55

00…kæmper for livet nærmest før det er begyndt. Kuvøseguf er overvurderet. Jeg husker ikke noget fra den tid. Måske husker kroppen. De første ti år var en tumultuarisk omgang. Jeg udviklede et stærkt afhængighedsforhold til mælk, gerne i frossen, forsødet form. Selvmedicinering. Ikke receptpligtigt. Ofte på tilbud.

11…en blød dreng. Vist spiller jeg en helvedes masse fodbold og det er godt for fysikken, men det er en skrap tid for mit sind. Sårbarhed og skrøbelighed gør mig til hakkeordensbarnemad i skolegården. I panik finder jeg ud af at leve med det. Afledningsmanøvrer. Humor. Selvfornægtelse. Nøjsomhed. Skoleskift. Mad. Om sommeren bor jeg på Dyrehavsbakken = ti gratis ture hver dag i Rutchebanen. 

22…HF-eksamen og langt hår, ja, men også det fortsatte chok over min fars død fem år før – eller mere præcist: over min mors voldsomme sorgreaktion. Det gjorde at jeg ikke kom ud i livet. Jeg burde have søgt anden og/eller tredje gang på Journalisthøjskolen. Nå ja, jeg begynder på RUC og fortsætter på KUA – men det bliver jo aldrig til noget. Jeg var stadigvæk alt, alt for blød inden i. Desværre. Ingen uddannelse.

33…ny fase. Jeg bliver kæreste med min kommende hustru, Merethe, og begynder min livslange funktion som fungerende far for hendes førstefødte, Martin. Snart får jeg mit første betalte job som “ottodidakt” journalist. Der kommer knald på hele hønsegården. Livet folder sig ud. Drømmen opfyldes. TV-job. Fodboldkommentator..! Flot kæmpet, Hansen. Men jeg har det gennemgående skidt som sådan. Bagved. Indeni. Og så blev jeg far…sådan, du ved…igen. Nu med arveanlæg.

44…knirker i fugerne. Ægteskabet underdrejet, jobbet er hårdt og snart bliver jeg fyret på sort papir. Skilsmisse. Nulpunkt. Men jeg har relationen til min stedsøn og datter. Det er det eneste vigtige. Snart debuterer jeg som forfatter og indlæser min første lydbog. Handling giver forvandling. Fra 117 kg til 89 kg og retur opad igen. Bloddonor er jeg også. Alle kan modtage min blodtype. Jeg redder liv! Madmisbruget truer mit eget. Døden skal have en årsag. Videre!

55…ifølge statistikken har jeg 25 år tilbage at leve i. Seks olympiader (tidsrummet mellem to olympiske lege). 180 lydbøger har jeg indlæst. Fem-seks bøger har jeg udgivet. Jeg satser på at debutere som dramatiker inden mit tæppe går ned for sidste gang. Min 18-årige datter virker tilfreds med livet som opfindelse. Min 26-årige stedsøn er håndværker, gift, og har to dejlige unger med sin smukke kone. Selv har jeg det for det meste stadigvæk gennemgående skidt, men i virkeligheden er det ikke andet end en ganske almindelig eksistentiel grundpræmis, som jeg deler med de fleste. Men blød…det er jeg sgu. Alt, alt for blød. Det er hårdt at være blød. Videre!

På sin plads

De var en gruppe på tre smukke unge kvinder på måske 17-18-19 år.

Langt hår. Slanke brune ben. Korte bukser og matchende trøjer i tidens bløde sommerfarver. På de yndige næser hvilede dyre mørke solbriller. Afstemt make up. Læbestiftmunde. Perfekte tænder. Velplejede hænder med tre afsikrede mobiltelefoner.

De bevægede sig elegant og bevidst langsomt, og jeg kunne se på dem at de var af den type som man ikke uden videre kommer tæt på. Deres gruppetilhørsforhold og afgrænsningen til omverdenen er måske vigtigere end den enkeltes hensyn til sig selv.

Gruppen og jeg nærmede sig hinanden på et fortov i hovedstadens middagssolskin. De fokuserede alle tre på mobilskærmene og fyldte begge “vejbaner” på fortovet. Der var for så vidt god plads på begge sider af fortovsfliserne, men jeg kunne pludselig mærke at jeg ikke denne gang ville være den, der skiftede retning for at de kunne forblive i deres amazoniske verden.

Jeg besluttede derfor at fortsætte min kurs. Da vi passerede hinanden, var det med stor ulyst at de to af dem drejede skuldrene en anelse, og hvis vi skulle have passeret hinanden uden fysisk kontakt, så skulle jeg dreje mig så meget at jeg gik sidelæns.

Men denne gang tog jeg som sagt ingen fanger. Jeg gik ligeud, og det havde de haft god tid til at se i forvejen. Ergo stødte den ene af fotomodellerne og jeg skuldrene sammen med et ganske tungt bump.

y6Jeg gjorde det med vilje, men tilstod dem trods alt et ‘hov’ og et påtaget forundret blik. Deres reaktion var nærmest som om jeg havde slået dem. Og de var meget chokerede over at jeg ikke helt af mig selv veg pladsen for så megen og bevidst sammenklumpet skønhed.

Havde jeg gjort det samme hvis det havde været tre muskeldrenge? Nej, det havde jeg ikke. Jeg er bare træt af smukke kvinders surmulne måde at skabe sig rum på. Ak ja, jeg ved det godt. Jeg er ved at blive en klam gammel stodder. Men derfor må jeg vel da vel måske godt have lov at gå ligeud på et fortov?

Havde de på forhånd skabt øjenkontakt, eller bare løftet hovedet en anelse, så ville jeg uden videre være gået udenom dem, præcis som jeg plejer.

Jeg bliver bare nemt vred når man lader som om jeg ikke findes. Især når man som jeg er 180 cm høj og stort set lisså bred. 

Legen med livstiden

Morgen efter morgen står eliteidrætsudøverne op klokken bøhmand.

 

De skal træne.

 

Mange af dem skal træne flere gange om dagen. Og de skal spise en meget særlig sund kost. Og de skal have taget mange blodprøver, så man er sikker på at de ikke snyder.

Hvert fjerde år er nogle få af dem dygtige nok til at komme ud at lege for at fejre at der er gået fire år siden sidst. Så skal de springe, sparke, skyde, hoppe, sejle, ride, svømme, spille og sågar gå. De tre bedste får medaljer.

Nogle gange er det meget tæt på at lykkes. En svømmedragt går op i limningen minutter før en finale. Der mangler en centimeter ved målstregen. En fjerbold lander lige der hvor den ikke skulle. Et vindpust kom på tværs. En nerve klemte. Energien udeblev.

Jeg tager hatten af for disse stræbere. De kæmper med sig selv mod andre, der ligner dem en hel del, og jeg spejler mig i dem. Når de ser meget nervøse ud, så føler jeg at det er i orden at jeg også er lettere småhysterisk hver gang jeg bare skal hen på arbejdet.

Jeg er langt fra under det samme pres. Men måske føler jeg det alligevel sådan, når jeg udgiver en ny bog? Da min roman udkom, havde jeg virkelig arbejdet med den og havde for så vidt trænet i mange år til at kunne skrive den.

Men den blev ikke den platform jeg havde håbet på.

Da min seneste fabulerende digtsamling udkom, følte jeg at det var et godt bud på noget seriøst. Det snurrede så dejligt i håndfladen, næsten som om jeg havde sendt en diskus afsted med det helt rigtige svirp, uden at overtræde. Jeg så den stige og stige.

Men den blev ikke så meget som nedgjort. Ikke engang svinet til af ham lyrikeksperten med næsen og de runde briller. Ham, som ellers påstår at han holder et godt øje med alle de små udgivelser. Enten var min så lille at den ikke var synlig, eller også…jamen, jeg ved det ikke.

Jeg stod fanme på en scene og læste op for ham! Men nej. Det røde flag kom op. Ingen tid noteret. Deklasseret. Overhalet med en omgang. Gled i tilløbet. Ulovlig overhåndsserv. 

Og nu?

Nu har jeg ifølge en avis ca. 25 år tilbage at leve i.

Det lyder af meget, men jeg synes det lyder som fem minutter.

I morgen skal jeg gå en lang tur. 

Det kan jeg nemlig godt lide.

For i morgen har jeg fri. 

Mit næste mål

Hvad så, Hansen…skrive ny bog?

Njaaeh…ikke rigtigt, sådan.

Hvad så?

Jo, du…nu ved jeg det..!

Jeg vil debutere som dramatiker, vil jeg. Det er det, som skal ske nu. Min terapeutiske dialogbog ‘Jeg kan ikke sove’ skal opføres på en eller anden lille scene.

Oh yeah..?
Oh yeah..!

Jeg ser for mig den mest minimale scenografi med to stole sat over for hinanden på et hævet podie. Og så kan man evt. vise nogle af de drømme eller begivenheder, der kommer frem i terapien som film på væggene bag dem. Eller man kan lade dem udspille på scenen, og så køre stolepodiet væk imens. Det er et økonomisk og kunstnerisk valg.

Wauw. Hvor store chancer tror du der er for at det kan lykkes?

Ikke så store. Og netop derfor tror jeg at det vil blive til noget.

Ja?

Ja! 

Den malplacerede smerte

Min datter elsker tv-programmerne med hundehviskeren Cesar Millan.

Den mexikanskfødte amerikaner kender hundens psyke så godt, at han på nærmest magisk vis og i løbet af ingen tid kan forvandle en frådende dræbermaskine til verdens sødeste lille vuffelivov.

Jeg anerkender hans høje faglige kunnen og glæder mig over at se disse dyr blive forstået og mødt med tydelige signaler, måske for første gang i deres…nå ja, hundeliv.

Alligevel kan jeg ikke tåle at se programmerne, og det er meget tankevækkende hvad årsagen er.

Der er noget med hundenes malplacerede aggression samt den tydelige nervøsitet de udviser, og som jeg slet ikke kan klare at bevidne. Det skyldes måske især også den kommunikation som foregår mellem hunden, dens ejer (samt familie, venner og naboer) og Cesar.

Det er som om min krop prøver at minde mig om et eller andet som har med den type relation at gøre, men jeg kan ikke regne ud hvem jeg identificerer mig så stærkt med at jeg får ondt i maven og må kigge væk.

Lyden kan jeg slet heller ikke holde ud.

Jeg er meget bange for om en hvilkensomhelst hund nu også er i stand til at kontrollere sin aggression, når jeg møder den på gader og i parker. Det handler om hvilken type hund, den er, og om hvilket forhold der er mellem hunden og dens ejer, og mellem ejeren og andre mennesker.

Ved ejeren at det er et dyr, vedkommende har ansvaret for, eller har ejeren anskaffet sig dyret som et reservebarn eller en slags selvkørende teddybjørn?

Jeg kan ikke finde ud af om min stærke reaktion handler om at nogen i min tidlige barndom har begået fejl i deres måde at forholde sig til at jeg også kan blive vred. At det har kostet mig en meget høj pris at blive vred.

Eller om jeg selv er blevet offer for helt uventet aggression, som er kommet så meget bag på mig at jeg har en overdimensioneret frygt for dyrisk adfærd, hvor der handles uden noget som helst filter af etik og moral, endsige love og regler.

Når Cesar får tæmmet en vild hund, så bliver jeg rørt, men også meget trist til mode.

Og det værste jeg ved, er de medvirkende kvinder, der har købt en lille skødehund – eller en enorm vagthund – og taler til dem som om de er mennesker.

Kvinder, der har magt og råderet over noget som kan udløse stor fysisk og psykisk smerte, men ikke fatter en bjældehat af det.

Det kan jeg ikke tåle at bevidne, og der gemmer sig enorme uforløste energireserver i mig af samme grund. Måske handler min lidt for store glæde ved spisning om at jeg “bider det i mig”. At jeg holder mine følelser nede ved at dulme dem med mad. 

Men…skal jeg så gå til en dyrepsykolog eller en mennesketerapeut?

Uanset hvad, så bliver det hundedyrt.

Bang, du er død!

Jeg gik ned mod bunden af den lange vej hvor jeg bor.

I hovedet havde jeg god musik, for jeg hørte radio, og for en gangs skyld var det P3. De snakkede om fodboldlandsholdet og det interesserer mig jo.

Så var der nyheder.

Jo, der var noget om dansk politik og andre vedkommende ting. Men så var der nyt om et skuddrama i et indkøbscenter. Før man fik at vide hvor det foregik, blev der afspillet interview med vidner til tragedien. På engelsk. Det var altså hverken i Kolding eller Slagelse. Til sidst fik vi oplyst at det var i Toronto.

Selvfølgelig er det dybt tragisk at en canadier er blev skuddræbt og at syv blev såret. Men jeg kan virkelig ikke se nytteværdien i at formidle det så grundigt til danske radiolyttere.

Hvis det skal forsvares, så skal det mindst også oplyses: hvor mange indkøbscentre er der i Toronto? Hvor mange skudepisoder har der været i torontanske indkøbscentre i det hele taget?

Jeg påstår at det udelukkende blev valgt fordi det var en lettilgængelig voldsnyhed med noget dramatisk lydmateriale, som man kunne smække på uden videre.

Ved at bringe en så fjern nyhed om et menneskes voldelige død er man med til at gøre andre mere bange for at leve, netop fordi alle ved at det ender med døden – lige meget hvad.

Find dog for pokker på noget, der er mere relevant for danske lyttere end at skræmme dem med noget så fjernt?

Hvor længe varer en vare?

En togbillet var engang lavet af tykt brunligt pap, som togføreren skulle klippe et godkendende hul i med klippetangen, der dinglede lystigt ved hoften når han skred ned gennem den dieselduftende togvogn og flåede kupédørene op med bjæffet: “Nye rejsende?”

I dag er det en anden sag. Min datter købte i går ved 19-tiden en Standard-billet på sin mobiltelefon via den applikation, som hun har downloaded fra DSB. Hurtigt og nemt. 108 kr. blev overført fra mit kreditkort.

Det smarte ved sådan en billet er, at den kan bruges hele dagen.  

Men hov.

Nu kom hun så ikke afsted til Fyn alligevel. Der var vigtige ting på spil, så hun blev en ekstra dag i hovedstaden. Hun har altså ikke brugt den vare hun har købt. Alligevel kan vi ikke uden videre bytte billetten til i dag. Det skulle vi i givet fald have gjort senest i søndags. 

Når en sådan billet ikke er begrænset til et bestemt afgangstidspunkt på afrejsedagen og man først køber den fire timer inden midnat, så synes jeg egentlig godt at man kunne fortjene at billetten gjaldt 24 timer fremad fra købstidspunktet.

Nu må vi se hvad DSB siger til det.

Ifølge rejsebetingelserne kan jeg glemme alt om at få billetten byttet eller refunderet. Svartiden for klager er lang. Meget lang.

Vi må ud & se ad…for om lidt køber hun en ny Standard-billet, som jeg betaler. Ak ja.

En lille glad mand

Jeg løfter blikket og ser en lille mand.

Han er ældre end mig og har gråt hår og skæg. Hvad vil han? Hvor skal han hen?

Jeg er ellers lige i gang med at læse de sidste sider i den bog, som jeg er ved at indlæse som lydbog. Den islandske roman er det vildeste, jeg nogensinde har haft med at gøre, på den gode måde, så forberedelse er nødvendigt.

Storm, snefygning og kulden på højsletten er ved at slå hovedpersonerne ihjel, og hvis jeg skal snakke for meget nu, så dør de fanme inden jeg kigger nedad igen.

Så jeg er en smule småirriteret, men må ikke vise det, for jeg er på arbejde. Det er mit job at hjælpe manden, som nu smiler til mig. På mit spørgsmål om jeg kan hjælpe får jeg et spøjst lille blik retur. Hvad er der med ham? Der er lidt mørkt her i den lange gang.

Han vender sig, og på ryggen af hans mørke heldragt står navnet på hans og min fælles arbejdsplads. Jeg rejser mig. Han er et hoved mindre end mig og spinkelt bygget.

Javel ja. Vi er i samme båd. Dav, dav.

Nu er han tæt på. Vi er udenfor den mellemste af de tre scener i Skuespilhuset. Indenfor er der generalprøve og manden er med i forestillingen som statist. Han skal dog ikke ind igen, så nu kan han hygge og sludre, hvis ellers han kan finde nogen til det. Og jeg skal jo søge øjenkontakt. Han har et levende blik og en blød lille stemme.

På typisk vis er han en smule oppe at køre, efter at have været på scenen. Det er fuldt ud forståeligt. Jeg ville selv reagere på samme måde, men for pokker altså…de er jo ved at dø nede i min bog! Han har meget at berette om sine mange optrædener som statist. Han var sågar med på turne til New York sidste år. Dancer in the dark.

De var blevet advaret om det forvænte publikum i byen. Frygtede modtagelsen. Men de fik hele fire fremkaldelser. Hans øjne lyser. Jeg nikker. Det er en god historie. Good for you.

Så kommer det.

Han har gemt en pointe til sidst og jeg er slet ikke forberedt. Den er også mere usandsynlig end alle de historier og skæbner, der plejer at cirkulere i dette hus.

Han er 83 år gammel. Jeg får det bekræftet tre-fire gange, for jeg tror ikke på det. Det er ubegribeligt. Han er jo både frisk i blikket og bevæger sig med lethed. Jeg vile have forsvoret at han var mere end midt i tresserne.

Han får mit bedste smil til farvel, da hans ordstrøm endelig slipper op. Sikke en. Treogfirs.

Kan jeg være som ham om 29 år?

Vi sover og så vågner vi

Det var en fredag aften, tror jeg nok.

 

Nej, lørdag.

 

Nå, men min datter skulle ned til sin mor i Køge, og bagefter skulle hun tilbage til mig. I hovedstaden. Om aftenen. Eller vent. Nej, hun skulle sove hos sin mor og komme hjem til mig næste dag.

 

Hun er i hvert fald i Køge og det er en måneds tid siden. Sådan cirka. 

Hun skal også lige besøge sin storebror, også i Køge. Det gør hun – og det er godt, for hun elsker at være faster til hans to små skønne unger. Der er også noget festlig sammenkomst den aften. Hos ham. Fint nok.

I løbet af aftenen, eller nok snarere ret sent på aftenen, får jeg en melding fra hende om at festen nu er så sjov, at hun nok bliver der natten over. Alt i orden. Der var vist også noget med at hun egentlig bare skulle gå over til sin mor efter festen og sove dér, for moren var vist slet ikke hjemme, og hun har en ekstranøgle. Min datter, altså.

Der er tydeligvis visse detaljer jeg ikke husker helt klart, selvom jeg var den mest ædru af alle medvirkende i denne beretning. Men omkring cirka ved 02-tiden sender hun en SMS til mig, som jeg af en eller anden grund ikke modtager. Jeg lå ellers med telefonen ved siden af hovedpuden.

Natten går og jeg vågner ved 7-tiden. Smutter lige ud på toilettet, og går tilbage igen i min dejlige seng. Nu har jeg fået SMS’en. Ifølge den droppede hun idéen om at overnatte i Køge og ville i stedet følges med en af festdeltagerne til København, og derpå fortsætte alene videre hjem til mig.

Jeg bliver nervøs. Hvorfor er hun mon ikke kommet hjem endnu? Er hun fulgt med denne gæst hjem i stedet for? Jamen, det ville jeg da for så vidt godt kunne acceptere, især fordi hun sender mig en SMS om det.

I min SMS tilbage til hende prøver jeg at beholde en ubekymret tone, selvom jeg vistnok bemærker at det undrer mig at SMS’en ikke er kommet til mig noget før. Og så sover jeg ellers en times tid til. 

Klokken 10 vågner jeg igen, og der er ikke kommet flere SMS’er. Nu er jeg nervøs, så jeg står op med megen hjertebanken. Idet jeg kommer ud i entréen bemærker jeg at døren til hendes værelse er lukket næsten helt til. Det undrer mig, idet jeg bestemt mener at den skulle stå helt åben.

Jeg kigger ind…og der ligger hun og sover lisså sødt. Det er meget, meget usædvanligt at jeg sover så tungt, at jeg ikke vågner ved at nogen kommer ind af min entredør. Ofte vågner jeg ved at nogen går ind ad opgangsdøren i stuen – og jeg bor på anden sal.

Da vi talte om det senere på dagen var hun meget stolt over ikke at have vækket mig. Og jeg var stolt over at hun sådan bare selv fandt hjem midt om natten. Hun havde kørt i natbus hele vejen fra Køge.

Hun var kommet hjem ved 3-4 tiden og var listet i seng uden at vække mig. Allerede da jeg var oppe ved 7-tiden lå hun derinde. Tænk at jeg ikke lagde mærke til det..! 

Ak ja. Nu er hun snart slet ikke min lille pige længere. Slægt skal følge slægt og det skal jeg nok klare.

Jeg skal bare lige, tror jeg nok, sove på det. 

Akut araknofobi

Jeg er ikke bange for edderkopper.

 

Synes de er sådan lidt…komiske. Men jeg synes heller ikke de er søde og rare. Gider dem ikke. Væk med dem. Tak.

I morges så jeg en lillebitte edderkop, der sad langt oppe på væggen på mit badeværelse. Fint nok. Bliv du bare der. Min fine ven. God edderkop.

Senere på formiddagen satte jeg mig på badeværelsets porcelænsmøbel. Det gør man jo engang imellem, hvis man er ude i et såkaldt nødvendigt ærinde.

Tankerne fløj. Langt. Til glade steder og gode stunder. 

Pludselig mærker jeg en kildende fornemmelse på siden af mit lår. Berøringen kan kun komme fra noget levende. Alle muskler er lammet. Jeg venter kun på dødskysset fra en endnu uopdaget dansk sort enke-race.

Jeg kan dog bevæge øjenæblerne og ser med gru skråt nedad. Det er ikke edderkoppen. Jeg skal ikke dø. Af det. Det er kanten af toiletrullens nedadvendte blade, der på grund af let gennemtræk i lejligheden er pustet hen til en let berøring af mit yderlår.

It scared the shit out of me.