All posts by beohansen

Her er godt at være

Med hjælp fra en superbruger af tastatur og koder og alt det her net-noget, så er min gode gamle blog flyttet herhen til WordPress-serveren.

Det bedste er, at alle de fejlkodede gamle indlæg nu igen kan læses uden graverende tekst-fejl.

Om flytningen så betyder at jeg vil blogge igen, er nok tvivlsomt. Tænk, at da jeg begyndte i 2006, var mit mål at skrive en ny post hver eneste dag.

Det kunne jeg ikke holde…men der er vist…er det 1800 indlæg? Digte, tanker og historier.

Det er sgu okay.

Videre!

Reklamer

To væk og en ny at gå på

Så var man i radioen igen og heldigvis nok en gang på P1 i kanalens bogprogram. Det luner jo lidt, når de to “gamle” programmer, jeg var med i, ikke længere kan frempoddes i DR’s arkiv (jeg kan i hvert fald ikke).

De var henholdsvis et VITA-portræt af mig som lydbogsindlæser, og så endnu et bogprogram, der handlede om at være selvudgiver og hvor jeg var den ene af dem.

Men nu er jeg altså sammen med J.D. Salinger, og det er vel ikke det dårligste selskab, man kan være i? Vi må se ad, også selv om programmet ikke er den bedste reklame for mine karakteregenskaber.

Jeg kan dog vældig godt lide at værten, Klaus, provokerer mig til sidst ved bestemt at mene, at jeg ikke får skrevet den bog dér. Jeg tror han siger det med vilje.

Og jeg er kommet i tanke om en ret fristende løsning, hvis nu ikke Gyldendal henvender sig. Så kunne jeg jo skrive den fuldstændig som jeg selv vil, uden at nogen retter i den, og så udgive den selv som e-bog – lissom jeg har gjort med den gamle fodboldkrimi.

Lad os nu se. 

En kold søndag i Leeds

Det er søndag 5. januar 1992 i Leeds.

Per Frimann og jeg skal egentlig kommentere eftermiddagskampen mellem Leeds og Manchester United i FA Cuppen, men på grund af vand på banen bliver opgøret aflyst.

TV 3’s seere skal dog have et eller andet på skærmen, så vi sidder oppe under tribune-taget og venter på at den tidlige kamp mellem Tottenham og Aston Villa bliver færdig. Den skal vi så kommentere forskudt, også selvom vi ingen information har om hvordan holdene stiller op osv osv.

Men det tager vi med et hælspark på det mennesketomme Elland Road, hvor lyset forbliver tændt for vores skyld. Det er meget koldt den dag, så jeg giver fanden i god smag og har mine imponerende grimme joggingbukser udenpå mine jeans. Jeg kan ikke tale i 90 minutter, hvis jeg fryser.

Måske var det Frimanns debut som medkommentator. Det gik ham noget bedre end med mig, hvad den karrierevej angår.

Fra kassettebånd til netlydbog.dk…og e-bog??

Til min store glæde er lydbogsudgaven af min debut-krimi ‘Mord på landsholdet’ blevet opgraderet fra kun at findes i fysisk form med 12-13 kassettebånd på bibliotekerne, til at kunne “downlånes” ganske gratis via nettet.

For at fejre den begivenhed har jeg skrevet til forlaget Forum, som i 2002 udgav bogen, og spurgt om vi så ikke skulle lave det om til en fest – og opgradere den trykte udgave (som er udgået fra forlaget) til e-bog, så man kan købe/downloade den via nettet også. 

SIDSTE NYT: Bogen kan nu også fås både som e-bog og lydbog

Middag nummer 367

Jeg har en ven. Han er ikke rigtig sejler, men han har sandelig været i havsnød mange gange. Heldigvis er han bemærkelsesværdigt søstærk.

Snart skal jeg til middag hos ham. Første gang var i 1976. Der kommer også to andre. Den ene var engang meget mørkhåret. Den anden er måske landets mest stabile medarbejder, selvom han ingen uddannelse har. 

Vi fire gutter har spist så mange middage sammen, at begrebet livsstilssygdom sidder og flæber ude i opgangen. Da vi var unge, var der god tænding på samtalerne. Især den ene af os havde det med at brænde igennem. Ingen nævnt. Det var mig.

Jeg er den yngste. Tror jeg nok. Næsten. To af dem er tres år. Næsten. Eller vent…er de blevet det? Jeg husker det ikke. Mon deres benmuskler er lige så ømme som mine om morgenen? Uanset om de er det, så ved jeg at samværet med dem vil gøre mig så glad, at jeg bliver helt grådmild.

Derfor vil jeg nok undlade at bringe forfaldet på banen. Vi er over toppen. Kan højst nå andet hold skyllevand. Vil gerne have en masse uforpligtende, men orker det ikke – når det kommer til stykket.

Vi har haft biler, huse, hunde, ægteskaber, karrierer, sygdomme, skuffelser, klarsyn, katte, drømme, hemmeligheder, mareridt, marsvin og forbrugslån. Fastnettelefoner. Bedsteforældre. Sorgforløb. Tankemylder.

Vi har børn. Smag. Gode undskyldninger. Ro på. Timing. Erfaring. Resultater. Børnebørn. Buskort. Sukkersyge. Gældssaneringer. Gule tænder. Runde rygge. Fornuftige sko.

Ingen kan lave tomatmad som værten. Ingen kan time en one-liner som ham med selerne. Og ingen kan fange min diabolske lægning som ham den mørke.

Fire liv. Mine tre venner.

Vinen.

Maden.

Musikken.

Tiden.

Døden.

Og kaffen.

O’Learys bord 62 er ikke tilfreds

Sportsbaren O’Leary’s, Københavns Hovedbanegaard, søndag eftermiddag. 

Jeg har lige sagt til Tjener-Anders, at jeg skal have deres Cheeseburger med fritter og cola zero. Han takker og siger:
 
– Vil du have bacon på burgeren?
– Ja tak, gerne.
– Vil du have mayonaise til fritterne?
– Gerne, mange tak.
 
Maden kommer. Den smager godt. Kampen spilles. Den ender godt.
 
Da jeg skal betale bliver det 210 kroner.
 
Lidt mere end jeg havde regnet med, men forklaringen er, at jeg skal give to gange femten kroner for bacon og mayo.
 
Jeg siger til Anders, at jeg næste gang gerne vil oplyses om at de tilbud han kom med, ikke var en del af de 145 kr. for burgeren.
 
Han siger at…aarh, det måtte jeg kunne forstå. Sådan er det når man går på restaurant, smiler han.
 
Han tilføjer at mayoen står i menuen under ‘dips’. Jeg svarer, at vi ikke havde menuen fremme da tilbudene kom. Han mener stadigvæk at jeg bør kunne regne det ud.
 
Jeg kan til nød acceptere det med mayoen, fordi det står i menuen, men det gør baconen ikke. Så jeg kan ikke vide om han har taget for meget eller for lidt for den.
 
I menuen står der til gengæld, at O’Learys har ‘Absolute Costumers Guarantee’ – og at man vil gøre sit yderste for at det er en tilfreds gæst, der forlader resaturanten.
 
Det var det så ikke denne gang, men de tre point var ikke med på regningen.
 
Trods alt.

Tristan har en hej-dag

Jeg får øje på Tristan ved mælkehylderne i supermarkedet.

En frisk og legebeskidt lille gut med skriggrønne clogs, shorts, smart lyst jet-hår og Angry Bird t-shirt. Fire-fem år.

Han er ved at sige hej til alle letmælkene. Det tager tid. Hans mor kalder på ham, dog uden at hæve stemmen. Dejligt.

Vi mødes igen oppe ved kassen.

Da Tristan får øje på mig, smiler han og siger hej. Hans mor – en endog meget fiks og påfaldende solbrændt type med blændende lysblondt hår (som jeg nok normalt ville have det en smule svært med som sådan) fortsætter med at være præcis så tålmodig med ham, at jeg på stedet forelsker mig i hende.

Tristan har en hej-dag, fortæller hun. Han siger hej til alt og alle, og der er ikke anden udvej end at bruge den nødvendige tid. Kassedamen får nu et stort hej, og for at fejre det gnaver Tristan i sin medbragte gummi-øgle, der hedder Kaj.

Jeg elsker mødre, der kan rumme børns besynderlige univers.

Et liv efter cybersmadringen?

Jamen dog, så kom der sørme også et bjælkefoto på oppe i toppen af poppen!

Der ER åbenbart et liv efter at bloggen nærmest blev ausradiert af en eller anden slags virus-angreb, eller noget.

Jeg skal lige have genfundet min gamle bjælke, som SuperKarla lavede til mig i forrige årtusind. Den ligger på den gamle bærbare, som nu bor i kosteskabet – i øvrigt sammen med en hel del nyudsatte (eller nyindsatte) teddybamser.

Men det er en helt anden og dybt alvorlig historie, som må vente indtil jeg får has på den der fortælling om de bamser dér. Der kommer nok snart nyt på den front, altså fortællefronten eller fortællingsfronten.

Først skal der lige en håndfuld koldfronter ind over mit hoved, og om otte minutter skal jeg lukke 1700 mennesker ud og lukke 1700 mennesker ind.

Videre!