Legen med livstiden

Morgen efter morgen står eliteidrætsudøverne op klokken bøhmand.
 
De skal træne.
 
Mange af dem skal træne flere gange om dagen. Og de skal spise en meget særlig sund kost. Og de skal have taget mange blodprøver, så man er sikker på at de ikke snyder.

Hvert fjerde år er nogle få af dem dygtige nok til at komme ud at lege for at fejre at der er gået fire år siden sidst. Så skal de springe, sparke, skyde, hoppe, sejle, ride, svømme, spille og sågar gå. De tre bedste får medaljer.

Nogle gange er det meget tæt på at lykkes. En svømmedragt går op i limningen minutter før en finale. Der mangler en centimeter ved målstregen. En fjerbold lander lige der hvor den ikke skulle. Et vindpust kom på tværs. En nerve klemte. Energien udeblev.

Jeg tager hatten af for disse stræbere. De kæmper med sig selv mod andre, der ligner dem en hel del, og jeg spejler mig i dem. Når de ser meget nervøse ud, så føler jeg at det er i orden at jeg også er lettere småhysterisk hver gang jeg bare skal hen på arbejdet.

Jeg er langt fra under det samme pres. Men måske føler jeg det alligevel sådan, når jeg udgiver en ny bog? Da min roman udkom, havde jeg virkelig arbejdet med den og havde for så vidt trænet i mange år til at kunne skrive den.

Men den blev ikke den platform jeg havde håbet på.

Da min seneste fabulerende digtsamling udkom, følte jeg at det var et godt bud på noget seriøst. Det snurrede så dejligt i håndfladen, næsten som om jeg havde sendt en diskus afsted med det helt rigtige svirp, uden at overtræde. Jeg så den stige og stige.

Men den blev ikke så meget som nedgjort. Ikke engang svinet til af ham lyrikeksperten med næsen og de runde briller. Ham, som ellers påstår at han holder et godt øje med alle de små udgivelser. Enten var min så lille at den ikke var synlig, eller også…jamen, jeg ved det ikke.

Jeg stod fanme på en scene og læste op for ham! Men nej. Det røde flag kom op. Ingen tid noteret. Deklasseret. Overhalet med en omgang. Gled i tilløbet. Ulovlig overhåndsserv. 

Og nu?

Nu har jeg ifølge en avis ca. 25 år tilbage at leve i.

Det lyder af meget, men jeg synes det lyder som fem minutter.

I morgen skal jeg gå en lang tur. 

Det kan jeg nemlig godt lide.

For i morgen har jeg fri. 

2 kommentarer til “Legen med livstiden

  1. Måske er det det med de fem minutter det drejer sig om? Når livet er så uoverskueligt og uoverskuelig kort, så kan man lige så godt gå en tur, gøre så meget som muligt af det man godt kan lide… og så måske mærke efter om man ALLIGEVEL ikke også godt kan lide svirpet i håndfladen, skabelsen, det tilbageholdte åndedræt – – nok til, at man kan leve de fem minutter uden for meget lidelse over, at ham med næsen og brillerne ikke opdagede noget?

  2. @ Anne…Jeg har nu været ude at gå. I tre timer. Det var SÅ dejligt. Radio i ørerne. Kigge på mennesker. Ordne småærinder. Drikke iskoldskål. Med æg i. Hjem igen og blive mødt af smuk sommerdatter.
    Jo, Anne…fem minutter-følelsen er præmissættende. Big time. All the time.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s