11…en blød dreng. Vist spiller jeg en helvedes masse fodbold og det er godt for fysikken, men det er en skrap tid for mit sind. Sårbarhed og skrøbelighed gør mig til hakkeordensbarnemad i skolegården. I panik finder jeg ud af at leve med det. Afledningsmanøvrer. Humor. Selvfornægtelse. Nøjsomhed. Skoleskift. Mad. Om sommeren bor jeg på Dyrehavsbakken = ti gratis ture hver dag i Rutchebanen.
22…HF-eksamen og langt hår, ja, men også det fortsatte chok over min fars død fem år før – eller mere præcist: over min mors voldsomme sorgreaktion. Det gjorde at jeg ikke kom ud i livet. Jeg burde have søgt anden og/eller tredje gang på Journalisthøjskolen. Nå ja, jeg begynder på RUC og fortsætter på KUA – men det bliver jo aldrig til noget. Jeg var stadigvæk alt, alt for blød inden i. Desværre. Ingen uddannelse.
33…ny fase. Jeg bliver kæreste med min kommende hustru, Merethe, og begynder min livslange funktion som fungerende far for hendes førstefødte, Martin. Snart får jeg mit første betalte job som “ottodidakt” journalist. Der kommer knald på hele hønsegården. Livet folder sig ud. Drømmen opfyldes. TV-job. Fodboldkommentator..! Flot kæmpet, Hansen. Men jeg har det gennemgående skidt som sådan. Bagved. Indeni. Og så blev jeg far…sådan, du ved…igen. Nu med arveanlæg.
44…knirker i fugerne. Ægteskabet underdrejet, jobbet er hårdt og snart bliver jeg fyret på sort papir. Skilsmisse. Nulpunkt. Men jeg har relationen til min stedsøn og datter. Det er det eneste vigtige. Snart debuterer jeg som forfatter og indlæser min første lydbog. Handling giver forvandling. Fra 117 kg til 89 kg og retur opad igen. Bloddonor er jeg også. Alle kan modtage min blodtype. Jeg redder liv! Madmisbruget truer mit eget. Døden skal have en årsag. Videre!
55…ifølge statistikken har jeg 25 år tilbage at leve i. Seks olympiader (tidsrummet mellem to olympiske lege). 180 lydbøger har jeg indlæst. Fem-seks bøger har jeg udgivet. Jeg satser på at debutere som dramatiker inden mit tæppe går ned for sidste gang. Min 18-årige datter virker tilfreds med livet som opfindelse. Min 26-årige stedsøn er håndværker, gift, og har to dejlige unger med sin smukke kone. Selv har jeg det for det meste stadigvæk gennemgående skidt, men i virkeligheden er det ikke andet end en ganske almindelig eksistentiel grundpræmis, som jeg deler med de fleste. Men blød…det er jeg sgu. Alt, alt for blød. Det er hårdt at være blød. Videre!