På sin plads

De var en gruppe på tre smukke unge kvinder på måske 17-18-19 år.

Langt hår. Slanke brune ben. Korte bukser og matchende trøjer i tidens bløde sommerfarver. På de yndige næser hvilede dyre mørke solbriller. Afstemt make up. Læbestiftmunde. Perfekte tænder. Velplejede hænder med tre afsikrede mobiltelefoner.

De bevægede sig elegant og bevidst langsomt, og jeg kunne se på dem at de var af den type som man ikke uden videre kommer tæt på. Deres gruppetilhørsforhold og afgrænsningen til omverdenen er måske vigtigere end den enkeltes hensyn til sig selv.

Gruppen og jeg nærmede sig hinanden på et fortov i hovedstadens middagssolskin. De fokuserede alle tre på mobilskærmene og fyldte begge “vejbaner” på fortovet. Der var for så vidt god plads på begge sider af fortovsfliserne, men jeg kunne pludselig mærke at jeg ikke denne gang ville være den, der skiftede retning for at de kunne forblive i deres amazoniske verden.

Jeg besluttede derfor at fortsætte min kurs. Da vi passerede hinanden, var det med stor ulyst at de to af dem drejede skuldrene en anelse, og hvis vi skulle have passeret hinanden uden fysisk kontakt, så skulle jeg dreje mig så meget at jeg gik sidelæns.

Men denne gang tog jeg som sagt ingen fanger. Jeg gik ligeud, og det havde de haft god tid til at se i forvejen. Ergo stødte den ene af fotomodellerne og jeg skuldrene sammen med et ganske tungt bump.

y6Jeg gjorde det med vilje, men tilstod dem trods alt et ‘hov’ og et påtaget forundret blik. Deres reaktion var nærmest som om jeg havde slået dem. Og de var meget chokerede over at jeg ikke helt af mig selv veg pladsen for så megen og bevidst sammenklumpet skønhed.

Havde jeg gjort det samme hvis det havde været tre muskeldrenge? Nej, det havde jeg ikke. Jeg er bare træt af smukke kvinders surmulne måde at skabe sig rum på. Ak ja, jeg ved det godt. Jeg er ved at blive en klam gammel stodder. Men derfor må jeg vel da vel måske godt have lov at gå ligeud på et fortov?

Havde de på forhånd skabt øjenkontakt, eller bare løftet hovedet en anelse, så ville jeg uden videre være gået udenom dem, præcis som jeg plejer.

Jeg bliver bare nemt vred når man lader som om jeg ikke findes. Især når man som jeg er 180 cm høj og stort set lisså bred. 

4 kommentarer til “På sin plads

  1. Oh fryd, den realiserede drøm! Tak BEO. Nu drømmer jeg om at blive hærdebred som dig. Ikke sjældent holder jeg stædigt på min ret til det halve fortov, men det er nemmest, hvis man har øjenkontakt og kan signalere sin stålsatte vilje. Som regel bliver det derfor kun til en eftergivende skulder og ikke den hårde tackling, jeg inderst inde drømmer om.

  2. Hehe, Eric…jeg takker ydmygst for rosenbuketten, men jeg er nu egentlig ikke overvældende stolt af min tapre skuldertackling af den unge dameflok. Hvis jeg var mand for min LINIE-AKVAVIT-kasket, så ville jeg også byde en gruppe unge mænd trods – men gør/tør jeg det? Nej, vel?
    Det hele handler om mit forstuvede selvværd, som ikke burde gå fysisk ud over kønne unge kvinder. Den kamp burde jeg have taget for tredive år siden. Suk.
    (men rart at der er lidelsesfæller…hihi)

  3. Jeg kender så glimrende til situationen, og det irriterer mig gang på gang, at de andre altid mener, at det er mig, der skal vige pladsen, selvom jeg går ovre på min halvel af fortovet. Jeg har dog aldrig vovet mig ud i det eksperiment som du vovede, nemlig at kræve din ret.

  4. Hanne…det er bestemt heller ikke hver dag jeg orker at puste mig op og gå ligeud. Og som sagt…det her handler mere om min ungdomstid og alle de smukke kvinder, der så lige igennem mig. Ak ja. VIDERE! 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s