig på vanlig høflig facon ved at sige mit navn højt.

De hørte en mand, som uden at blinke meddelte følgende:

“Hej, jeg er en homoseksuel, korrupt og stofpåvirket person!”

Med den viden in mente må man vel egentlig sige, at de modtog mig forholdsvis hjerteligt, ja nærmest kærligt? 

PS. En af de tyske bassælgere på BASS2012 fortalte mig i øvrigt, at en sækkepibe på tysk hedder intet mindre end en duddelsack..!

55

00…kæmper for livet nærmest før det er begyndt. Kuvøseguf er overvurderet. Jeg husker ikke noget fra den tid. Måske husker kroppen. De første ti år var en tumultuarisk omgang. Jeg udviklede et stærkt afhængighedsforhold til mælk, gerne i frossen, forsødet form. Selvmedicinering. Ikke receptpligtigt. Ofte på tilbud.

11…en blød dreng. Vist spiller jeg en helvedes masse fodbold og det er godt for fysikken, men det er en skrap tid for mit sind. Sårbarhed og skrøbelighed gør mig til hakkeordensbarnemad i skolegården. I panik finder jeg ud af at leve med det. Afledningsmanøvrer. Humor. Selvfornægtelse. Nøjsomhed. Skoleskift. Mad. Om sommeren bor jeg på Dyrehavsbakken = ti gratis ture hver dag i Rutchebanen. 

22…HF-eksamen og langt hår, ja, men også det fortsatte chok over min fars død fem år før – eller mere præcist: over min mors voldsomme sorgreaktion. Det gjorde at jeg ikke kom ud i livet. Jeg burde have søgt anden og/eller tredje gang på Journalisthøjskolen. Nå ja, jeg begynder på RUC og fortsætter på KUA – men det bliver jo aldrig til noget. Jeg var stadigvæk alt, alt for blød inden i. Desværre. Ingen uddannelse.

33…ny fase. Jeg bliver kæreste med min kommende hustru, Merethe, og begynder min livslange funktion som fungerende far for hendes førstefødte, Martin. Snart får jeg mit første betalte job som “ottodidakt” journalist. Der kommer knald på hele hønsegården. Livet folder sig ud. Drømmen opfyldes. TV-job. Fodboldkommentator..! Flot kæmpet, Hansen. Men jeg har det gennemgående skidt som sådan. Bagved. Indeni. Og så blev jeg far…sådan, du ved…igen. Nu med arveanlæg.

44…knirker i fugerne. Ægteskabet underdrejet, jobbet er hårdt og snart bliver jeg fyret på sort papir. Skilsmisse. Nulpunkt. Men jeg har relationen til min stedsøn og datter. Det er det eneste vigtige. Snart debuterer jeg som forfatter og indlæser min første lydbog. Handling giver forvandling. Fra 117 kg til 89 kg og retur opad igen. Bloddonor er jeg også. Alle kan modtage min blodtype. Jeg redder liv! Madmisbruget truer mit eget. Døden skal have en årsag. Videre!

55…ifølge statistikken har jeg 25 år tilbage at leve i. Seks olympiader (tidsrummet mellem to olympiske lege). 180 lydbøger har jeg indlæst. Fem-seks bøger har jeg udgivet. Jeg satser på at debutere som dramatiker inden mit tæppe går ned for sidste gang. Min 18-årige datter virker tilfreds med livet som opfindelse. Min 26-årige stedsøn er håndværker, gift, og har to dejlige unger med sin smukke kone. Selv har jeg det for det meste stadigvæk gennemgående skidt, men i virkeligheden er det ikke andet end en ganske almindelig eksistentiel grundpræmis, som jeg deler med de fleste. Men blød…det er jeg sgu. Alt, alt for blød. Det er hårdt at være blød. Videre!

På sin plads

De var en gruppe på tre smukke unge kvinder på måske 17-18-19 år.

Langt hår. Slanke brune ben. Korte bukser og matchende trøjer i tidens bløde sommerfarver. På de yndige næser hvilede dyre mørke solbriller. Afstemt make up. Læbestiftmunde. Perfekte tænder. Velplejede hænder med tre afsikrede mobiltelefoner.

De bevægede sig elegant og bevidst langsomt, og jeg kunne se på dem at de var af den type som man ikke uden videre kommer tæt på. Deres gruppetilhørsforhold og afgrænsningen til omverdenen er måske vigtigere end den enkeltes hensyn til sig selv.

Gruppen og jeg nærmede sig hinanden på et fortov i hovedstadens middagssolskin. De fokuserede alle tre på mobilskærmene og fyldte begge “vejbaner” på fortovet. Der var for så vidt god plads på begge sider af fortovsfliserne, men jeg kunne pludselig mærke at jeg ikke denne gang ville være den, der skiftede retning for at de kunne forblive i deres amazoniske verden.

Jeg besluttede derfor at fortsætte min kurs. Da vi passerede hinanden, var det med stor ulyst at de to af dem drejede skuldrene en anelse, og hvis vi skulle have passeret hinanden uden fysisk kontakt, så skulle jeg dreje mig så meget at jeg gik sidelæns.

Men denne gang tog jeg som sagt ingen fanger. Jeg gik ligeud, og det havde de haft god tid til at se i forvejen. Ergo stødte den ene af fotomodellerne og jeg skuldrene sammen med et ganske tungt bump.

y6Jeg gjorde det med vilje, men tilstod dem trods alt et ‘hov’ og et påtaget forundret blik. Deres reaktion var nærmest som om jeg havde slået dem. Og de var meget chokerede over at jeg ikke helt af mig selv veg pladsen for så megen og bevidst sammenklumpet skønhed.

Havde jeg gjort det samme hvis det havde været tre muskeldrenge? Nej, det havde jeg ikke. Jeg er bare træt af smukke kvinders surmulne måde at skabe sig rum på. Ak ja, jeg ved det godt. Jeg er ved at blive en klam gammel stodder. Men derfor må jeg vel da vel måske godt have lov at gå ligeud på et fortov?

Havde de på forhånd skabt øjenkontakt, eller bare løftet hovedet en anelse, så ville jeg uden videre være gået udenom dem, præcis som jeg plejer.

Jeg bliver bare nemt vred når man lader som om jeg ikke findes. Især når man som jeg er 180 cm høj og stort set lisså bred. 

Legen med livstiden

Morgen efter morgen står eliteidrætsudøverne op klokken bøhmand.

 

De skal træne.

 

Mange af dem skal træne flere gange om dagen. Og de skal spise en meget særlig sund kost. Og de skal have taget mange blodprøver, så man er sikker på at de ikke snyder.

Hvert fjerde år er nogle få af dem dygtige nok til at komme ud at lege for at fejre at der er gået fire år siden sidst. Så skal de springe, sparke, skyde, hoppe, sejle, ride, svømme, spille og sågar gå. De tre bedste får medaljer.

Nogle gange er det meget tæt på at lykkes. En svømmedragt går op i limningen minutter før en finale. Der mangler en centimeter ved målstregen. En fjerbold lander lige der hvor den ikke skulle. Et vindpust kom på tværs. En nerve klemte. Energien udeblev.

Jeg tager hatten af for disse stræbere. De kæmper med sig selv mod andre, der ligner dem en hel del, og jeg spejler mig i dem. Når de ser meget nervøse ud, så føler jeg at det er i orden at jeg også er lettere småhysterisk hver gang jeg bare skal hen på arbejdet.

Jeg er langt fra under det samme pres. Men måske føler jeg det alligevel sådan, når jeg udgiver en ny bog? Da min roman udkom, havde jeg virkelig arbejdet med den og havde for så vidt trænet i mange år til at kunne skrive den.

Men den blev ikke den platform jeg havde håbet på.

Da min seneste fabulerende digtsamling udkom, følte jeg at det var et godt bud på noget seriøst. Det snurrede så dejligt i håndfladen, næsten som om jeg havde sendt en diskus afsted med det helt rigtige svirp, uden at overtræde. Jeg så den stige og stige.

Men den blev ikke så meget som nedgjort. Ikke engang svinet til af ham lyrikeksperten med næsen og de runde briller. Ham, som ellers påstår at han holder et godt øje med alle de små udgivelser. Enten var min så lille at den ikke var synlig, eller også…jamen, jeg ved det ikke.

Jeg stod fanme på en scene og læste op for ham! Men nej. Det røde flag kom op. Ingen tid noteret. Deklasseret. Overhalet med en omgang. Gled i tilløbet. Ulovlig overhåndsserv. 

Og nu?

Nu har jeg ifølge en avis ca. 25 år tilbage at leve i.

Det lyder af meget, men jeg synes det lyder som fem minutter.

I morgen skal jeg gå en lang tur. 

Det kan jeg nemlig godt lide.

For i morgen har jeg fri.