Bare ærgerligt, Taxa Boy

Julefrokost i Holmstrup, vest for Odense, fredag klokken 18.30.

På vej dertil besøger jeg min datter på Østfyn, og jeg beder hende tjekke på nettet hvornår jeg skal afsted for at nå frem i tide til julefrokosten i lydbogsforlaget.

Desværre hører hun det som om jeg skal være der klokken 19.30, så det er allerede for sent, da jeg lige præcis ikke når toget i Svendborg mod Odense på grund af busforsinkelse.

Klokken ca. 18.20 står jeg i Odense. Det næste tog til Holmstrup går ikke før 19.36. Det går jo ikke.

Jeg går ned til taxiholdepladsen og spørger en chauffør hvad det vil koste at køre til Holmstrup. To hundrede. Okay. Jeg må æde den, for jeg vil fanme ikke komme for sent til dette arrangement.

Jeg smider min sportstaske ind på bagsædet af højre bagsæde-dør og er halvvejs på vej ind selv, da chaufføren (en pæredansk mand på cirka tres år med hvidt hår) forlader sin førerplads og står ud.

Da jeg allerede har sat mig ind bagi, opgiver han og sætter sig tilbage på sin plads. Jeg får at vide at han gerne havde set at min taske lå i bagagerummet.

Jeg bliver lidt paf og spørger hvorfor? Jo, lyder svaret: tasken kunne jo være beskidt forneden.

– Nåh, okay…siger jeg, tager tasken og lader som om at det da ikke er for sent at gøre noget ved. Jeg stiger ud, men i stedet for at gå tilbage til bagegerummet,  forlader jeg ham vinkelret.

Da det går op for ham at han lige har mister så god en tur, råber han et eller andet efter mig, som jeg ikke kan høre i vinterblæsten.

Fem minutter efter kører jeg i en anden taxi med en venlig chauffør, der lader mig lægge min taske hvor jeg vil, til en særdeles hyggelig fysnk julefrokost.

Pris for taxituren: 218 kr, som er nogle af de bedste penge, jeg har brugt. At komme til festen, mens de stadig stod med velkomstdrinken, var en stor glæde for mig.

PS. Tasken var ikke beskidt.
PS II. Jeg var selv taxichauffør i firserne.

Advertisement

Med datteren i skole

Hvis en far eller mor besøger sit barn på kostgymnasiet, så forventer lærerne nok at man opfører sig mindst lige så godt som eleverne, i hvert fald i de timer man får lov at overvære.

For mig gik det egentlig ganske godt i den tysktime, jeg overværede, men jeg glemte dog at tage mit halstørklæde og tophue med. Derfor fulgte min datter mig tilbage til lokalet en halv time efter.

– Nu må vi ikke håbe at lokalet er blevet aflåst, siger min datter bag mig.

Jeg kunne på afstand se at døren ikke var aflåst – og for at bevise det, greb jeg fat i håndtaget og flåede døren op med et dramatisk brøl. Det var min sikre og bestemte forventning at lokalet var forladt og tomt.

Det var det ikke.

Der sad 20 elever + en lærer med hver sin opslåede bærbare computer. De havde matematik.

Læreren, som ikke anede hvem jeg var, så på mig. Alle elevhoveder drejede sig på tælling i samme ulyksalige retning.

– Jamen, kom dog indenfor…sagde han roligt, uden så meget som at blinke.

Jeg var nu blevet til en stenstøtte. Min datter smuttede hurtigt forbi mig, og informerede alle om, at jeg kun var der for at hente mine beklædningsgenstande.

En let fnisen tog sin spæde begyndelse i den siddende flok, og jeg retirerede med røde øren og en intens trang til at leve videre uden arme.

Læreren hedder Morten Lindholmer, fortalte min datter bagefter.

Undskyld, Morten Lindholmer.

Så ond, og så god, at det gør helt ondt

Jens Albinus spiller Biskop Vergerus i Det Kongelige Teaters teateropsætning af Ingmar Bergmans familie-film ‘Fanny & Alexander’ på Store Scene i Skuespilhuset.

Jeg så den i aftes, og måtte igen tage hatten af for Albinus’ evne til at spille ond. Det er svært, for hvis man overdriver virkemidlerne og kun tager fra det øverste lag i værktøjskassen, så er det for nemt. For så kan publikum nøjes med at nyde at hade vedkommende. 

Albinus er imponerende god til at være troværdigt menneskelig til at begynde med, men efterhånden bliver rollens selvretfærdighed nærmest ubærlig, fordi den pris, hans stedbørn må betale, er så stor at det hviner i nervespidserne at se hvor blind deres mor er.

Omvendt forstår man godt at hun falder for ham, idet hendes afdøde elskelige eksmand ikke just var nogen erotoman. Og hvis han var, var evnen til at gøre noget ved det, ikke til stede.

Jeg vil tro at hans svenske alter ego fra filmen, Jan Malmsjö, vil sende ham højærværdigt bifaldende nik. Han var uhyggeligt god. Pudsigt nok var han ikke kendt som den slags skuespil. Han var på det tidspunkt en elsket cabaret- og visesanger. 

Forestillingen er en julegavebod af imponerende præstationer fra det meget store hold af skuespillere. Sofie Gråbøl er måske efter Forbrydelsen et lisså stort trækplaster som Fru Nørby – og der er fremragende spil af Søs Egelind, Pernille Hansen, Sonja Richter og Mikael Birkkjær.

Jo flere roller, jeg ser Jens Albinus i, desto mere beundrer jeg hans måde at gå i dybden med dem. Replikbehandlingen er mesterlig og hans teknik så rendyrket, at det er en fornøjelse…også selvom det gør ondt, ondt, ondt at være vidne til.