Blog Fønix?

Bloggen ser anderledes ud, og det er sket uden at jeg har gjort andet end at måbe. Forleden blev samtlige indlæg udryddet og erstattet af en reklame for et sportsmærke. Nu er indlæggene så tilbage, men rammen ser andeledes ud.

Jeg tror, at blogserverens administrator har fået genskabt indlæggene uden at kunne gøre det samme for designet og rammen. Og jeg vil indtil videre lige sunde mig, og så om et stykke tid se om jeg kan få den gamle overbjælke på – og sat nogle fotos ind igen.

Sikke en forskrækkelse..!

Advertisement

Var det dig?

“Må jeg godt komme ind og bare kigge lidt?”

Den lille mand foran mig har briller på. Blikket er roligt og køligt, men ikke uvenligt. Håret er mørkt og delt op i små opretstående totter, der peger i alle retninger. Hænderne er i lommen på jeansene. T-shirt under den tynde jakke.

– Jo, det må du da, svarer jeg, som jeg ofte gør på mit job i Operaen på Holmen.

På sådan en søndag eftermiddag får vi besøg af mange turister, og selv om de egentlig ikke må komme ind uden billet, hvis det skal være helt rigtigt, så lader vi ofte nåde gå for ret. Generøst værtsskab. Det har bestyrelsen bestilt, og så kan jeg ikke sige nej til sådan en stille og rolig forespørgsel.

Nu bagefter kan jeg ikke huske om jeg sagde til ham, at han kunne tage turen op på 1. Balkon og så komme ned igen til mig ved de blå bånd. I hvert fald kom han tilbage en tid efter, så på mig med sine vandblå øjne, sagde tak for kigget, og gik ud gennem svingdørene.

– Selv tak, sagde jeg, og fik en helt speciel murren i mellemgulvet.

Jeg havde først lyst til at løbe efter ham for at få min oplevelse bekræftet. Men jeg tog mig i det. Det ville ikke være i orden, syntes jeg. Hellere være i tvivl. Hvis han var den, jeg fik for mig, så ville det være dårlig stil. Historien er bedre med en lille smule tvivl.

Ligesom dengang han i fjernsynet blev spurgt, om det var med vilje at de tre runde kuglelamper i Operaens foyer, set ovre fra modsatte bred af havneløbet, lignede Christianias flag. Tre gule prikker på rød baggrund. Da var der heller ingen ændring i hans ansigtsudtryk.

Samme uudgrundelige og finurlige lille smil, som jeg fik i søndags.

Hvis det altså var ham.

Var det dig, Olafur?

Bare ærgerligt, Taxa Boy

Julefrokost i Holmstrup, vest for Odense, fredag klokken 18.30.

På vej dertil besøger jeg min datter på Østfyn, og jeg beder hende tjekke på nettet hvornår jeg skal afsted for at nå frem i tide til julefrokosten i lydbogsforlaget.

Desværre hører hun det som om jeg skal være der klokken 19.30, så det er allerede for sent, da jeg lige præcis ikke når toget i Svendborg mod Odense på grund af busforsinkelse.

Klokken ca. 18.20 står jeg i Odense. Det næste tog til Holmstrup går ikke før 19.36. Det går jo ikke.

Jeg går ned til taxiholdepladsen og spørger en chauffør hvad det vil koste at køre til Holmstrup. To hundrede. Okay. Jeg må æde den, for jeg vil fanme ikke komme for sent til dette arrangement.

Jeg smider min sportstaske ind på bagsædet af højre bagsæde-dør og er halvvejs på vej ind selv, da chaufføren (en pæredansk mand på cirka tres år med hvidt hår) forlader sin førerplads og står ud.

Da jeg allerede har sat mig ind bagi, opgiver han og sætter sig tilbage på sin plads. Jeg får at vide at han gerne havde set at min taske lå i bagagerummet.

Jeg bliver lidt paf og spørger hvorfor? Jo, lyder svaret: tasken kunne jo være beskidt forneden.

– Nåh, okay…siger jeg, tager tasken og lader som om at det da ikke er for sent at gøre noget ved. Jeg stiger ud, men i stedet for at gå tilbage til bagegerummet,  forlader jeg ham vinkelret.

Da det går op for ham at han lige har mister så god en tur, råber han et eller andet efter mig, som jeg ikke kan høre i vinterblæsten.

Fem minutter efter kører jeg i en anden taxi med en venlig chauffør, der lader mig lægge min taske hvor jeg vil, til en særdeles hyggelig fysnk julefrokost.

Pris for taxituren: 218 kr, som er nogle af de bedste penge, jeg har brugt. At komme til festen, mens de stadig stod med velkomstdrinken, var en stor glæde for mig.

PS. Tasken var ikke beskidt.
PS II. Jeg var selv taxichauffør i firserne.

Med datteren i skole

Hvis en far eller mor besøger sit barn på kostgymnasiet, så forventer lærerne nok at man opfører sig mindst lige så godt som eleverne, i hvert fald i de timer man får lov at overvære.

For mig gik det egentlig ganske godt i den tysktime, jeg overværede, men jeg glemte dog at tage mit halstørklæde og tophue med. Derfor fulgte min datter mig tilbage til lokalet en halv time efter.

– Nu må vi ikke håbe at lokalet er blevet aflåst, siger min datter bag mig.

Jeg kunne på afstand se at døren ikke var aflåst – og for at bevise det, greb jeg fat i håndtaget og flåede døren op med et dramatisk brøl. Det var min sikre og bestemte forventning at lokalet var forladt og tomt.

Det var det ikke.

Der sad 20 elever + en lærer med hver sin opslåede bærbare computer. De havde matematik.

Læreren, som ikke anede hvem jeg var, så på mig. Alle elevhoveder drejede sig på tælling i samme ulyksalige retning.

– Jamen, kom dog indenfor…sagde han roligt, uden så meget som at blinke.

Jeg var nu blevet til en stenstøtte. Min datter smuttede hurtigt forbi mig, og informerede alle om, at jeg kun var der for at hente mine beklædningsgenstande.

En let fnisen tog sin spæde begyndelse i den siddende flok, og jeg retirerede med røde øren og en intens trang til at leve videre uden arme.

Læreren hedder Morten Lindholmer, fortalte min datter bagefter.

Undskyld, Morten Lindholmer.

Så ond, og så god, at det gør helt ondt

Jens Albinus spiller Biskop Vergerus i Det Kongelige Teaters teateropsætning af Ingmar Bergmans familie-film ‘Fanny & Alexander’ på Store Scene i Skuespilhuset.

Jeg så den i aftes, og måtte igen tage hatten af for Albinus’ evne til at spille ond. Det er svært, for hvis man overdriver virkemidlerne og kun tager fra det øverste lag i værktøjskassen, så er det for nemt. For så kan publikum nøjes med at nyde at hade vedkommende. 

Albinus er imponerende god til at være troværdigt menneskelig til at begynde med, men efterhånden bliver rollens selvretfærdighed nærmest ubærlig, fordi den pris, hans stedbørn må betale, er så stor at det hviner i nervespidserne at se hvor blind deres mor er.

Omvendt forstår man godt at hun falder for ham, idet hendes afdøde elskelige eksmand ikke just var nogen erotoman. Og hvis han var, var evnen til at gøre noget ved det, ikke til stede.

Jeg vil tro at hans svenske alter ego fra filmen, Jan Malmsjö, vil sende ham højærværdigt bifaldende nik. Han var uhyggeligt god. Pudsigt nok var han ikke kendt som den slags skuespil. Han var på det tidspunkt en elsket cabaret- og visesanger. 

Forestillingen er en julegavebod af imponerende præstationer fra det meget store hold af skuespillere. Sofie Gråbøl er måske efter Forbrydelsen et lisså stort trækplaster som Fru Nørby – og der er fremragende spil af Søs Egelind, Pernille Hansen, Sonja Richter og Mikael Birkkjær.

Jo flere roller, jeg ser Jens Albinus i, desto mere beundrer jeg hans måde at gå i dybden med dem. Replikbehandlingen er mesterlig og hans teknik så rendyrket, at det er en fornøjelse…også selvom det gør ondt, ondt, ondt at være vidne til. 

Hvor skal vi hen?

Jeg har fri i tre timer efter fem timers arbejde, inden jeg skal i gang med fire timer til på samme arbejdsplads. 
Kursen går derfor direkte hen mod den nærliggende Netto, hvor jeg skal købe noget som jeg holder særligt meget af. Når jeg har det sådan, skal man ikke komme på tværs.
I øjenkrogen er en cyklende kvinde med meget kortklippet gråt hår netop drejet ind på den P-plads som jeg er ved at skrå hen over. Det bliver hurtigt klart, at hvis vi fortsætter med samme kurs og hastighed, vil der finde et utilsigtet møde sted mellem min krop og bedstemorcyklen. Ingen af os ønsker det, så vi sagtner begge farten og søger gensidig øjenkontakt.
Nu skal vi så bare lige undvige. En af os skal afvige fra kursen. Hun bremser og bremser. Jeg venter på at hun drejer udenom. Der er masser af plads på begge sider af mig. Så fed er jeg heller ikke. Til sidst går det galt. Hun må glide ned fra sadlen og stå på det ene ben. Vi kigger stadig hinanden dybt i øjnene. Det kunne være endt med at vi morede os over vores fælles ukurs. Men nej. Hun mener tilsyneladende at jeg bærer hovedansvaret for den minimale kollision.
I sekundet før vi ikke-brager ind i hinanden, ser hun hvast på mig og snerrer: “Hvad vej vil du?” – hvorpå hun sætter sin snerpemås op på kæmpesadlen og ager videre. Jeg råber lige så højt jeg magter allehånde nedladende karakteristikker efter hende.
 
Lortekælling.
 
Det var forleden.
 
I dag er i dag. 
 
Jeg har været på Fyn siden tidligt i morges og har på hjemturen rundet Valby for at slippe for at betale ekstra zoner ved at stå af i Høje Tåstrup. Det går helt fint, især fordi jeg når hen i Netto på Langby Valgade for at købe noget jeg holder specielt særlig meget af, og som har det med at smelte hvis togtiderne ikke passer.
  
Men det gør de.
 
Hjemme i Rødovre (nej, Hvidovre, men Rødovre Station) skal jeg under banelegemet for at kommer over til højhuset. Foran mig en ung kvinde med langt brunt hår, sexet gangart og kæk parcacoat.
 
Desværre ryger hun og sender giftig røg bagud til min uskyldige næse. Jeg hader hende og slår en kæmpebue udenom. Nu skal vi dreje skarpt til venstre og krydse den underjordiske kommunegrænse. Hun laver også en bue, for der kommer ofte cykler i høj fart rundt om samme blinde hjørne.
  
Idet vi drejer rundt ser jeg en ungersvend på vej i modsat retning. Han går langs væggen, og det står hurtigt klart at jeg påny er indblandet i en sag om kroppe, der er for tæt på hinanden.
 
Jeg er nemlig kommet op på siden af hende for at undgå hendes forpulede cigaretlort, og hvis vi alle tre fortsætter vil hun og lillemanden støde frontalt sammen. Jeg er så sur over at have fået hendes udåndingskloak i bærret, at jeg ikke på vilkår vil hjælpe til ved at give plads. Den unge fyr ser mere mexicansk end mellemøstlig ud. Kasketten er mindst et nummer for stor og han har en irriterende vadende måde at slæbe sig fremad på.
 
De nærmer sig hinanden og jeg fryder mig. Hævnen bliver sød. Tror jeg. Mit hjerte slår et trippelslag i det sekund deres ansigter nærmer sig hinanden.
 
Hov. Er de to lige så hårde i filten som mig/jeg?
Nej. De lader det ske og kysser hinanden. Ømt.
Lortedag.   

En hund efter varmt, krydret kød

Hver fredag prøver jeg at blive færdig med mit lydbogsjob før klokken tretten. Jeg vil så gerne høre P1’s ugentlige medieprogram ‘Mennesker og Medier’
I dag lykkedes det, og jeg fejrede det ved at købe en dürüm i Zorro Pizza. 
Det gør jeg stort set hver dag, fordi de laver den på en helt særlig velsmagende måde. Hvidløgsdressing og stærk chilisovs.
 
Der er med andre ord tit fest i mit liv. 
Jeg går hjemad med Lasse Jensen i ørerne og hjemmestegt lammekød i munden. Ruten går neden om Frederiksborgvej, videre til Tagensbo Skole og opad igen mod Tuborgvej i en stor grøn græsklædt firkant mellem boligblokkene. Jeg er tæt på et lykkeanfald.
Så hører jeg en lyd. Et råb?
Jeg ser op. 
Ingenting.
Men jeg fornemmer stærk fare.
Så ser jeg nedad og ser ind i et ansigt, der udtrykker en åben interesse for hvem jeg mon er – og hvad jeg eventuelt kan bidrage med.
 
Rædslen vælder op i mig.
Det er en hund. Boxer, måske. Farlig. Uden snor. I hvert fald en kraftig een, som ikke vil have problemer med at få et proteinrigt og nærende måltid ud af mødet, uanset om den sætter tænderne i min hals eller min frokost.
Det er mig umuligt at røre mig.
Jeg opdagede ikke at hunden kom hen mod mig, fordi jeg hørte radio på ret høj lyd i ørepropperne, og fordi jeg fokuserede intenst på den bløde madpølse i mine hænder.
En stemme prøver at trænge gennem debatten om netjournalistik i mit hoved. Den kommer fra et punkt inde i det grønne.
Jeg ser derhen.
En ung fyr af anden etnisk herkomst end Valby ser på mig og peger på mig. Jeg er tæt på at besvime, for ved hans side er der endnu en løs hund, der måske/måske ikke har fået frokost.
 
Jeg tør ikke hæve hånden for at tage øreproppen ud, for jeg frygter at kampmonsteret ved mine fødder vil tage det personligt. At den ikke vil nøjes med at spise af hånden, men spise hånden.  
 
Hundens menneske derhenne har en hættetrøje på.
 
Hætten er oppe, og der er en kasket nedenunder.
Alle mine sanser skærpes, idet jeg fornemmer at jeg er i livsfare, eller endnu værre: i fare for at gå glip af resten af min frokost.
Fyren kalder hunden til sig ved at gentage dens navn to-tre gange meget højt.
Den vender om, og jeg har det som om Dronningen har benådet mig i sekundet inden bødlen på Nytorv dekapiterer mig.
Nu forstår hvad fyren prøver at sige til mig.
Han peger på min dürüm, og siger at det er den som hunden har fået færten af.
Den har åbenbart også god smag.
Jeg nikker og viser ham en enkelt oprakt tommelfinger.
Med den yderste delikatesse vender jeg om, og går roligt – meget roligt – den modsatte vej.
 
Min angst for hunde er nu for evigt blevet til en frygt for at de til enhver tid kan forvandle mig til en godbid, hvis de har det sådan.
Og der er ikke noget, som gør mig mere desperat end hvis man truer med at tage min mad fra mig.
 
Det kan gøre mig så stenaldersk at jeg vil kunne forvandle mig til en…en…nej, jeg tør ikke skrive det.
Næste gang spiser jeg min dürüm i pizzashoppen. Der er altid en frisk avis. Og servietter. Ingen hunde.
Ingen hunde.
Ingen hunde.
Ingen hunde.
Jeg er bange for dem.  

Hjernen består af fedt

Lille nyhed nede i et hjørne i en gratisavis:

Børn, der spiser fastfood har en lavere intelligenskvotient når de fylder otte år, end børn som lever det perfekte speltliv og sover med gulerodstoppe under hovedpuden og kålrabier som sovedyr. 

Sådan en melding æder man råt. Ja, fordi det er jo sikkert dygtige videnskabsfolk, der har lavet den undersøgelse?

Jeg brækker mig, gør jeg.

Hvordan i alverden kan man med så stor sikkerhed påstå, at det lige præcis er børnenes kostprofil, der er årsagen til at de scorer lavere i en IQ-test nogle år efter at man er begyndt at holde øje med dem? 

Enlighten me, please…forklar mig i detaljer, hvordan man sådan rent videnskabsteoretisk udelader alle andre faktorer i den beregning, så man kan udtale sig med sikkerhed om at kosten, og KUN kosten, har betydet at hjernevindingerne drejer det langsommere? 

Jeg tror ikke en døjt på det. Så er det sagt. Hvad med arveanlæg? Skolevalg? Forældreindsats?

Og for øvrigt…hvad er en sådan IQ-værdi egentlig udtryk for? Kan man uden videre påstå, at det giver een et bedre udgangspunkt for et fuldblodsvoksenliv at man har en score på 120 end een på 118,5?

Der er for mig ingen tvivl om, at det ikke er specielt skidesmart at hedde Lille Dutter, og leve sine første fire-fem-otte år med en pomfrit i den ene mundvig og en lakridspibe i den anden.

Jeg tror helt sikkert på, at hvis du er så heldig at vokse op i en familie, hvor de har tid, råd og talent for at give dig noget ordentlig ædelse, som består af gode råvarer og mange forskellige slags mad, så er du en heldig lille Dudde-Puser.

Det, som gør mig stikhamrende tosset, er ikke så meget påstanden og “påvisningen” af at du bliver dummere i hovedet af at æde lortemad morgen, middag og aften.

Nej, det er at man stiller sig op og siger at man kan bevise, at det KUN er kostplanen, der afgører hvordan man scorer i en eller anden Karl Smart-test. Der er SÅ mange andre faktorer, der afgør den slags.

Og jeg gløder af vrede over den slags “resultater”, for man skal ikke have gået ret mange år på Folkeuniversitet for at forstå, at livskvaliteten for et barn – og for de andre medlemmer af dets familie – ikke kan reduceres og beregnes ud fra en optælling af hvor mange friture-dræbte kyllinge-nuggets, lille Mulle spiser i forhold til antallet af hjemmesnittede jordskokker, der kun lige er dyppet i 1 sekund i spilkogende økologisk og biodynamisk importeret fransk kalkgrubeluksusmineralvand, og som derpå har fået et diminutivt skvæt lime og en perfect manicureret fingerspids af det fineste Læsø Sydesalt?

I min verden handler det ikke om tal på en skala, og det kan heller ikke reduceres til, at sagen er selleribøf, hvis dine forældre bor i Rungsted Kyst og ikke i NordVærst. Jeg tror ikke altid det er et spørgsmål om penge. Jo, de rige har råd til at give børnene en sundere start. Men det er ikke kun det.

Det handler også om hvorfor dette barn overhovedet er kommet til verden.

Hvad er idéen med den undfangelse?

Hvordan har forældrene det med at de ikke længere kan sove om natten og deres sexliv er gået i stå, og at begge deres karrierer nærmest er grundstødt – for slet ikke at tale om at de konstant stinker af gammel gylp.

Har de overhovedet tid til at være sammen med deres egne unger. Eller…lyst? 

Fuck jer, hvidkitlede no-brains. Gå hjem og dik jeres unger, i stedet for at overlade det til au pair-pigen m/k, så I har tid til at lave så idiotisk og én-dimensional en “undersøgelse”, der ikke gør verden bedre, men kun giver en masse forældre endnu dårligere samvittighed, fordi de ikke kan leve det perfekte liv.

Det er uspiseligt for mig og efterlader en dårlig smag i munden. 

Bvadr. 

Youssouf løber en tur

For fem minutter siden gik jeg fra Takkelloftet (Operaens lille scene) hen til receptionen for at spørge vagten om at låne mig en nøgle.

Rundt om hjørnet kommer en lille dreng løbende.

Han er ikke højere end tobak for en skilling. Hans hudfarve er så mørk, at jeg må misse med mine nærsynede øjne for at skelne hans ansigtstræk ordentligt. På sin krop har han trekvartcowboybukser og en lys t-shirt med et eller andet tal på. Kruset hår. Sandaler. 

Jeg smiler til ham, og så standser han op et øjeblik og ser på mig.

“Hej!”, siger han…”jeg løber bare rundt”, siger han videre. 

“Fint”, svarer jeg og smiler fortsat.

“Hej-hej!”, siger han så – og løber videre.

Da jeg har været inde hos vagten og kommer ud igen, møder jeg drengen igen. Denne gang løber han i den modsatte retning.

“Hej!”, siger han og vinker med en lille sort hånd.

“Hej!, svarer jeg…”du løber stadig?”

“Ja, det gør jeg”, siger han og gør mine til at fortsætte.

“Fint”, svarer jeg…”hvad hedder du?”

“Jeg hedder Youssouf”, slutter han og fortsætter sit løb.

Jeg skal have kage. 

Hej, jeg hedder…øhh

I en uge har jeg været kontrollør i Operaen, som har haft besøg af kontrabassister fra hele verden til BASS2012.

Det har været en oplevelse at møde disse musiske og musikalske mennesker og få trænet sit engelske og tyske. Lyden af kontrabasser er beroligende, og jeg priser mig lykkelig over at det ikke var en violinverdenskongres eller sækkepibekongres.

Jeg har skullet hilse på mange nye bekendte, og for det meste nøjes jeg med ‘Bent’ for at spare tid og forklaringer, men hver gang tænker jeg med gru tilbage på min første dag som tv-journalist på TV3 Sporten. 

Arbejdspladsen lå i West Drayton i udkanten af London, lige ved siden af Heathrow lufthavn. Og jeg skulle rundt og hilse på alle tv-teknikere, administrationspersonale og øvrige kolleger. De fleste var englændere, og jeg mødte dem med en stor dansk baconeksportgrimasse, et fast håndtryk, dybest mulige øjenkontakt og et fuldtonet:

“Hi, I’m Bent..!” 

De reagerede ved at trække sig en ubevidst millimeter baglæns med et overhøfligt og lidt for defensivt smil på deres stive overlæber. Jeg tænkte, at det jo er typisk for disse earl grey sniffere, men det viste sig at deres forbeholdenhed var min egen skyld.

Jeg troede, jeg præsenterede mig på vanlig høflig facon ved at sige mit navn højt.

De hørte en mand, som uden at blinke meddelte følgende:

“Hej, jeg er en homoseksuel, korrupt og stofpåvirket person!”

Med den viden in mente må man vel egentlig sige, at de modtog mig forholdsvis hjerteligt, ja nærmest kærligt? 

PS. En af de tyske bassælgere på BASS2012 fortalte mig i øvrigt, at en sækkepibe på tysk hedder intet mindre end en duddelsack..!