Tidens tand og mundens mand

Intet kan gøre mig så panisk og hysterisk som når mit tandsæt bøvler.

Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg var i mange år lidt af en klinikhelt…ham den barske fyr, der i hvert fald ikke skulle have noget af det der pjatbedøvelse. Jeg var ikke bange for at blive boret, heller ikke selv om det var ret tit at der skulle gøres plads til godt med sølv og plastic.

Efterhånden som jeg er ved at komme til skaldeår og alder, så har jeg udviklet en overdimensioneret følsomhed for hele emneområdet. Nogle få gange har jeg ved at bide til bolle oplevet at tænderne både giver sig og sågar sprækker. Det kan jeg ikke have. Slet ikke.

I aftes sad jeg og var meget stolt. Jeg brugte tandstik. Det har jeg ved gud ikke været god til i mange år. Men der er kommet nogle meget smarte nye nogle af plastic, som ikke knækker – lissom de gamle af træ tit gjorde. Så der blev renset grundigt ud.

Desværre. 

Jeg troede at jeg fik has på en tandsten mellem to fortænder i undermunden, men i stedet tror jeg at jeg har flækket et stykke af en tand. På indersiden. Og det kan jeg slet, slet ikke tåle. Hverken at jeg selv har gjort det, eller at det vil kunne koste mig tusindvis af kroner at få lortet ordnet – hvis det behov opstår. Det gør mig iskold i sjælen. 

Når jeg mister noget af biddet, bliver jeg så skræmt og rædselsslagen. Så meget at det er helt interessant og borderline underholdende. Jeg tror, at forfaldet minder mig om at Døden går rundt og gnægger i skægget, vel vidende at den, der ler til sidst, slet ikke har brug for tænder.

Mens jeg stod i køkkenet og lod tungen køre op og ned langs den tand, som jeg var sikker på ville knække helt af, så begyndte jeg helt tilfældigt at lytte til min egen indtaling af min seneste bog ‘Fabulator’. Og det var et held. Jeg hørte alle sætningerne. Og det virkede som en bedøvelse.

Faktisk blev jeg så glad over at høre hvor gennemarbejdet de sætninger er, og hvor god jeg er til at rable den slags af, at jeg gik fortrøstningsfuld i seng ved halv to tiden.

Ja, gu skal jeg dø – forhåbentlig som en gammel gubbe. Måske tandløs. Men lur mig om ikke jeg til den tid vil gnægge i det hvide skæg over noget af det, som bliver tilbage som et minde om dengang, der var bid i mig?

Liv, identitet, mål

I går var jeg stærkt optaget af en begivenhed i et andet land. Elleve højt betalte mænd med ensfarvede trøjer spillede en sportskamp mod elleve andre endnu bedre betalte mænd i ensfarvede trøjer, der let kunne skelnes fra de første elleves.

Jeg gik nervøst rundt om mig selv og undertrykte en kraftig nervøsitet for hvordan det mon ville spænde af. Spændingen var så stor at jeg ikke turde se hvordan det gik, selvom der blev sendt direkte fra den store sportsarena. Dog optog jeg kampen og ville se den, hvis ellers resultatet blev som jeg håbede på.

Det gjorde det ikke. Jeg var meget skuffet og slettede optagelsen uden at se så meget som et eneste sekund. På den måde bliver ærgrelsen og græmmelsen mindre. 

I dag er jeg stærkt optaget af en begivenhed i et andet land. Et land som har givet mig nogle af de mest vidunderlige og kærlighedsfulde øjeblikke i mit liv. En mand har gjort noget så voldsomt og ubegribeligt ondt mod så mange uskyldige mennesker, at det er svært at fatte.  

Manden har af politiske og ideologiske grunde brutalt dræbt 77 mennesker, deriblandt børn og unge og såret hundredevis andre. Når jeg ser på ham på tv i den direkte transmission fra den første dag i retten, fyldes jeg af følelser som til forveksling minder om dem, jeg oplevede i går.

Måske på grund af det korte tidsrum mellem de to oplevelser er det ekstra tydeligt hvor latterligt det er at bruge tid, kræfter og livsenergi på at bekymre sig om mænd, der spiller bold i et andet land.

Det er flovt.

Pinligt.

Fælt. 

McDonalds skubber bøfferne en smule frem

Jeg blev lokket af en tv-reklame til at købe bøfkædens ‘Steakhouse Classic’, hvori der angiveligt skulle gemme sig to dejlige og saftige bøffer. Og faktisk smagte sandwichen godt, omend den var lidt halvlunken. Peber manglede der ikke, for det var der rigeligt af i prisen på ca. 45 kroner.

En ting kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til. De to bøffer så ud til at være mindre end dem i tv-reklamen. Påfaldende meget mindre. Det skrev jeg til McDonalds om.

Fra butikken (Nørrevold 004) fik jeg et meget venligt og høfligt svar, mens jeg ventede på svaret fra milliardburgerfirmaets marketingsafdeling.

Svaret kom i en mystisk mail med overskriften ‘Mad details have been submitted’.

Jeg turde faktisk ikke åbne mailen, idet jeg frygtede det var en trojansk hestebøf. Men det var det ikke: 

“Kære Bent Otto Hansen

 

Tak for din henvendelse.

 

Jeg er ked af, at du har haft en dårlig oplevelse i en af vores restauranter. Skulle du opleve en anden gang at få udleveret mad, der ikke lever op til dine forventinger, vil jeg opfordre dig til at henvende dig direkte til medarbejderne i restauranten, så vil de lave noget nyt til dig.

 

Hvad angår reklamen, så bruger vi fuldstændig samme opskrift og ingredienser til burgeren i reklamen som til de rigtige burgere, du får i restauranterne. Den eneste forskel er, at ingredienserne på billedet er skubbet en smule frem, så man kan se, hvad der er i.

 

Jeg håber, det svarer på dit spørgsmål.

 

Venlig hilsen,

 

S. B. Wagner

Kommunikationskonsulent”

 

Jeg har allerede takket for svaret, som jeg dog betegner som ‘bestemt ikke tilfredsstillende’.   

Bevars

Jo, selvfølgelig er jeg da udmeldt af Folkekirken. Hvad troede du?
 
Gerrighed kan være en dyd hvis den bruges rigtigt, og man skal vel være bare en lille smule syndig for at kunne blive tilgivet så det kan mærkes for alvor?
 
Som ganske almindelig leverpostejsdansker er det umuligt ikke at blive spundet ind i alle historierne om J. Christensen, hans discipliner og knækbrød og tørskoet vandgang og fader/søn-snak og mirakler og hellighænder og ludere, dommere, æsler og fandens pumpestok.

Man er en del af det, om man vil eller ej. Vist kan man prøve at tage meget tydeligt afstand fra hele tabernaklet, men så skal man sandt for dyden (og døden) at sige også lige huske sig selv på det hele tiden, så man ikke kommer til at bruge bibelske udtryk i sit daglige sprog. Hellige enfold!

Jo ældre jeg bliver, desto mere synes jeg at fortællingen om J. Christensen og hans personlige udvikling er mindst lisså god en måde at anskue livet og døden på som alle andre julelege og røverhistorier. Men jeg kan fanden tage mig ikke have de trosfæller, som ikke kan acceptere at andre tror på noget andet end lige Ham med skægget og den lidt for lange natkjole.

Hele det dér cirkus med at VORES Gud er den bedste OG eneste, og at ALLE de andres Gud værsgo kan pakke sine nelliker sammen og pisse af hurtigst muligt…er noget af det mest ukristelige, jeg har fantasi til at forestille mig – og jeg er kendt for at være en fantastisk fantast. 

Alle har så travlt med alt muligt. Fair nok. Men dybest set er der kun een ting, man for alvor kan regne med. Døden. Ta’ den! Jeg kan virkelig godt forstå at mange får en ind i allerhelvedes stærk trang til at tro på bare et eller andet efter døden. Så langt er jeg ikke nået endnu. Men det kan komme. Det kan det.

Tror jeg nok. 

Jeg er vred som bare fanden, og jeg finder mig ikke i det mere

Dette er det første af tusindvis af sandfærdige indfald og udfald.
 
Hvad ligner det, sociolog Henrik Dahl, at blive højreorienteret, score Lone Hørslev, kalde statsministeren blank, og så alligevel insistere på at gå rundt med et mormor-garn, som ville have gjort Rosa Luxemburg stolt?

Hvorfor skal filosof Morten Albæk altid bruge sine overstørrelse hvide underbukser i sin argumentation som metaforer, så de udvikler sig til meta(gas)farer? 

Hvornår dropper parterapeut Martin Østergaard sin ‘ja-jeg-er-en-sexfrustreret-bibliotekar’-stil, og får ‘fisse stinker’ tatoveret på dillergøjen?

ÅH, hvor jeg nyder at fyre den maks af.

Jeg kommer.

Med mere.

Måske. 

                                        PLAGEPIKKEN PEDRO 

Nye choktal om archtophili

Den britiske hotelkæde Travelodge har på bare et år måttet genforene 75.000 bamser med deres ejere. Bamserne var blevet efterladt på et af kædens 452 hoteller.

Disse grusomme oplysninger har fået Hotels International til at undersøge hvor mange voksne englændere, der sover med en bamse. 6.000 blev spurgt. Over 2.000 svarede ja..

Disse archtophiles bamser var i gennemsnit 27 år. Hver fjerde af disse teddyfonisk udfordrede voksne tager bamsen med på forretningsrejser.

Travelodge forlanger efter sigende ikke at man reserverer dobbeltværelse, hvis man har sin ejegode livslange bjørneven med i kufferten, men måske burde de fakturere for det, når den arme stakkels bamse bliver glemt på hotellet – og nægte at udlevere den før pengene sås indbetalt.

Fnys.

En-to-fire-syv

Om et par måneder har jeg ikke længere nogle børn.
 
Eller, de er der sådan set stadig, men så er de begge to voksne på papiret. Og så kan jeg gå hen i kurven og lægge mig. Det har jeg for så vidt allerede gjort. Gnaver lidt på yndlingsbenet.
 
Glæder mig til de små rundture om mig selv i kurven, inden jeg lader mig dumpe ned i liggende stilling. Så er jeg et kort øjeblik dejligt småsvimmel, lissom dengang jeg kunne tage den helt store tur.

Jeg ligger lunt og godt og tænker tilbage.  

Cypern. Min datter er to år, højst. Hun står yderst på vippen over poolen på feriehotellet. Hun har en smart lille gul badedragt på. Ser ned på vandet. De to badevinger på overarmene får et sidste tjek. Hendes lille mave bevæger sig ud og ind. Det her kræver lidt ekstra luft. Hun rækker begge arme i vejret, peger på sommerhimlen med to pegefingre, råber “EN-TO-FIRE-SYV” – og kaster sig ud i den svævende forventning.

PALUMS! 

Hun er stadig en vandhun(d). Måske skal vi lige ud og poolplaske en sidste gang inden hun bliver voksen. I noget sydsol. Det gad vi nemlig godt, og så håber jeg at hun vil gå nogle meget lange ture med mig. Det kan jeg jo så godt lide.

Trofast.

I clinch med Fru Vinter

Kasse 3 er også åben, kan jeg forstå.
 
Ikke at jeg kan høre hvad SuperBest-pigen i Kasse 2 siger, for jeg hører høj musik i mine hørebøffer. Men hun peger, og så meget kan jeg dog mundaflæse.

I Kasse 3 sidder der en meget ung og venligt udseende medarbejder af hankøn. Jeg lægger mine få varer på båndet. Han scanner dem og sender dem ned i opsamlingsområdet. Jeg går ned til dem, men beslutter så at betale kontant. Det kræver at jeg kommer tilbage til midten af gangslusen.

I mellemtiden er en midaldrende dame med det helt store vinterskrud ankommet. Hun har stort opsat blond hår, der matcher den enorme lysluvede vinterpels som kun lige netop kan presses igennem passagen. Leopardprikkede vinterstøvler. Bredt hårbånd i ildsprudende modfarve.

Jeg skal som sagt tilbage til punktet i passagen, hvor man kan lægge sedler og mønter på en plasticbakke foran kassemanden. Der har Fru Vinter allerede placeret sig medsamt sin ikke modefarvede indkøbsvogn, som jeg dog ikke kan se på grund af pelsen. Hendes varer er også dækket af døde dyrehår.

Hun er i gang med en sikkert indøvet indyndende monolog i forhold til den uskyldige yngling. Hendes mund bevæger sig og rynkerne prøver at følge med. Hun stanger solbrillerne ind i topmanken som dramatisk effekt.

Jeg er i mit allermest infame og asociale lune, så jeg giver fanden i hendes tilstedeværelse og stiller mig så tæt op af hende at en nærmere kontakt ville kræve en tur på Rådhuset. Hun bliver meget overasket, hvad ingen kan bebrejde hende. Jeg har pelshår i munden, og hun himler op om hvad i alverden jeg bilder mig ind.

Men jeg kan ikke høre hende. Kun se hendes mund og hendes vrede ansigtsudtryk. Jeg hører ‘Et skridt frem’ med vokalgruppen BaSix – skruet helt op – og reagerer ikke på alle hendes påkaldelser, beklagelser og nødråb. Kassedrengen leder efter en passende grimasse, men synes vistnok at seancen er underholdende nok for en flad lørdag formiddag.  

Hendes problem er at hendes trekvartfyldte indkøbsvogn spærrer for at hun kan bakke uden videre. Det prøver hun panisk at forklare mig. Jeg er iskold. Hun himler op, og ender med at måtte lide den tort at skulle løfte vognen en smule, uden at kunne gøre brug af de små skrigende hjul. Til sidst gør hun det for at slippe for mit intimgrænseoverskridende nærvær. Bag mit pokerfjæs morer jeg mig fortræffeligt.

Vis kunne jeg have vist lidt af min sædvanlige sociale forudseenhed, der gør at jeg undgår kontakt af nogen form med andre. Men denne gang er jeg offensiv. Hun burde have ventet med at rykke frem til kassemedarbejderens kontaktpunkt, indtil jeg var færdig med at betale. Nå ja, hun satsede på at jeg skulle betale med dankort for enden af kassen, men det skulle jeg jo så ikke, og det betalte hun en høj pris for.

Jo, jeg er lidt syg i hovedet – og det er vist på tide at jeg flytter fra NordVærst. Frænde er frænde værst i alle verdenshjørner. 

Chateau Hansen?

Jeg hjælper til i baren i Skuespilhuset.
 
En mandlig gæst bestiller et glas rødvin hos en ung tjener bag disken.
Tjeneren spørger om den skal være kraftig eller lidt mindre kraftig.

– Det ved jeg da ikke. Hvad er den kraftige for en?, spørger gæsten og får at vide at det er en Shiraz fra Sydafrika.

– Nå, siger gæsten og ser hen på mig. – Er den så god, eller hvad?

– Det ved jeg ikke, siger jeg og tilføjer: – Jeg er selv en kraftig fra Søborg Torv.

– Are you german?

Den indisk udseende mand prøver at fastholde køber/sælger-relationen til mig ved at spørge hvor jeg kommer fra. Det er den fjerde butik af samme slags i den aftenlune kanariske ferieby.

 

Mit ophold på øen har varet i næsten en uge, og jeg har set måske femten butikker af samme type. Dem, der sælger ting med strøm i. Radioer, krøllejern, mobiltelefoner, mp3-afspillere, digitalkameraer. Spillemaskiner, gadgets og dingenoter.  

 

Den første dag købte jeg en pc-adapter til 400 kroner, fordi jeg troede at jeg havde glemt at tage min egen el-ledning med hjemmefra. Det havde jeg ikke. Den lå blot i toiletposen, men i min idiotiske ankomstforvirring havde jeg glemt alt om det. Til min store og glædelige overraskelse gik sælgeren med til at lade handlen gå tilbage. Uden videre. 

 

Han var også indisk af udseende, lissom i alle de andre elektroniske butikker som jeg kigger ind i på turen. Samtlige butikker med det vareindhold er om aftenen oplyst af et endog meget skarpt elektrisk lys, som i styrke kun overgås på operationsstuer eller blænder i tandlægestolen. Det er ubehageligt at være så synlig som kunde, synes jeg. Jeg vil ikke ses så tydeligt.

 

I den lille færgeby på øens sydkyst går jeg rundt og rundt og bliver mere og mere sur på mig selv. Jeg vil købe en ny lommeradio. Min elskede gamle Sony-radio tabte jeg for nylig i en bus i København. Den købte jeg på Mallorca, da jeg var på ferie med min daværende kone, min stedsøn og min datter, som var få måneder gammel. Radioen har altså holdt i sytten år.

 

Jeg er i gang med min tredje rundtur fra gågaden og ned til strandpromenadens række af butikker, barer og restauranter. I de fire butikker har fire forskellige indisk udseende sælgere forgæves forsøgt at få mig til at blive i butikkerne i mere end tredive sekunder. En ny Sony-radio koster 250-300 kr, og så meget vil jeg ikke give, for hvis jeg taber den vil miste penge og endnu en god radio. Så hellere købe noget billigt lort, og så glæde mig over at have råd til fem nye lorteradioer. 

 

Sælgerne har alle som een spurgt hvilket land jeg kommer fra, og da jeg har nægtet at svare, har de desværre alle foreslået at jeg kunne være tysker. Det kan ikke siges at forstærke deres chanser for at få de ti euro, som jeg gerne vil ofre på en ny radio, men hvordan i alverden skulle de kunne vide det?

 

Jeg er sur og vil ikke tale med dem. Faktisk opfører jeg mig som et dumt svin.

 

Alle fire har foreslået en Sanyo-radio, som ser nogenlunde ud. Femten euro og elleve euro, inklusive ørepropper og batterier, er budene. Jeg er bare sur og utilnærmelig.

 

Til sidst har jeg fået nok af min meget uklædelige nærighed.

 

Jeg opsøger den nærmeste og smiler alt hvad jeg formår. Inderen, hvis det er det han er, ser forundret på mig. Jeg siger ordet ‘Sanyo’ og han nikker forstående, som om vi taler om min skilsmisse. Han henter den og vil nu have tolv euro. Det er jeg mere end med på. 

 

Egentlig er jeg taget med lokalbussen til byen for at se en fodbold-kamp på tv i en sportsbar – og jeg ser første halvleg på afstand stående ved promenadens rækværk. Det er for at slippe for at skulle købe en kop tvangskaffe til måske ni-ti kroner.

 

Ved pausen har jeg fået nok af mig selv og går op til busstationen. Hele vejen tilbage til min ferielejlighed hører jeg høj popmusik. Lyden er fremragende.

 

Dagen efter flyver jeg hjem.