Monthly Archives: august 2013

O’Learys bord 62 er ikke tilfreds

Sportsbaren O’Leary’s, Københavns Hovedbanegaard, søndag eftermiddag. 

Jeg har lige sagt til Tjener-Anders, at jeg skal have deres Cheeseburger med fritter og cola zero. Han takker og siger:
 
– Vil du have bacon på burgeren?
– Ja tak, gerne.
– Vil du have mayonaise til fritterne?
– Gerne, mange tak.
 
Maden kommer. Den smager godt. Kampen spilles. Den ender godt.
 
Da jeg skal betale bliver det 210 kroner.
 
Lidt mere end jeg havde regnet med, men forklaringen er, at jeg skal give to gange femten kroner for bacon og mayo.
 
Jeg siger til Anders, at jeg næste gang gerne vil oplyses om at de tilbud han kom med, ikke var en del af de 145 kr. for burgeren.
 
Han siger at…aarh, det måtte jeg kunne forstå. Sådan er det når man går på restaurant, smiler han.
 
Han tilføjer at mayoen står i menuen under ‘dips’. Jeg svarer, at vi ikke havde menuen fremme da tilbudene kom. Han mener stadigvæk at jeg bør kunne regne det ud.
 
Jeg kan til nød acceptere det med mayoen, fordi det står i menuen, men det gør baconen ikke. Så jeg kan ikke vide om han har taget for meget eller for lidt for den.
 
I menuen står der til gengæld, at O’Learys har ‘Absolute Costumers Guarantee’ – og at man vil gøre sit yderste for at det er en tilfreds gæst, der forlader resaturanten.
 
Det var det så ikke denne gang, men de tre point var ikke med på regningen.
 
Trods alt.
Reklamer

Tristan har en hej-dag

Jeg får øje på Tristan ved mælkehylderne i supermarkedet.

En frisk og legebeskidt lille gut med skriggrønne clogs, shorts, smart lyst jet-hår og Angry Bird t-shirt. Fire-fem år.

Han er ved at sige hej til alle letmælkene. Det tager tid. Hans mor kalder på ham, dog uden at hæve stemmen. Dejligt.

Vi mødes igen oppe ved kassen.

Da Tristan får øje på mig, smiler han og siger hej. Hans mor – en endog meget fiks og påfaldende solbrændt type med blændende lysblondt hår (som jeg nok normalt ville have det en smule svært med som sådan) fortsætter med at være præcis så tålmodig med ham, at jeg på stedet forelsker mig i hende.

Tristan har en hej-dag, fortæller hun. Han siger hej til alt og alle, og der er ikke anden udvej end at bruge den nødvendige tid. Kassedamen får nu et stort hej, og for at fejre det gnaver Tristan i sin medbragte gummi-øgle, der hedder Kaj.

Jeg elsker mødre, der kan rumme børns besynderlige univers.

Et liv efter cybersmadringen?

Jamen dog, så kom der sørme også et bjælkefoto på oppe i toppen af poppen!

Der ER åbenbart et liv efter at bloggen nærmest blev ausradiert af en eller anden slags virus-angreb, eller noget.

Jeg skal lige have genfundet min gamle bjælke, som SuperKarla lavede til mig i forrige årtusind. Den ligger på den gamle bærbare, som nu bor i kosteskabet – i øvrigt sammen med en hel del nyudsatte (eller nyindsatte) teddybamser.

Men det er en helt anden og dybt alvorlig historie, som må vente indtil jeg får has på den der fortælling om de bamser dér. Der kommer nok snart nyt på den front, altså fortællefronten eller fortællingsfronten.

Først skal der lige en håndfuld koldfronter ind over mit hoved, og om otte minutter skal jeg lukke 1700 mennesker ud og lukke 1700 mennesker ind.

Videre!